Home / Artikler / De Bedste Tegneserieoplevelser i det Sidste årti!

De Bedste Tegneserieoplevelser i det Sidste årti!

Endnu et årti går på hæld, og Serieland har i den forbindelse været ude og spørge en række folk i og omkring den danske tegneseriescene, om hvilke tegneserieoplevelser de betragter som det bedste fra de sidste ti år.The Buzzword her er “tegneserieoplevelser” – hvilket betyder, at man ikke er begrænset til tegneserieudgivelser, men at der i lige så høj grad kan være fokus på personlige oplevelser, samtaler, initiativer osv.

Listen er lang og lige så subjektiv som man kan forestille sig – og det er også meningen. Dette er ikke en facitliste, men et indsigt i personlig smag. Som altid er du mere end velkommen til at komme med din egen list i kommentarfeltet i bunden!

Frans fra Comicgarden.dk uprioriteret rækkefølge er:

  • Læsning af “From Hell” af Alan Moore og Eddie Campell. Et suveræn spændende album -tak til Faraos Cigarer for denne udgivelse.
  • At have min første skitse af Carl Barks i hånden og mærke det historiske vingesus.
  • At samarbejde med Enric Romario (Modesty Blaise tegner) om at lave grafikken til min hjemmeside. Det er utroligt så langt man kan komme med skitser og Google translate, når man ikke  taler samme sprog.
  • At møde rigtigt mange nye spændende mennesker, der er optaget af tegneserier, og høre deres historier og vinkler og mærke deres entusiasme.
  • Besøg på Storm P museet på Frederiksberg og se både hans tegninger, men også hans malerier.

Ulf Reese Næsborg fra Tegneseriesiden.dk har følgende at sige:

Det er svært at vælge, og der er mange åbenlyse valg – Persepolis, Black Hole, Det Store Onde, Blankets, Jimmy Corrigan for bare at nævne et par stykker – som jeg springer over  i bevidstheden om at der nok er en anden der vælger dem. Her er hvad der ligger mit hjerte nærmest:

Grant Morrison, Frank Quietly & Jamie Grant: All-Star Superman
Da den kreative orkan Grant Morrison endeligt – efter at have arbejdet for DC i næsten 20 år – fik lov til at skrive sin egen Superman-titel var resultatet den bedste Superman-historie nogensinde, hvis man spørger mig. Ikke kun sprudler Morrison kreativt og jonglerer originale ideer og fantastiske koncepter som var han hovedattraktionen i forfatternes cirkus Benneweis – han propper alt det, der er fedt ved figuren Superman ned i en gryde og koger det ind til et essentielt Superman-destillat. Quietlys tegninger er fantastiske, Jamie Grants farvelægning sublim og der er en aura af “nå, derfor elsker jeg tegneserier” over hele værket.
All-Star Superman gør dig forelsket i tegneseriemediet igen.

Bryan Lee O’Malley: Scott Pilgrim
Spørger man mig, så vil Scott Pilgrim redde både verden, tegneseriemediet og sikkert også hele universet nu han er i gang. Hvis han altså lige får taget sig sammen. Jeg er – som tegneseriesidens faste læsere har fattet – i al fald ret vild med O’Malleys serie om den canadiske slacker, som skal besejre sin kærestes 7 onde ex’er før han for alvor kan få hende. Serien er sprængfyldt med energi og entusiasme, og med en film på vej, kan Scott sagtens ende som årtiets indie-hit. Under alle omstændigheder er det den mest coole tegneserie, som bliver udgivet lige nu, og som læser bliver man smittet af denne coolness, bare lidt.
Scott Pilgrim gør dig cool.

Brian Michael Bendis & Michael Gaydos: Alias
Jeg er egentligt alt, alt for gammel og fornuftig til at blive forelsket i en tegneseriefigur, men Jessica Jones fra Alias er meget tæt på at være undtagelsen – ikke fordi hun er særligt smuk eller glamourøs (hun er faktisk småalkoholisk og lidt for temperamentsfuld da vi møder hende), men fordi hun er beskrevet så fremragende, at man bagefter føler at man kender hende til bunds, som et helt menneske, og det har jeg altså svært ved at stå for. Derudover vender serien bunden i vejret på Marvel-universet og fremviser nogle lidt mere betændte områder end man normalt ser.
Alias viser dig at der er mennesker bag maskerne.

Jacob Martin Strid: Decimal 0.4
stridAt Strid er med på listen er ikke et udtryk for et “nu bør jeg vælge noget dansk”-pligtvalg – det handler snarere om at han er en af de mest fantastiske tegneserieskabere i nyere tid og at Decimal 0.4 er et hovedværk i den moderne tegneserie. Det kan jeg ikke sige meget anderledes. Vi følger Strid på en rejse igennem det Strid’ske univers, hvor den gennemgående historie er jagten på nogle klodser, som kan samles og hver gang giver et nyt og fantastisk transportmiddel, som kan bruges til at fortsætte rejsen. Der er utroligt mange lag i værket, som kan læses fra 3 år og op, uden at det af den grund er en børnetegneserie – der er masser af mening for voksne også, hvis bare man kigger. Ikke helt ulig verden som helhed – meningen er derude!
Decimal 0.4 viser dig lidt af meningen.

Dansk Tegneserieråd
Der er i mit sind ingen tvivl: Dansk Tegneserieråd er det bedste der sket for den danske tegneseriescene siden … nogensinde. Længere er den historie egentligt ikke. Du er vel medlem?
Dansk Tegneserieråd redder verden – med din hjælp.

Jesper Deleuran siger:

Jeg læser ikke så fandens mange tegneserier, men jeg har nogle (gen)udgivelser fra de seneste ti år, som jeg med stor fornøjelse vil remse op og anbefale varmt.
Jeg vil allerførst rose politisk revy for at have genudgivet alle min bror, Claus’s tegneserier inkl. dem vi lavede sammen, den samlede udgave af Pirelli & Firestone, og senest genudgivelsen af Danmarkshistorien, hvoraf de første tre bøger er udkommet i et samlet bind, og de næste er undervejs, og naturligvis Forlaget Forlæns genudgivelse af mine egne og John Pedersens gamle undergrundshæfter om onkel Ftata og fætter Teetah.
Tak til Ulrik Hansen for at have støvet mig af og gjort det store arbejde med at sætte bogen sammen.

ForsideEn ting jeg er rigtig stolt af, er den bog jeg har lavet med den svenske tegner Hans Lindström. Det er ikke tegneserie som sådan, men dog tegninger i den humoristiske afdeling, vittighedtegninger og satire.
Vittighedstegningen som genre har en lang og god gammel tradition i Danmark, men er i disse år nærmest ikke eksisterende. Uvist af hvilken grund. Har vi andre end Füchsel tilbage?
Lindström er stor i Sverige, men desværre næsten ukendt i Danmark. Det var en stor ære og en stor fornøjelse at lave en bog med hans tegninger på dansk. Endnu en tak til politisk revy, som godt kunne tænke sig at sælge nogen flere af dem.

Til sidst  bliver jeg nødt til at nævne et par andre udgivelser der har skilt sig ud for mit vedkommende. Det er også genudgivelser. Crumb’s Collected Comics, Vol. 1 til 17. Og så kunne jeg jo også lige i en sidebemærkning nævne hans Genesis, som er lidt af en pragtbog. Et mageløst stykke arbejde af en mageløs kunstner.

Og sidst men abolut ikke mindst Fantagraphics genudgivelse af E.C. Segar’s samlede produktion af Popeye tegneserien, både hverdags striberne og de farvelagte søndagsstriber. Jeg elsker dem og husker nogen af dem fra da jeg var barn. Der er indtil nu kommet 4 pragtbind, og der mangler stadig to i at være fuldent. Der kommer en om året. Jeg elsker stregen, og hans form for humor, som er mageløs.
De bør læses på originalsproget, for Popeyes særegne måde at behandle det amerikanske sprog på, er simpelthen uoversættelig.
Trist at tænke på, alle dem, der har videreført Popeye siden Segars alt for tidlige død. Det burde have været forbudt. De er en skamplet på Popeye’s historie. Ingen af dem har kunnet leve op til originalens kvaliteter.

Og så må jeg ikke glemme at nævne Persepolis. De er i mine øjne de væsentligste tegneserieudgivelser i de sidste 10 år. Både gribende og lærerig. De to bøger bør man læse. Chris Ware’s Jimmy Corrigan er også fantastisk, men jeg kan ikke huske hvad år den udkom, og Persepolis er vigtigere. Ikke så meget på grund af tegningerne, som på grund af historien. Der er så mange tegneserier med fantastiske tegninger, men de er ofte fuldkommen ligegyldige, fordi de ikke har en historie der er værd at spilde tid på.

Og så bør jeg jo for en god ordens skyld nævne Strids bøger. Den seneste store bog fra Gyldendal er mageløs. Han er i mine øjne Danmarks bedste tegner. Ihvertfald en af dem.

Johan PerdersenBill Nash‘s far – har sendt os denne liste:

  • burma box_bibi_250x350Tegneseriemesserne Komiks
  • At have mødt og fået mange nye tegneserievenner på FB
  • J. Tardi´s Nestor Burma- serie
  • Corto Maltese i hardcover.
  • Det nye TEMPO (Håber Agent X9 måske også genopståer igen!?)

Simon Petersen, der bl.a. laver tegneserieføljetonen Anikonisme her på Serieland har gjort følgende tanker:

00’erne – på mange måder et lorteårti, men dog et årti hvor tegneserien som medie oplevede en vis anerkendelse, i hvert fald i Politikens kultursektion. Det bedste ved 00’erne? Jeg kunne jo lave en liste over mine personlige sejre og milepæle indenfor den Danske Tegneseriebranche, fx min artikel i STRIP eller udgivelsen af et af mine albums. Jeg tror bare ikke det ville være så spændende for andre at læse om. I stedet kommer der her en lille liste over mindre, skæve begivenheder som trods alt har gjort et indtryk på mig og hvis kuriositet kan gøre det til en objektivt mere spændende liste.

  • nash 49At Johan Nørgaard Pedersen har illustreret mit manuskript. Det skete i Bill Nash nr. 49 hvor Nash møder Nixon og Elvis i Washington, og derefter udsletter en flok Black Panther-lebbe-hippiesvin. Hvad danske tegneserier angår, er der ikke noget mere kult end Nash. Så det er lidt af en ære at være med.
  • Dengang jeg i min klumme på seriejournalen interviewede en teenage pige som lavede en webcomic fyldt med homoseksuel sørøverporno. Efter at have fået opmærksomhed fra andre end hendes 3 veninder som læste serien, gik det op for hende at Internettet faktisk ikke er helt anonymt hvorefter hun i skam slettede sine sider fra nettet.
  • At overvære hvordan min daværende kæreste blev forfulgt af liderlige handyr på Komiks- festivalen 06’. Hun måtte sidde ved siden af mig for at få fred . Ja, jeg var lidt stolt på egne vegne. Ikke så meget på andres.
  • En aften hvor jeg og mine kollegaer i Tegneserieværkstedet Blæk sad på vores stamværtshus, oplevede vi, at en af vores medlemmer blev taget for en gadesælger og smidt på porten. Han er af sydlandsk afstamning, så det var vist go’ gammel racisme der var på spil. Endda midt i socialismens og diversitetens højborg, Blågårds Plads på Nørrebro. Nå. Vi andre rejste os og gik i protest, imens kroværten var ved at falde over sine egne undskyldninger da det gik op for ham hvad han havde gjort. Måske skulle han have lyttet, da vi højlydt bekendtgjorde at han var sammen med os. – Boycuttede vi stedet derefter? Hell no, de har Limfjordsporter.
  • Receptionerne. ’Kæft der bliver drukket igennem.

Peter Heidenreich har ligeledes forsøgt at granske efter et par gode oplevelser…:

tintinDen er svær, da jeg ikke synes at der har været noget at råbe hurra for…Derfor bare fem ting, noget er mennesker jeg har mødt, andet er noget jeg har læst eller genlæst, noget helt tredje er måske bare noget jeg har set…Der er selvfølgelig noen der har forsøgt sig med graphic novels – det er jo lissom moderigtigt,  moderne og noget man skal –  men der er intet specielt der dukker op i den anledning. Godtnok var der en der vandt kulturministeriets børnebogspris eller sådan noget, men den er osse allerede røget af harddisken og jeg kan kun huske det fordi jeg var til receptionen…  🙂

  • Jan Solheim
  • Har genlæst Franquins Splint og Co
  • + Tintin
Næh … så er der ikke mere.  Men det kunne jo osse være et udtryk for at jeg slet ikke har fulgt med!  🙂
Miwer har skrevet følgende:
domuMin liste ikke er udtryk for hvad der nødvendigvis er udgivet inden for de sidste 10 år. Men for hvad jeg har opdaget og er blevet påvirket af.

  • Samtlige udgivelser af Jason (såsom ” Vent lidt!”, “Sshhhh”, og “Jernvognen”)
  • Akira” af Katsuhiro Otomo (som var min ret sene indgang til japanske tegneserier)
  • Domu” af Katsuhiro Otomo
  • The Watchmen” i den samlede nyfarvelagte udgivelse af Moore og Gibbons (igen ret sen på den)
  • Blacksad” af Guarnido (ikke så meget det første album som bare er en kedelig film noir pastiche. Men de to næste album er klart bedre historiemæssigt. Tegningerne er uovertrufne i det store hele)

Lars Jocobsen, der tegner Ganske Vist, synes at følgende fem punkter er værd at trække frem:

  • 1. må helt klart være initiativet til Komiks.dk og Komiks.dks store arrangementer, der har gjort at interessen for tegneserier osv. har fået både alm. tegneserienørder og alle mulige andre mennesker til at interessere sig for tegneserier… Om missionen helt er lykkedes endnu, ved jeg ikke rigtig… men der arbejder dog stadig på det! PERFEKT!
  • barks2. på listen må være udgivelsen af Carl Barks Library. En omdiskuteret udgivelse om farverne nu var som de skulle være og masser af meninger om det ene og det andet…Alt i alt er det et fint mesterværk, og bøgerne er flot trykt og indbindingen er super!
  • 3. på listen er Valallas venner – udgivelsen der er en hyldest til Peter Madsen – en glad hyldest til en god kollega! Aldrig før set på dansk!
  • 4. Tegneserieudstillingen i Roskilde i år – som var første gang et kunstmuseum har vist interesse for at vise tegneserien frem. Flot præsteret!
  • 5. er min egen udgivelse “En lille fjer” med Hønsene – “Ganske vist” som fejrer 20 års jubilæum, hvilket jeg aldrig havde troet muligt og er utrolig glad for. Serien læses stadig af ca. 1/2 million læsere i DK! Tak til alle dem!

Christopher Ouzman fra Faraos Cigarer siger:

Well som redaktør, er man jo lidt arbejdskadet… Hvordan vurdere man en tegneserie man minutiøst har gennemgået til man er ved at brække sig? Og jo det kan godt lade sig gøre at nå det punkt hvor man siger nu er der vist ikke mere i den tegneserie. Jeg skal prøve at være så objektiv som muligt, og ikke kun promovere vores produkter.

  • Watchmen : Hvad kan man sige andet end en genial serie, som har det hele. Jeg må indrømme at den ikke blev læst med det samme den kom, jeg kunne ikke forlige mig med farvelægningen. Første gang gik jeg simpelthen i stå. Så lod jeg den ligge i et rum stykke tid før jeg modvilligt gik igang igen (Jeg anede ikke hvad der ventede mig, da der havde ikke været nogle henne og spoile den) Plottet er fantastisk og man aner ikke hvor det bærer hen? Senere har jeg forliget mig med stregen og nu kunne jeg ikke forestille mig en anden streg. Det er mystisk som ting pludselig blive en del af ens bevidsthed, den skingre farvelægning passer som fod i en hose, hvilket fra et rationelt synspunkt er mig komplet uforståeligt! Plottets mange små historier i historien er helt fantastisk gør at serien hæver sig som en Milepæl over alle de middelmådige som bare lave god underholdning!
  • From Hell : Jeg kan ikke komme uden om den, som historie interesseret og en smule anglofil får man bare ikke end bedre historie. Den er bare så gennemarbejdet at det trodser normale arbejdslove. Det er ikke selve historien, som er fin nok, der drager mig! Det er hans tilføjelser i appendikset som gør det til et mesterværk en milepæl. Man smager historiens lumre slum i London når han gennemgår tidens detaljer. Jeg synes det er mageløst.
  • Tintin og det gådefulde juveltyveri : Komik er en svær ting, men i dette speciale album når Herge nogle højder som stadigvæk kan få mig til at knække af grin. Hele set up er jo ren sit com handlingen simple alligevel lykkedes det ham at spidde sine karakterer og visualisere lav komik så det rent faktisk virker. Håndværkeren som aldrig får lavet det skide trin kender alle til som har haft en håndværker.
  • Carl Barks – Ti siders historie – the quizz master : Se jeg kan kører uden hoved. Og hvor mange spande vand løber igennem andeby Å. At man kan spidde det amerikanske samfund med ti sider er genialt, jeg akn den dag i dag bruge det udtryk ”se jeg kan kører uden hoved”, når man tænker på CB er det helt fantastisk hvad den mand egentlig har skrevet og hvor meget han har udleveret den Amerikanske drøm! Welcome to tralla la ligger er efter min bedste overbevisning det bedste skoleeksempel på inflation, det kan simpelthen ikke beskrives mere simpelt og smukt.
  • Corto Maltese- Afrikas Horn : Denne tre parts historie har det hele den er genial, så enkelt det kan siges. Hele modvægten med Cush kontra Corto, og konflikten som den dag idag handler om det samme. Jeg er Historie nørd det medgiver jeg, men den måde han ramme flere konflikter på England kolonisme, Irland’s selvstændighed, Afrikas problem. Hans Kain og Abel omskrevet til et Irsk drama i Sudan hvordan får man sådan en ide? Og så at bruge Cush som en slags modvægt, det er sgu til at få tårer i øjnene af.

Lars Rasmussen fra Donovan Comics har også et par gyldne oplevelser i hatten:

  • Når jeg tænker på mine 5 bedste tegneserieoplevelser i det sidste årti, så er der en af dem, som reelt er delt i tre. Tre fordi de er i samme serie og på den måde vel godt kan samles til én enkelt oplevelse!? Det drejer sig om Blacksad af Juan Diaz Canales og Juanjo Guarnido og dermed de tre album i serien: “Et sted i skyggerne”, “Arctic Nation” og “Rød sjæl”, som alle tre rokkede godt og grundigt ved mine tegneserieoplevelser. Historierne er gode og illustrationerne er helt fantastiske, men prikken over i’et er selve idéen med dette Raymond Chandler-agtige detektivmiljø og så disse “dyremennesker” eller hvad man skal kalde dem. Jeg var straks solgt og er det stadig.
  • En anden tegneserieoplevelse var da jeg talte med den kære Thierry Capezzone, som jo er gode venner med Dany. Thierry viste mig en lækker mappe med 12 illustrationer af Dany af 12 forskellige belgiske slotte. Ikke nok med at slotsillustrationen var gengivet på noget utroligt flot papir (og selve mappen var også fantastisk udført) og var spektakulære og fantastisk udført, næ nej, Dany havde selvfølgelig også tilføjet et sødt pigebarn på samtlige billeder. Helt finurligt blev det dog da jeg kom til et vist slot, som har givet inspiration til Franquin da han “opfandt” grev Champignac’s slot, for på dette billede stod den kære greve himself og tog imod ved gitterlågen – fabelagtigt. Jeg var så heldig at få fat på den næstsidste mappe med disse herlige illustrationer, ved at kontakte det belgiske turistråd, så den indgår nu som et af hovedværkerne i min samling.
  • I 2004 skete der noget skelsættende i min tegneserieverden. Omkring den 1. juni dette år tog mine frustrationer overhånd og jeg besluttede mig for at udgive Marshal Blueberry nr. 3. Som tosset fan af denne serie, så måtte jeg pinedød have nr. 3. Da Dargaud ikke ville handle med private var jeg nødt til, rent proforma, at stable et lille firma på benene, så da jeg blev spurgt om navn og CVR-nr. henvendte jeg mig i hast til CVR-registret og overtalte en sød dame til at give mig et nr. pr. telefon. I løbet af 24 timer fik jeg fundet på et navn, lavet et logo, lavet en hjemmeside og skrevet brevpapir ud på en printer, så jeg kunne sende et brev med kontraktforslag til Dargaud. Jeg blev røvrendt rent økonomisk pga. mine grønne hoser i faget, men ikke desto mindre var Donovan Comics født og udgivelsen løb endda rundt og gav / giver et flot lille overskud. Anmeldelse i Troldspejlet fim det til at lyde som om, at mine bestræbelser gik på at udgive alle de stoppede serier i Danmark, selv om det kun skulle være denne ene udgivelse. Fem og et halv år senere kører firmaet stadig og har jeg 18 udgivelser på bagen og 2010 skulle gerne blive det mest aktive år nogensinde.
  • Sjovt nok er en af mine bedste tegneserieoplevelser i det forgangne årti at genfinde rødderne fra Andeby. Mere specifikt var de fantastiske historier “X-Mickey” i Anders And Ekstra der fik mig til at gå at vente på hvornår den næste X-Mickey udkom. Desværre stoppede serien igen, til min og mine ungers store skuffelse, det var ellers en flot X-files møde Sherlock Homes agtig serie, hvor vi talte ned til næste udgivelse. Jeg troede ellers det var en stor success herhjemme og der burde være lidt materiale at tage af. Den startede i Italien med nr. 1000 og talte baglæns til nr. 971 med 1 lang og en kort historie i hver udgave. Så her er en opfordring: mere af det. Måske en mulig albumudgivelse fra Donovan Comics?
  • Sidste positive oplevelse er nok den store mængde tegneserier der bliver konverteret til film, selv om de ikke alle gør det lige godt. Men som gammel marvel fan er det rart at se både Spiderman, X-men, Daredevil, Elektra (ja, jeg synes den var god) og Fantastic Four (de 2 x Hulk var ikke min kop te). men også den nye Superman, Hellboy og især Batman, hvor især Heath Ledger gav mig kuldegysninger som Jokeren. Men generelt rart at computerens indtog i filmverdenen har gjort det muligt for heltene at udfolde sig på det hvide lærred, så vi slipper for de gamle versioner af Batman, Spiderman og lignende, hvor vel kun Christopher Reeves Superman var lidt ud over det jævnt kedelige.

Berti Stravonsky, fast anmelder her på Serieland, fortæller om én stor oplevelse, der har gjort indtryk:

‘Ham skal du være lidt varsom med. Han bliver hurtigt sur’.

Ikke den allerbedste indledning til et interview med en af de helt store kanoner indenfor den genre, som jeg har mest forstand på og kærlighed til. Ja, hvis han da ikke ER kanonen. advarslen kom fra gode folk, venner i Vognmagergade, og de berettede om en karismatisk herre, der dog ikke var hverken imødekommende eller hjertelig.

Min korrespondance med herren i månederne forinden, høflig, kortfattet og konkret, havde måske også givet mig en anelse om, at advarslerne fra Egmont nok havde substans. Og selvfølgelig. Er man vant til at begå sig i rampelyset, og konstant blive forstyrret med ønsker om ditten eller datten, så bliver ens tålmod sat på en prøve. Og vi ved jo fra os selv, at lige præcis den signering og den tegning er så forbistret vigtig for mig. Samlere og tegneseriehungrende fans er som glubske sultne fisk. Vi helmer ikke…

Det første jeg bed mærke i, da jeg så Don, var hans højde. Sjovt som billeder på Nettet og i diverse bøger og blade kan snyde, for han var meget højere end jeg nogen sinde havde anet. Da jeg selv er en lille flæsket flødebolle, så skræmte denne højde mig en kende. Traditionelt en af de klassiske tanker hos små mennesker, og især hos os, der kronisk lider af dårligt selvværd.

Jeg fik øjenkontakt, hilste pænt med et fint godmorgen, og jeg ved sgu ikke. Men fra samme øjeblik vore øjne og hænder mødtes, så var der kontakt. Jeg følte instinktivt, at de mange barske råd jeg havde fået, og mine forudanelser ligeså, dem kunne jeg godt pakke sammen. For Don er en uhyre sympatisk herre, og jeg læser nu mine ænder med en hel anden feeling i kroppen. Jeg forstod pludseligt alle de unge teenagere, der skriger og besvimer når de ser deres yndlinge. Og jeg forstod måske mere end nogensinde, at vi samlere har en ganske ting til fælles. Vi forstår hinanden. Hvis man skal koge alle domme og fordomme om samlere ned til få linier, og prøve at redegøre for vores passion og vores fællesskab, så er det, at vi forstår hinanden. Vi ved, at lige præcis DET nummer er interessant, at DEN merchandice der er interessant, og at DEN dimsedut er uundværlig. Vi ved det.

Don Rosa var manden, og mit interview med ham senere på dagen, blev ikke bare en stund i embeds medfør (jeg var faktisk akkrediteret Komisk.dk som presse), men så sandelig også en af de der helt sjældne stunder man har som voksen, hyppigere som barn, tror jeg, men i hvert tilfælde sjældent som voksen, at der opstår det der helt unikke kreative flow. En slags samler brainstorm om fascination, jagt, drømme, ærgelser, behov, skuffelser etc.

At være samler er at skabe, eller genskabe. Vi skaber nemlig helheder og skaber struktur. Det er DET vi gør. Hvorfor vi gør det, det er der mange årsager til. Mange forskellige. Men grundlæggende er det den samme struktur vi søger at etablere. Lidt lige som børn gør, når de i sandkassen leger med slotte af sand, og bygger og river ned. Lidt lige som børn gør, når de leger med soldater, dukkehuse, biler, whatever. De skaber en ramme af fornuft og det stykke legetøj de har mellem hænderne, er redskaber i skaberens hånd.

Don Rosa og jeg, og i det jeg kan man indsætte enhver anden samler, vi har et fællesskab. Og i fællesskaber, de perfekte af slagsen, er der ikke forskel. Vi er lige værdige. Vi deler og giver, og der er ikke forskel på stor og lille, ung eller ældre, børn eller voksen. Det er blandt andet derfor der er så mange klubber og fællesskaber i verden. Man mødes om ens passion, ens lidenskab og alle ender i den samme sandkasse påny, travlt beskæftigede med at lave veje, huse, slotte, samfund og den slags…

Noget af det mest konkrete vi samlere kan enes om, er at numre betyder noget. Numbers matter, som Don Rosa sagde. Og ja – hvordan kan struktur og orden oprettes uden tid? Det kan det ikke. Tid betyder noget. Tid er samlerens overordnede domino-blik. Med tiden og forståelsen af hvornår dette værk blev udgivet, og hvornår den forfatter skabte den figur, det hjælper os også til at skabe vores samlede overblik. Don Rosa fortalte, at det at de mange issues, som han samlede på, havde udgivelsesnumre, rækkefølger altså, var meget afgørende. Det samme har jeg talt med indehaveren af Danmarks ubetinget største tegneseriesamling (af de mange jeg efterhånden har set) om, og han sagde, næsten som noget af det første, at de der tal på bladene, de har en funktion. En særlig funktion for samleren.

Mødet med Don Rosa betød og betyder noget for mig. Vi sad i samme sandkasse. Vi skabte. Og var ens. Fordomme og lysår til trods. Så var vi ens…

Jacob Rask Nielsen fra Forlaget Tju-Bang har følgende:

  • Jimmy Corrigan: The Smartest Kid on Earth af Chris Ware.
    En fantastisk tegneserie. Da jeg læste den, var det første gang, jeg virkelig tænkte, at her sad jeg med noget genialt i tegneserieform. Næsten hver eneste side byder på nytænkende layout og banebydende ikonografi. Rent teknisk er Chris Ware en mester. Men endnu mere imponerende at han formår at kombinere det visuelt imponerende med en meget menneskelig, tragikomisk og hverdagspoetisk historie, der strækker sig over fire generationer og inddrager en håndfuld epokegørende historiske begivenheder. Der er altså noget om hypen med ham Chris Ware.
  • Black Hole af Charles Burns.
    Jeg har altid godt kunne lide Charles Burns tegneserier. Han er en ekstrem god håndværker, selv om hans detektiv- og horrorhistorier som regel har været ret fjollede. Med “Black Hole” er han trådt gevaldigt i karakter som en moden historiefortæller. Det er som om han har øvet sig i tredive år på at fortælle den rigtigt. Den er så gennemført og gribende, at jeg læste den i ét hug uden at kunne lægge den fra mig. Han rammer perfekt den følelse af ensomhed, længsel og angst for at skille sig ud, som hjemsøger de fleste teenagere. En flot bedrift.
  • The Frank Book af Jim Woodring.
    Jim Woodring laver de mest fascinerende tegneserier, jeg nogendsinde har læst. Og også nogle af de flotteste. De er som regel helt uden ord og foregår i de her surrealistiske scenarier, hvor der hersker en bizar form for drømmelogik. Det er nærmest umuligt at forklare og ret svære at fortolke. Men det er sikkert meningen. Det uforståelige i dem, er hvertfald i mine øjne, det, der gør dem helt fantastiske. Jim Woodring laver tegneserier som ingen andre.
  • 09-25-03American Elf af James Kochalka.
    James Kochalka har lavet et hav af tegneserier for både børn og voksne. Sideløbende har han gang i et dagbogsprojekt, han kalder “American Elf”. Hver dag laver han en minitegneserie, som regel på fire billeder, der handler om et eller andet fra den dag. Det har han nu gjort i over 10 år, hvilket i sig selv er en kæmpe præstation. Derudover besider han en utrolig evne til at få stor poesi ud af de allermindste ting; snefnug, elmaster eller en lur i en flyver. Den enkelte dag fylder ikke så meget, men læser man “American Elf” i sin helhed, kommer man helt ind under huden på en ganske særlig kunstner og et pudsigt, sjovt og kreativt menneske, der har en unik indstilling til livet. Jeg bliver altid i godt humør af James Kochalka.
  • Exodus bind 1 af Jacob Rask Nielsen
    Jeg bliver også nødt til at have mig selv på listen. I år fik jeg udgivet min allerførste tegneserie, og det er jeg meget glad og stolt over. Det er ikke verdens bedste, flotteste eller mest innovative stykke kunst, men det er min helt egen. Det har jeg drømt om, siden jeg var en lille dreng. At “Exodus” tilmed har fået masser af gode anmeldelser er jo kun et dejligt plus. Det har givet mig blod på tanden og lyst til at udfordre mig selv endnu mere næste gang.

Henning Larsen som er en del af Ondskabens Flydende Vatikan har følgende oplevelser, han gerne vil dele:

Er det så nu jeg skal være rigtig semiprofessionel tegneserie podcaster og træde i karakter ved at sige jeg skriver den her liste på bagsiden af en Hellblazer tegneserie. Den her bliver meget personlig, og jeg føler mig egentlig lidt for ung og alene på scenen til at være en: personlighed på den danske tegneseriescene… sammenlignet med de andre der sikkert kommer på den her liste, vi taler jo om ti år, det er næsten halvdelen af mit liv.

I fuldstændig tilfældig rækkefølge, fem ting der har mærket mig for livet:

  • Genopdagelsen af tegneserier: Jeg havde læst Edderkoppen og X-men i nogle år, jeg lånte en del ting på biblioteket, og før det var det Neal Adams Batman og Moon Knight når familien skulle på ferie, men det var ikke fordi jeg så mig selv som ham tegneserielæseren, selvom jeg sikkert var den eneste i min klasse der læste tegneserier. Det ændrede sig da’ Helsingør bibliotek lige pludselig købte alt Marvel, godt hjulpet på vej af Joe Quesada, der mente at alt skulle samles i en TPB efter udgivelse, så gik den derfra med samlermani, en TPB om dagen og en udvidelse af horisonten med andet end superhelte. Jeg ved for nylig tilbage i Helsingør og det var ret sjovt at se mine køb stemme næsten overens med bibliotekets.
  • Ondskabens flydende Vatikan: Jeg prøver at lave det her i kronologisk rækkefølge, såh ja…det eneste danske tegneserie podcast, der er ikke styr på en skid og vi har en forfærdelig kemi, men jeg tror vi engang imellem siger nogle halvkloge ting, og et eller andet må vi gøre rigtigt for folk høre os. Jeg har fået en del mere fritid og overskud, her på det sidste, og jeg har tænkt mig at bruge begge dele på at forbedre Vatikanet. Det var et lidt fesent punkt, så her er forklaringen på navnet, jeg synes det lød godt og overvej lige hvor meget ondere noget er når det flyder.
  • Dansk tegneserieråd: Eller rettere når folk udviser initiativ, tegneserierådet er ret stort, men bare ting som at samle alle danske 24 timers maraton tegneserier og udgive dem imponere mig, som jeg ikke er sikker på jeg har fået takket Kim for, så her er med et års forsinkelse ”det var virkelig fedt gjort” takken. Ting som at skrive om et ny opstartet tegneserie podcast på ens side, der trækker væsentligt flere mennesker til, hvis nogen er i tvivl taler jeg her om Ulf, de opmærksomme læsere vil allerede nu ha’ opdaget at jeg er gået totalt af sporet og bare udnytter dette punkt til skamløst at rose andre mennesker. Vi er få og at folk gad komme til stiftelsen af rådet, var stort, hvis nogle af jer skal ha’ hjælp med at flytte, eller samle et IKEA møbel kan i regne med min hjælp.
  • I Kill Giants coverI kill giants: Den eneste tegneserie på min liste, ikke fordi der ikke findes et hav af andre fantastiske tegneserier der fortjener at blive nævnt, og der findes mange der er bedre. Jeg valgte den her, fordi det var den tegneserie der betød mest for mig følelsesmæssigt. Det er forfærdeligt at se et menneske dø af kræft, det tager så lang tid, og man føler sig total magtesløs, jeg ved ikke om det virker så stærkt på folk der ikke har mistet nogen som følge af kræft, men hvis i kan overtale en af jeres bekendte til at dø af kræft er jeg sikker på det vil gøre det til en meget stærkere læseoplevelse. Jeg ligger typisk en virkelig god tegneserie fra mig og sidder lidt og svælger i stemningen, lidt som hvis jeg kunne lade min hjerne synke ned i en sækkestol, efter I kill giants brød jeg bare sammen i gråd. Jeg ved det godt, jeg er en utroligt følsom mand, der kan hele teksten til Goo Goo dolls iris og bygger et bjerg af knuste hjerter for at nå mit livs kærlighed.
  • Egne tegneserier: Af alle mine fritidsinteresser er det at tegner, det jeg har gjort længst, og det var en stor oplevelse at finde ud af jeg kunne bruge mine tegninger til at fortælle historier. Der er ikke så meget at sige endnu, jeg har endelig fået mere fritid, tid jeg håber også at bruge på at tegne, jeg har et par historier jeg godt kunne tænke mig at få lavet, mest af alt for min egen skyld.

Dan Ponce, som bl.a. har skrevet for Serieland, fortæller:

Et lille forord: nu er det jo pokkers svært at prioritere et helt årtis tegneserierelaterede oplevelser og vælge fem ud, som man synes, er over alle de andre. Hvis man havde bedt mig om at lave denne liste for et år siden eller et år ude i fremtiden, kunne den se meget anderledes ud. Heldigvis er det meningen, at denne liste skal være subjektiv og ikke nødvendigvis værkcentreret, og derfor har jeg tilladt mig både at favne bredt og snævert i de følgende punkter.

  • At skrive speciale om superhelte: nu ved jeg jo godt, at superhelte ikke er det samme som tegneserier, især ikke i disse tider, hvor de fordums firfarvede figurer i stor stil tolkes på biograflærredet. Men superhelten opstod dog på tegneseriesiden, og det var da også tegneserier, som fungerede som primære kilder i mit speciale, så derfor står februar til august 2008 som min største tegneserieoplevelse i dette årti. Det var en fantastisk ting både at tilfredsstille sin indre nørd og akademiker på samme tid, og jeg blev aldrig træt af at kalde en tur i den lokale tegneseriebutik for research. Jeg blev endda godt tilfreds med resultatet, der kom ud af det: Is there a Superhero Genre? An Investigation of Peter Coogan’s Theory of ”Superhero” as a Genre unto Itself. Som bonusviden kan jeg tilføje, at jeg i disse måneder lærte, at der kun er et lille bogstav til forskel på ordene ”superheroes” og ”superherpes”. Da denne oplevelse både fyldte meget arbejds-, tids- og ”aha”-mæssigt, får den en førsteplads.
  • At læse Alan Moore og Eddie Campbells From Hell: selvom jeg startede med at læse denne tegneserie (eller graphic novel, om man vil) i december 1999, blev jeg først færdig med den i januar år 2000, og derfor sniger jeg den hermed ind på listen. Udover at være en af de bedste gaver, jeg nogensinde har fået, åbnede der sig gennem From Hell en ny verden af muligheder op for den dengang unge og naive Dan. From Hells kompleksitet, stemning og egentlig bare, at det var en pokkers fængende historie, udvidede min horisont og gjorde mig opmærksom på, at tegneserier kunne være mere end overmuskuløse, svedige mænd i trikot.
  • Neil Gaiman i Fantask: det er med vilje, at jeg ikke skriver ”at møde Neil Gaiman i Fantask”. Selvom jeg rent faktisk mødte ham, da han var der i maj 2003, var det ikke så meget mødet, som at muligheden overhovedet var der, der imponerede mig. Dette var måske en forlængelse af den åbenbaring, som mange har haft en gang i barndommen: man sidder med sit slidte second hand Projekt X 2/85 og indser pludselig, at nogen må have skrevet alle de her ord og tegnet alle disse tegninger (i PX 2/85s tilfælde vistnok Chris Claremont og John Byrne). I 2003 vidste jeg altså, at nogen skrev ordene og en anden tegnede panelerne i en tegneserie, men at man rent faktisk kunne støde ind i dem? Det kunne man sgu! Altså, hvis man tog en bus og et tog og en bus mere, og hvis de tog en masse fly i en masse timer. Efter at have mødt Neil Gaiman i Fantask, vidste jeg endelig, at disse fantasifulde væsener, tegneserieskaberne, faktisk også bare var mennesker (måske med undtagelse af Alan Moore, for ham har jeg endnu ikke mødt), og det regner jeg for at være en værdifuld lektie.
  • Warren Ellis: jeg synes ikke, at jeg kunne vælge bare et enkelt af Ellis’ værker ud og smide det på listen, så det endte med at blive Warren Ellis selv, der blev mit punkt nummer fire. Dette er især på grund af Planetary og Transmetropolitan, som begge er serier, der startede i 90’erne, men som jeg anser for at have medvirket til at trække den amerikanske tegneserie ind i det nye årti. Udover ovennævnte serier har han lavet et væld af andre tegneserier, med et spektrum der strækker sig fra mainstream superhelte til personlig horror. Jeg tror, at Ellis muligvis er 00’ernes største nye tegneseriepersonlighed (i hvert fald for mig, da jeg først blev bevidst om manden i ’04), og derfor får den storbandende brite en fjerdeplads.
  • Marvel og DCs store, fede crossovers kommer ind på en femteplads; både fordi de udgør så stor en del af de to giganters udgivelser, og fordi historiernes handlinger har betydninger for hele uni- – ja, endda, multi- – verser. Men dette kan være både godt og dårligt. Jeg har læst crossovers og events, som jeg har nydt i høj grad gennem 00’erne, som eksempelvis Marvels Civil War og DCs Identity Crisis, og jeg har læst andre, der i stedet for at være historier nærmere føltes som en ”se hvor mange kostumerede freaks vi kan få plads til i én historie, og nåja, for resten, du skal også lige købe alle de her andre tegneserier, så du fatter, hvad der sker i hovedserien”-øvelse. Som årtiet går på hæld synes kvantiteten at vinde over kvaliteten i disse crossovers eller event books, som jeg har hørt dem blive kaldt, og jeg er en af dem, der efterhånden har fået event fatigue. Især når konsekvenserne af disse historier hurtigst muligt bliver nedtromlet, så der er plads til den næste store begivenhed. Her kunne the Big Two lære en del af Robert Kirkmans Invincible, men hov, nu er jeg vist løbet tør for punkter at bruge af.

Dette var så mine fem udvalgte tegneserieoplevelser i 00’erne, i hvert fald som jeg ser dem i skrivende stund. Jeg ville gerne have været forbi flere ting, som for eksempel David B.s Epileptic, og at jeg engang så en fyr iført alt for meget Alan Moore-tøj, men disse ting må indtil videre blive gemt til en anden liste en anden god gang.

Carsteen Graabæk har følgende konstatering fra Statsminister-land:

Mine fem største tegneserieoplevelser de sidste ti år har været (i kronologisk rækkefølge):

  • 9-11Nine-eleven
  • Invasionen i Afghanistan
  • Irakkrigen
  • Muhammedkrisen og
  • COP15

– ikke fordi de umiddelbart har noget med tegneserier at gøre (eller har de?), men de ryddede forsiderne i en lang periode, så man var tvunget til at beskæftige sig med dem.

Ida Holst, som i øjeblikket er ved at arrangere en kæmpeplaket til Danmarks Landsindsamling, har følgende som de bedste oplevelser i de sidste ti år:

  • November 2002 – Min første bedste tegneserieoplevelse fra de seneste 10 år husker jeg ret tydelig. Det var i november 2002, hvor jeg vendte tilbage til Danmark efter at have boet 2 ½ år i Australien. Det lyder meget mærkeligt, men i al den tid jeg boede i Australien, fik jeg ikke læst en eneste tegneserie. Australierne går ikke særlig meget op i den slags. Jeg prøvede at finde nogle hæfter, men ingen forstod, hvad jeg ledte efter. Der var muligvis et enkelt Asterixhæfte i en forretning, men det forslår jo som en skrædder i helvede for en tegneserienarkomannørd som mig. Nej, så kunne jeg ligeså godt undvære. Der var derfor stor glæde, da jeg vendte hjem til alle mine tegneserier. Jeg flyttede tilbage til Danmark midt i kulde og blæst, og senere kom den værste snestorm i flere år. Det var lidt af en omvæltning efter at have levet i 20-30-40 grader i det dejlige Sydney. Men indenfor sneede det ikke, og dér var mine tegneserier, som nu føltes helt nye, fordi jeg havde været væk fra dem så længe. Jeg var glad.
  • Maj 2005 – Min næste bedste tegneserieoplevelse var en sommerdag i 2005. Anders Lund Madsen skrev dengang en klumme på bagsiden af Urban, og en dag kommenterede jeg noget, han havde skrevet. Vi begyndte at korrespondere lidt, og pludselig kom han og besøgte mig. Jeg kendte intet til den mand, men jeg havde på fornemmelsen, at han ret hurtigt ville være henne ved mine tegneserier. Ganske rigtigt. Der gik ca. 10 minutter, så sad Anders foran bogreolen og ledte efter tegneserier af Claus Deleuran. Da han opdagede, at jeg kun havde Illustreret Danmarkshistorie For Folket fik jeg en lille lektion i hvilke andre tegneserier, jeg skulle (SKULLE) have fat i. Kort efter mistede jeg kontakten til Anders, men jeg fandt både Rejsen til Saturn, Mikkeline på eventyr, Pirelli og Firestone (alias alias), Thorfinn samt nogle små sjove pædagogiske hæfter og illustrationer i diverse bøger. Det var trist at miste kontakten til Anders, men jeg fandt til gengæld Claus Deleuran, og det var ikke et dårligt bytte.
  • komiks2006Maj 2006 – Min tredje bedste tegneserieoplevelse var præcis et år efter nemlig i maj 2006. Enhver tegneserienørd kan regne ud, at oplevelsen drejer sig om Komiks.dk, som fandt sted på Frederiksberg. Min tegneven Jens Sirich, som jeg gennem flere år har besøgt i hans antikvariat på Trianglen (Østerbro), havde fået en masse tegnere til at tegne på et kæmpe ark karton, da der var komiks.dk i 2004. Jeg opdagede først, at der var tegneseriemesse, da det var for sent, så jeg talte dagene til succesen blev gentaget. Det var en fantastisk messe og jeg mødte Sussi Bech, som jeg altid har været kæmpe fan af. Jesper Deleuran var der også, og det var helt vildt at møde ham. Jeg efterabede Jens og tog et kæmpe ark karton med, som alle tegnerne var så søde at tegne på. Det var ret vildt at få en ægte Nofret, en ægte Onkel Ftata, en ægte jætte og alt muligt andet. Det store ark blev indrammet, og det skulle blive det første af en lang række originaler.
  • April 2009 – Egentlig burde jeg skrive, at min fjerde bedste tegneserieoplevelse var komiks.dk i 2008, men da jeg kun må skrive om fem oplevelser, så må jeg vælge den fra. På denne komiks.dk fik jeg ellers skovlet en masse originaltegninger sammen til min begyndende samling. Foruden to store ark overtegnet karton fik jeg købt 18 øltegninger. En øltegning er et diplom, hvor man f.eks. får en ægte bukseknap af Mickey Mouse samt en fantegning af en eller anden tegner. Prisen for diplomet er en fadøl. Dan Ræder Knudsen, som sammen med Peter Becher er manden bag øltegningerne, sagde til mig, at nu ville han ikke se øltegningerne på E-bay i morgen. Jeg svor, at så snart alt var rammet ind og hængt op, så ville jeg invitere til tegnemiddag, så alle tegnerne kunne se, at jeg passede godt på deres værker. Et halvt år efter var alt rammet ind og hængt op, og over 30 tegnere blev inviteret (desuden et par forlæggere, tegneserieforfattere og andet tegnerelateret). Det blev til 4 tegnemiddage i 2009, og succesen gentages i 2010. Ved en af tegnemiddagene begyndte Ib K pludselig at tegne på sig selv. Som den perfekte værtinde, gav jeg ham noget papir, og pludselig sad alle tegnerne og tegnede. Både Gunnar Wille, Mik Schack, Thop, Allan Haverholm og selvfølgelig også Ib var i fuld gang. Foruden at tegne på papiret fik Ib også overtegnet en glaskaraffel samt min ene arm. Jeg skulle til jobinterview dagen efter, og jeg synes faktisk at det gik vældig godt under samtalen. Det gjorde det i hvert fald lige indtil jeg satte albuen i bordet. Jeg var ved at overbeviste direktøren om, at jeg var den perfekte til jobbet, men det var som om han pludselig ikke hørte efter. Så var det jeg opdagede, at min underarm var helt overtegnet. Det havde jeg så ikke lige set, da jeg stod under bruseren efter 4 timers søvn. Jeg tror ikke at direktøren var tegneseriefan, for jeg fik ikke jobbet. Men hvem gider også arbejde for en chef, der ikke forstår sig på tegneserier? Dette burde nok have været min værste tegneserieoplevelse, men situationen var så komisk, at det må høre til en af de bedste.
  • Lige nu – Min femte bedste tegneserieoplevelse er jeg midt i lige nu. I sidste uge købte jeg et ekstrastort stykke karton, og p.t. jagter jeg tegnere, som skal tegne på det. Jeg har allerede været forbi Gimle hvor Ingo Milton, Sussi Bech, Frank Madsen, Anders Brønserud, Peter Snejbjerg og Karen tegnede til mig. Tegningerne blev alle farvelagte. I morgen skal jeg besøge Erik Schrader, på mandag Gunnar Wille, efter jul Dan Ræder Knudsen, Peter Madsen, Sissel Bøe, Peter Pedersen, Lars Jacobsen, Rasmus Julius og mange flere. Når plakaten er fuld af fantastiske tegninger, så skal den indrammes hos Rammefabrikken på Gammel Kongevej 39. De indrammer plakaten gratis i den gode sags tjeneste. Det indrammede værk donerer jeg nemlig til Laurtiz.com, og hele beløbet går til Afrikas Kvinder, som der samles ind til ved den store Danmarks Indsamling 30. januar 2010. Nogle af tegnerne (bl.a. Henrik Rehr, Jesper Deleuran, Ida Gantriis og Sussi Bech) donerer desuden originaltegninger i den gode sags tjeneste. Det er altid godt at samle ind til et godt formål, og hvis man så samtidig kan sætte lidt fokus på den tegneserieverden man elsker, så er det jo ikke så ringe endda.

Kim Larsen – redaktør på dette site – siger:

Hvor skal man starte, og hvor skal man slutte? Jeg synes sgu der er sket meget på de sidste ti år, og det gør det svært at udvælge bare fem – men sådan er spillet regler i denne omgang. Følgende er i fuldstændig uprioriteret rækkefølge:

  • Global Comicjam: Jeg var med i ”arbejdsgruppen” da den første online tegneseriejam så dagens lys i Danmark for snart mange, mange år siden. Da den brændte ud, gik der nogle år, hvorefter jeg fik lyst til at prøve kræfter med jam-konceptet igen. Jeg startede så Global Comicjam, et helt website kun dedikeret til comicjams, og det blev en ”kæmpe succes”. I en del år kørte det derudaf, og tegnere fra alle kroge og afkroge af verden deltog. I dag er stedet i koma – ikke fordi interessen ikke er der, men simpelthen fordi teknologien driller.
  • Tegneseriebutikker i Århus: Når man bor i Hjørring er der langt til den nærmeste tegneseriebutik. Når jeg en sjælden gang var i Kjøbenhavnstrup som purk, var det en stor oplevelse at komme ned i Fantask, og rode alle vægstativerne igennem. Men så skete der det, for en 8-9 år siden, at jeg flyttede til Århus, og her kom jeg tæt ind på livet af de to butikker Comics og Stribeladen. Den første kom jeg til at arbejde blot 50 meter fra, og den sidste kom jeg til at bo ligeledes blot 50 meter fra. For pokker der blev brugt mange penge i de perioder. –Det er nok meget sundt at jeg er flyttet tilbage til det mørke Nordjylland igen – og kun en sjælden gang kommer til Comic Express i Aalborg.
  • Serieland: Sitet du kigger på lige nu opstod ud fra en frustration over at de tegneseriesites der fandtes førhen, ikke tilfredsstillede de behov jeg havde for info omkring tegneserier. Det har været med stor personlig glæde, at jeg har interviewet folk i og omkring den danske tegneseriebranche, skrevet om nyheder og udgivelser, og generelt har forsøgt at være opdateret omkring hvad der sker.
  • Exit Wound: Måske den største tegneserieoplevelse jeg har haft i det sidste årti – svært at sige, da mange har været gode, men det er den første jeg kommer til at tænke på, så sådan må det blive. Jeg synes den har en fængende blød historie, af den slags der har gjort begrebet ”grafisk roman” så populært – og så bliver jeg helt hypnotiseret af Rutu Modans grafiske stil. Denne bog kan jeg læse igen og igen.
  • Rejsetegneserier: Tegneserier som Yokiko’s Spinach og Pyongyang, hvor skaberen laver sine serier ud fra rejser der er blevet taget, synes jeg er super spændende, og giver mig selv en næsten sygelig trang til at gøre det samme. Jeg glæder mig til den næste store rejse jeg skal på … så skal der bestemt tænkes i tegneserier! 😉

Serieland vil gerne takke alle bidragsyderne for at give os et lille indblik i hvilke kostbare tegneserieminder de holder kært. Med få dage til jul, vil vi også gerne sige:

Glædelig Jul – og Godt Nytår!!!

1 comment

  • Kære Kim og alle andre brugere og læsere af Serieland. Tak for mange gode oplevelser, inspirationer og for et site der er helt unikt.

    Glædelig forhjul fra BS

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *