I sidste uge udkom den længe ventede ”From Wonderland with love” fra forlaget Aben maler. Siden udgivelsen har antologien høstet megen ros, bl.a. i den danske dagspresse, men også ”over there”, hvor den udkom samtidigt med herhjemme. Serieland har taget en snak med forlæggeren Steffen P. Maarup.
Serieland: Kan du ikke starte med at fortælle lidt om hvor ideen til at lave “From Wonderland With Love” kommer fra?
Steffen P. Maarup: Det var et par urelaterede tanker, der endte med at finde sammen i bogen. Dels havde jeg længe tænkt, at det kunne være sjovt at lave en eller anden form for antologi. Dels var der nogle fantastiske danske tegneserier, som, jeg – på værkernes og det potentielle publikums vegne – ærgrede mig over, nu var udsolgte (fx Julie Nords From Wonderland with Love, antologiens titelhistorie, og nogle af bidragene i Blæk-antologien) eller svært tilgængelige (fx i gamle numre af Fahrenheit eller Free Comics). Og så fik jeg lyst til at tage til MoCCA Art Festival, den årlige tegneseriefestival i New York, som afholdes af Museum of Comic and Cartoon Art. Der findes en del forskellige festivaler i USA, men MoCCA er helt klart den, der lyder, som om den er mest simpatico med Aben maler, både i forhold til de forlag, der udstiller (helt fra Fantatagraphics, Drawn & Quarterly, Pantheon, osv. til folk der laver minicomics hjemme på kollegieværelset), og det publikum, der kommer (voksne, kreative mennesker; ingen børn og ingen der klæder sig ud som Darth Vader). Allerede dengang Aben maler kun udgav oversatte tegneserier, havde jeg lyst til at tage derover, men det giver ikke rigtig mening at forsøge at sælge New Yorkerne danske udgaver af Edward Gorey og James Kochalka. Da jeg for snart to år siden begyndte på min halvårlige 676-serie, var der så rent faktisk noget at tage med til USA, og da planen begyndte at tage form, syntes jeg, det kunne være fedt at have noget mere vægtigt med under armen. Og så begyndte jeg at skrabe bidrag sammen til bogen.
Hvordan er samarbejdet med Fantagraphics kommet i værk?
Hvis man følger lidt med i den amerikanske tegneseriescene, ved man godt, at Diamond, det distributionsfirma, som sender alle forlagenes bøger ud til tegneseriebutikkerne, ikke er alt for lette at danse med – især hvis man ikke hedder Marvel eller DC. Så jeg nærede ingen illusioner om, at Aben maler skulle være i stand til at sælge en dansk antologi via Diamond, og dermed ville salget reelt begrænse sig til MoCCA-weekenden. Derfor ville jeg gerne have et amerikansk forlag med indover, i det mindste til at distribuere bogen. Mit førstevalg var Fantagraphics, som har været førende, nærmest siden de startede. (De havde også været fornuftige at snakke med, da jeg udgav Ghost World, som de har rettighederne til.) De fik en nogenlunde færdig pdf at kigge på og sagde så ja til ikke bare at distribuere From Wonderland with Love, men også udgive den i USA.
Hvad har udvælgelseskriterierne været for at komme i bogen?
Der har kun været ét: Det skulle være gode tegneserier. Nej, to krav: De skulle være fra 2000 eller senere. Nå ja, bidragene skulle ikke være for lange. Fire krav: De skulle være henvendt til voksne (ikke at der bliver lavet generøst mange børnetegneserier i Danmark!). Tilbage til det første krav – det er svært at definere, hvad en god tegneserie er helt generelt, men jeg var ikke i tvivl, når jeg så dem. Alle de knap tyve historier i bogen gør enten noget interessant med tegneserieformen eller fortæller en god historie eller sætter en eller anden følelsesmæssig klo i mig – eller en kombination af alle de ting. At der så er nogle hidtil udsolgte eller svært tilgængelige tegneserier, der nu kan fås igen, gør heller ikke spor.
Har der været redaktionelle hensyn der skulle tages når bogen både skulle udgives i Danmark og USA. Er der værker der ikke er kommet i betragtning pga af dette?
Nej. Jeg lavede den bedste antologi, jeg kunne, og Fantagraphics sagde ja til en færdig pakke. Umiddelbart før vi gik i trykken, blev Diamond på basis af forhåndsbeskrivelsen lidt nervøse og spurgte, om der skulle smækkes et 18+-certifikat på bogen. De var især bekymrede over Nikoline Werdelins pædofilihistorie, og om den nu havde ’explicit content’. (Derudover er der også en 1-siders af Johan F. Krarup, som er fyldt med alle tænkelige F- og C-ord, foruden nogle meget uerotiske pikke i bla. Ib Kjeldsmarks, Peter Kiellands og Thomas Thorhauges historier.) Men Fantagraphics beroligede dem med, at der ikke var noget, man ikke finder i Hate eller Love & Rockets.
Hvad vil du gerne opnå med udgivelsen i USA? Hvad er succeskriteriet?
Succeskriteriet er faktisk allerede nået. Tegneserieantologier bliver stort set aldrig bestsellere; at Fantagraphics udgiver én med en flok totalt ukendte danskere, er i sig selv en bedrift. Det er første gang, danske tegneserier får sådan et fremstød i USA. Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg havde proppet nogle skidedygtige tegneseriemennesker ind i den her bog, men det var rart at se, at også Fantagraphics kunne se kvaliteten. Og her forleden kom så den første anmeldelse, da Publishers Weekly gav From Wonderland with Love et meget rosende såkaldt starred review (dvs en anbefaling). Så det lader til, at barnet er velskabt. Nu skal det ud og stå på egne ben.
Hvem er publikum for bogen?
Der er næppe nogen læsere, som vil synes lige godt om alle 17 bidrag, og formentlig er det vidt forskelligt, hvilke af historierne der appellerer til folk. Så det er svært at sige, præcis hvem publikum er. Men jeg formoder, at det er folk, som også synes, det er spændende at følge med i, hvad der rører sig inden for ny musik, litteratur, film, kunst, osv.
Wonderland markedsføres som “de bedste danske tegneserier i de sidste ti år”. Hvordan synes du de er repræsentative overfor hvor den danske tegneseriescene er i dag – og har været det de sidste ti år?
Når der i pressemeddelelsen står, at det er “Årtiets bedste danske tegneserier”, er det selvfølgelig for at få den travle kulturjournalist til at kigge en ekstra gang. Men det er også noget, jeg mener helt alvorligt. Jeg kan se i din anmeldelse, at du er uenig (men ikke hvorfor – du skriver ikke, hvilke af serierne, du ville have udeladt eller hvorfor), men de avisanmeldelser, der indtil videre er kommet siger ”Resultatet er smukt og tiltrækkende i en grad, så man godt kan føle sig helt stolt på nationens vegne.” (Ekstrabladet), ”spækket med håndplukket kvalitetsmateriale og som garanteret vil kunne finde tilfredse læsere langt ud over den kreds, der betegner sig selv som tegneseriefans.” (Weekendavisen), ” An essential volume for those interested in comics’ global development and newest voices.” (Publishers Weekly), så der er heldigvis nogen, der synes godt om udvalget. Jeg nærer i øvrigt intet ønske om at være repræsentativ; From Wonderland with Love er ikke noget gennemsnit.
Der er flere danske tegneserietegnere hvis fravær gør mig lidt forundret. Er der nogen der har takket nej til at deltage i bogen – eller har du bevidst lavet præcis den bog du gerne ville?
Simon Bukhave signerer Wonderland på MoCCA-festivallen i USA.
Jeg havde kig på en rigtig god historie af Teddy Kristiansen, som blev bragt i Fahrenheit for længe siden – men det viste sig, at den var fra 90’erne, og dermed faldt den uden for bogens fokus. Og det, han har lavet siden, sidder DC på, så det kan man ikke lige bruge. Så er jeg også ret forelsket i Jakob Martin Strids Decimal 0.4, men den var alt for lang og dermed heller ikke brugbar. Men ingen har takket nej, og jeg har fået præcis de historier, jeg gerne ville. Nu bliver jeg nysgerrig, så lad os bare lege ”hvis det var mig-legen”: Hvilke historier ville du have taget med?
