Home / Artikler / Art Bubble tegneseriefestival får superhelte til at flokkes om Horsens

Art Bubble tegneseriefestival får superhelte til at flokkes om Horsens

I weekenden den 6.-7. oktober skal man dukke hovedet, når man går på gaden i Horsens. Her vil alverdens superhelte nemlig være til stede i byen, når der afvikles Art Bubble tegneseriefestival på Danmarks Industrimuseum.

Stars and STRIPS

Art Bubble gik i luften i 2011 som en ny dansk tegneseriefestival, hvis ambition var at udbrede kendskabet til tegneserier for den brede del af befolkningen. Idémanden og tegneren Lars Jakobsen fik dengang opfyldt sin ambition.

– Art Bubble i 2011 var på mange måder en succes. Vi havde held af at kunne præsentere seks europæiske tegnere af høj kvalitet samt en række af Danmarks bedste tegnere også. Og udstillingen, der efterfulgte festivalen var ifølge Danmarks Industrimuseum rigtig godt besøgt, så jeg er meget tilfreds med det koncept, som jeg fik sat i søen sammen med Thierry Capezzone. Så hvorfor ikke gøre det igen, spørger Lars Jakobsen, som kort tid efter Art Bubble i 2011 var klar med temaet for en ny tegneseriefestival: Amerikanske tegneserier med undertitlen Stars and STRIPS.

Det særlige ved Art Bubble?

Tanken med Art Bubble var fra starten, at det skulle være en anderledes festival afholdt et anderledes sted. Og det skulle være Danmarks hyggeligste festival. Her viste det sig, at Art Bubble og Danmarks Industrimuseum var et godt match.

– Det særlige ved Art Bubble er, at festivalen afholdes i de fantastiske omgivelser på Danmarks Industrimuseum. Museets helt særlige stemning giver det perfekte sted at afvikle en tegneseriefestival. De har arbejdende værksteder, arbejderboliger, en stor maskinhal og meget andet, og mange af udstillingerne bliver integreret i festivalen. Det gør det til noget helt anderledes end andre festivaler, fortæller en begejstret Lars Jakobsen.

Gysets mester

Med til at bære en festival er naturligvis de inviterede tegnere. Og med et amerikansk tema for festivalen, så er det naturligvis tegnere med erfaring indenfor amerikanske tegneserier, som folkene bag Art Bubble har lagt hovedvægten på. Og særligt een gæst glæder Lars Jakobsen sig særligt til at møde, nemlig gysets mester.

– Ben Templesmith er den tegner, som jeg glæder mig mest til at møde på Art Bubble. Efter min mening mestrer han horror-genren på en ganske særlig måde. Hans særlige tegnestil gør hans illustrationer meget nærværende, men det har han også høstet megen ros for. Hans tegneserie “30 days of night” er ude på dansk ved forlaget G.Floyd. Han er en dygtig tegner og en hyggelig fyr. Jeg tror helt sikker vi får det sjovt! Sådan lyder det fra Lars Jakobsen.

Og på Danmarks Industrimuseum glæder man sig også til Art Bubble.

– Her på museet er vi i fuld gang med at forberede os til et stort rykind af tegneserieglade danskere. Selvom det at arrangere en tegneseriefestival må siges at ligge i periferien af museets almindelige arbejdsområde, så gør vi det alligevel. Vi vil gerne anvende vores særlige rammer til specielle arrangementer, og vi synes, at tegneserier passer godt ind i de udstillinger, vi byder på. Så vi klør gerne på med en festival mere og håber, at tegneseriefolket bakker op om Art Bubble igen i år, siger Museumsinspektør Brian Wiborg, som er museets tovholder på projektet.

Gratis adgang for børn

Den fulde oversigt over gæstetegnerne kan man finde på Art Bubbles hjemmeside www.art-bubble.dk samt på Art Bubble Facebook-side.

Festivalen åbner lørdag den 6. oktober kl. 10 og kan opleves lørdag og søndag kl. 10-17. Entreen for een dag er kr. 60 for voksne, mens børn (0-17 år) har gratis adgang.

Lørdag aften er der tegneseriefest, hvor alle har mulighed for at komme med. Det kan man se mere om på hjemmesiden.

Programmet for Art Bubble er stadig under udarbejdelse men ventes på plads inden længe.

 

Se også Art Bubbles Flash Mob, som blev optaget i august på Banegårdspladsen i Aarhus:

 

http://www.youtube.com/watch?v=TIVmbNPS4Rw

 

 

Venlig hilsen

 

Ole Puggaard

Museumsleder

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *