Home / Artikler / De uopfyldte behov: Interview med Freddy Milton

De uopfyldte behov: Interview med Freddy Milton

En mand står og taler. Meget længe og meget intenst. Der er lyttere, mange lyttere og de står helt stille mens manden taler. Det er der god grund til at gøre, for manden er en af pionererne indenfor denne lidt kulørte branche, som vi kalder for tegneserier. Det er selvfølgelig Freddy Milton jeg taler om, og dette interview er dedikeret til ham for alt det gode han har begået for det danske tegneserie-miljø. Og det er altså en del, skal jeg hilse og sige.

Jeg ville gerne forbi mængden og bare være i nærheden af den talende mand. Men receptionen her på Gimle, og den store folkemængde har overrasket mig. Det er vanskeligt at komme frem og vist også lidt upassende bare sådan at skubbe folk til side. Jeg lader i stedet blikket vandre og prøver at danne mig et indtryk af denne arbejdsplads. Sorterer det virvar af folk væk og forsøger at fokusere på de mange tegninger, frames og billeder der hænger pø om pø.

Og det er disse indtryk jeg nu forsøger at mane frem denne sene fredag nat, for jeg vil gerne spalte disse travle input med den lørdag formiddag, nu for længe siden, da jeg interviewede Freddy, og hvor den noget besynderlige overskrift blev hængende. De uopfyldte behov. Mere om det senere.

Når man fylder 60 år, så har man været rundt om blokken et par gange, som man lakonisk kunne udtrykke det. Det er et langt arbejdsliv der toner frem, med glæder og sorger, forventninger og drømme, men det er også et arbejde, en bolt eller møtrik i et større mekanisk værk. Og som sådan har Freddy været en vigtig del af maskineriet i det danske tegneserieland. Det var med denne vinkel, at jeg en flot lørdag formiddag tog kystbanen til Freddy, og der fik nogle gode hyggelige timer. Jeg var – kort sagt – på arbejde. Udsendt af Seriejournalen og mit mål var at komme tættere på Milton.

Mine skriblerier skal systematiseres. Jeg skal holde hovedet koldt. I det følgende er det spørgsmål og svar. Spørgsmål og svar. Måske kan jeg ikke lade være med at smide ord eller tanker ind, og alt dette må du bare æde, acceptere. Kan du andet? For det ER vanskeligt at stille spørgsmål der ikke allerede er stillet. Så det…

Berti:– Jeg fornemmer jeg er i selskab med en samler?
Milton: – Det har du ret i. Det har du bestemt ret i. Og jeg har samlet hele mit liv. Både aktivt og mindre bevidst, men grundlæggende har jeg nok vanskeligt ved at smide ting ud, og især stof der betyder noget for mig. For eksempel dette rum, hvor jeg tilbringer meget tid. Her er jeg omgivet at bøger, blade, artikler mm. Der betyder noget for mig. Det giver mig ikke alene ro, men også inspiration.

Berti: – Men du er først og fremmest tegneserieskaber. Hvorfra kommer ideerne?
Milton: – Altså, intet kommer af sig selv. Det er en proces, om end man selvfølgelig har en indre ramme at arbejde ud fra. Og den ramme er igen heller ikke kommet at sig selv, men nok et produkt af alt hvad man tidligere har lavet. Intuitivt har man en vished om at noget er rigtigt eller forkert.
Og – mit næste projekt for eksempel, en fabel om den der profet hvis navn man ikke må nævne. Der er det jo efterhånden bidende nødvendigt at man kortlægger hvert skridt på vejen, men jeg vil nu alligevel lave den. Jeg er ret fascineret af de tankegange, der har ført til uroligheder og distance.
Muhammedkrisen kan man begræde. Man kan også forsøge at udnytte den refleksion der altid står tilbage. Og der er meget inspiration at hente i krisen, eller forløbet, som man også kunne kalde det. Hvor uundgåelig konflikten har været, så har den samtidig været nødvendig, og jeg tror den åbner flere døre på lang sigt, end man umiddelbart skulle tro.
Nu spørger du om hvor man får ideerne fra, og det er jo forskelligt. Det jeg arbejder med for tiden er en af mine gamle figurer, Søren Sømand, som var et bestillingsarbejde. Nu genbruger jeg lidt figuren i min egen spillebog til efteråret, Onkel Skipper, hvor Søren Sømand optræder som en tænkt logo for en legetøjskæde. Der er processen med at konstruere figuren og omgivelserne selvfølgelig en anden. Det er snarere et samspil mellem hvad køberen ønsker og har af tanker, og hvad jeg så tilbyder. Vi arbejder os klart hen imod hinanden, og figurerne bliver mere symbiotiske, end for eksempel den fabel jeg skal i gang med

