Home / Artikler / Danske Tegneserieskabere får ny hjemmeside

Danske Tegneserieskabere får ny hjemmeside

Danske Tegneserieskabere arbejder hele tiden på at forbedre vilkårene for medlemmerne. Det seneste tiltag er en voldsom opgradering af hjemmesiden. Vi har spurgt manden bag projektet, Dan R. Knudsen, hvorfor?

DRK: Tegneserien som branche er pt mest drevet af frivillige, ulønnede kræfter. Det slider på de relativt få, der trækker læsset. Derfor er det vigtigt at samle kræfterne, så vi sikrer kontinuitet i indsatsen.

Jeg havde selv samlet stafetten med SerieJournalen op efter Frank Madsen, der havde holdt ud i 20 år – selv klarede jeg ét – så var jeg mere eller mindre parat til at smide håndklædet i ringen. Men man smider jo ikke Danmarks største tegneseriedebatforum i skraldespande, fordi man bliver lidt træt…det skulle sikres et varigt, fremtidigt hjem. Til glæde for de tusindvis af læsere, der frekventerer sitet i ugens løb….

DTS: Men kan medlemmerne ikke være ligeglade med det?

DRK: Et hvert initiativ, der skaber opmærksomhed om mediet og holder det levende, er naturligvis i medlemmernes interesse. Desuden er vi i gang med at oprette indviduelle sider på alle medlemmer, så købere der leder efter dygtige folk, kan finde eksempler samlet på ét sted.

DTS: Men der er da ikke ret mange eksempler?

DRK: Korrekt – men det tager tid at lave den slags. Vi bygger det op stille og roligt. I første omgang var det vigtigt at få det nye site i luften – så opdaterer vi stille og roligt rundt omkring…Man kan også se at der er nogle billedlinks der ikke virker og den slags irriterende fejl. Igen – vi syntes, det var vigtigere at komme videre og så løse problemerne hen ad vejen…

Men med dette initiativ, har vi skabt et solidt pejlemærke i det danske tegneserielandskab. Til glæde for vores medlemmer – for for de mange tegneserieinteresserede ud omkring i landet….