Det er svært at forestille sig for os, der ser billeder, hvor vi end vender os hen, at de engang har været sjældne. Kunst var selvfølgelig for ikke så mange århundreder siden forbeholdt de få, og selv om håndskrifter ofte var illustrerede, var selv de trykte bøger langtfra hver mands eje.
Derimod solgtes fra det syttende århundrede kistebilleder, der fik deres navn af, at man ofte klæbede dem op på indersiden af kistelåg. Disse sjældenheder kunne så beundres, når låget blev slået op.
I mit barndomshjem var et af klenodierne indbundne årgange af Familiejournalen fra slutningen af det nittende århundrede, hvor sådanne publikationer erstattede kistebillederne. Både min far (f. 1891) og farfar (f. 1868) var typografer og fik ofte de udtjente trykplader med hjem, som jeg legede med.
Her var attraktionen ganske klart illustrationerne, der kunne fylde hele sider. Der var imidlertid også humoristiske billedstriber, der mindede en del om de moderne tegneserier.
”Punch” fra 1873 var et rent vittighedsblad, mens andre var mere satiriske som det socialistiske ”Ravnen” – allerede HOGARTH havde med held benyttet tegneserien som samfundskritik. De tidlige serier (som KRAZY KAT fra 1913) havde ofte et anarkistisk tilsnit, men efterhånden, som de fyldte avisernes søndagstillæg og blev familieunderholdning, lagde man mere vægt på, at hovedpersonerne skulle være lovlydige eller ligefrem ordenshåndhævere.
Med superheltetegneserierne tilførtes et fantastisk element, men den grundlæggede filosofi forblev den borgerlige med lovprisning af det kapitalistiske system i ellers fremragende avisstriber som DICK TRACY og LITTLE ORPHAN ANNIE, hvorved den samfundskritiske serie blev forvist til undergrunden. En undtagelse var EC COMICS, der i halvtredserne udgav krigsserier med et tydeligt pacifistisk budskab og det satiriske MAD, hvor det især gik hårdt ud over højrefløjen.
Heldigvis udgav man også magasiner med gysere og science fiction – hvortil blandt andet Ray Bradbury bidrog – hvilket muliggjorde, at magthaverne fik dem forbudt af hensyn til de kære små. Fra nu af skulle serierne konformere til en COMICS CODE, der stipulerede, at lovløse ikke måtte fremstilles i et sympatisk lys (jeg går ud fra, at dette også omfatter Robin Hood) samt at ”politi, dommere, embedsmænd og respekterede institutioner aldrig må fremstilles på en måde, der sår mistillid til de etablerede autoriteter”.
Sex måtte end ikke antydes for ikke at krænke ”ægteskabets hellighed”. Ikke overraskende blev dette initiativ modtaget med kyshånd herhjemme, og tegneserien forblev dermed i den offentlige bevidsthed et onde, der skulle begrænses.
I halvfjerdserne udkom der godt nok et par progressive tegneserier i Danmark, men de var generelt for kedelige og for dårligt tegnede til at få nogen betydning, hvad jeg altid har syntes, var ærgerligt, eftersom tegneseriens knappe, slagkraftige stil egner sig perfekt til politiske budskaber. For en halv snes år siden fik jeg ideen til en serie betitlet LAWMAN, der udkom den 3. december på forlaget PROGRESSIVE PUBLISHING.
Ideen var at bruge superhelteseriens fascistiske SUBTEKST imod den selv. LAWMAN er et arbejdsløst postbud, der ligesom så mange andre småborgere har fået nok af den løbske indvandring, dommernes blødsødenhed over for forkælede unge, der burde have en afklapsning i stedet for et nyt ungdomshus, og de landsforræderiske meningsdannere, der får al spaltepladsen.
Det gik med andre ord op for mig, at den bedste satire over højrefløjen ville være en satire over dens fjendebilleder. Serien skulle på samme tid være en hyldest til tegneseriernes guldalder og en besk kommentar til den aktuelle politiske situation, og takket være Jørgen Bitschs fantastiske stilsans synes jeg ærligt talt, det er lykkedes.
Det har naturligvis især været et kolossalt arbejde for tegneren, og albummet afspejler således også i høj grad udviklingen siden årtusindskiftet. Hvad der var fiktion, da det blev skrevet, er sørgeligt nok ofte i mellemtiden blevet virkelighed, ligesom i min roman DØDEN fra 1996.
En vis ujævnhed i stilen er vel uundgåelig, men det bedste, der kunne ske, ville da også være, hvis LAWMAN kunne inspirere til en ny seriegeneration herhjemme. Som agitationsmiddel er tegneserien trods alt for vigtig til at overlade til Bibelselskabet.