Efter at have boet i Sovjetunionen i nogle år, flygter tjekken Petr Sadecký ud gennem jerntæppet i 1967, og bosætter sig i vesten. Med sig har han under armen en stak undergrundstegneserier, som skal vise sig at vække tidens interesse for tegneserier, og det kommunistiske styres undertrykkelse af friheden til at udtrykke sig. Tegneserierne handler alle om den samme figur: Octobriana – ånden af Oktober Revolutionen, skabt af en hemmelig gruppe sovjetiske systemkritikere, PPP, hvis ønske er at vende tilbage til den originale kommunistiske tankegang. Men det skal vise sig, at alt ikke er, som det ser ud til.
Petr Sadecký til venstre, ved et PPP-møde.
Petr Sadecký blev født i Prag, i Tjekkiet, i 1943, søn af en kommunistisk skoleinspektør. Som syttenårig startede han på FAMU-filmskolen, hvor han studerede filmteori og – videnskab. I 1961 rejste Sadecký til Kiel, hvor han bl.a. skulle holde foredrag om vestens medier og tegneserier, og han mødte og involverede sig her i en sovjetisk undergrundsbevægelse, der kaldte sig PPP – Progressiv Politisk Pornografi. PPP’s medlemmer var russere der var blevet desillusionerede over den måde kommunismen, og idealerne fra den Russiske Revolution, var blevet fordrejet og perverteret under det Stalinistiske styre. PPP møderne var hemmelige, og der blev her diskuteret filosofi, politik og pornografi, mens de lod sig tilfredsstille af alkohol og fri kærlighed. Altså en flok russiske hippier.
PPP søgte en frontfigur der kunne stå for deres tro, og som ville kæmpe for deres idealer, men da en sådan frelser ikke stod for døren, skabte de én selv – og kaldte hende Octobriana – en storbarmet blond amazone, med den klassiske røde stjerne i panden. En kvindelig helt, der ikke ligger under for nogen mand, kvinde eller totalitært styre, og som svinger både næver, pistoler og sværd i kampen for ægte kommunistisk retfærdighed. PPP trykte historierne om Octobriana i deres eget undergrundsblad, Mtsyry, som blev distribueret, ikke bare i Rusland, men i hele den Sovjetiske Union, via hemmelige kanaler, da det var yderst strafbart at producere denne form for systemkritisk materiale. At blive opdaget ville betyde fængselsstraf, eller endog henrettelse. For at holde deres identitet skjult, signerede de involverede kreative parter alle deres værk med navnet ”Roy Pavel Drakov”, som selvfølgelig ikke var nogen rigtig person, men et fælles-pseudonym for gruppens virke.
I 1967 flygtede Petr Sadecký så til vesten, hvor han mødte den britiske forlægger Tom Stacey, og de blev sammen enige om at udgive tegneserierne i bogform, ”Octobriana and the Russian Underground”, i 1971. Bogen, hvor tegneserierne kun er en del af indholdet og Sadecký’s tekster om PPP og den sovjetiske undergrund udgør størstedelen, blev en mindre sensation, i den forstand at bogen ikke kun appellerede til tegneserielæserne, men også det litterære og politiske segment. Før bogen overhovedet udkom, havde den været på forsiden af flere store aviser i England, og resten af Europa. Historien om tjekken der måtte smugle undergrundstegneserier ud af det kommunistiske Sovjet, solgte som varmt brød.
Men der går ikke lang tid før skandalen indtræffer – faktisk går der ikke mere end én uge efter udgivelsen, før folk begynder at stille spørgsmålstegn ved Sadecký’s historie. Folk med et bare nogenlunde kendskab til datidens Sovjetunion, kunne se at tingene i fortællingen ikke hang sammen, og hele baggrundshistorien om PPP og Octobriana blev miskrediteret. Den officielle historie om Octobriana er i dag, at det er Sadecký selv der har skabt hende, og at der ikke findes nogen PPP-gruppe.
Det skulle vise sig, at mens Sadecký stadig boede i Prag, havde han fået ideen til en tegneseriefigur, og under dække af at have en køber klar, allierede han sig med to tjekkiske kunstnere, Bohumil Konecny og Zdenek Burian, og sammen skabte de figuren Amazona. Men der var ingen køber, så da de var færdige med tegneserien, stak Sadecký af med det hele, og rejste til vesten, hvor han prøvede at sælge tegneserien, uden held. For at sælge historien, beslutter han sig for at ændre på alt. Han omskrev dialogen, tegnede en stor rød stjerne i panden på hovedpersonen, som han nu kaldte Octobriana, og tilføjede en falsk politisk baggrund: ”Octobriana – ånden af Oktober Revolutionen”. Konecny og Burian sagsøgte Sadecký, og selvom de vandt sagen i en vesttysk retssal, fik de aldrig deres originale værker tilbage.
