Allerførst skal jeg nævne, at min klumme endnu en gang har scoopet den næste tegneseriestjerne: onlineserien StejlFart af Christoffer Zieler (interviewet i sidste klumme) er begyndt at køre inde på Informations hjemmeside, information.dk. Hvor længe den kører vides ikke, det omtales som en gæstevisit. Men en ting står klart: bliv omtalt i Simons klumme- det rykker!Så hvornår mon Damsels and Distress af Rikke Skov Pedersen dukker op inde på Femina’s hjemmeside? De ligger sikkert i forhandlinger lige nu. Nej, alvorligt talt, er der nok nærmere tale om at Zielers tegneserier har skilt sig ud ved at præstere underfundig og subtil, men samtidig skarp humor. Jeg troede først at der var tale om en typisk brokkeklumme om at Fogh er dum. Men Zielers kreationer afslører en langt mere underspillet humor end jeg havde troet. Endvidere har han bevist at han kan holde et kvalitetsmæssigt højt niveau over længere tid. Så smut ind på information.dk og læs, hvis du ikke fik dyrket den i første omgang.
Så er der kommet et nyt Nash, natuligvis, og i den forbindelse har jeg opfordret Johan N. Pedersen, hjernen bag serien, til i fremtiden at lave noget helt anderledes og mere personligt. Jeg mener at fascinationen og den morbide kuriøsitet, som man har fundet i Bill Nash, for længst er fordampet. Pedersen afviser imidlertid ideen, og fortæller at alt hvad han laver alligevel kommer til at indeholde noget Nash. Men nu er min opfordring altså afleveret og understreget for anden gang. Du kan gøre det, Johan!
Nu præsenterer jeg et interview med …en skide kommunist! Som laver tegneserier. The horror!
Eric Knipper, kendt for sine to Nørrebronx – albums, har begået en online serie som viser et satirisk og venstreorienteret udsyn over dagens Danmark. Serien bærer sammenligning med StejlFart, men er dog lidt mere visuelt baseret.
Simon Petersen: – Din nyeste kreation er online-striben www.lilleland.dk. For det første, tillykke med det geniale domænenavn. Det er da nemt at huske.
Eric Knipper: – Den skulle først hedde velfærdsstaten.dk, men desværre var domænet optaget.
Simon Petersen: – Generelt indeholder dine tegneserier mange eksempler på teknisk dygtige og arkitektonisk meget veludførte tegninger. Bygninger, kraner osv. Har du overvejet at slå dig sammen med en forfatter, så du kan bruge endnu mere krudt på tegningerne? (nej ikke mig)
Eric Knipper: – Der er en co- auteur på, cand. Polit. og erhvervskonsulent Henrik Kruckow, som har et skarpt syn på samfundsudviklingen og magtstrukturerne i Danmark. Vi Mener begge to, at der mangler samfundssatire i den danske offentlighed, og At tegneseriemediet egner sig fortrinligt dertil. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg tror, det er svært at se udefra, hvem af os der har skrevet hvilken historie.
Simon Petersen: – Hvad angår dine ideer bliver jeg lidt i tvivl om hvorvidt at en stribe som Lilleland går efter at være Sjov, eller at være politisk. Hvor Nørrebronx gik mest på humor, synes jeg at “Lilleland” sætter sig imellem to stole og bliver hverken det ene eller det andet. Kommentarer?
Eric Knipper: – Humoren er nok mindre syret end i Nørrebronx, og vi når nok kun ud til universitetsundervisere, der stemmer på SF, i stedet for Brian og Birthe segmentet – dem, det er synd for; folket. Folk går rundt med en opfattelse af, at vi lever i et velfærdssamfund ligesom i 1970erne. I dag er der tale om, at skoler og sygehuse er nedslidte, mens skatten stadig er på 40-60 %.
Hvad får vi for de penge udover krigsreportager fra eksotiske steder og tonsvis af udførlige blanketter til hver eneste af livets detaljer?
Ordet “samfundssatire” er vigtigt. Vi vil gerne præsentere en serie, der kan lidt mere end anal humor eller svigermorvitser. Serien skal stimulere læseren til at tænke selvstændigt, så det er min pligt som satirisk tegner at slagte enhver hellig ko, jeg møder.
Simon Petersen: – Når man ser på politisk humor er normen at gøre det personbaseret, med udgangspunkt i virkelige personer. Man tager fat i aktuelle personer som Fogh eller Pia og vrider dem en omgang. Lilleland er politisk, men ikke personbaseret. Den lader til at være mere generel og handler om at VK- regeringen er dum. Er du ikke bange for at køre død i den formel?
Eric Knipper: – Lilleland.dk er helt bevidst ikke personcentreret, men går ud på at kritisere strukturer, tiltag, og tendenser – især de holdninger og vinkler, der er underrepræsenteret i mediebilledet. Det personlige afleder fra det væsentlige, de lange linier i samfundsudviklingen, der normalt ikke bliver kommenteret. Der er for stor vægt på dagsaktuelle, følelsesladede enkeltsager i mediebilledet.
Det er ikke så sjovt at kritisere oppositionen, da den jo har svært ved at få gennemført noget. Lige nu ligger Rød Stue nede, men netop fagforeningerne som magtfaktor er repræsenteret i lilleland.dk ved en person, der hedder “Kammeraten,”en rigtig skummel pamper.
Simon Petersen: – Når man læser dine serier, får man indtrykket af at du ihvertfald er venstreorienteret. Sig mig engang, er du kommunist? Er du en af de her røde lejesvende?
Eric Knipper: – Jeg er så begejstret for kommunismen, at jeg flyttede til Danmark, det eneste kommunistiske land i Nato! But honestly, Danmark har noget sovjetisk over sig, som lilleland.dk kritiserer ved at vise den betonbrutalistiske arkitektur, der ikke finder adgang til turistbrochurerne. Arkitekturen er jo de tunge organisationers ansigt, støbt i beton. Det er værd at bide mærke i,at man ikke ud fra det arkitektoniske formsprog kan se, om det er en offentlig eller privat kolbøttefabrik, der gemmer sig bag glasfacaden.
Jeg kan ikke se, at VK- regeringen gør andet end at føre god National-socialdemokratisk politik, se for eksempel hvor godt Karen Jespersen passer ind under Venstres faner, imens bureaukratiet blomstrer som aldrig før. Men det er nok sjovere at styre en maksimalstat end en minimalstat.
Simon Kommenterer: rejs ned og bo i (indsæt land her) hvis du elsker det så meget. Du ville måske gerne have at Saddam bare blev siddende??
Simon Petersen: – Hvad er planerne for striben, vil du opdatere tit?
Eric Knipper: – Det er planen at tilbyde serien til danske aviser, så den forhåbentligt udkommer så tit som muligt, helst dagligt. På nettet tror jeg, det er nok med præsentationen på 10 striber, så folk kan danne sig et indtryk. Der er ingen, der læser 50 striber online.
Simon Kommenterer: der er jeg uenig. For det første skal en avisredaktør kunne se, at kunstneren kan holde et højt niveau igennem 50-100 striber før han overvejer at købe den. For det andet kender jeg flere som ofte læser 50-100 striber ud i en køre, når de opdager en fed onlineserie. Det er jo også i den lange arbejdsproces at ens stribe skal finde sin egenart.
Simon Petersen: – Jeg overvejer at gøre min klumme mere Extra Blads – agtigt, altså totalt vammel og personlig. I denforbindelse skal jeg spørge, om du har nogen kommentarer til det der skete til festen sidst?
Eric Knipper: – Alle billeder af mig som piberyger er trotskistisk imperialistisk rædselspropagenda.
Simon Kommenterer: jeg vidste det! Beskidte pengehadende Che Guvera- elsker. Tag bussen hvis du er så glad for offentlig transport! (?)