Henrik Rehr og Cav Bøgelund har omsat et af Federico Garcia Lorcas kendteste teaterstykker, “Blodbryllup”, til tegneserie. “Henrik Rehr har ladet sig fascinere af Lorcas historie om en brud, der forlader sin brudgom til fordel for sin tidligere kæreste fra den familie, der i sin tid slog brudgommens far og bror ihjel. Henrik Rehr overfører historiens fortættede drama og personernes indeklemte lidenskab, mens tegneren Cav Bøgelund bryder med den klassiske tegneseries billedsprog og i en let aflæselig streg formidler den rustikke stemning fra Lorcas tekst,” skriver Forlaget Fahrenheit i sin foromtale af albummet. Seriejournalen har talt med Cav og Henrik.
Hvad handler Blodbryllup om?
Cav Bøgelund: – Blodbryllup handler om Kærlighed, Død, Had og Sex. Hvis man alligevel sætter sig ned og laver en tegneserie, kan den lige så godt omhandle alle de store ting, ha ha.
Henrik Rehr: – Du glemte at der også er spanske knivstikkerier og mørke skove med. Det rene skinbarlige fjong, altså!
Hvorfor laver man en tegneserie over Lorca?
Henrik Rehr: – Af samme grund som man laver enhver anden tegneserie: Fordi man har lyst og følger sig ansporet dertil. Jeg har gerne villet adaptere Blodbryllup i omtrent tyve år. Som en sidebemærkning kan jeg nævne at jeg er grimmer vild med Lorcas arbejde såd’n generelt. Prøv lige og læs f.eks. digtet Llanto por Ignazio Sanchez Mejidas (Klagesang over Ignacio Sanchez Mejidas). Det er helt oppe og bimle med den store bjælde, som Lars Horny ville ha’ sagt.
Hvorfor blev det så ikke digtet om hans kærestes død, I lavede en tegneserie om. Bortset fra de mørke skove har det vel også alle de ting, I beskrev lige før. Hvorfor lige Blodbryllup?
Henrik Rehr: – Simpelthen fordi jeg synes det er en eminent historie. Desuden er den komponeret som et drama, Ignazio Sanchez Mejidas er trods alt et digt og har ingen dramatisk struktur på samme måde.
Cav Bøgelund: – For mit vedkommende var det er lykkeligt sammentræf. Jeg var ikke rigtigt bekendt med Lorca før Henrik præsenterede mig for manuskriptet. Siden har jeg selvfølgeligt læst original-stykket også. Men på det tidspunkt kom historien som sendt fra Himlen. Den indeholdt alle de ting jeg havde lyst til at prøve kræfter med….. Jeg ved ikke om det besvarer spørgsmålet, but there you go.
Hvad fangede din interesse ved denne ukendte forfatter og hans ukendte historie?
Cav Bøgelund: – Jamen, det at fortællingen formår at give plads til alt det store. At den er så fatal. At følelserne brænder på papiret. Det var lige præcis den fortælling jeg havde ventet på. Jeg er også en sucker for de lyriske lag i fortællingen. At den på den ene side er ernormt barsk og rå, og på den anden side blid og sørgmodig. Der er en ernorm spændevidde i den. Og det tiltalte mig både som læser, men også som tegner. Det har været et kæmpe udfordring, men også en vidunderlig chance for at komme godt rundt om karakterene.
Tænder I på kvinder i sort tøj?
Cav Bøgelund: – Ja.
Henrik Rehr: – Grønt tøj, rødt tøj, ternet tøj, personligt tænder jeg på kvinder uden tøj.
Har Lorca noget at sige danskeren anno 2006? Er det ikke bare et passé drama om nogle stivsindede spaniere i forrige årtusinde, hvis tankegang vi ikke kan sætte os ind i?
Henrik Rehr: – Jeg tror og håber det ikke. Både Euripides, Cervantes og Shakespeare siger mig en del og de både skrev og døde allesammen længe før Lorca blev født. Blodbryllup beskæftiger sig med meget alment menneskelige følelser og konflikter og disses universalitet rækker langt ud over Spanien og det tidspunkt skuespillet blev skrevet på.
Cav Bøgelund: – Dramaet, der udspiller sig er virkeligt tidsløst. Alt det væsentlige i fortællingen handler om mænd og kvinder, der i deres lidenskab agerer nøjagtigt som mænd og kvinder altid vil agere.
Franco slog Lorca ihjel. Hvorfor?
Henrik Rehr: – Teknisk set blev Lorca ikke myrdet af Franco, men af falangister fra Granada. Franco var travlt engageret andetsteds på netop det tidspunkt. Lorca blev først og fremmest skudt fordi han var bøsse og ikke lagde skjul på det, men selvfølgelig også fordi han blev opfattet som en af venstrefløjens tilhængere og desuden var berømt. Et godt clearing-mord, kort sagt.
Vil en tegneserietegner nogensinde kunne vække de samme lidenskaber hos magthaverne?
Henrik Rehr: – Nej da, tegnere må bare sidde og lave Muhammed-tegninger og sådan noget, som ingen gider lægge en skid mærke til.
Det glæder mig, du bed på. Er det en vinkel, I har haft inde i tankerne? At “Blodbryllup” måske er mere aktuel i en dansk sammenhæng, end vi forestillede os for få måneder siden? En historie om arrangerede ægteskaber, konflikten mellem ansvaret overfor samfundet og så trangen til at give efter, og følge sit hjerte?
Henrik Rehr: – Tjaeh, der var vi nok bare heldige. Da jeg for alvor gik i kødet på at lave en adaption af Blodbryllup for lidt over ti år siden, havde jeg netop fået en koreansk svigerfamilie. Den kultur kan snildt nikke genkendende til de problemstillinger omkring samfundets krav og arrangerede ægteskaber, du nævner.
Cav Bøgelund: – Jeg har selvfølgeligt tænkt over det. Men det er en nuanceret diskussion. Og det afspejler serien faktisk fint synes jeg. Jeg vil ikke sige at tegneserien er blevet mere aktuel, det har den hele tiden været.
Hvis I havde lavet historien i dag, ville I så have kaldt Leonardo for Bent, hans samleverske Yvonne, bruden Aisha og hendes tilkommende Muhammed?
Henrik Rehr: – Det er efter min mening ikke nødvendigt. Man kan naturligvis godt “aktualisere” på den måde, men siden albummet fra min side også er en kærlighedserklæring til Spanien og spanierne, har vi beholdt La Mancha. “Bent på La Mancha” er imidlertid ingen dårlig titel, en tak til Madsen er på sin plads her.
Cav Bøgelund: – “Bent på La Mancha”!? iTu es un genio!
Det har så den ekstra krølle, at “bint” betyder “pige” på arabisk. Hvad symboliserer Månen i “Blodbryllup”?
Henrik Rehr: – De drifter vi prøver at kontrollere, oftest forgæves.
Hvad har albummet vundet ved at Cav og ikke Henrik har tegnet?
Henrik Rehr: – At det er tegnet af Cav, selvfølgelig. Sikke da et mystifistisk spørgsmål!
Hvor har Henrik Rehr sat sit præg på historien? Og hvor har Lorca?
Henrik Rehr: – Jeg har skåret en del, flyttet ting, ændret nogle af figurerne, tilføjet noget af Lorcas lyrik der ellers ikke er del af skuespillet og skrevet en smule til hist og pist. Resten håber jeg meget er ren Lorca. Og jeg håber også at vi ikke totalt har massakreret hans glimrende skuespil. Generelt om adaptioner vil jeg sige at man selvfølgelig kaster sig ud i dem fordi man er inspireret af oplægget, men samtidig bliver nødt til at tilføje et eller andet, så der i det hele taget er grund til at genfortælle, også uden at gøre vold på det originale kunstværk. Det er noget af en balancegang.
Cav Bøgelund: – Henrik kan også ses i fortællingens klipning og tempo. Hans skriftlige oplæg lå lige til min pen. Og selv om jeg har forholdt mig frit til det, har oplægget hele tiden været med til at skabe tempo og flow. Men Lorcas vilde hjerte banker selvfølgeligt nedenunder.
Sang og musik var en vigtig del af “Blodbryllup”, da stykket havde premiere i 1933, og Lorca var meget optaget af folkemusik, især sigøjnermusikken. Hvordan overfører I det til tegneserien?