Jeg vil ikke gå i detaljer med specifikke historier, for som jeg nævner er det fraværet af forskellige personer, der står tydeligst for mig. Du nævner selv Teddy Kristiansen og Jakob Strid. Derudover savner jeg folk som Peter Snejbjerg, Henrik Rehr, Peter Madsen, Lars Horneman, Cav Bøgelund, Carsten Graabæk, Ole Comoll, Palle Schmidt, Sussi Bech og Frank Madsen – for blot at nævne et udpluk af danske serietegnere der alle har bevist deres værd som habile og kompetente serieskabere.
Jamen jeg kan ligesom dig godt komme i tanke om flere danske serieskabere, der kunne fortjene at komme med i bogen. Men de fleste af dem, du nævner, har jo mest lavet album (som ville være for lange til bogen) og mest i 80’erne og 90’erne (som er for længe siden til bogen), så på den måde er de automatisk diskvalificerede. Så det nytter ikke rigtigt at savne nogle personer, hvis de ikke har lavet historierne. (Jo, jeg synes, at Cavs Sorte, som jeg udgav sidste år, er en rigtig lille perle, men det føltes ikke rigtigt at komme mere end én af Aben malers titler (Signe Parkins’ Bordskik) i bogen.) (Og jeg synes stadig, det kunne være sjovt at se dit bud på en 15-20 historier fra 00’erne. Der er næppe nogen, der ville vælge præcis som mig.
En del af bidragene i bogen er af en surrealistisk karakter, hvor den ligefremme narrative fortælling ikke er et inkorporeret element, som f.eks. historierne af Zven, Nord, Parkins, Kjeldsmark m.fl. Er det dét den “moderne” tegneserie er i dag – og står det ikke i kontrast til den “grafiske roman”-bølge vi oplever i disse tider?
Dog God af Søren Mosdal & Jacob Ørsted
Nu er de fire historier, du nævner, strengt taget ikke surrealistiske (det eneste, de har til fælles med den kunstretning, er et tilsyneladende fravær af rationalisme), men det er rigtigt, at Zven Balslevs, Julie Nords og Signe Parkins’ bidrag kun i begrænset omfang er det, vi normalt kalder ”historier”. De står dog ikke spor i kontrast til grafisk roman-bølgen, men er tværtimod en del af den. Det er forkert at se GR-bølgen udelukkende som tegneserier i romanformat med aristoteliske fortællemodeller og en masse tekst med litterære allusioner og metaforer (som fx Alison Bechdels Bedemandens datter). Den nye bølge af tegneserier, som man kalder grafiske romaner, står for en udvidelse af tegneseriebegrebet i forhold til gængse formater, emner, stilarter, you name it. Vi er lidt forsinkede med det i forhold til andre kunstformer, for de her ting er blevet udforsket af folk som Alain Resnais, Igor Stravinskij, T.S. Eliot m.fl. for adskillige årtier siden. Den ”moderne” tegneserie i dag er en meget mere rummelig størrelse, end vi hidtil har set – der sker masser af udfordring af kunstformens grænser, og det er skidespændende.
Men måske ikke så moderne endda, da disse “eksperimenter” jo kan spores mange år tilbage. Der er jo ikke noget “nyt” i Wonderland, som ikke er set på den ene eller anden måde i Fahrenheit eller Actung m.m. i 90’erne og 2000-tallet – og hvad der ellers har været af “undergrundsblade” længere tilbage i tiden. Eller hvad?
Skulle man have sammensat en dansk tegneserieantologi for ti år siden, kan jeg garantere dig for, at den ville have haft et markant mere homogent formsprog, og et der stod i dyb gæld til den fransk/belgiske tradition. I min bog er der et væld af stilarter og tilgange, og vi kan jo godt kalde dem eksperimenter, men jeg ser dem slet ikke som famlende og nervøse, men derimod fuldstændig stilsikre på hver deres facon. Når det er sagt, så står bidragene i From Wonderland with Love naturligvis på skuldrene af tidligere tiders – eller andre landes – tegneserier; de er ikke sprunget ud af ingenting.
