Her er du: Home » Artikel » 00’ernes Bedste Tegneseriefilmatiseringer

00’ernes Bedste Tegneseriefilmatiseringer 

watchmen_11252944278

I 00’erne fik tegneseriefilmatiseringerne deres store gennembrud. Computereffekterne nåede et niveau hvor man rent faktisk kunne få spandexhelte til at se cool ud, og superheltefilmene dominerede blockbusterlisterne. Men også store lødige film, små independentproduktioner og asiatiske kultfilm byggede på tegnerserie-forlæg.
Kristian Bang Larsen præsenterer 00’ernes 10 bedste tegneseriefilmatiseringer. Listen er personlig, og der skeles mere til filmatiseringernes kvalitet, end til hvor tro de er overfor forlægget. Der er uendelig plads til uenigheder og egne lister i kommentarfeltet i bunden.

10. Watchmen (2009)

Alan Moores ambitiøse og komplekse tegneserier er notorisk svære at filmatisere. Men der er action, superhelte og popkulturelle referencer nok i dem, til at Hollywood drages til dem, som mænd til Misse Møhge. Zakk Snyders Watchmen er effektiv og velfungerende, og overraskende tro mod forlæggets komplekse plot. Alligevel er det som om at sjælen er forsvundet et sted i de imponerende CGI-effekter. Dave Gibbons oprindelige tegninger er langt mere gritty end Snyders lækre billeder, og hvor forlæggets superhelte er syge og patetiske mennesker der klæder sig ud i kostumer, er Snyders helte først og fremmest helte. Følelsen af at følge fortabte eksistenser i en ødelagt verden, er ægte i Moore og Gibbons original, men et postulat i Snyders filmatisering. Ikke desto mindre fungerer Watchmen fint som en underholdende og intelligent superheltefilm, og sniger sig med på 10ende pladsen. Ikke noget mesterværk som tegneserien, men mindre kan også gøre det.
00’erne var i øvrigt rige på Alan Moore-filmatiseringer, og From Hell (2001), The League of Extraordinary Gentlemen (2003) og V for Vendetta (2005) kom også op på det store lærred. Moore hadede dem alle, men kunne alligevel grine i det lange skæg, hele vejen til banken.
Watchmen trailer:


9. Rejsen til Saturn (2008)

Jeg morede mig vældigt over ”Rejsen til Saturns” pik & patter-univers, og de virale trailere med perverse tegnefilmsudgaver af Jørgen Leth, Carl-Mar Møller, mfl., satte nye standarder for markedsføring af en dansk film.
Der er dog ikke meget tilbage af hverken plot eller stemning fra Claus Delurans original. Finurlighed, lune og poesi er forsvundet i pik-jokes og tisbobler. Men som en dansk tegnet udgave af en Farrely-brødrene film, fungerer ”rejsen til Saturn” rigtig godt, og de groteske drengerøvs-jokes er sjove og falder i en lind strøm. Casper Christensen-kliken med bl.a. Iben Hjejle, Frank Hvam og Simon Jul lægger stemmer til, og er med til at skabe et en film, der har mere at gøre med moderne stand-up, end med Delurans univers.
Min yndlingsscene. Saturngeneralen skal hilse på dronningen. Han har studeret jordens kultur gennem tyrolerporno:


8. Oldboy (2003)

Park Chan-wooks mørke sydkoreanske thriller ”Oldboy”, er baseret på Nobuaki Minegishi og Garon Tsuchiyas manga af samme navn (som jeg ikke har læst).
Filmen er en ond og brutal hævnhistorie: manden Oh Dae-Su bliver i 15 år låst inde i et værelse, af grunde han ikke kender. Da han endelig slippes fri, søger han hævn, men hans ukendte fangevogtere leger stadig kattens leg med musen, og Oe Dae-Su må bevæge sig dybere ind i et labyrintisk univers af vold og hævn.
Plottet er overraskende og godt skruet sammen og visuelt er filmen fyldt med originale ideer. Men det er brutale sager det her, og selv om der går en strøm er mørk humor gennem filmen, er ”Oldboy” helt sikkert ikke for alle.
Nyklassisk scene: hammer time (bemærk at kassettebåndene i starten ligger i en dansk småkagedåse):


7. Ghost World (2001)

”Ghost World” er en morsom og smertelig film om at vokse op, og finde sin plads i verden som outsider. Filmen er baseret på Daniel Clowes tegneserie af samme navn. Originalen er en bittersød historie om veninderne Enid og Rebecca, der hænger ud sammen i en død og unavngiven amerikansk forstad. Det er første sommer efter High School, og de dyrker sære og det kitschede, men driver også langsomt fra hinanden.
I Terry Zwigoffs ”Ghost World” (som Zwigoff og Clowes har skrevet manuskriptet til), er fokus flyttet fra de to pigers venskab, til relationen mellem den ene af pigerne, den egenrådige Enid (Thora Birch), og den noget ældre Seymor (Steve Buchemi).
Outsideren Enid kan ikke genkende sig selv i sine jævnaldrende og de voksne omkring hende, og knytter sig i stedet til den nørdede Seymor, der lever en eneboertilværelse med gamle bluesplader og et had til al mainstream. Men der går selvfølgelig sex og kærlighed i det akavede venskab…
”Ghost World” er en skæv lille ”coming of age”-film, med fine præstationer af Birch, Buschemi og Scarlett Johansson, der spiller Rebecca. Hvor tegneserier var holdt i diskret sort, hvid og blå, har Zwigoff skruet helt op for technicolor-farverne, og det giver filmen sit helt eget tegneserieagtige udtryk.
Instruktøren Terry Zwigoff er for resten en store tegneserieelsker, og har tidligere lavet den bizarre dokumentarfilm ”Crumb” om undergrundsikonet og hans sære familie. Efter ”Ghost World” har han forsat samarbejdet med Clowes, og de har sammen lavet den ligeledes fine, men ikke helt så vellykkede ”Art School Confidential”
Og her: ung indiepige flirter med midaldrende supernørd:


6. Spiderman (2002)

Det er tydeligt i Sam Raimis tre Spiderman-film, at han holder meget af Stan Lee og John Romita oprindelige serie fra 60erne. Han har både fanget seriens oprindelige uskyld og humor (vi er langt fra Nolans mørke Batman her) og kernen i fortællingen. Spiderman kunne nemt være endt som kold ironi eller tomme effekter, men Raimi holder tungen lige i munden og giver os farveladeaction med hjertet på rette sted.
Almindelige usikre Peter Parker får superkræfter, og er nødt til at leve op til det ansvar kræfterne giver ham. With great powers, comes great responisbility, som plakaterne siger. Men det er ikke nemt når man er en ung mand der samtidig skal passe sin gamle bedstemor, have sig et job, og få kærligheden til at fungere.
Den gode casting hjælper til: søde Toby Maguire spiller Peter Parker/Spiderman med nørdet uskyld, Kirsten Dunst er naboens datter-dejlig som Mary Jane Watson, og Willem Dafoe et sikkert skurkevalg som grum grøn goblin. Toeren og treeren var også gode.
Og så var der lige et kys. Meget sexet:


5. Sin City (2005)

Det magiske ved Robert Rodriguez´ Sin City-filmatisering, er at det lykkedes at overføre Frank Millers stiliserede voldsnoir univers så lydefrit. Det gælder både de ikoniske sort/hvide billeder, med få markante klatter af farver, og plottet, som er kalkeret direkte af fra tre forskellige af Millers historier. Plot og persontegning er lige så sort/hvid som filmens æstetik, men de vilde historier fra syndens by er mørkt morsomme, underholdende og brutalt flotte.
En velvalgt all-star rollebesætning hjalp med til, at gøre ”Sin City” til en succes blandt både publikum og kritikere: Bruce Willis, Mickey Rourke og Clive Owen var de hårde men følsomme helte, på skurkesiden legede blandt andet Elijah Wood og Benicio del Toro med, og Jessica Alba svang lassoen i front for en mindre hær af femme fatales og überbabes.
Frank Miller fik også filmatiseret ”300” i årtiet, og både Christoffer Nolans Batman-gendigtninger og Daredevil/Elektra-filmene skyldte Miller en del. Han sad selv i instruktørstolen på filmatiseringen af ”The Spirit”, et markant flop.
Et klip til drengene. Lasso time:


4. A History of Violence (2005)

Kultinstruktøren David Cronenbergs ”A History of Violence” er baseret på John Wagner (tekst) og Vince Lockes (tegninger) tegneserie af samme navn.
Tom Stall (Viggo Mortensen) er familiefar og restaurantejer I en lille amerikansk by. En dag slår han meget effektivt to forbrydere ihjel, da de prøver at røve hans restaurant, og han bliver lidt af en lokal helt. Men opmærksomheden tiltrækker andre lyssky elementer. Snart dukker mafiaen op i Ed Harris skikkelse og påstår at Tom Stall har en fortid som morder. Det bliver voldeligt.
”A History of Violence” er mere mainstream, end det meste af Cronenbergs syrede værk, men det er stadig en film der fungerer på flere planer. Dels som en effektiv actionthriller, med alle de klicheer der hører sig til (mand skal beskytte sin familie, den onde bror, osv.). Og dels som en diskussion af voldens natur, og vores fascination af den – både i film og i virkeligheden. Det er den tænkende mands thriller, og det er både medrivende og foruroligende. En fremragende film.
Og her starter volden. Røverens ansigt til sidst er klassisk Cronenberg:


3. Tekkonkinkreet (2006)

Den japanske anime (tegnefilm) ”Tekkonkinkreet” handler om de to gadebørn Black og White, der er selvvalgte skytsengle for det gamle kvarter Treasure Town. Black er den ældre kyniske dreng, mens White er naiv, på grænsen til at være underfrankeret. Da Yakuzaen vil lave Treasue Town om til en forlystelsespark, er gadebørnene er i vejen, og da White måske/måske-ikke bliver slået ihjel af Yakuzaens dræberrobotter, bliver Black sindssyg…
Historien om de to drenges venskab er ømt og smukt fortalt, og visuelt er filmen helt sin egen. Treasure Town bliver en karakter i sig selv, og der er nogle fantastiske jagt-sekvenser over byens tage.  ”Tekkonkinkreet” er et skoleeksempel på alt det, der i disse år gør japanske tegnefilm så meget mere interessante end amerikanske: en original visuel stil, komplekse og nuancerede karakterer og modet til at blande poesi og action i lige mængder.
”Tekkonkinkreet” er baseret på en manga Taiyō Matsumoto, og er instrueret af amerikaneren Michael Arias. Den er således noget så usædvanligt, som en japansk Anime (tegnefilm), instrueret af en vesterlænding.
Som sagt. Poesi og action:


2. American Splendor (2003)

American Splendor er en tegneseriefilmatisering, som for en sjælden gangs skyld er bedre end forlægget. Jeg synes at Harvey Pekars selvbiografiske ”American Splendor”-serier er sludrende, tunge og jævnt kedelige, men Shari Springer Berman og Robert Pulcinis film af samme navn, er en lille indie-perle: vittig, rørende og original.
Paul Giacometti har sit livs rolle som gnavne og nørdede Harvey Pekar. Han er ikke en af filmhistoriens mest sympatiske figurer: kontrær, ulækker og konsekvent pessimistisk. Men der er en modstand i ham og en tør-som-ørkensand humor, der får én til at holde af ham på trods.
Filmen slår skarpt ned nøglescener i Pekars liv: det definerende møde med Robert Crumb, hans akavede forhold til sin kone, tiden som arbejderklassens hofnar på David Lettermans talkshow, arbejdet som arkivar og de sære kollegaer, og en alvorlig kræftsygdom.
Men samtidig med at den fortæller Pekars på en gang usædvaelige og almindelige historie, diskuterer den hele tiden hvordan man kan fortolke en mands liv. ”American Splendor”-tegneseriens skiftende tegnere, giver forskellige fortolkninger af Harvey Pekar-figuren, og i filmen er han også i teateret og se et skuespil om ham selv baseret på hans tegneserier – som han ivrigt kommenterer! Meta-vinklen når sit højdepunkt i de scener, hvor den virkelige Pekar, hans kone Joyce og den autistiske kollega Toby går rundt på filmsættet, møder skuespillerne der spiller dem, og kommenterer deres præstationer. Filmen diskuterer således hele tiden (selv) portrættets muligheder og væsen. Det er både tankevækkende og morsomt.
Trailer:


1. The Dark Knight (2008)

”The Dark Knight”, Christopher Nolans anden Batman-film, er ikke kun bedre end etteren ”Batman Begins”, den er også bedre end alle de foregående Batman-film, og måske den bedste superheltefilm nogensinde.
”The Dark Knight” er ikke baseret på nogen specifik historie, men inspirationen fra Frank Millers definerende værker ”The Dark Knight Returns” og ”Year One” er tydelig, og det er første gang stemning og figurer virkelig lever op til Millers mørke vision.
Christian Bale er Batman, Gary Oldman kommissær Gordon og Aaron Eckhart Harvey Dent. God casting, men clouet er selvfølgelig Heath Ledger, der leverer en vanvittig (!) god præstation som Jokeren. Den klovnefjæsede galning er for en gangs skyld virkelig skræmmende, og har en sær grum logik, der til tider virker forfærdelig overbevisende.
”The Dark Knight” er højeffektiv neglebidende natteaction, og Nolan lader selvtægtshelten og seriemorderen spejle sig i hinanden og undersøger derigennem de nyklassiske superhelteterritorier: grænserne mellem normalitet og vanvid, mellem selvtægt og forbrydelse, mellem mål og midler, melte superhelte og -skurke årsagerne til eller konsekvenserne af et samfund i opløsning.
”You complete me,” som Jokeren gnækker til flagermusemanden: SE FILMKLIP HER!

Mere fra samme skuffe:

About the author: Kristian Bang Larsen

Cand.comm. af uddannelse og skribent og underviser af profession. Han synes tegneserier kan så meget ingen andre medier kan, og når han glemmer hvad det er, finder han Jamie Hernandez’ ”Wigwam Bam” frem.