Home / Artikler / Interview med Oscar K og Rasmus Bregnhøi

Interview med Oscar K og Rasmus Bregnhøi

“Lille Miss Nobody” er et forsøg på storby-blues og poetisk noir for unge i umiddelbar forlængelse af Oscar K’s forfatterskab. Bag psudonymet Oscar K. gemmer sig den snart 60-årige børnebogsforfatter Ole Dalgaard – kendt for sin ligefremme og upædagogiske indfaldsvinkel til genren. Rasmus Bregnhøi er en hyppigt anvendt børnebogs-illustrator, der efterhånden også har fået etableret sig så småt på den danske kunstscene. Ingen af de to har lavet egentlige tegneserier før, men inspirationen fra mediet har ofte været fremtrædende, hvorfor denne tegneserieroman sikkert ikke har været det helt store spring. Seriejournalens Christian Aarestrup har interviewet de to nyslåede tegneserieskabere, der til daglig befinder sig mere end 2.000 km fra hinanden: Oscar K. sidder i Spanien og Rasmus Bregnhøi på Amager.

I har aldrig før prøvet kræfter med tegneseriemediet, men synes begge inspireret heraf i tidligere produktion. Hvordan oplevede I det endelig at “ta’ springet”, så at sige? Var det som at komme hjem, eller blev I overrasket over, hvor anderledes et medie det egentlig er?
Oscar K: – Det er rigtigt, at jeg aldrig har prøvet kræfter med tegneseriemediet direkte før, tilgengæld har jeg de sidste år arbejdet meget med tekster til illustrerede bøger mest sammen med Dorte Karrebæk og Lilian Brygger. Dorte og jeg har lavet sereien om DE TRE i fire bøger og om DETEKTIVEN PHILIP E. MARLOW i to bind, som er ”næsten” tegneserie, og det har givet mig blod på tanden at se, hvor meget teksten kan reduceres og i stedet lægges i billedsiden, så der alligevel kommer en kompleks historie ud af helheden. Det gode ved illustrerede bøger er, at når de er ordentligt lavet, så kan man blive ved med at finde nye detaljer og nye lag i dem, hver gang man læser dem. Så for mig er det en slags ”coming home” at arbejde på den måde, næsten som at lave manuskripter til film og tv.
Rasmus Bregnhøi: – Mit udgangspunkt var jo som barn, tegneserien. Jeg voksede op med hele tegneserieboomet i 70´erne. I starten af 90´erne lavede jeg tegneserien om Uffe Undskyld i Månedsbladet press og har også lavet en tegneserie i Pandaklubbens blad, men har altid mere været interesseret i hvordan billeder kan fortælle historier frem for hvilket medie de tilhørte. Da Ole spurgte om vi ikke skulle lave noget der mindede om en tegneserie var jeg meget hurtig til at sige at vi laver en rigtigt tegneserie. Jeg blev glædeligt overrasket over hvor dejligt det føltes at lave – jeg tænkte, at nu kunne jeg endelig rent teknisk overskue at lave en tegneserie, det kunne jeg ikke have gjort for ti år siden.

Hvordan opstod idéen til “Little Miss Nobody”? Var det Branner og Korch, der henvendte sig til jer, eller omvendt? Og var projektet fra starten tænkt som en tegneserie?
Oscar K: – Rasmus og jeg mødte hinanden til en nordisk børnebogskonference i Stavanger for et par år siden og aftalte, at vi skulle lave noget sammen.
Vi ville gerne lave en historie om outsidere, hvor handlingen skulle foregå i en rå underverden på bunden af storbyen, et sted mellem Dickens’ London og Sin City med jødegade, tyrkisk basar, rungende, øde parkeringkældre, Chinatown, Lille Østrig, en gudsforladt undergrundsbane og forlystelseskvarteret Shangri La.
På tomme lofter, i glemte garager og afsidesliggende pakhuse skulle Fagin Inc. holde til og oplære gadebørn og subsistensløse i forbrydelsens kunst med blinde- og døvstummeskole, rumænsk harmonikaundervisning, træning af småhunde til at sidde på papkasser med en kurv i munden, låselære og klatre- og lommetyveri.
Til lyden af schlagere fra jukeboxe, frelsersange og nødstedtes skrig ville magre dingoer som spøgelseshunde strejfe rådvilde rundt og søger føde i skumle gader og uoplyste stræder og grave små anatomidukker frem af den slags, der kan lukkes op, så man ser hjerte, lunger, milt, lever, nyrer osv.
Det var her Lilith med sit kontante, kristne budskab om soap, soup og salvation sammen med sin førerdreng Schniff skulle opsøge samfundets retsløse på værtshuse, i boksehaller, spillebuler og bordeller.
De fem bind består af en række kriminalhistorier med Frelserpigen Lilith i roller som opdagersken, der slås med opklarelse af forbrydelser og har problemer med mændene, især den unge, bumsede frelserkaptajn Ackley og den korrupte kriminalbetjent Q, som har mere end et godt øje til hende. At Schniff på sin egen kringlede facon elsker hende af et rent hjerte, gør ikke sagen lettere.
Det er så blevet til historien om Lilith i underverdnen, som er planlagt til 3 bind. I hvert bind afsløres en kriminalgåde, mens afgørende spørgsmål som: Hvem er Liliths rigtige forældre? Har Ackley og Q reelle hensigter? Og hvornår går det op for Lilith, at Schniff virkelig elsker hende, først løses i sidste bind, KVINDEN, DER IKKE KUNNE HUSKE. Ligesom det også først er her, der gives en løsning på forbindelsen mellem dingoernes fund af anatomidukker en miniature og Dr. Schöns handler med den pukkelryggede.
Fra bind 1 og fremefter plantes historien om hundene, der finder de små anatomidukker, ligesom også mystiske afhentninger af kasser i ambulancer, mord på gadebørn, og organjægernes skaffen sig af med ligene.
Kaptajn Ackleys og Q’s kamp om Liliths gunst og Schniffs erotiske betagelse af hende følges nøje bind for bind.
Udover de gennemgående personer kan personer fra enkeltafsnit forudpræsenteres (Kæmpeposters af Rosemarie (fra KVINDEN; DER IKKE KUNNE HUSKE) på gavle og plakatsøjler) eller fortsætte i følgende bind (Drengene, der spiller bold i LILLE MISS NOBODY , som er væsentlige i andet bind, M), og serien opererer med velanbragte frelsersange, bibelcitater og kærlige (intertekstuelle, som det hedder) hilsner til litteraturen og tegneserien.
Projektet er fra starten tænkt som en tegneserieroman, en genre både Rasmus og jeg er begejstet for (Sin City, Maus, Persepolis, Berlin, V for vendetta, Emigrants …) Og med det gik vi til Branner og Korch, som foreløbig har sagt ja til to bind.
Rasmus Bregnhøi: – Det har været vigtigt for mig at bogen fremstår som en æstetisk helhed og at pesonfortællingen er 1ste prioritet. At tegningerne fremstår så konsekvente som muligt og at stemningen understeges med enkelte grafiske virkemidler. Jeg er selvfølgelig inspireret meget af både fransk og amerikansk tegneserie, men også altmuligt andet end tegneserier.

Har I – én af jer eller begge – fået blod på tanden og lyst til at fortsætte inden for mediet? Og er der i givet fald allerede et nyt projekt i støbeskeen?
Oscar K: – Det har næsten ikke kunnet undgåes, at begejstringen for at arbejde sammen om et projekt som Lilith i underverdnen, har givet mod på mere, og vi har da også et nyt i støbeskeen med arbejdstitlen JOEBLOP!

Hvad ligger der bag den meget bevidste brug af betegnelsen “tegneserieroman”? Det har jo været diskuteret lidt både i miljøet og blandt forlagene, hvad der er mest korrekt og også, hvad der virker mest appelerende i forhold til målgruppen. Har I arbejdet med en bestemt målgruppe for øje i forbindelse med projektet, eller har det mere været at prøve kræfter med mediet, som har drevet jeres valg?
Oscar K: – Vi har helt bevidst arbejdet med genrebetegnelsen tegneserieroman (grafic novel), som vi synes er fint dækkende for indhold og form, men egentlig ikke tænkt nærmere over, om det er korrekt i forhold til målgruppen, som for os er alle, der gider læse og se en god historie.

Hvad er historien bag pseudonymet “Oscar K.”?
Oscar K: – Den sande historie om Oscar K.: Oscar K. er efter al sandsynlighed født i Breslau med dansk, tysk-polske aner og opvokset i Polen, hvor han også har gået på børnehjem. Han har skrevet romaner, bl. a. Tango Mortale, Rejsende i Litteratur og Vejen til Vemb, radio og tv-dramatik og teaterstykker, sidst Dada – ud under stjernehimlen, som fik Information til at rydde forsiden og kalde det skelsættende teater i verdensklasse. Dorte Karrebæk og hans børnebog Carlos og Co. var på årets æresliste til Kulturministeriets børnebogspris 2003.
I foråret 1998 mødte Oscar K. Ole Dalgaard, der stod foran lågen til sin have i Spanien, da en hundehandler kom forbi med en hund i snor og tilbød ham den for en krone. 1 krone! – det var ellers en dejlig hund.
Ole Dalgaard spurgte: ”Hvorfor sælger De sådan en dejlig hund for en krone?” ”Det skal jeg sige Dem,” sagde manden med hunden, der havde underbid og klapører. ”Det er, fordi den kan tale!” ”Hva’ ka’ den?” ”Tale!” Hunden, der havde måttet stå og lægge øre til samtalen, brød nu ind. ”Gode, herre,” sagde hunden, ”Køb mig! Hundehandleren her er en vredladen, let irritabel mand, som slet ikke værdsætter, at jeg har talt med mange betydelige forfattere og engang været i USA!” Ole Dalgaard så forundret på hundehandleren: ”Og den hund vil De sælge – for en krone?! Men hvorfor?” ”Fordi den er så fuld af løgn!”
Sådan gik det til, at den talende hund, som var ingen ringere end Oscar K. (for klapøre!), flyttede ind hos Ole Dalgaard, men i resignation over menneskets realsindelag trak han sig tilbage til stumheden og begyndte at skrive. Ole Dalgaard havde selv skrevet hele sit liv, men den generelle mening var, at han var en enestående dårlig digter, så efter den dag han har arbejdet som sekretær for Oscar K.

Mere info:
Oscar K.’s hjemmeside
Rasmus Bregnhøis hjemmeside
Forlagets hjemmeside
Seriejournalens anmeldelse

Et par sider fra “Lille Miss Nobody”.

1 comment

  • Og 10 år senere har undertegnede netop fundet “Lille Miss Nobody” i (næsten) mint condition til 10 kroner i en Sudan genbrug. Jeg sused igennem den og håber, at nr. 2 og 3 rent faktisk udkom! Fint interview!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *