Mellem standholderne er snakken gået om besøgende og salgstal på tegneserieweekenden Art Bubble, som blev afholdt 16-17. april på Horsens Industrimuseum.
Seriejournalen har talt med museumsinspektør Brian Wiborg om arrangementet:
Hvor mange besøgende var der reelt på messen i løbet af weekenden?
Besøgstallet rundede 1.300 til festivalen. Set fra museets side er det et tilfredsstillende antal, idet det er første gang festivalen blev afholdt. Men vi havde selvfølgelig håbet på flere gæster. Vi forsøgte at lave programmet således, at flere aktiviteter foregik andre steder på museet end i messeområdet. Dels for at messeområdet ikke skulle blive for overfyldt, dels for at udnytte den anderledes setting, museet kunne byde på i vores udstillinger og foredragssal. Vores reaktioner fra standholdernes efterfølgende evaluering har vist generel tilfredshed med omsætningen på festivalen, men at der var for få gæster. De to ting hænger ikke helt sammen, men det kan skyldes, at vi som sagt trak folk væk fra messehallerne for at skabe luft og bruge de muligheder, museet har.
Kunne man have gjort mere for at trække børnefamilierne til? Eller gider provinsens børn bare ikke tegneserier længere?
Ja og nej. Med Anders Ands bil havde vi noget, som kunne trække børnefamilier til, hvilket det også gjorde i en vis grad. Bilen blev rimelig godt eksponeret i pressen 10-12 dage før festivalen, men det var alligevel begrænset, hvad den tilførte af gæster. Faktisk var der mange gæster på museet, der spurgte efter bilen i ugen efter festivalen. Men derudover gjorde vi ikke noget særligt for at lokke børnefamilier til. Den almindelige presseomtale mv. rammer jo også børnefamilier, men børn i dag kender bare ikke noget til tegneserier. Siden festivalen har jeg og mine kolleger lavet mange rundvisninger i tegneserieudstillingen for skoleklasser, og det er et tilbagevendende svar, at de ikke læser tegneserier. Måske Anders And, eller også kender de nogle af de klassiske tegneseriefigurer fra tegnefilm på Ramasjang. Tegneseriefolket har en kæmpe opgave at løse her, for en generation er ved at blive tabt, og sker det, bliver tegneserier i endnu højere grad en isoleret niche, et kultfænomen for nørder.
Vurderer I fra museets side at der vil være grundlag for at afholde lignende messedage igen en anden gang, udfra besøgstal og udfra det I får ud af sådan et arrangement i form af presseomtale? Var medieomtalen i det hele taget så god som du havde forventet? Museet går jo nok ikke ind i sådan et projekt som det her uden at forvente at
få noget igen?
Set fra et økonomisk synspunkt er det hul i hovedet at arrangere en tegneseriefestival og lave en stor tegneserieudstilling. På den anden side synes vi, det er sjovt som museum at kunne tiltrække et publikum, som vi ikke normalt ser på de danske kulturhistoriske museer. Det vil vi gerne dyrke mere, men om det skal være via tegneseriefestivaler i fremtiden er ikke afklaret endnu. Det er et meget ressourcekrævende projekt, og lige nu stiller vi os selv det spørgsmål, om vi vil lægge så mange kræfter i det igen for at få 1.300 gæster? Eller forhåbentlig flere en evt. næste gang. Tegneserieprojektet er kun et lillebitte hjørne af, hvad vi ellers beskæftiger os med, og i sidste ende er vi jo nødt til at kigge køligt på tallene og vurdere, hvor vi som museum bedst kan lægge vores kræfter. Men når det er sagt, så synes alle på museet, at det var rigtig sjovt at arrangere en festival, og vi tænker ikke altid sådan, at ting skal kunne tjene sig ind. Generelt synes vi, festivalen var en succes. Succeskriterierne på forhånd var, at standholderne skulle være tilfredse, de gæstende tegnere skulle være tilfredse og festivalgæsterne skulle være tilfredse. Så på den baggrund er der grundlag for at gøre det igen.
Hvis I skulle afholde messe igen, ville det så kunne lade sig gøre uden det trækplaster som denne gang lå i udstillingen af serieoriginaler? Jeg går ud fra at selve udstillingen var en engangsforestilling, men Lars Jakobsen har givet udtryk for, at tegneseriemessen evt. kunne afholdes igen om et år eller to.
En tegneseriefestival kan sagtens stå for sig selv uden en udstilling, men når vi nu er et museum, så er det jo oplagt at lave en udstilling igen. Denne gang fik vi chancen for dels at vise 100 helt unikke originaltegninger fra Belgien, dels at skabe en meget stor udstilling, der fortæller tegneseriens historie i 100 år. Det sidste kan vi ikke gøre igen, men laver vi en festival igen, vil vi selvfølgelig igen prøve at lave en lille udstilling med noget guf for tegneserienørder.
Var I kommet i tidsnød under opbygningen af udstillingen? Den virkede ufærdig — især var der en udtalt mangel på forklarende tekst ved den originale seriekunst.
Ja, absolut. At lave en stor tegneseriefestival, en udstilling med 100 originalttegninger + en 300 m2 udstilling, som skulle være klar til at blive sat op på tre dage efter festivalen – det er en stor mundfuld. Men projektet lykkedes næsten. Skærtorsdag var alt helt klar, og lige nu strømmer der gæster til, som gerne vil se tegneserieudstillingen. Den strøm skal gerne fortsætte sommeren igennem.
Markedsføringen af messen var et svagt punkt. Der blev slået for lidt — og for sent — på tromme for arrangementet, selv om vi selv prøvede at gøre hvad vi kunne. Hvad har I lært af det til en anden gang?
Vi havde valgt ikke at afsætte en krone til markedsføring. Vi satsede på nettet og regnede med, at tegneseriemiljøet i Danmark ville kunne nås den vej, og at informationerne ville nå ud i alle kroge af miljøet automatisk. Det skete mod vores forventning ikke. Presseomtalen var faktisk ikke så ringe endda. Især bragede vores mediestunt med eftersøgningen af Onkel Joakims lykkemønt igennem medierne. Derudover har der været omtale af festivalen i de fleste større aviser, landsdækkende radio, regional tv, mens den lokale omtale i avis og radio har været absolut i top. Hvis der bliver en næste gang, vil vi heller ikke da bruge penge på markedsføring. Lad os sige, at en lille annonce i et avis koster 10.000 kroner. Hvis den skal tjene sig ind, skal 200 mennesker se annoncen, reagere på den og komme til festivalen og betale for en billet. Det er næppe realistisk. Til gengæld, hvis vi gør det igen, vil vi næste gang sørge for, at hele Østjylland bliver plastret til med plakater mv.
–
Efter festivalen blev udstillingen af original seriekunst ændret og udvidet, og den kan beses indtil den 21. august, så du kan nå det endnu.