Man skal være frisk og klar i knoppen, når man læser Yoko Tsuno.
Frisk og klar fordi der er en del at holde rede på. Først og fremmest en dialog der sine steder kræver klarsyn og friskhed. Jeg kastede Khanys hemmelighed, som er titlen på det seneste Yoko Tsuno epos, det syvogtyvende i rækken, bort ved første gennemlæsning. Sproget voldte kvaler. Ikke det gængse hverdagssnak, men det science fiction prægede og tekniske gjorde ondt i mit hoved. Jeg kunne simpelthen ikke integrere og holde af de mange nye og for mig næsten intetsigende ord. Lad mig give et par eksempler: Desintegrator, biovertifikation, biokompatibilitet, optiske fibre og mange mange flere.
Da jeg så havde sundet mig, og på ny nappede albummet, var det anderledes. Og bedre. Godt fordi selve handlingen er skam spændende og indbydende nok.
Vi befinder os i den smukkere del af Skotland, og der hersker ro og idyl over det smukke Loch Castle. Nattens tæppe har lagt sig, da et flyvende objekt nærmer sig og sender en voldsom stråle afsted og rammer Yoko i hovedet. Det viser sig, at Yoko ikke var målet, men Khany, der umiddelbart efter lander i sit rumskib. Fejltagelsen skyldes at Yoko og Khanys tankebølger er parallelle (hvad det så end betyder), og Khany er ansvarlig for de vineanere, der ligger i dvale under jorden. Hun har opdaget, at der i en af disse er inpodet en slags virus der vil udslette menneskeheden. Det kræver handling i form af en større redningsoperation, og det er der, at Yoko kommer ind i billedet. Lettere modvilligt indvilliger hun og afsted afsted. Men kan hun stole på Khany? Er alt som det skal være. Nej, ikke helt.
Tegningerne er smukke og betagende. Der er kælet for detaljerne, smukke skotske baggrunde, heste der ville få Pennybladet til at vrinske af misundelse, og så selve seriens omdrejningspunkt, de eminent flotte spændende flyvende objekter og den sirlighed hvormed Roger Leloup har tænkt og skabt et science fiction miljø. Det virker så realistisk og naturtro, og man sidder som læser og bare grovæder alt, netop fordi alt det fremmede alligevel virker så ægte og rigtigt. Nu har jeg ikke plads til den slags, men for fanden da. Jeg kunne sagtens se enkelte ruder blæst op i stort format og solgt som rene kunstværker.
Handlingen er spændende tænkt, og plottet holder. Det er lidt spøjst at tænke i referencer, for det er vel en for genren klassisk tanke, at noget skal destrueres af en ond skurk, og at de gode når at forpurre det i sidste øjeblik. Nok om det.
Til gengæld kan jeg godt mene, at albummet virker lidt trægt at komme igennem. Der er simpelthen alt for mange tekniske ben der skal tygges, og på de 48 sider sker der så for lidt til at cocktailen bliver spiselig. Kogt ned til populærsnak, så kan man godt kede sig lidt, og savne lidt mere action. Som P1 lytter og DR2 seer smerter det mig at være så kontant, men nej. Ikke at der skal ’ske’ noget i tegneserier, eller i kultur som sådan, men sammenhængen mellem det jeg læser og det jeg ser skal være i orden. Og det er det ikke i Khanys hemmelighed. Der er en ubalance, og jeg tænker, at kun hardcore fans af serien vil få deres adrenalinspejl til at skvulpe.
Samlet tre gammastråler ud af i alt seks.
Yoko Tsuno 27: Khanys hemmelighed
Tegner: Roger Leloup
Oversættelse: Per Vadmand
Format: 48 s. i farver, hardback, 22 x 30 cm
Pris: 168,00 kr.
ISBN: 9788770856089