Ligesom der er evige debatter om “hvad der er kunst”, så er der heller ikke nogen konsensus omkring hvad en “grafisk roman” er. Jeg mener ikke at man skal tage “roman” så bogstaveligt, når man snakker “GR” – det kan for min skyld sagtens være ren pantomime … jeg mener dog i alle tilfælde at “den gode historie”, hvordan den så end er pakket ind, må være et absolut minimum, hvis ikke endda det ypperligste, og det mener jeg ikke er til stede i visse af bidragene.
Vi bliver nok ikke enige om en definition af grafisk roman – men næppe heller af ’den gode historie’. Vi kan vist alle se kvaliteterne i Nikoline Werdelins Fordi jeg holder så meget af dig/Because I Love You So Much-historie, og hende læser man ikke for at få vilde grafiske armbevægelser; det er langt sværere at resumere fx Julie Nords From Wonderland with Love, og med Zven Balslevs Cadarul Zombie har vi muligvis bevæget os helt væk fra det narrative (det er jeg nu alligevel ikke sikker på). Min pointe er, at ’historien’ ikke kun er det, som Jacob Ørsted har leveret til Søren Mosdal (i Dog God) eller Maria Isenbecker til Jan Solheim (i The Visit). Jeg er generelt fløjtende ligeglad med, hvad bøger, tegneserier eller film ’handler’ om – det essentielle ligger i måden. Visse af bidragene i From Wonderland with Love lyder gudsjammerligt intetsigende i ren resuméform, men de er – synes jeg – fremragende fortalt.
Når jeg bladrer Wonderland igennem, så er der specielt to bidrag jeg personligt finder meget svært tilgængelige … Signe Parkins “Table manners” og Zven Balslevs “Cadarul Zombie”. Kan du forklare mig hvorledes disse taler til dig, og på hvilken måde de er fremragende fortalt? (og hvad pokker de handler om!) 😉 … er det ikke “bare” ren grafik?
I virkeligheden tror jeg, at du finder dem svært tilgængelige, fordi du har fået at vide, at du her skal læse en flok tegneserier – og hverken Table Manners/Bordskik eller Cadarul Zombie ligner tegneserier, som vi plejer at se dem. Hvis du blot var stødt på dem uden først at få dem defineret som tegneserier, ville du måske have været mere åben over for dem.
Cadarul Zombie af Zven Balslev
Cadarul Zombie bevæger sig i et univers af skrækfilm, klassiske amerikanske tegneserier, 1950’erne, zombier, rock’n’roll og punk. Det er, som om vi træder ind i et Frankensteinsk laboratorium og bevidner nogle eksperimenter med radioaktivitet eller mutering. Disse eksperimenter sker også med ’plottet’, som er muteret til ukendelighed, og med billederne selv, som er fundne billeder, Zven så har bearbejdet. Der er altså en komplet sammensmeltning af form, indhold, metode. Jeg føler mig på én gang transporteret hen til et ret specifikt og velkendt sted i amerikansk populærkultur og til Zven Balslevs personlige univers, som er fuldstændig konsekvent og ikke ligner noget andet. Cadarul Zombie er helt klart et af de bidrag, hvor et resumé ikke rigtig hjælper noget, og det er nok ’tegneserier for viderekomne’ (og derfor også pædagogisk placeret bagerst i bogen).
Bordskik har nok endnu mindre en historie. Forbindelsen mellem billederne er tematisk, ikke narrativ. Betyder det, at det ikke længere er en tegneserie? Tja, det er nok til diskussion. Men igen føler jeg mig inviteret indenfor i en verden, jeg aldrig har set mage til, og det er alle 23 billeder, som til sammen beskriver denne verden, dens indbyggere, dens hændelser, dens naturlove. Jeg får en oplevelse, jeg ikke kan få andre steder. At jeg har overordentligt svært ved at fortælle, hvad der foregår, gør ikke oplevelsen mindre. Signe Parkins virker, som om hun har fuldstændig kontrol over virkemidlerne, og det er fascinerende at læse med.
Hvad mener du tegneseriens rolle er i samfundet i dag? Er det at underholde, informere, provokere, eller noget helt andet?
Tegneserien er – ligesom de øvrige kunstformer – helt åben. Man kan proppe hvad som helst i. Tegneserien skal ikke noget som helst, men kan alle de ting, du nævner.