Danmark har masser af dygtige tegnere, men der mangler gode manuskripter til at forløse talenterne. For et godt manus er nu engang grundlaget for en god tegneserie.
Det har amerikanerne forstået, og derfor er de største stjerner på tegneseriehimlen i de senere år, folk der først og fremmest skriver: Alan Moore, Frank Miller, Neil Gaiman. Og derfor er det også deres ting Hollywood går på rov i, når der skal plankes serier til biograferne. Moores ”Watchmen”, ”From Hell” og ”V for Vendetta”, Millers ”Sin City” og ”300”, og Gaimans ”Stardust” og ”Coraline”, for eksempel.
Europæerne derimod, tror stadig det handler om tegneren og store luksuslækre hardcoveralbum. Men europæiske tegneserier har jo heller ikke været rigtig fede i mange år, for de store europæiske forfattere er enten døde eller aldrende skygger af sig selv. Er det ikke rigtigt: Asterix og Lucky Luke har altid været metervare uden Goscinnys manuskripter; Hermanns ting efter de Greg-forfattede Bernhard Prince og Red Kelly er forbandet flotte, men også lidt ligegyldige; og ditto med Bilals ting efter Christin; og Blueberry albums venter man bare ikke på som man plejede at gøre det, da Charlier skrev dem?
Det er manuskriptet, og ikke som mange vist tror, tegningerne, der afgør om en tegneserie er virkelig god. Og god forstås her ikke som flot og lækker, men som medrivende, spændende, gribende… Det forklarer også hvorfor danske tegneserier, trods en horde af talentfulde tegnere og flere ambitiøse grafiske romaner i de senere år, ikke for alvor er slået igennem. Det danske tegneseriemiljø mangler simpelthen en superforfatter eller to.
Derfor er ambitiøse projekter som Allan Haverholms ”Sortmund”, Palle Schmidts ”Den blodrøde konkubine” eller Anders Walters ”Solas”, heller ikke kommet helt sikkert i havn. De flotte tegninger til trods, er historierne bare ikke gode nok. Det seneste og mest ambitiøse eksempel er stortalentet Thomas Thorhauges ”Kom hjem”, om en enlig mor der flytter i et socialistisk kollektiv i Frankrig for at realisere sig selv. Den er pisseflot og (interessant nok) også vanvittigt godt fortalt, for Thorhauge kan ikke kun tegne, han har også læst sin Scott McCloud (og en masse Chris Ware) og ved hvordan man fortæller i billeder. Men han skriver ikke godt nok, og derfor bliver plottet for sludrende, karaktererne er for flade og dialogen for uskrap.
De bedste tegneserier med dansk islæt i de senere år, har faktisk været lavet af danske tegnere som Teddy Kristiansen og Peter Snejbjerg sammen med amerikanske forfattere. Det gælder f.eks. Superman-meditationen ”Its a bird” som Steven T. Seagle skrev og som Teddy Kristiansen tegnede og vandt en Eisner-award for.
De senere års udgivelser viser at der er masser af (tegne)talent i Danmark. Men skal talentet forløses i medrivende tegneserier, der både læses og købes, kræver det bedre historier. Og det kræver nok selverkendelse og en stor indsats på flere planer at nå dertil:
- Tegnerne selv skal være bedre til at erkende deres svage sider, og søgte skrivende partnere, der kan støtte dem.
- Forlagene skal være bedre til at stille krav og sparre kritisk og konstruktivt med kunstnerne – især på manussiden.
- Administratorer af kulturstøtten skal vægte manuskriptdelen højt, ved f.eks. at stille krav til gennemarbejdede manuskripter, før de tildeler støtte.
- Og det nyoprettede tegneserieråd, bør huske at prioritere forfatter-delen, når rådet får etableret den tegneserieskaberuddannelse i Danmark, der er dets erklærede mål. For eksempel i form af en manuskriptlinie, som den der findes på filmskolen.
Det er mange gode råd, fra en der ikke selv skal lave arbejdet. Men jeg synes det er så pokker ærgerligt at danske tegneserier ikke når ud over rampen, fordi man mangler manuskriptbenet. Især når der allerede findes så mange dygtige tegnere og entusiastiske forlæggere i landet.