Berti: – Jeg synes jeg kan høre, at Muhammedkrisen har vakt noget i dig? Kunne du have været en af de 12 tegnere, og ville du, i givet fald, have tegnet til Jyllandsposten?
Milton: – Jamen, det er da en interessant historie og jeg tvivler stærkt på, at nogen af de 12 implicerede har haft den der provokatoriske indfaldsvinkel til konceptet, som man nu beskylder dem for. Jeg tror simpelthen at de har syntes det har været en sjov ide. Altså forholdsvist ureflekterende har man gået til opgaven, og – jeg kan egentlig godt lide den anden vinkel, at man fra Islamisk side nu siger stop. At man tager værdikampen her og nu, og sætter bremsen i. Hertil og ikke længere. Det finder jeg tankevækkende og inspirerende. Tag nu historien om Den Dumme Sten i Tyskland. Der har man været anderledes bevidst om provokationen, og sikkert bevidst gået efter omtalen af merkantile årsager, hvad ved jeg. Omtale er jo godt, også dårlig omtale, og det er lidt som om der går for meget ’stunt’ i det. Jeg sammenligner ikke Den Dumme Sten med at blende fisk og dræbe hundehvalpe, som begge er i deres egen lidt bizarre boldgade, men konkret om endnu engang at søge grænsen for hvad man kan, i en søgning efter provokation og chokerende opførsel. Hvis det larmer, er det godt. Folks grænser har jo rykket sig. Carl Barks blev censureret. Man forsøgte at værne, og så kommer der virak om en profet, som altså er hellig og tilsyneladende tabu for en masse mennesker. Det er som om, at vi herhjemme tror at alt skal nedbrydes. Vi har tilsyneladende glemt det fokus, og det virker som om at vores værdikamp ikke længere eksisterer. Værdien af at udtrykke sig, jovist, men vi skal ikke glemme, at vi ikke er alene og andre også har samme ret til deres værdier.

Berti: – Værdier, siger du? Ligger der en gammel rebel, en 68’er gemt inde i Milton?
Milton: – Tjoe – det gør det vel. Ikke at jeg nogensinde formåede at være med dengang. Jeg tror, at, selvom jeg var 20 år i 1968, så røg det der oprør over mit hoved. Jeg var der selvfølgelig, men ikke på de der barrikader. Sad vist snarere og læste Fart & Tempo.
Mit eget personlige ungdomsoprør kom meget senere, forsinket ganske vist, men alligevel. Jeg tror at mit oprør kom i ’77 og ’78 med Klatten og Lykkevandet.

Berti: – Ja, Klatten og Lykkevandet. Jeg har jo set din hjemmeside. Ret omfangsrig?
Milton: – Ja… efterhånden. Det er så igen samleren der pipper frem. Det er rart at få struktur over ens værker, og det meste stod efterhånden og samlede støv. Nu er det så tilgængeligt på en bekvem og ligetil facon. Og der ER meget. Grafitti er det værk jeg er mest tilfreds med, og man kan vel sige, at min samlede produktion er en slags graffiti, om end der er en rød tråd, en linie. Og så er det givende at, engang imellem, lige standse op og gøre status. Når man fylder 60 er der jo nærmest en naturlig skillelinie, hvor jeg kan tage en pause, og når man kigger tilbage, så betyder det ikke at man ikke også kigger fremad.

Berti: – Jeg fornemmer en vis refleksion?
Milton: – Det tror jeg du har ret i. Jeg er måske blevet mere bevidst om at slutte fred med mig selv. Hvis vi, og nu talte vi jo om værdier tidligere, skal kigge indad, så handler det for mig om at vælge og især fravælge de dumme ting, at ærgre sig for eksempel. Og jeg tror jeg har nået det punkt, hvor jeg ikke længere skal bevise noget, heller ikke over for mig selv. Livskvalitet er jo et flot ord, men det er da bestemt et ord jeg nu genkender og vedkender mig. I min egen hule her, omgivet at mine bøger og tegneserier, for slet ikke at tale om min store passion for film, her har jeg det trygt og godt. Det er ikke en sovepude, men en vippe, en afsætsplanke til noget andet og nyt. Jeg finder ikke alene ro og tryghed her, hulen er en retræte men en retræte imod nye ting, for inspirationen gemmer sig i hvert et værk.

Berti: – Jeg kan godt lide ordet ‘hule’, men hvorfor er det mon sådan, at vi har det der behov for at gemme os med vores ting. Hvorfor bliver vi samlere?
Milton: – Da jeg var barn, der var der ikke det store udbud af tegneserier eller andre former for kulturelle udbud, og jeg tror at mange samlere har et eller andet uopfyldt behov fra barndommen. Det prøver man måske nu at indhente? For mit vedkommende var Disneys univers en gave, en ny familie og et trygt miljø, og jeg var den store støvsuger der konsumerede hvad jeg kunne. Et blad eller en film var et højdepunkt, et peak, og det har sat sig sine spor. Eskapisme? Nej – det synes jeg ikke. Snarere annektering af noget nyt og mere.

