Home / Artikler / Dan Denholt død, 31 år

Dan Denholt død, 31 år

Dan Denholt, serieskaber og bestyrelsesmedlem på tegneseriefestivalen Komiks.dk, er død efter længere tids sygdom. “En kær ven og en person, som i den grad har sat sit præg på Komiks.dk i alle 3 inkarnationer, er gået bort efter længere tids sygdom,”skriver formand Mads Bluhm på forsiden af festivalens hjemmeside. “Dan var med til at arrangere alle Komiks.dk festivaler og varetog senest posten som næstformand. Dan Denholt blev blot 31 år, og vi er alle i Komiks.dk dybt berørte af hans alt for tidlige bortgang. Vores tanker går til Dans familie og nærmeste. Han efterlader sig sin kone Charlotte. Hvil i fred, Dan. Tak for dit store engagement, tak for din kulsorte humor og dit blide væsen. Du er savnet.”Dan var selv tegneserieskaber og bidrog til flere hæfter gennem årene. Også Seriejournalens forum har nydt godt af Dans kærlighed til tegneserien, senest hans bidrag til Seriejournalens Sommer-Stafet 2007 og en anbefaling af Hellsing.