“I dag har foreningen sat gang i udviklingen af en Danske Tegneserieskabere app. Den kommer til at give serieskaberne mulighed for at sælge deres serier elektronisk. Den forventes klar i starten af det nye år,” meddeler formanden for Danmarks professionelle tegneserieforfattere og -tegnere, Jan Kjær, på Danske Tegneserieskaberes Facebook-side. Med app’en får danske tegneserieskabere adgang til at sælge deres tegneserier via Apples netbutik.
Det er puljemidler fra COPY-DAN, der finansierer udviklingen af app’en, som udvikles i samarbejde med Dan R. Knudsen og Blækfabrikken, der også kommer til at stå for opdatering og afregning de første to år.
Danske tegneserier har tidligere været udgivet på mobilen, bl.a. Frank Madsens Kurt Dunder, der i 2009 blev tilgængelig på Nokias Ovi-portal, og Anders Walters Solas, som Gyldendal/Fahrenheit udsendte til iPad i januar, men det bliver første gang, at der udvikles en app, som alle danske tegneserieskabere får glæde af.