Home / Artikler / Animationsskolen bag ny animationsteknik på DR2s serie Hvide Slaver

Animationsskolen bag ny animationsteknik på DR2s serie Hvide Slaver

“Da DR 2 begyndte arbejdet på deres dokumentarserie Hvide slaver, stod de over for en udfordring: Hvordan bringer man fortidens dramatiske begivenheder til live? Traditionelt har man dramatiseret ved hjælp af skuespillere, men det er både dyrt og tidskrævende og det kunne stoppe serien, før man kom i gang,” skriver Anomationsskolen i Viborg i en pressemeddelelse sendt til Seriejournalen:

Ny animationsteknik bringer den dramatiske fortid til live
Da DR 2 begyndte arbejdet på deres dokumentarserie “Hvide slaver”, stod de over for en udfordring: Hvordan bringer man fortidens dramatiske begivenheder til live? Traditionelt har man dramatiseret ved hjælp af skuespillere, men det er både dyrt og tidskrævende og det kunne stoppe serien, før man kom i gang.
Svaret kom fra The Animation Hub i Viborg, som er et innovationsnetværk, der arbejder med at udvikle animation til brug i nye sammenhænge. Et af The Animation Hubs fokusområder er at skabe animationsteknikker, der er væsentligt billigere og hurtigere at lave end traditionel animation. Hvide slaver var perfekt egnet til at udvikle og forfine en sådan animationsteknik.
The Animation Hub sammensatte et stærkt hold, der skulle løfte opgaven. Holdet bestod af DR, illustrator Kim Hagen og Kasper Kruse fra animationsfirmaet Mark Film i Viborg. DR’s producer, Lisbeth Jessen, arbejdede med research og grundfortællingen i dokumentaren. Kim Hagen skabte derefter story boards og arbejdede med en talentfuld maler i Estland, der satte billeder på historien. Endelig arbejdede Mark Film med at animere og sætte effekter på billederne, så de kom til live.
Teknikken er i familie med de såkaldte Motion Comics, hvor stillestående billeder får liv gennem simple animationer. En arm bevæger sig i ryk, røg stiger til vejrs, et skib sejler hen over havet. Det er den slags små bevægelser, som er grundlaget for Motion Comics. Og ved at forfine teknikken skabte man en levende og vedkommende fortælling uden at sprænge budgettet og inden for produktionens tidsramme. Motion Comics-teknikken koster omkring det halve af prisen for almindelig tv-animation. I alt blev der lavet 18 minutters animation til projektet.

Animationerne er fortolkninger
Lisbeth Jessen fra DR er begejstret for seriens animationer.
“Brugen af de simple animationer har to store fordele for os. For det første ville det være enormt dyrt at dramatisere voldsomme og blodige begivenheder med skuespillere, kulisser og så videre. I brugen af animation kan man tegne sig til hvad som helst. Alt er muligt, og prisen er relativt lav. For det andet har vi i serien om Hvide slaver at gøre med en periode af historien, hvor der ikke eksisterer film eller fotografier fra. Og animationen giver derfor os en frihed til at udtrykke vores fortolkning af historien, uden at det kommer til at se for autentisk ud.”

Animation som seriøs historieformidling
Animation har traditionelt været forbeholdt underholdning – og mest været rettet mod børn. Men de senere år er det blevet mere og mere almindeligt, at voksne også nyder animationsfilm. Hvide slaver bevæger sig ind på forholdsvist jomfrueligt område, hvor animationen bruges til at formidle fakta og dokumentaristiske historier til et voksent publikum.
Animationerne er med til at levendegøre den seriøse formidling, og det har været vigtigt for alle involverede, at stilen var spændende og indbydende men samtidig lødig og troværdig.

Nyt forretningsområde
Arbejdet med Hvide slaver har givet blod på tanden, og nye interessante projekter venter allerede i kulissen. Den billige minutpris koblet med den lødige fortællestil giver nogle unikke muligheder for at formidle alskens interessante historier og på den måde skabe et nyt forretningsområde, somkan være med til at skabe vækst i mediebranchen.

Om The Animation Hub
The Animation Hub er et nationalt innovationsnetværk, som er delvist finansieret af Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Formålet er at skabe vækst og nye forretningsområder inden for felterne Communications, Science, Medico og User Interfaces – alt sammen med animationen som det centrale element.
Netværkets aktiviteter ledes og administreres af et konsortium bestående af Aalborg, Århus og Københavns universiteter, samt The Animation Workshop i Viborg. Konsortiet har en desuden et “advisory board”, hvor repræsentanter for private virksomheder giver sparring og hjælp til strategisk udvikling af netværket.
Den daglige drift af netværket sker via et sekretariatet, der er tilknyttet The Animation Workshop. Sekretariatet indsamler og formidler viden, sætter folk i forbindelse med hinanden på tværs af projekter, assisterer med funding af aktiviteter, samt koordinerer formidlingen af netværkets aktiviteter, fx via workshops, møder og seminarer.