Berti: – Jeg hører dig sige ‘film’ og jeg kan se, at du interesserer dig for film også? (der er film overalt på hylderne)
Milton: – Ja for pokker. Jeg har en stor glæde af film. Og har omkring 9000 forskellige film lagret på vhs, og er nu gået i gang med et maratonprojekt, nemlig at overføre filmene til et andet format. Det tager tid men jeg hygger mig med det. (og her tager Freddy fat på en del ringbind, hvor han metodisk har opdelt film i genrer, efter instruktører, indspilningsdato, skuespillere mm. Et omfattende indeks.)
Og film, bøger og de mennesker man møder i dagligdagen, alle er jo i princippet historier, for alle rummer historier. Min bror, Ingo, og Daan Jippes spiller begge en stor rolle i mit virke, og det er som om, at vi har udviklet en særlig ping-pong, en intuitiv forståelse af hvad vi kan, vil og skal. Vi skaber sammen heroiske og sjove figurer. Sjove, men aldrig latterlige, og jeg tror vi har denne helt særlige form fordi vi også er fælles optaget af det man kunne kalde ideologiske værdisager.

Og så er det at jeg tænker, mens jeg sidder foran tastaturet, på den besynderlige overskrift, og alt dette samtidig med at den indre skærm viser mig billeder fra dagens reception. De uopfyldte behov. En indskudt sætning udenfor kontekst, den med behovene, javist. Og det er faktisk en sætning jeg vil afslutte med, for den er passende og rammende. Manden er som en udslukkelig kilde, et fossende vandløb. Fyldt med historier, tanker, erindringer, anekdoter om en tid jeg var i, men ikke kendte, og om mennesker jeg gerne ville kende… Passende for interviewet med et af de helt store træer i den danske tegneseriepark, en Milton. En pioner, og en visionær herre med passion for sin metier.
Og spørgsmålet der leder ind til den besynderlige sætning er dette:

Berti: – Kan man leve af at være tegner?
Milton: – Både ja og nej. De færreste kan, og bliver nødt til at tage andre illustrationsjob ved siden af. Jeg har selvfølgelig drømme og behov, men de fylder mindre og mindre. Jeg skal ikke bevise noget mere, ikke for andre og ikke længere for mig selv. I det hele taget har den trykte tegneserie, som vi kender den i dag, meget vanskelige vilkår. Måske er det på Internettet at fremtiden ligger? Men leve af at lave tegneserier er et både og svar. Det har været lettere tidligere, meget lettere.

Og så ender jeg mine ord, for billederne fra dagens reception overtager min trætte hjerne. En reception er en besynderlig form for sammenkomst, for vi har alle forskellige ærinder. Jeg talte med en af tegnerne, der klart gav udtryk for at man skulle gøre opmærksom på sig selv. At en reception også var en oplagt mulighed for at hive fat i forlæggerne, og måske gøre dem nysgerrige? En anden jeg talte med, var også bevidst om de mange nye ansigter og her handlede det om at udvide ens netværk. Endelig er der alle os wannabees, der drikker øllerne og spiser maden. Hvad er det vi vil?

Jeg var jo i et klart defineret ærinde. Jeg skulle dække begivenheden for Seriejournalen, og samtidig gøre lidt opmærksom på mig selv. Jeg fik samtidig hilst på flere personer, som jeg hidtil kun havde kendskab til fra Nettet, og det var bestemt interessant. Der var nemlig nok at tage fat på…

Sådan løst kan jeg i flæng nævne følgende: Sivert Ibbo, Christopher Ouzman, Sussi Bech, Johan Krarup, Thomas Schrøder, Philip Sibele, Majbritt Hansen, Niels Søndergaard, Flemming Andersen, Freddy Milton, Ingo Milton, Frank Madsen, Allan Haverholm,

Og jeg fik zoomet ind på Allan Haverholm, som ikke viste sig at være så slem, som jeg først havde frygtet. Vi fik sludret lidt, uden at fare i flæsket på hinanden, og det var nok såre fornuftigt. Jeg kan sagtens se ind i Allan, og han sikkert i mig. Langt hen ad vejen vil vi jo det samme, men hvor Allan bruger syle og hammer, så er jeg for kluntet til værktøj. Johan Krarup fik jeg også en god sludder med, og – jeg tror det var Dan Knudsen fra Århus, der formulerede det således – at alle stridigheder på skrift fordufter over en øl og lidt almen nærkontakt. Det har han ret i, føler jeg.

Midt i det hele stod Milton, og han talte stadig. Og det er sådan jeg gerne husker ham. En jovial og hyggelig herre med meget godt på hjerte.

Tillykke, stort tillykke med de 60 år, Milton, og tak for alt hvad du har begavet os andre med.

Og har DU lyst til at læse mere om Milton, så prøv følgende link: www.freddymilton.dk

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *