I forbindelse med den forestående premiere på filmatiseringen af en af de mest omtalte og hyldede tegneserier fra det forrige århundrede, Watchmen, har Serielands nye skribent, Louise Olesen, taget et kig på bogen.
Lige siden Superman i 1938 fløj ind fra sidelinien og reddede sin første uskyldige borger – den gang fra en uretfærdig henrettelse i den elektriske stol – har superheltene på godt og ondt stået som tegneseriemediets frontfigurer. På ondt, fordi superheltetegneseriernes ofte utvetydige forhold til komplekse størrelser som netop godt og ondt har medført, at de i høj grad anses som idealistiske og forsimplede fantasier om mennesket, der kan alt i en verden, hvor alt er let at fortolke. Og på godt, fordi ja, vi elsker dem jo alligevel.
I Alan Moore og Dave Gibbons’ Watchmen (1987) bliver den klassiske fremstilling af superhelten vendt på hovedet, og vi præsenteres i stedet for ”virkelige” mennesker, der må konfrontere etiske og personlige problemstillinger, har neuroser og begår fejltrin, og som – på nær en væsentlig undtagelse – overhovedet ikke besidder nogen former for superkræfter.
Handlingen i Watchmen er placeret i et slags parallelt Amerika i 1985, hvor en yderst populær Nixon er præsident på 18. år. USA har vundet Vietnam-krigen – mest af alt fordi de to regeringssponsorerede superhelte, The Comedian og Dr. Manhattan, har kæmpet på USA’s side. Superheltene er i denne verden altså ganske virkelige, og deres handlinger har konsekvenser, hvilket i fortællingens år 1977 førte til The Keene Act (et forbud mod superhelte), der blev vedtaget som følge af et krav fra befolkningen i protest mod superheltenes selvbestaltede overtagelse af de officielle myndigheders rolle.
Watchmen starter med mordet på superhelten Edward Blake/The Comidian. Den mystiske Rorschach sætter sig for at undersøge mordet, og ledetrådene fører ham frem til verdens rigeste mand, Adrian Veidt, der også selv tidligere var en maskeret hævner under navnet Ozymandias. Veidt ønsker at ændre kursen mod den uundgåelige atomkrig mellem USA og USSR, og hans noget utraditionelle metode for at opnå permanent verdensfred er ved at foregive et interplanetært angreb på jorden. Trods protester fra en række af de andre tidligere superhelte, som i løbet af historien er hoppet i kostumet igen, lykkedes dette projekt for ham, og som konsekvens deraf dør flere millioner mennesker i New York – men atomkrigen er (i hvert fald midlertidigt) afværget og verdensnationerne slutter fred.
I Watchmen trækkes der alt, hvad der kan, på konventionerne i den traditionelle superheltetegneserie, og samtidig bliver vrangen vendt ud på det hele, så samtlige problemstillinger og uoverensstemmelser, der ligger gemt i genren, bliver hevet frem. F.eks. står graffitien ”Who watches the Watchmen?” som et ekko gennem hele tegneserien, der helt bogstaveligt sætter spørgsmålstegn ved superheltenes selvudnævnte vogterrolle. For hvem er det egentlig lige, der har bedt de her mennesker om at tage en kappe på og begynde at jage forbrydere?
Superheltelivet som modedille
Enhver superhelt med respekt for sig selv, har selvfølgelig brug for en klart defineret oprindelseshistorie, der forklarer motivationen for superheltens valg af virke. Det kan f.eks. være en udpræget sans for retfærdighed (Superman), en personlig vendetta (Batman), eller en stærk ansvarsfornemmelse og tyngende skyldfølelse (Spiderman).
I Watchmen får man forbløffende lidt forklaring på, hvilken motivation der ligger til grund for karakterernes valg om at tage en maske på og begynde at bekæmpe storbyens kriminalitet. For flere af de originale Minutemen fremstår årsagen som en modedille inspireret af den første superhelt, Hooded Justice. For nogle af de nyere gives der grunde som idolisering (Nite Owl II), forældrepres (Silk Spektre II), og pres fra regeringen (Dr. Manhattan). Ingen er dem er grunde, der fremstår ligeså heroiske og idealiserede som f.eks. Supermans og Spidermans ansvarsfølelse og tro på retfærdighed.
Når superheltefigurerne ikke har noget egentligt fundament at bygge deres virke på, kommer man nødvendigvis til at stille spørgsmålstegn ved rimeligheden i deres projekt, der i højere grad kommer til at fremstå som et selvrealiseringsprojekt frem for heroisk selvopofrelse.
Den rene helt og den mørke hævner
I fremstillingen af superheltefiguren i Watchmen bliver der i høj grad taget konsekvensen af de implicitte formodninger i den klassiske superheltetegneserie. Helt firkantet kan man sige, at der i de klassiske superheltetegneserier findes to slags arketypiske helte: dem der er formet efter Superman (den rene helt, som besidder en mængde superkræfter), og dem der er formet efter Batman (den mørke ridder på et personligt hævntogt). I Watchmen finder man således ekstreme udgaver af begge typer helte i henholdsvis Dr. Manhattan og Rorschach.
Dr. Manhattan kan bedst beskrives som en art Superman i tredje potens, der er i stand til at gøre og kontrollere stort set alt. Samtidig er han udstyret med en særlig form for tidsbevidsthed, der gør ham i stand til at se alle begivenheder samtidigt – og dermed også se ud i fremtiden. Han har dog ikke mulighed for at ændre på begivenhederne, men forstår, at hvis tiden blot er en falsk forestilling, er der heller ingen fri vilje, og han følger derfor blot det handlingsforløb, han nu engang befinder sig i.
Dr. Manhattans overmenneskelige evner betyder, at han efterhånden mister sine følelser for og sammenhæng med andre normale mennesker. På et tidspunkt udtaler Adrian Veidt/Ozymandias ligefrem, at de almindelige mennesker er præcis ligeså betydelige for Dr. Manhattan, som en myre er for dem.
Hvor Dr. Manhattan symboliserer prædetermination og de store sammenhænge, står Rorschach for kaos og tilfældigheder. Han er alt, hvad en superhelt ikke skal være; han er ulækker (hans kropslugt bliver gentagne gange kommenteret af de andre karakterer), paranoid og udviser psykopatiske træk, hvilket understreges af hans talebobler, der er fremstillet med en rystet streg og med en taleform, som sjældent benytter sig af hele sætninger. Hans hemmelige identitet er den socialt stigmatiserede dommedagsprofet, og han nægter at anerkende sin oprindelige identitet, hvilket får hans superhelteidentitet til at fremstå som en delirisk drøm om at være en anden.
Derudover lever og arbejder Rorschach efter en ekstrem udgave af troen på retfærdighed og ”justice the american way”. Han mener, at verden omkring ham er fuldstændig korrupt, og at han er den eneste, som er i stand til at dømme retfærdigt. Hans superhelteidentitet bygger på rorschachprøven, som er en psykologisk test, der er baseret på individuelle fortolkninger af blækklatter. For Rorschach er den eneste mening, man kan tro på, nemlig den, man selv indlæser.
Helte uden hukommelse
Ideen om superhelten bygger på en ældgammel mytologisk fascination af mennesket som gudelignende figur med utrolig styrke og ubestridelig dyd. På samme måde er den klassiske superheltetegneserie underlagt nogenlunde de samme vilkår som den mytologiske fortælling, der i høj grad bygger på genfortællinger af velkendte historier med forudsigelige hændelser og med arketypiske karakterer, hvor det især er detaljerne der skaber spænding og variation. Der må nemlig helst ikke ændres for meget på superheltens ydre rammer – for det hele ville jo f.eks. være knap så spændende, hvis alle vidste, at det var playboyen Bruce Wayne, der gemte sig bag Batmans mørke maske.
En måde at undgå denne problemstilling på, er at lade hvad der er sket før, og hvad der vil ske efter den enkelte historie fremstå kategorisk utydeligt. Ved fuldstændigt at afvise en kausalitet imellem historierne bliver tidshorisonten mere obskur, og derved fjernes fokus fra den sammenhængende historie om superheltens bedrifter, og de fremstår i stedet som en mængde fragmenterede fortællinger, der i princippet kunne finde sted på samme tid. Når Dr. Manhattan i Watchmen er i stand til at se alle begivenheder på samme tid, spejler han dermed grundvilkåret for den klassiske superhelt, der er fanget i den evige hjem-ude-hjem fortælling.
Den progressive superskurk
Mens superheltefiguren i høj grad står for at bevare status quo, optræder der i den klassiske superheltetegneserie en anden figur, som i stedet arbejder for at ændre på verdens tilstand: superskurken. I Watchmen er det Adrian Veidt/Ozymandias, der indtager denne rolle, men selvom han ikke går af vejen for et lille massemord i ny og næ, er hans intentioner så ærbare, at det næsten er svært at kalde ham skurk. Veidts handlinger er afledt af et ønske om at redde hele verden fra en ellers uundgåelig atomkrig, og dermed indtager han en overraskende frelserrolle, der ellers vanligvis er reserveret til superhelten.
En ideologisk udlægning af forholdet mellem superskurken og superhelten i de klassiske tegneserier kan lyde på, at hverdagen altid er god og bevaringsværdig, mens forandring (i hvert fald af den voldsomme slags) er af det onde. I Watchmen bliver der skubbet til dette værdisæt i og med at det rent faktisk lykkes Veidt at afværge atomkrigen og samle nationerne.
Også rent visuelt bliver der sat spørgsmålstegn ved ideen om den evigt gode hverdag og den stygge forandring. I Watchmens udgave af New York kan man i bybilledet se reklamer for parfumen ”Nostalgia”, der symboliserer befolkningens ønske om at gemme sig i fortiden, men efter Veidt har sendt sit hjemmelavede monster til byen, bliver disse erstattet af reklamer for parfume af mærket ”Millenium”, der i stedet symboliserer fremtidens muligheder. Derved bliver Veidts apokalypse kædet sammen med et positivt billede, og den skarpe opdeling mellem godt og ondt, som udgør hjørnestenen i de klassiske superheltetegneserier, bliver i den grad udfordret.
Faktisk har ordet ”apokalypse” også fået nogle ret uheldige konnotationer, som slet ikke anerkender dets oprindelige betydning. For mens de fleste forbinder apokalypse med ødelæggelse, dommedag og en slags ”enden på alt”, så betyder det egentlig ”åbenbaring” og et farvel til illusioner. Og det er nemlig lige det, som Watchmen er – et brud med illusionen om klare adskillelser mellem myter og virkelighed og mellem godt og ondt, og ikke mindst et godt hak til illusionen om, at tegneserier kun er for børn og ikke er i stand til at mestre komplekse fortællemåder.