Det er ikke nemt at se hvilke asiatiske film der er baseret på tegneserier. Filmen Battle Royale kom godt nok ud som tegneserie, men var oprindeligt en bog. Det samme gælder Kamikaze Girls. Mushishi kom både ud som film og som anime-serie, men var oprindeligt en tegneserie. Suicide Circle kom ud som film og som tegneserie samtidigt og blev sidenhen lavet til en bog. De har det med at mixe tingene, de asiater. Emnerne er også mere varierede end de forældede superhelte der normalvis ligger til grund for filmatisering af tegneserier.
Der er naturligvis en lang række af uinteressante filmatiseringer. Hele rækken af Tomie-film efterlod ikke andet indtryk hos mig end at der var en scene hvor en pige gik op af en trappe. Men jeg fik dem billigt. Jeg har dog fundet en række filmatiseringer som jeg syntes fortjener at blive nævnt, ud fra min egen snævre filmsmag:
Riki-Oh: The Story of Ricky (Hong Kong, 1991)
En mand ender i fængsel efter at have hævnet sig på nogle gangstere. Han er ret stærk, og i stand til at splitte folk ad med de bare næver. Hvilket han så gør. I en retfærdig sags tjeneste, forstås. Det er den eneste film jeg kender der kombinerer Kung-fu og splattervold og resultatet er bestemt underholdende. Til trods for de overgearede voldsscener og det kitchede univers tager filmen sig selv seriøst. Jeg kender desværre intet til tegneserien bag, bortset fra et den er skrevet af Tetsuya Saruwatari. Filmen hører til blandt klassikerne inden for splatter.
Se et klip fra filmen på YOUTUBE !!!
Old Boy (Sydkorea, 2003)
Dette er kongen over alle asiatiske tegneserie-filmatiseringer. En mand bliver kidnappet og anbragt i et hemmeligt fængsel. Han aner ikke hvem der gjorde det og hvorfor. Efter 15 år bliver han lukket ud, opfyldt af hævntørst. Det lykkedes filmen at hæve sig over serien, der var en smule ujævn. Filmen er velskrevet, udfordrende, stilfuld, og ret så dyster. Jeg var ikke vild med den, men må indrømme at den er ”god”. Filmen har afstedkommet en indisk remake, som faktisk gengiver den store kampscene i gangen ret godt.
Se et klip fra filmen på YOUTUBE !!!
Uzumaki (Japan, 2000)
Instruktøren Higuchinsky har filmatiseret Junji Ito’s mesterværk. Vi følger pigen Kirie, der lever i en afsidesliggende landsby. Stedet viser sig at være ramt af en forbandelse, relateret til spiralformer. Tegneserien er på cirka 600 sider opdelt i en række adskilte episoder, som filmen prøver at få sat sammen. Filmen er tro mod originalen, samtidigt med at den udnytter mediet fuldt ud. Filmen har en grotesk lovecraft-agtig stemning og musikken (”Raven” af Do As Infinity) passer godt ind.
Filmen blev indspillet før den noget massive tegneserie var skrevet færdigt. Junji Ito vidste efter sigende hvilken slutning tegneserien arbejdede sig hen imod, så den rigtige slutning kunne teoretisk set være kommet på filmen, selv om tegneserien ikke var nået dertil. Det skete dog ikke, og filmen afbrydes mere end den afsluttes, om end den har en afrunding der giver en vis mening. Uzumaki er både en vellykket filmatisering og en gyser der skiller sig ud fra det mere gennemsnitlige asiatiske horror.
Se et klip fra filmen på YOUTUBE !!!
Long Dream (japan, 2000)
To læger – den ene ældre og erfaren, den anden en ung asistent – arbejder på et helt ordinært hospital. De har en mystisk patient hvis drømme gradvist føles længere og længere for hver nat. Samtidig lider en anden patient af hysterisk angst for at dø.
Lige som med Uzumaki er det en filmatisering af en Junji Ito tegneserie og instruktøren er igen Higuchinsky. Her er tale om en lavbudget-film på 53 minutter. Historien er god, og billedsiden er poetisk og eksperimenterende, på en god måde. Makeup-effekterne er fantastisk dårlige. Heldigvis er der ikke tale om billig CGI, men om endnu billigere latexmasker.
Med andre ord er der tale om en fed oplevelse man ikke må gå glip af. Men man skal måske kunne lide dårlige film for at kunne se at den er god. (Når vi taler om asiatisk hospitalshorror, er Kansen fra 2004 for øvrigt værd at nævne. Instruktøren er Masayuki Ochiai der senere lavede den fremragende Shutter)
Se et klip fra filmen på YOUTUBE !!!
Mushishi aka Bughunter (Japan, 2006)
Filmen, der forgår i det feudale Japan, handler om en slags ånder i insektstørrelse kaldet Mushishi. De er en naturlig del af verden, men kan give forskellige problemer for folk. Den mystiske en-øjede Ginko lever af at løse Mushi-relaterede problemer. Som man kunne forvente når man ser en mystisk en-øjet hovedperson, kommer filmen til at handle om hovedpersonens dramatiske fortid, hvori han mistede sit ene øje. Hvorfor kan helten aldrig bare opleve eventyr uden absolut at skulle konfrontere sin fortid? Et tidspunkt er der en kvinde der spørger Ginki om de skal stikke af sammen. De må åbenbart være lune på hinanden. Ellers ville hun nok ikke stille ham det spørgsmål. Mere sker der ikke.
Filmen har et roligt og mediterende tempo. Meget roligt og mediterende, faktisk. Den føles en del længere end de 2 timer den varer. Rent visuelt er filmen en ret fantastisk oplevelse. Der er en del gode landskabsoptagelser, ofte kombineret med CGI.
Jeg fandt også tegneserien rolig og mediterende. Men jeg kunne godt lide anime-versionen.
Se et klip fra filmen på YOUTUBE !!!
Ichi the Killer (Japan, 2001)
Endnu en torturfilm fra japan, instrueret af Takashi Miike. En ekstremt sadomasochistisk gangster med forkærlighed for nåle søger efter sin forsvundne chef. En mystisk morder kaldet Ichi viser sig at være indblandet. Sidstnævnte har også en noget forskruet seksualitet, men de to hovedfigurer er alligevel vidt forskellige. Ideen med to stjernepsykopater sat op mod hinanden fik mig til at tænke på den franske film Dobermann.
Filmen er meget tro mod Hideo Yamamoto’s tegneserie. Den største forskel er at ultrasadomasochistpsykopaten Kakihara ser radikalt anderledes ud i filmversionen. Enkelte af torturscenerne er i filmversionen kun antydet, og jeg må sige at det faktisk fungerer bedre, skønt tegneserien er mere ubehagelig, og bibringer læseren en trang til at vaske hænder efter endt læsning. En episode i tegneserien med homosexuel nekrofili fik mig til at skrige af grin, men den var ikke med i filmen. Jeg ved ikke om det er den ucensurerede version jeg har set, men både filmen og tegneserien er en meget gennemført omgang exploitation.
MPD Psycho (Japan, 2000)
MDP er en forkortelse for Multiple Personality Detective. Der er tale om en tv-serie baseret på tegneserien af samme navn, instrueret af Takashi Miike. Filmen benytter mosaik-censur til at skjule de blodige scener som ellers ville have krævet et større budget. Jeg forstod hverken særligt meget af tegneserien eller af TV-serien. Det hele er meget mystisk, og personerne virker lidt ligegyldige. Melodien ”Strange New World” af den fiktive terrorist-rockmusiker Lucy Monostone var dog stemningfuld og serien er fuld af Twin Peaks-inspireret weirdness.
Se et klip fra filmen på YOUTUBE !!!
Jin-Roh (Japan, 1999)
Så er der tegnefilm! Dette er den anden filmatisering af Mamoru Oshii’s ”Ken-Roh Densetsu” (den første filmatisering hed StrayDog: Kerberos Panzer – 1991). Jeg har ikke læst den originale tegneserie, men Jin-Roh er i hver fald den ultimativt mest intellektuelle anime. Det er en rå og negativ film om terroristbekæmpelse i et alternativt japan, kærlighed, konspirationer, samt Den Lille Rødhætte. Tegnestilen er ekstremt realistisk og soundtracket gør et godt indtryk.