Da Octobriana blev ”skabt” som et sandt kommunistisk projekt, hvor ingen ejer noget og alle ejer alt, er hun blevet et ”public domæne” produkt, altså en figur uden nogen form for copyright, og alle har derfor ret til at bruge hende, hvilket har gjort at figuren levede videre i mange år efter udgivelsen af bogen i 1971. Selvom skandalen var ligeså stor som den indledende interesse for Sadeckýs påståede udsmugling af tegneserier, så blev den virkelige historie hurtigt glemt igen, og kun den fiktive stod tilbage. Octobriana er siden introduktionen til vesten indgået i mange tegneserier over hele verden som bifigur, mest berømt er hendes del i Bryan Talbots ”The Adventures of Luther Arkwright” fra 1978, hvor hun eksisterer i en alternativ virkelighed.
Billy Idol viser stolt sin nye tatovering frem. *fnis*
Startfirsernes punkrock ikon, Billy Idol, har en stor tatovering af Octobriana på venstre overarm. Han havde set bogen ”Octobriana and the Russian Underground”, og var blevet fascineret af Sadeckýs historie om PPP og Octobriana, og besluttede sig for at få hende foreviget i tusch. I 1974 udtalte en ekstatisk David Bowie at han var ved at skrive manuskript og filmmusik til en filmatisering af Octobriana, et projekt hvor han endda havde fundet skuespilleren der skulle spille Octobriana, som ligeledes levede sig så meget ind i figuren, at hun udtalte at hun var født til at VÆRE Octobriana, og hun ville forkaste sin egen identitet – hvor lang tid entusiasmen holdt, vides ikke, men fakta ér at filmen aldrig blev til noget.
Screenshot af "Octobriana and the Finger of Lenin".
I 2003 dukkede Octobriana så op som hovedperson i en finsk amatørfilm: ”Octobriana and the Finger of Lenin”, hvor en musikvideo fra filmen kan ses på YouTube (den er dog så elendig, at man bør undlade at se den – så ér du advaret!).
Ud over at være en spøjs kuriositet fra tegneseriens bagland, kan man måske spørge sig selv om hvad vi i dag kan bruge denne historie til. Grunden til at jeg har valgt at skrive lidt om Sadecký og Octobriana, er at man er nød til at anerkende, at selvom manden ikke var speciel moralsk plaget, så havde han nogle ideer, og fik via en kreativ indfaldsvinkel solgt sit tynde produkt, på en måde så man stadig, den dag i dag, snakker om ham, og Octobriana.
Er det noget vi kan gøre i dag … i Danmark? I bund og grund er figuren Octobriana fuldstændig uinteressant for os, men den er et klassisk eksempel på hvad kreativ markedsføring kan føre til! Kan vi være så kreative i vores markedsføring? Tør vi det?
Du kan læse meget, meget mere om Octobriana på nettet, bl.a. her: Del 1, Del 2 og Del 3.
About the Author
Sikken et spændende stykke tegneseriehistorie!
Umiddelbart ser jeg et par ting, som jeg synes er relevante:
Den gode historie kan bringe en langt – det er jo klassisk storytelling: tegneserien fra det undertrykte rige! Læs den før din nabo!
Det er jo “bare” et spørgsmål om at viderebringe noget baggrund om serien og få den fortalt på en fængende måde – her kan vi lære meget af moderne markedsføring. Der er også meget, der er bundet op på kunstnerens person i denne sammenhæng – i dette tilfælde “den forfulgte kunstner, der viser sig at være tyv”, men man kan da nå langt hvis man kan / gider “føre sig frem” i medierne.
Viral marketing er gammel! Og virker fremragende!
Omvendt kan man sige, at der er meget få af de faktorer, der har indmejslet Octobriana i dele af den kollektive bevidsthed, som kan genskabes – sådan noget sker ofte tilfældigt.
Sjov historie, som også var omtalt i den danske presse i 1971. Sadecky var uden tvivl lidt af en røver. I øvrigt holdt har nogle gange til i København, hvor han jævnligt kom i Fantask på den tid.
Jeg synes også historien siger noget om at kunsten er en del af samfundet og ikke kan undslippe politik mv. Det kan være at grunden til at den reviderede historie bliver et hit, er at den rammer ned i tidsåndens ideoligiske brydning mellem ideerne om “Sovjet er ikke den rene kommunisme” og “Sovjet viser kommunismens virkelige ansigt”. Begge dele kan vel læses ud af historien og bruges propagandistisk (og dagbladene har så en vinkel de kan hænge historien op på, der ikke er 100% entydig). Eller er det det rene vrøvl?