Henrik Rehr: – Der er af gode grunde ingen musik i vores serie, men jeg har indført tre figurer (“feerne” hed de i manuskriptet), der svarer til koret i græsk teater. De “formidler” nogle af teksterne fra skuespillets sange.
Lorca gjorde op med tidens realistiske teater, og indførte et surrealistisk symbolsprog. Har I på lignende vis opfundet et nyt billed- eller formsprog, der står i bevidst opposition til vores egen samtids tegneserier?
Henrik Rehr: – Ikke så vidt jeg ved. Cav?
Cav Bøgelund: – Naaaarh. BlodBryllup er en ret traditionel tegneserie. Bortset fra mit forsøg på at skabe en scene på papiret, og min nærmest ufrivillige trang til at lave mange helsides illustrationer er den temmelig konventionel. Jeg vil ikke sige at der er nogen bevidst anderledes valg.
Hvad har jeres inspirationskilder været – udover Lorca (og selvfølgelig “Asterix på Korsika”)?
Henrik Rehr: – Behøver man andre? Når det er sagt fandt jeg det interessant at bruge et skuespil som forlæg for en tegneserie. Film, romaner, og billedkunst er oftest de andre medier, hvor tegneserien henter inspiration. Vi har prøvet at bibeholde noget af skuespillets teatralske karakter og således forhåbentligt ikke helt sluppet scenen i vores udgave.
Cav Bøgelund: – Klart. Det at forlægget var et skuespil var en kæmpe gave. Det har været min største inspirationskilde under arbejdet. Jeg har prøvet at skabe en slags scene-rum på papiret. Jeg har også i mange scener anskuet personerne som skuespillere. Deres mimik skal kunne ses helt ude på bagerste række.
Har det ikke også givet problemer, at det er et teaterstykke, og at tegneserien stiller andre krav? Min hustru sidder netop nu og prøver at omarbejde en musical til tegneserie, og en af udfordringerne er, at i musicalen accepterer publikum mere eller mindre figurernes beslutninger og bevæggrunde på papiret og hengiver sig til skønsangen, mens tegneseriemanuskriptet er anderledes kontant i sine krav til en præsentation og formidling af, hvorfor figurerne tænker og handler, som de gør. Har I haft problemer, eller måske snarere “udfordringer”, da “Blodbryllup skulle overføres til tegneserien?
Henrik Rehr: – I Blodbryllup er personernes motivationer klokkeklare. Måske een af grundene til at jeg oprindeligt blev interesseret i at adaptere stykket. Den største udfordring var at overføre et skuespil fuld af sange til en billedfortælling uden egentlig lyd, men det er lissom ikke Cav eller jeg, der kan vurdere om det er lykkedes. Vi trykker bare pedalen i bund med de ting vi nu har at byde på i form af tekst, fortællerytme, tegninger og grafik, og så må man bare håbe talentet, vurderingsevnen og livremmen (begge to) holder.
Cav Bøgelund: – Netop derfor var “Feerne” er skidegod idé (hvis jeg selv skal sige det). Lyrikken er hele tiden til stede. Om de blander sig lige så lydefrit i fortællingen som vi har forsøgt må, som Henrik siger, andre vurdere. Jeg synes det er lykkedes fint.
Hvordan har I fordelt arbejdet mellem jer?- Hvordan var det at samarbejde med et Atlanterhav imellem jer?
Henrik Rehr: – Jeg adapterede/ skrev manuskript. Cav layoutede, skitsede og rentegnede og til sidst lagde jeg gråtoner på. I løbet af processen gav vi hinanden kritik og nogle ændringer blev foretaget som resultat deraf. Samarbejdet er foregået over nettet, men det har ikke været mit indtryk at det har hæmmet den kreative ping-pong.
Cav Bøgelund: – Det har været et virkeligt rart samarbejde. Jeg synes jeg har lært rigtigt, rigtigt meget ved at arbejde sammen med Henrik. På grund af mit skolearbejde har der været lange perioder hvor arbejdet på serien gik uendeligt langsomt, men Henrik har været virkeligt tålmodig, og hans opmuntring og begejstring har virkeligt været smittende. Jeg har udviklet mig meget under arbejdet med serien, og det skylder jeg selvfølgeligt også Henrik tak for!
