Home / Anmeldelser / X-Men: De farlige

X-Men: De farlige

G. Floy fortsætter ufortrødent Whedons roste og prisbelønnede run på Astonishing X-Men, og det er der da også al mulig grund til. Trods hårde odds lykkes det Buffys far (han står bag hende trunten med vampyr-fobien) at få noget forholdsvis interessant ud af amerikanernes nr. 1-heltegruppe, som det ellers er svært at forestille sig, der kunne vrides flere historier ud af.

Handlingen
Denne gang kommer truslen fra en helt uventet kant, da x-mænnernes farerum viser sig at have fået bevidsthed og sat sig for at rette op på årevis af mislykkede forsøg på at få heltene ned med nakken. En mægtig og herlig modstander, som nok er værd at bruge et par hæfter på at slås med, mens nye og gamle fjender i form af rumvæsener i alliance med S.H.I.E.L.D. og tidligere plageånder turned fake-good spøger i kulissen. Der bliver selvfølge også plads til at vende de eksistensielle, moralske dilemmaer, som vi er vant til at få vendt i serien, og det uden at det nogensinde bliver rigtig klægt.

Kritik
Whedon er cool nok, selv om han er på hold med superkedelige Cassaday, der frembringer omtrent så fe’e ting som, er omtrent så underholdende som at klikke på outlines-filteret i photoshop – gab! Men glem nu det, for sådan tegner alle de andre alligevel også for tiden, og det er heller ikke værre, end at det ikke forstyrrer flowet i fortællingen synderligt. Oversættelsen er ikke i top, og titlen direkte dårlig (om end in sync med G.’s første Whedon-trade), men man glemmer helt at lægge mærke til de dårlige formuleringer i første gennemlæsning, så middelkarakteren må vel være hjemme taget i betragtning, hvad man før i tiden blev budt fra den side af.

Konklusion
Fin-fin læs-og-smid-væk-underholdning. Lidt for pænt pakket ind af den slags at være, men hvis man skal ud og køre langt i tog eller flyve (i et fly, altså) eller den slags, så er den her X’er bestemt værd at komme i håndbagagen, selv om den pæne indpakning vejer en del. Der er grunde til, at serien stadig sælger så pokkers godt – den mest fremtrædende pt. er Joss Whedon. Det bliver spændende at se, hvad Warren Ellis kan stille op, når han overtager.

Manuskript: Joss Whedon
Tegninger: John Cassaday
Oversætter: Tue Gaston
Forlag: G. Floy Studio

Udgivet: Forår 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 152 sider
ISBN-nr: 978-87-91630-47-7
Pris: DKK 198,00

Aldersgruppe: 13-24 år

Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 5 point
Tegninger: 3 point
Oversættelse: 3 point
Præsentation: 5 point
Kvalitet til prisen: 3 point

Anmeldt af CHRISTIAN AARESTRUP