Afsked. Afsked med en nær ven, en kæreste, en mor eller far eller afsked med gode kolleger. Det kan være vanskeligt og man skal mobilisere en indre styrke for ikke at udtrykke, hvad man vitterligt føler, nemlig en gennemgribende sorg og tristesse. Mange gange har mit stålpanser skulle holde mig oppe, for i ens voksne liv er afsked en part af livet. Og hver gang har jeg følt et lille stik i hjertet, lidt som om at jeg blev overbevist om, at de eller den person havde jeg set og talt med for sidste gang. Især i mit proffessionelle liv som lærer har jeg sagt farvel og på gensyn til mange dejlige unger. Unger, der i løbet af de år jeg var en del af deres liv, har gjort varige indtryk og som jeg kun ønsker alt godt fremover.
Jeg sad i aftes og tænkte på Tempo og de mange rare fælles oplevelser jeg og mine unger har haft sammen omkring denne nyskabelse. 9 udgivelser blev det til, og med udsigten til den 10. og sidste, så lukker og slukker Tempo. Til skade for os alle, tør jeg godt hævde, for her var omsider en udgivelse jeg så frem imod med sjælden glæde og længsel. Jeg tilhører ikke det segment af købere, der springer budgetter og køber stort ind hver gang nyheder rammer butikkerne. Snarere holder jeg mig til det mere kendte, eller i det mindste skal jeg have bøger og album anbefalet af andre, hvis meninger og smag jeg enten respekterer eller deler. Bibliotekerne har jeg ofte besøgt, og talrige er de serier jeg og mine 2 tøser har pløjet igennem. Vi startede med Gammelpot og Elverfolket, og nåede vidt omkring. Sidste gang jeg og ungerne tog hul på en ny serie, var det mesterværket Buddy Longway der stod for. Men Tempo var en øjenåbner og lidt som en gammel kærlighed der påny var vagt til live.
Det var nemlig med Tempo at jeg genlæste min Sammy og mine Blåfrakker, og det var med Tempo at disse serier blev introduceret for mine tøser. Det var faktisk Blåfrakkerne der fik os i gang med Buddy Longway, og det var Sammy der fik os til at lege gangstere og tegne maskinpistoler en søndag for snart længe siden. Det var Tempo der bragte en anden Kvik & Splint ind i mit liv, og som fik mig til at hente de gamle album frem og læse dem sammen og fik os til at bruge en mindre formue på figurer inde i Klosterstræde hos Sivert. Og det var den udgivelse jeg som anmelder så allermest frem til, for dette nostalgiske sus af 70’er figurer fik mig til at være 12 påny. Og ja – hvor fede de nye spændende udgivelser end måtte være, så ER der et eller andet i mit sind der gør, at jeg altid vender tilbage. Fornyelse eller retro. Stagnation eller innovation. I don’t care. Det var og er mine lus på travet og det er dem jeg kender. Som så, et eller andet sted, har givet mit et ståsted og givet mig mod på nye udgivelser, nye helte, nye figurer og universer.
Formatet, Tempos format altså, har jeg så småt forelsket mig i. Det ligger godt i hænderne, både for mine fede fingre men så sandelig også får mine tøsers. Prisen yderst rimelig. Jeg har endda gået og undret mig over at bladet kunne koste så lidt. Især sammenlignet med hvad man ellers kan finde for under 40 kroner. Og det er altså ikke så meget, skal jeg hilse og sige.
Men når hverken salg eller eksponering har været optimale, så må det være sådan. Ærgerligt at kundefeltet ikke efterspurgte bladet mere end de gjorde, og at Finanskrisen måske også var med til at både kunder, men også butikskæder var noget forbeholdne. Jeg havde ellers i drømme set Tempo eksponeret på biograflærrederne og på siden af de orange busser, men selv drømme har deres begrænsninger.
Især med Tempo # 9 er det trist at sige farvel. Den sidste tempelridder varslede nye tider og mere voksne tider, forstået på den måde, at humoristiske striber også er for voksne, men at vi nok hovedsageligt foretrækker lidt mere råhed og spænding. Tempelridderen gav disse håb, og det er lidt som en kold tyrker nu at erfare, at jeg måske aldrig får afslutningen. Og mine børn heller ikke.
Jeg vil her offentligt takke vennerne fra Vognmagergade, og især Michael G. Nielsen for at have gjort forsøget. Som barn i 70’erne og delvist barn i 80’erne, så er der serier der dengang formede mit nuværende tegnserieliv, og jeg håber og tror, at Tempo trods alt nåede at påvirke mine tøser en smule, og at vi måske om et par år kan hilse Tempo velkommen igen.
Hello Kitty og Star Wars er eksempler på serier der, trods finanskriser og lav eksponering kører videre, men Tempo så har måttet lade livet. Man kan måske indvende at de serier og historier vi så i Tempo måske skulle kanaliseres over i album, men selv album har det vanskeligt.
På Seriejournalen har Dan Knudsen udtalt, at bladet ingen eksistensberettigelse havde, og deri tænker han konkret i antal kunder og dermed skillinger ind i kassen, og at de ressourcer man anvendte, kunne måske være kommet nye tidstypiske udgivelser til gavn. Tjoe – både og. Jeg er nu ret overbevis om, at Tempo på sin egen måde generede nye kunder og nye læsere til, der så på sigt samlet indgår i den store (eller lille) flok af købedygtige danskere der investerer i udgivelser herhjemme. Og med investeringer mener jeg ikke i kroner og ører, men på læseoplevelser og møder med forskellige figurer, arketyper, universer mm.
Tempo, Columbo og Allan Simonsen. Et trio fra fortiden men bestemt ikke glemt herfra. Alle lever videre og tilbage står kun at sige tak.