Henrik Rehr: – Selvfølgelig gør du ikke det, den udvikling havde fundet sted under alle omstændigheder! Men nu vi er i gang med roseriet, tror jeg udbyttet af samarbejdet har været gensidigt. Man lærer altid noget ved på så nært hold at iagttage hvordan en kollega løser kreative problemer, især een med så meget ild i maven og talent som Cav. Nå, nu begynder vi vist at lyde kvalmende.
Lad mig derfor straks bore i, om det til tider også har været en fordel, at der var et Atlanterhav imellem jer?
Henrik Rehr: – Det er muligt, men jeg kan ikke rigtigt gennemskue hvordan. Cav er både rar og hyggelig og det er jo en kendt sag at jeg har et engleblidt temperament.
Cav Bøgelund: – Nu ved jeg jo hvor hårdt Henrik drikker igennem fra de par gange vi har mødtes. Så det har sikkert været godt for min lever! Sådan rent praktisk er serien blevet lavet i små hug. En 5-7 sider af gangen som Henrik har set og kommenteret på, og det har været med til at styre serien videre.
Hvad er kunst? Og kan man lave god kunst og grine samtidig?
Cav Bøgelund: – Jeg er ikke god til den slags spørgmål. Ja, det kan man godt.
Henrik Rehr: – Kunst er hvad meget få mennesker kan gøre, selv om mange prøver. Og Cav har helt ret i at kunsten sagtens kan være morsom, f.eks. var Mel Gibsons Jesus-film helt ufatteligt sjov.
Og den var vist endda ikke nær så grusom som Lorcas eget endeligt. Så vidt jeg har læst, blev han tilbageholdt og torteret i to dage, før man tvang ham til at grave sin egen grav og henrettede ham. Men først efter at en af falangisterne havde tvunget Lorca til at skrive et brev til sin far om, at han skulle give dem 1000 pesetas. Da Lorca var død, fik han et par ekstra skud op i endetarmen, fordi han var bøsse. Der er mange lighedspunkter med Jesu endeligt, og mange ville måske sige, at det er svært for fiktionen at hamle op med sådanne historier fra det virkelige liv. Laver I en tegneserie over Lorcas liv og død en dag?
Henrik Rehr: – Hva’ er dit budget?
Cav Bøgelund: – Ja, show us the money! Spøg til side. det er ikke nogen dårlig idé. Men jeg tror ikke jeg ville være den rigtigt tegner til lige netop det projekt. Jeg har det bedst med at kunne tage mig nogen friheder i forhold til virkeligheden.
Lorcas “Blodbryllup” var første del af en trilogi med landlige tragedier. Får vi også “Yerma” og “Bernarda Albas hus” fra Rehr og Bøgelunds hænder?
Henrik Rehr: – Nu er det længe siden jeg sidst læste Yerma og Bernarda Alba, men de ramte mig slet ikke så dybt og længe som Blodbryllup, så…naaarj, jeg tvivler.
Har I et nyt fælles tegneserieprojekt i tankerne eller er det absolut sidste gang, I har arbejdet sammen?
Henrik Rehr: – Jeg håber helt lysegrønt at lave et nyt album med Cav, når han har lidt mindre travlt med sin animations-instruktør uddannelse på Filmskolen.
Cav Bøgelund: – Klart. BlodBryllup tog pludseligt et år længere end planlagt, og der har som sagt været lange pauser i processen. Den slags synes jeg ikke jeg kan byde en samarbejdspartner, så jeg tror ikke det bliver til flere lange samarbejder med nogen før jeg er færdig med skolen. Men som sagt har vores samarbejde været ernormt frugtbart, og jeg føler også at Henrik og jeg på mange måder er interesseret i den samme slags fortællinger. Så det må meget gerne blive til flere projekter for min skyld!
Jamen, så måske en film? Med Lorcas forkærlighed for dukkefilm kunne I måske få Tim Burton til at producere?
Henrik Rehr: – Lorca lavede dukketeater, ikke film. Men nu vi leger “hvorfor ikke?” så sku’ vi måske lave en dødsmetal-opera i papirklip? Hva si’r du, Cav, er du frisk med neglesaksen?
Cav Bøgelund: – Du klipper. Jeg klistrer!