Nyheden ramte som en hammer. En nyhed af den slags, der får hverdagen til at virke træt og grå på få sekunder. Den type nyhed, som står i skarp kontrast til den sprudlende fantasi, man for eksempel kan finde i Hugo Pratts drømmende fortællinger om sømanden Corto Maltese.
Men nu var drømmen forbi. Og det var det, som var nyheden.
Hugo Pratt døde af kræft i august måned – 68 år gammel.
Første gang jeg stødte på Pratt og lykkeridderen Corto Maltese var kort efter, at serien i 1977 var blevet søsat af forlaget Interpresse med albummet “Balladen om det fordømte hav”.
Albummet markerede for alvor, at den voksne tegneserie var kommet til Danmark. Der skulle gå endnu et stykke tid inden eksempelvis Bilal, Tardi og Lauzier fandt vej til den danske trykpresse.
Umiddelbart virkede serien om Corto Maltese knap så interessant på en 10-årig skoleknægt, der stod og bladrede forundret i albummet på Tjæreborg Bibliotek. I hvert fald kunne den ikke hamle op med serien om Løjtnant Blueberry, som blev kastet ud i hæsblæsende situationer på snart sagt hver anden side. Og så endda i farver. Corto derimod var i sort/hvid, og nogen egentlig helt var han vel heller ikke. Snarere en slags læsernes advokat for, at tingene virkelig var foregået, som det stod i albummet. En betragter, der kun af og til tog aktiv del i begivenhederne. Og selv om eventyret nok tilspidses undervejs, var der et stykke vej til den højpotente spænding fra Blueberry-serien. Altså røg blåbær-løjtnanten i posen og “Balladen om det fordømte hav” tilbage på bibliotekshylden.
Også tidens anmeldere havde svært ved at håndtere Pratt og hans serie, selv om ingen var i tvivl om, at her var tale om et væsentligt værk. Det mente for eksempel Freddy Milton, der alligevel rundede sin anmeldelse af det franske album nummer fem af sådan her: “Corto Maltese er virkelig en besynderlig serie”.
Det var i bladet Kulørte Sider – cirka et år inden Corto debuterede på dansk. Og da han endelig gjorde det i albummet “Balladen om det fordømte hav”, frydede Ole Rasmussen sig da også i samme blad: “Der er ski da ved at komme lidt stil over os herhjemme”. Men trods begejstringen levnede også han plads til en vis skepsis over for den “besynderlige serie”: “(…)nogle gange synes jeg hans ønske om at forenkle og hans tro på egne evner dertil ved fælles hjælp driver ham ud i nogle vilde ting”.
For mit eget vedkommende skulle der gå nogle år inden jeg igen fik lejlighed til at bedømme det album, jeg havde forkastet på biblioteket i Tjæreborg. I mellemtiden havde det skiftet navn til “Balladen om det salte hav”, og jeg var imens vokset op med den stigende strøm af voksentegneserier, der var udkommet fra slutningen af halvfjerdserne og op i gennem firserne. Al den tid var jeg helt uvidende om, at jeg faktisk havde en af de allerbedste til gode: Hugo Pratts smukke tegneserie-drøm om drømmeren Corto Maltese.
Jagten på lykken
Ofte er Hugo Pratts liv blevet sammenlignet med Malteses. Og det har den gamle eventyrfortæller helt sikkert ikke haft noget imod. Tværtimod har han gang på gang fortalt, hvordan hans egne oplevelser i for eksempel Afrika og Argentina er skrevet mere eller mindre direkte ind i serien.
Pratt blev født i den italienske by Rimini den 15. juli 1927, men kort tid efter flyttede familien til Venedig. Byen udgjorde et kæmpeindtryk på drengen, og 57 år senere hyldede han den i Corto-albummet “Legenden om Venedig”.
Som 10-årig fortsatte Pratts private odyssé – med og uden familien – til blandt andet Ethiopien, Venedig (igen), Argentina og London. Samtlige stoppesteder er skrevet ind i tegneseriehistorien som steder, der har haft besøg af sømanden Corto Maltese.
En historie om Corto Maltese beretter, at han som dreng blev arrig, da en sigøjner fortalte ham, at han ikke havde nogen lykkelinje i hånden.
Utilfreds med den besked gik han hjem, tog en kniv og skar selv en lykkelinje i håndfladen. Allerede som dreng er drømmeren Maltese parat til at tage skæbnen i egne hænder.
Jeg ved ikke om den historie er frit opfundet, eller om den også bygger på Pratts egne erindringer. Men vi ved, at han følger sine ungdoms-drømme, og på sine mange rejser fra starten af 1940″erne til midt i 60″erne søger han efter den helt store skat – det endelige gennembrud som tegneseriekunstner. Hugo Pratt var i mellemtiden blevet udlært på Kunstakademiet i Venedig og havde udgivet sine første mange tegneserier. Allerede i debuten “Asso di Piche” fra 1946 kunne man se inspirationen fra eksempelvis Will Eisner og Milton Caniff. En inspiration, der gennemsyrer hele Pratts værk, og som han aldrig lagde skjul på.
I den periode blev det til et hav af tegneserier, og de vigtigste er stort set oversat til dansk: “Anna i junglen” (fra 1959), “Fort Wheeling” (fra 1962) og “Ørkenens skorpioner” (fra 1969). Herudover kan entutiaster gå på jagt i gamle krigshæfter som “Commando” og “Attack”, tegnerens navn er i reglen ikke nævnt i bladene, men nogle episoder er altså tegnet af Pratt.
Flere af serierne har mere end blot arkæologisk interesse, men det store kunstneriske – og kommercielle – gennembrud, som Pratt havde søgt efter, kom i 1967, da han præsenterede “Balladen om det salte hav” i bladet Sgt. Kirk, der var opkaldt efter en anden Pratt-serie.
Hit på hit
“Balladen om det salte hav” var ikke oprindeligt tænkt som første del i serien om Corto Maltese. Sømanden var blot en af flere dominerende personer i albummet. Men da Pratt senere blev hyret til at lave en serie til det franske blad Pif, valgte han altså at forfremme Corto til en selvstændig serie.
Her er vi imidlerid ikke smålige og regner ubesværet “Balladen om det salte hav” som det første Corto-eventyr. Og sikken et.
Generelt er serien en nærmest ubrudt række af greatest hits. Alligevel er et par enkle afsnit dog mere great end de øvrige, det gælder blandt andre det 173 sider lange debutalbum. Og det gælder især kraftpræstationen “Det gyldne hus i Samarkand” fra 1986, hvor Pratt har perfektioneret sin tegne- og fortælleteknik. Herudover står det for læseren frit for at sammensætte sin private Top 10-liste – stort set alle valg vil kunne forsvares. Selv har jeg en svaghed for albummet “Alkymiens rose”, der nok ikke er det mest krævende kapitel i serien, men som bestemt ikke er det mindst vittige og charmerende.
Og så opsummerer det på glimrende vis Cortos væsentligste karakteregenskab. En egenskab, som samtidig er seriens og Pratts hovedbudskab: tolerance.
Albummet foregår i Schweiz, og her overraskes læserne og især Corto over at møde ren, uforfalsket magi. Som en anden “Alice i Eventyrland” trækkes Corto med ind i bogen “Parzifal”, hvor han blandt andet deltager i jagten på den hellige gral, er anklaget i en vanvittig retsag og træder en “dance makabre” med et hold danseglade skeletter.
Selv siger sømanden i albummet: “Jeg tror på kelternes gyldne fantasifostre. På tropernes overdådige fantasier. Jeg tror sågar på voodoo… men jeg havde ikke troet, jeg skulle støde på nogen form for fantasi her i Schweiz”.
En større verden
Sin umiddelbare skepsis til trods går Corto alligevel med på magien. Og dermed på eventyret. Han tager springet ind i bogen og spiller sin rolle.
Corto Maltese løber ikke skrigende bort fra noget, som er fremmed eller overraskende for ham. Interessen for spillet mellem fantasi og virkelighed er for stærk og har fascineret vores helt, fra han var en lille knægt.
Og går man med på spillet, så man accepterer fantasien og drømmen som helt konkrete, er de lige så virkelige som en sko eller et slag i hovedet. Og dermed har man udvidet sin verden ganske betragtelig. Men for at få et kig ind i den verden, må man altså have Corto Malteses tolerance for det fremmede. Og når lagene af skattejagt, intriger og action er skrællet af, er det ikke bare pointen i “Alkymiens rose”, men i serien overhovedet.
Og det minder mig om, hvad forfatteren Raymond Chandler engang skrev om sin detektiv-helt, Philip Marlowe: “Romanen er de eventyr, han oplever, mens han søger efter en skjult sandhed, og det ville ikke være eventyr, hvis ikke det skete for en mand, der er modtagelig for eventyr. Han er utrolig åndsnærværende, men det har han også lov til at være, for han lever i en åndsnærværende verden. Hvis der var nok af hans slags tror jeg verden ville være et meget sikkert sted at leve og alligevel ikke så kedelig, at den ikke var værd at leve i.”
Ordene kunne passe på Corto Maltese. Og indtil nogen fortæller mig det modsatte vælger jeg at tro, at de også kunne passe på Hugo Pratt. Han gav os eventyr som under alle omstændigheder er værd at underholde sig med en regnvåd søndag eftermiddag. I bedste fald er de pejlemærker for både tegneseriens og vor egen formåen.
Det lange farvel
Intet nyt er godt ny, siger man. Men i tilfældet Corto Maltese ville mange tegneserielæsere være glade for at høre, at der er nyt på trapperne. Og der findes faktisk flere Corto-episoder, der endnu ikke er dukket op på dansk, bekræfter Jens Trasborg, redaktionschef på Carlsen Comics. Alligevel har forlaget ingen konkrete planer om at udsende nogle af disse album i øjeblikket.
– Problemet er, at der er mange sider og lange forord til flere af episoderne. Og så er Corto Maltese ikke det bedst sælgende herhjemme, hvilket vi kun kan beklage.
Trasborg nævner som eksempel albummet “Mu”, der er “ustyrlig lang” og har et forord på omkring 100 sider. Et klart luksusprodukt, der vil kræve den store pengepung frem hos køberne. Og det tror Carlsen Comics ikke på i øjeblikket. Hermed står det klart, at læsere med franskkundskaber må hen i specialbutikkerne, vi andre må væbne os med tålmodighed.