Af en konturstregelskers bekendelser

Jeg kan godt lide en sort streg på hvidt papir. Så enkelt er det. Dette vidunderlige fravær af nuance – en verden der ER sort/hvid. Ingen tvivl – ingen gråtoner. Bare en sort stregs ensomme rejse gennem et hav af hvidt papir…

Da jeg var barn, var det været decideret magisk at se sporet efter den sorte tusch vandre hen over papiret og skabe de mest utrolige ting. Sidenhen tog jeg en uddannelse som teknisk tegner – og hver gang jeg satte en rørpen til papiret følte jeg magien. Selv når jeg tegnede de mest kedelige rørbøjninger og snit i dieselmotorer.

Måske er det derfor jeg holder af tegneserier – intet andet medie svømmer i den grad over i streger. Konturstreger især. Denne forbløffende imaterielle opfindelse. Denne ikke-eksisterende markør af hvad der er dette og hvad der er hint.

Det kan være stramt styrede linier som en tidlig Franquin – eller udsyret filigranarbejde som den sene ditto. Det kan være en tidlig Moebius, hvis streger er så fleksible og organiske som muskelvæv – eller en Mignola hvis upåfaldende streg alligevel lever og vibrerer. Det kan være cool som Risso, råt som Bernet eller kontrolleret som Giménez.

Alle har de en suveræn stregbeherskelse. Deres tegninger har så meget kant og personlighed fordi stregen har udtryk…det er som håndskrift eller fingeraftryk. Noget dybt personligt – og ofte svært efterligneligt.

Hvorfor det rammer mig så hårdt ved jeg ikke – jeg tvivler på at min mor blev skræmt af en flok stregtegninger da hun var gravid med mig. Men resultatet er indiskutabelt. Jeg elsker streger…

Det giver mig – ud over en masse fornøjelse – også et problem. Og problemet er at stregbeherskelse ikke har så gode vilkår mere. Før i tiden blev man trænet i det på tegneskoler. Der blev gået op i det. Man skulle have styr på det. Der var konsensus om objektive kriterier for hvad der var en god tegning. Og en af de kriterier var at der skulle være styr på stregen.

I Danmark er der vist ikke mange steder hvor man lærer at tegne på den hårde måde i dag – hvor man skal kunne tegne så det ligner.Eller i hvert fald tegne så det ikke ligner fordi det er noget man positivt vælger og ikke fordi man ikke kan andet. Rindahlismen læner sig tungt ind over uddannelsessystemt og det personlige udtryk er i højsædet. Ikke udtrykt gennem håndværksmæssig kunne – men med et tankesæt som punkbevægelsen satte på dagsordnen – bare det har energi og nerve – så pyt med resten.

Et tankesæt der bestemt havde og har sin berettigelse. Har man noget væsentligt på hjertet er indholdet vigtigere end formen. Klart. Vi så det senest i Nikolaj Zeuthens “Hvad syntes du om dansk litteratur for tiden” – der ved gud i himlen ikke brilliere ved stor tegnekunst – men som alligevel er bedre end så meget andet fordi form og indhold går op i en højere enhed af deadpanhumor og hverdagstristesse.

Men ligesom det havde været en trist verden hvis der kun var punk-musik  – så vil det også blive en trist verden den dag ingen kan lave en velformet, smuktsvungen sort streg der smyger sig om motivet på en måde der giver tegningen dimensionalitet og personlighed.

Al mulig respekt til fx. de to gange Rikke der med henholdsvis Glimt og Ind fra havet fik rusket op i den gængse forståelse for at tegneserier kan være meget andet og mere end Anders And og Tintin.

Jeg syntes det er fascinerende, sjove, tankevækkende og vedkommende tegneserier. Ligesom Bilals sene værker hvor billederne bliver stedse mere udflydende og retningsløse. Men. De går mig ikke til hjertet. Det er muligt at det er vigtigt for kunstneren at sporene efter processen kan aflæses i det færdige materiale. Det er muligt at det netop er den slags der gør værket personligt og nærværende for læseren. Men pokker tage mig om jeg kan elske det. Den går ikke. Jeg ved ikke om det er fordi jeg selv er tegner at jeg har så stor respekt for håndværket. Tegneserier kan unægteligt ligge hvor som helt på en skala der går fra kunst over kunsthåndværk til håndværk – nåja – og makværk. Men jeg foretrækker jeg de værker hvor det personlige udtrykkes gennem det håndværksmæssige sublime. Sådan er det vel at være konturstregselsker…