Home / Anmeldelser / Zits – De første år. Søndagssider 1997-1999

Zits – De første år. Søndagssider 1997-1999

UdklipdddJeg skal da lige slå på tromme for den nyeste Zits, den med titlen ’De første år – søndagssider 1997 – 1999, og jeg tillader mig at tromme højt og vedvarende.

Her får du nemlig en herlig hardback i farver, en kompakt sag på 160 sider med et spændende forord som både henvender sig til nye læsere men især os gamle. Forordet er kun på 3 sider, men er alligevel både godt og massivt, lige noget for en tossenørd som undertegnede.

Bogens ramme er søndagssiderne, som så dagens amerikanske lys for første gang i 1997, og består så af samtlige søndagssider fra ’97 og frem til ’99, tre år i alt.

Bagerst er der en ekstra lille bonus, nemlig forsider til Supersized Zits og Humongous Zits som udgives i bogform i Guds eget land. Heri er der to historier som vi ikke tidligere har fået herhjemme. En anderledes og længere beretning om hvordan natten tager Filip, inden han stormer ud og efterlader rod og kaos.

En markant forskel på dengang og så Zits nu er, at pointerne da oftere var i billedsprog og via metaforer. Uden at ville hænges op på noget, så VIRKER det som om at dialogen nu er mere i højsædet, måske mere underspillet. Men det er altså kun en fornemmelse. I De første år leges der mere med rudernes indbyrdes forhold, billedsproget anvendes ofte og følelserne og pointerne leveres med fylde og tyngde, hvorimod i Zits anno 2017 er vi mere ’nede på jorden’. Begge dele virker forbilledligt.

Stregen er løs og karaktererne ændrer størrelse alt efter situationen. Og der hvor man for alvor fornemmer Zits succes og kvalitet er den fantasi der lægges i striberne. Rammen er jo ellers ret bastant. En tilværelse med en satans teenager, som forordet glimrende beretter er taget fra d’herrer Scott og Borgmans eget samliv med en hulens masse teenagere. Uden sammenligning i øvrigt, så falder mine tanker på Sten og Stoffer hvad fantasi angår. Og det er ikke et ringe sammenligningsgrundlag.

Filip og hans kvaler følges af mange millioner, og det forstår jeg godt. 1600 dagblade i i alt 45 lande følger kvalerne. Jeg med. Både fordi vi selv har kvalerne inde på livet med en umulig 12-årig, men også fordi jeg selv har været knægt engang. Jeg kan sagtens huske mine tossede og især bedrevidende forældre som altid lige havde en kommentar eller en bebrejdelse eller et nej. Fuck da dem.

Og hurra for Zits. Søndagssiderne i hardcover er lige til en 5’er.

 

karakter_5af6

 

 

Titel: Zits: De første år – Søndagssider 1997-1999

Tekst og illustrationer: Jerry Scott og Jim Borgman

Forlag: Zoom

Format: Hardcover, 160 sider i farver med ekstramateriale aldrig udgivet på dansk, samt et 3 siders forord

Pris: 198,-

Isbn: 978-87-93244-80-1

Bogen ER udkommet.