Home / Artikler / Forfatteren er vigtigere end tegneren

Forfatteren er vigtigere end tegneren

typewriterDanmark har masser af dygtige tegnere, men der mangler gode manuskripter til at forløse talenterne.  For et godt manus er nu engang grundlaget for en god tegneserie.

Det har amerikanerne forstået, og derfor er de største stjerner på tegneseriehimlen i de senere år, folk der først og fremmest skriver: Alan Moore, Frank Miller, Neil Gaiman. Og derfor er det også deres ting Hollywood går på rov i, når der skal plankes serier til biograferne.  Moores ”Watchmen”, ”From Hell” og ”V for Vendetta”, Millers ”Sin City” og ”300”, og Gaimans ”Stardust” og ”Coraline”, for eksempel.

Europæerne derimod, tror stadig det handler om tegneren og store luksuslækre hardcoveralbum. Men europæiske tegneserier har jo heller ikke været rigtig fede i mange år, for de store europæiske forfattere er enten døde eller aldrende skygger af sig selv. Er det ikke rigtigt: Asterix og Lucky Luke har altid været metervare uden Goscinnys manuskripter; Hermanns ting efter de Greg-forfattede Bernhard Prince og Red Kelly er forbandet flotte, men også lidt ligegyldige; og ditto med Bilals ting efter Christin; og Blueberry albums venter man bare ikke på som man plejede at gøre det, da Charlier skrev dem?

Det er manuskriptet, og ikke som mange vist tror, tegningerne, der afgør om en tegneserie er virkelig god. Og god forstås her ikke som flot og lækker, men som medrivende, spændende, gribende… Det forklarer også hvorfor danske tegneserier, trods en horde af talentfulde tegnere og flere ambitiøse grafiske romaner i de senere år, ikke for alvor er slået igennem. Det danske tegneseriemiljø mangler simpelthen en superforfatter eller to.

Derfor er ambitiøse projekter som Allan Haverholms ”Sortmund”, Palle Schmidts ”Den blodrøde konkubine” eller Anders Walters ”Solas”, heller ikke kommet helt sikkert i havn. De flotte tegninger til trods, er historierne bare ikke gode nok. Det seneste og mest ambitiøse eksempel er stortalentet Thomas Thorhauges ”Kom hjem”, om en enlig mor der flytter i et socialistisk kollektiv i Frankrig for at realisere sig selv. Den er pisseflot og (interessant nok) også vanvittigt godt fortalt, for Thorhauge kan ikke kun tegne, han har også læst sin Scott McCloud (og en masse Chris Ware) og ved hvordan man fortæller i billeder. Men han skriver ikke godt nok, og derfor bliver plottet for sludrende, karaktererne er for flade og dialogen for uskrap.

De bedste tegneserier med dansk islæt i de senere år, har faktisk været lavet af danske tegnere som Teddy Kristiansen og Peter Snejbjerg sammen med amerikanske forfattere. Det gælder f.eks. Superman-meditationen ”Its a bird” som Steven T. Seagle skrev og som Teddy Kristiansen tegnede og vandt en Eisner-award for.

De senere års udgivelser viser at der er masser af (tegne)talent i Danmark. Men skal talentet forløses i medrivende tegneserier, der både læses og købes, kræver det bedre historier. Og det kræver nok selverkendelse og en stor indsats på flere planer at nå dertil:

  • Tegnerne selv skal være bedre til at erkende deres svage sider, og søgte skrivende partnere, der kan støtte dem.
  • Forlagene skal være bedre til at stille krav og sparre kritisk og konstruktivt med kunstnerne – især på manussiden.
  • Administratorer af kulturstøtten skal vægte manuskriptdelen højt, ved f.eks. at stille krav til gennemarbejdede manuskripter, før de tildeler støtte.
  • Og det nyoprettede tegneserieråd, bør huske at prioritere forfatter-delen, når rådet får etableret den tegneserieskaberuddannelse i Danmark, der er dets erklærede mål. For eksempel i form af en manuskriptlinie, som den der findes på filmskolen.

Det er mange gode råd, fra en der ikke selv skal lave arbejdet. Men jeg synes det er så pokker ærgerligt at danske tegneserier ikke når ud over rampen, fordi man mangler manuskriptbenet. Især når der allerede findes så mange dygtige tegnere og entusiastiske forlæggere i landet.

23 comments

  • Jeg kunne selvfølgelig ikke være mere enig. En faldgrube som man nemt falder i når man som tegner skal bruge feedback, det er at man giver det færdige manuskript til en ‘garvet rotte’ og beder ham om at udpege alle svagheder i ens historie.
    Det kan godt være en lidt for stor mundfuld at sluge, når ens hjertebarn bliver sablet ned. Istedet for kan man spørge om et eller flere omdrejningspunkter i plottet kan vinkles anderledes. Hvis man får konstruktiv respons på det, kan det få en til at se med andre øjne på resten af manuskriptet og selv opdage ting som bør ændres.
    Hvis man be’r om en altfavnende kritik, får man som oftest personens personlige holdning til ens emne med i købet. Det påvirker også hans kritik og er egentlig ikke relevant.

  • Jeg må også tilkende mig min fulde tilslutning til ovenstående kronik. Historien ér det vigtigste … en god engagerende historie kan redde halvdårlige tegninger, men selv ikke den bedste kunstner kan redde en tom livløs historie. Det er lidt det jeg oplever ved mange, især, europæiske tegneserier i dag – de er lækkert tegnet, men historien er så ligegyldig at det hele er glemt efter sidste side. Og igen, også det samme jeg oplever ved mange danske udgivelser, som f.eks. de ovenstående nævnte eksempler. Det er ikke fordi de direkte er dårlige – det er bare dét, at de kunne være meget, meget bedre!

    I mit interview med Morten Thorning fra Animationsskolen i Viborg, hvor han snakker om en mulig fremtidig tegneserieskole, ligger han jo også op til at manus-delen af tegneserierne, også er noget der ville skulle ligges vægt på. Men det betyder jo så (måske) også at man bibeholder den forestilling at tegneren også skal være forfatteren – hvilket man altså skal være et talent ud over det sædvanlige for at kunne mestre. Jeg så egentlig hellere at der blev lavet en form for samarbejde med de forskellige forfatterskoler, og etableret en kommunikation mellem de to, således at serietegnerne kan koncentrere sig om at arbejde med det visuelle, og forfatterne kan koncentrere sig om at fortælle en pokkers god historie.

  • Sajmon: det er klart, og derfor tror jeg også det vil være godt at arbejde sammen med en forfatter fra et meget tidligt tidspunkt i projektet.
    Så man ikke først præsenterer noget for andre, når man har siddet på studenterkammeret i flere år og kæmpet med hjerteblodet, og ikke kan overskue store ændringer.

    Det er sikkert også godt at få nogle faste sparringspartnere, som man er trygge ved. Problemet er selvfølgelig at der er meget få i DK, der arbejder løbende med primært at skrive tegneserier.

    Kim: ja, på stående fod kan jeg også kun komme på nogle få danske tegneserieskabere der virkelig kan både skrive og tegne (Strid, Nikoline Werdelin og salig Claus Deluran, dukker op på nethinden).

    Jeg synes en sammenligning med filmbranchen ligger lige for. Der er enere som Woody Allen, der både kan skrive og instruere deres egne ting, mens de fleste instruktører, og også de helt store navne som f.eks. Scorsese, skriver ikke deres manuskripter. Derfor har filmskolen også en instruktørlinie og en manuslinie separat, og det burde en kommende tegneserieuddannelse også have, i mine øjne.

    Men der er sikkert mange forskellige måder en tegner og forfatter kan samarbejde. Forfatteren kan være alt fra sparringspartner/konsulent, der bare kommer med ideer og feedback, til reel forfatter, der ideudvikler og skriver hele serien.

  • ja, på stående fod kan jeg også kun komme på nogle få danske tegneserieskabere der virkelig kan både skrive og tegne (Strid, Nikoline Werdelin og salig Claus Deluran, dukker op på nethinden).

    Jeg vil osse være på den liste!… prøv min webtegneserie anikonisme hvis du vil have noget der både er godt skrevet og godt tegnet.

  • Thomas Thorhauge (TT), der er formand for Dansk Tegneserieråd, ivrig debattør, og en af landets, i mine øjne, mest talentfulde tegneserieskabere, har på bloggen ”Metabunker” skrevet en endog meget lang kommentar til ovenstående kronik (respekt for det), hvor han især kritiserer mit tegneseriesyn.

    http://www.metabunker.dk/?p=2085

    Det bliver en lidt underlig diskussion, når den foregår i to forskellige fora (som at svare på kronikker bragt i Berlingeren, gennem læserbreve i Politiken), men jeg synes alligevel at al den umage fortjener et svar.

    TT skriver bl.a.:
    ”Den underliggende agenda hos KBL er tydeligvis en meget bestemt opfattelse af hvad, der gør en god tegneserie – det er “historien”, den del af værket, som forfatteren står for.”

    Og det har han sådan set ret i, at jeg mener. Men jeg forstår ikke historie snævert som plot, men bredere, som persontegning, fortælleteknik, plot, struktur, sprog og replikker, og sikkert mere til. Jeg mener faktisk at de her ting er afgørende, når vi snakker om historier eller narrative forløb – det man i litteraturen ville kalde prosa. Og det er sådan set lige meget om man er under- eller overgrund – det gælder for både David Boring og Blueberry, både Fritz the Cat og Anders And.

    (Det er til gengæld ikke (alt sammen) vigtigt i serier der er meget eksperimentelle eller poetiske i deres natur – det man litteraturen ville kalde f.eks. poesi eller kortprosa. Alt respekt for dem, men jeg diskuterer i kronikken kun tegneserier med ”historier”).

    Så vidt, så godt, men TT påstår så at han ud af mine tegneserie-eksempler kan læse at jeg har et bestemt snævert, kedeligt og udynamisk tegneseriesyn. Et syn der vist kun kan lide ”underholdningstegneserier, der forsøger at håndhæve de samme kvaliteter som Hollywood-mainstream.”

    Og han konkretiserer:
    ”I min verden er det ikke overraskende David B., Chris Ware, David Mazzucchelli, Marjane Satrapi, Charles Burns, Joann Sfar, Lewis Trondheim, Daniel Clowes, Joe Sacco, Robert Crumb, Anke Feuchtenberger og mange flere, der står som de “største stjerner på tegneseriehimlen de senere år“, endda ret entydigt. Jeg gentager gerne: det er den fløj, og ikke Neil Gaiman/Frank Miller-likes, der har stået for den rigdom, der har reetableret tegneserien som en stærk, tidssvarende kunst- og udtryksform.”

    Nu har jeg læst værker af stort set alle ovenstående, og en del af dem står og stråler i tegneseriesamling. Så det er altså ikke fordi jeg ikke kender, kan lide, og visse tilfælde ligefrem elsker navnene i TTs kanon.

    Men jeg har i mine eksempler, gjort mig umage med at pege på tegneserier, hvor jeg synes det har været tydeligt at en forfatter (som selvstændig person) eller manglen på en forfatter, har gjort en forskel for værkets kvalitet. Her har jeg, i sagens natur, ikke kunne komme rundt om hele tegneseriebranchen, så jeg har lavet lidt nedslag og peget på store nutidige amerikanske navne, fransk/belgiske klassikere og nyere danske tegneserier. Jeg har prøvet at pege på relativt kendte navne/titler, så læseren kunne følge med, men har sådan set også prøvet at sprede mig og pege på kunstnere der laver meget forskellige tegneserier, fra mainstreamserier til børn (f.eks. Asterix og Solas) og voksne (f.eks. Sin City, Red Kelly), til serier med mere litterære ambitioner (f.eks. Kom Hjem, From Hell, Jagten). Her er ”æbler og bananer”-tilgangen helt bevidst, og hænger sammen med min genreløse forståelse af hvad her konstituerer en god historie (persontegning, struktur, sprog, mv.). Kald det snævert alt du vil, men det synes mig nu at Thorhagues favoritter er fint integreret i mit tegneseriesyn, mens han selv har et mere snævert billede af hvad der er godt og dårligt.

    Der hvor det lader til at han og jeg er uenige, i selve forfatter/tegner diskussionen, er i synet på ”auteuren”, hvor TT jf. hans kongerække, synes at mene at de bedste tegnserier laves af en auteur – en person med en personlig vision, der både tegner og skriver (men måske læser jeg her TT lige så firkantet, som han læser mig).

    Her synes jeg jo, at det er både/og, og at det desuden ikke er en kommerciel/ikke-kommerciel diskussion (selv om der nok er produktionsforhold, der gør at der ofte er sat flere kunstnere sammen på kommercielle tegneserier), men mere et udtryk for at der groft sagt findes tre slags dygtige tegneserieskabere – dem der kan tegne, dem der kan skrive, og dem der kan begge dele. Og de kan alle sammen lave gode tegneserier. Jeg bruger bare ikke krudt på dem der kan begge dele i kronikken, for de klarer sig jo fint, som det er.
    En (næst) sidste ting:

    Ud over alt dette, savner TT også lig på bordet – bedre og dybere analyser af de danske serier, hvor jeg ikke synes historien er god nok. Forståeligt nok, når nu jeg blandt kritiserer TTs egen Kom Hjem, uden at begrunde det i andet end at historien ikke virker. Og han har da også ret. Mit argument holder sådan set kun, hvis man er enig i mine skråsikre vurderinger af hvad der fungerer godt og skridt (ikke nødvendigvis det samme, som hvad man kan lide og ikke lide). Så synes kronik-læseren at alt Frank Miller og Alan Moore er elendigt skrevet, at Bilal og Hermann blev meget bedre efter de gik solo (og blev auteurs?), og at Sortmund og Kom Hjem er de bedste historier siden Biblen, ja så holder kronikken selvfølgelig ikke.

    Men det var en vurdering jeg lavede at undlade analyserne, selv om det ville være spændende (kronikken skulle jo helst ikke blive lige så lang som de efterfølgende debatindlæg…). Hver ting til sin tid, tænkte jeg, og jeg ville da også ønske at TT havde brugt noget af sit anseelige lager af krudt, på at diskutere hvad der definerer en god historie, og hvordan man får bedre tegneserier i Danmark, i stedet for at spilde det på noget så kedeligt, som mit personlige tegneseriesyn.

    Så lad mig derfor, for forståelsens skyld, og for at bringe diskussionen tilbage på sporet, pædagogisk reformulere mine kronik-pointer:
    1. Der findes selvfølgelig tegneserieskabere, der både kan skrive og tegne (og som sikkert ikke altid opfatter det som to separate ting), og som laver fantastiske tegneserier. Der findes også tegneserietegnere, der ikke kan skrive, og tegneserieforfattere der ikke kan tegne. De kan sammen også lave fantastiske tegneserier.
    2. Jeg vurderer (på et grundlag, der ikke består af andet end mange års tegneserielæsning) at selv om masser af tegneserieskaber kan begge dele, så er der nok flere der kun kan en af delene (især på tegnesiden).
    3. Jeg konstaterer at langt de fleste danske tegneseriekunstnere forsøger at være både tegnere og forfattere på deres ting.
    4. Og jeg synes at kvaliteten på historiedelen gennemgående ikke er god nok – og det er sådan set lige meget om der er tale om tju-bang action-SF serier som Solas, eller tegneserier med ”litterære” ambitioner, som Thorhauges egen Kom Hjem (jeg forholder mig som sagt ikke til lyriske/eksperimentelle tegneserier).
    5. Og derfor vurderer jeg at der er brug for at sætte fokus på forfatterne i tegneseriebranchen, så de mange der tegner bedre end de skriver, kan komme til at lave nogle bedre tegneserier – og det er sådan set både ud fra et kommercielt og et kvalitetsmæssigt synspunkt.

    Det tror jeg var det.

    PS.
    Skulle jeg pege på mine yndlinge i de sidste 20 år, ville det nok være Daniel Clowes ”Ghost World”, Neil Gaiman, Jill Thomsons og Vince Lockes ”Brief Lives”, og Jamie Hernandez ”Wig Wam Bam”. Bare for at gøre det klart hvor jeg står, sådan smagsmæssigt betragtet. Men man både kunne lide Gaiman og Clowes? Må man?!

  • Hej Kristian,

    Jeg forstår dig lidt bedre nu, og synes som sagt ikke at du tager fejl i alt hvad du siger. Efterlysningen af et større fokus på manuskript/historier er helt bestemt et rimeligt ønske.

    Men jeg synes fortsat ikke det giver stor mening at opdele tegneserier i “historie” og “tegninger”, og derfor er jeg fortsat heller ikke enig i kernen i dine forslag. Jeg synes præmissen er kunstig, og må da osse stadig kigge langt efter analyser, der klart identificerer de problemer, du beskriver.

    Jeg synes også at din indfaldsvinkel bærer præg af en idealiseret opfattelse af tingene, en verden hvor man lige opfinder en Alan Moore og en René Goscinny i Danmark. Jeg tror det giver mere mening at arbejde med de ting, der faktisk er til stede, og prøve at forbedre dem.

    Du mener at jeg skulle have brugt mere tid på at definere hvad der er en god historie, men hvorfor det? Denne debat er din, det er dig, der snakker om “den gode historie”. Du forklarer kun overfladisk hvad du egentlig mener, og det er og bliver et meget svagt punkt i din fremførte kritik. (Og så lyder det jo heller ikke afsindigt respektindgydende at sige, at man ikke lavede analyserne af frygt for at kronikken skulle blive for lang…).

    Jeg synes dog fortsat at dit indlæg bestemt er et velkomment indlæg i debatten, så bliv ikke skræmt af at få nogle på frakken. Sådan går det jo når man stikker næsen frem.

    KH Thomas

    PS “MÅ man både kunne lide Gaiman og Clowes?” Arj, come on, you can do better than that…

  • Sjovt at se disse to opfattelser støde sammen. Såvidt jeg kan se er der netop tale om to væsensforskellige opfattelser af tegneseriemediet.

    KBL synes at tegneserier er et medie til at fortælle gode historier i.

    TT mener at tegneserier er (eller kan være) kunst i begrebets bredeste betydning, og at selve historien (hvis der er en, hvilket der ikke partout behøver at være) blot er ét ud af 37 mulige kunstneriske kriterier.

    Sådanne to opfattelser kan aldrig blive enige, da de befinder sig på vidt forskellige fundamenter. Skulle man sammenligne med maleri-mediet ville det svare til at KBL godt kan lide nogle bestemte malerier, mens TT interesserer sig for den fulde rækkevidde af maler-håndværket og dets ekspressive muligheder. Skulle man sammenligne med litteraturen ville det svare til at KBL foretrækker bestemte narrative stilarter, mens TT gerne vil beskæftige sig med alle skrivekunstens former.

    Det ene er mere konkret, og det andet er mere abstrakt. Ingen af delene er mere rigtig end den anden; alle har jo konkrete interesser indenfor nogle felter, mens nogle på andre felter bekender sig mere til det abstrakte.

    Personligt kan jeg godt se at TTs synsvinkel er mere inklusiv, avanceret, dybdegående, og i øvrigt elitær (på den måde som akademikere nogle gange beskylder alle andre for at være overfladiske – engang i mellem endda med rette), men jeg er faktisk mere på KBLs side. Den gode tegneserie er for mig en som fortæller en god, sammenhængende historie i et interessant og detaljeret univers, og som (selvom tegnehåndværket selvfølgelig skal være i orden) fremfor alt også bruger ord til at fortælle den historie. Så for mig *er* forfatteren vigtigst.

    Jeg siger ikke at alle tegneserier bør være sådan, blot at jeg foretrækker det på den måde. Jeg foretrækker også bestemte genrer; der er masser af slags tegneserier, jeg slet ikke er interesseret i. Selvom jeg elsker mediet har jeg ikke den store interesse i at udforske *alle* dets varierede muligheder og udtryksformer. Så bruger jeg hellere tiden på andre ting som interesserer mig. Sådan er vi så forskellige, og det er jo nok meget godt.

    Så, pointen: Man bør ikke erklære sig enig eller uenig i bestemte indfaldsvinkler, når man ser dem fra forskellige udgangspunkter. Udgangspunkterne danner jo basis for vores definitioner, og når de er forskellige, så taler vi jo i virkeligheden ikke om de samme ting.

    I øvrigt: Hvis nogle skulle være uvidende om det, så vil jeg da gerne lige reklamere for FANTASTICON 2009, som løber af stabelen i Vanløse Kulturhus denne kommende weekend, med bl.a. Peter Snejbjerg som gæst! Se programmet her: http://fantasticon.dk/fantasticon2009/program.php

    – Tue

  • Spøjst… Jeg har det stik modsatte indtryk. At Amerikaneren mener at tegningerne er det vigtigste, og at Europæeren – især Briten – mener at historien er det vigtigste. Det er trods alt også briterne, de største stjerner som tilfældigvis bare udgives af amerikanere i dag… både hvad angår forfattere og tegnere.

  • Solas er et supergodt dansk eksempel på at historien er vigtig som ind i pokker! Den er FULD af vanvittig flotte tegninger, men hold da op…. Den er bare umulig at komme igennem, desværre =(

  • Jeg er på Thorhauge’s side. Ja, Miller, Moore og Gaiman har lavet gode tegneserier… men reelt er det jo en overstået historisk periode vi taler om. “Watchmen” er 25 år gammel. “Sin City”, “Sandman” og “Preacher” havde deres storhedstid for 15 år siden. Miller’s karriere er kørt ud i sandet. Moore og Gaiman har overvejende travlt med deres romaner. Grant Morrisson er efter sigende flyttet til Hollywood og skal til at skrive film og tv-serier. Yngre talenter drømmer primært om at skrive en HBO tv-serie. De fleste forfatter-drevne serier der bliver udgivet idag er dybt middelmådige sammenlignet med de banebrydende forfatter/tegnere som Thorhauge nævner – Sfar, Trondheim, Satrapi, Sacco, Ware etc etc. Hvis vi endelig havde en ung forfatter med Moore eller Gaiman’s evner, ville vedkommende nok vælge at gå på forfatterskolen eller filmskolen og ende med at skrive romaner, film og tv-serier. Face it, it’s over, it ain’t going any further! Nej, farfatter/tegnere vil fortsat være vejen frem for lille Danmark.

  • Er det ikke lige så meget landets størrelse der afgør antallet af guldkorn? Wisconsin har ca. det samme indbyggertal som Danmark. Hvor mange gode tegneserier kommer der egentligt fra Wisconsin om året?

    Jeg synes da også det går meget godt. Den nye Strid bliver godt anmeldt. “From Wonderland With Love” blev godt anmeldt af stort set alle andre end dig.

    Jeg forstår ikke hvad det er I gerne vil have. En dansk “Sandman”? Stort set ingen ville købe den. En dansk “Sin City”? Står “Sin City” ikke i forvejen alle langt ud af halsen efterhånden? Den slags har vi vel ikke brug for mere af. En dansk “Watchmen”? Yeah, right… held og lykke med det, ha ha. 🙂

  • Jeg ved ikke om man får særlig meget ud af at sammenligne Danmark med Wisconsin på indbyggertallet – det er vel antallet af aktive udøvende tegneserieskabere det handler om, og dem skulle jeg mener vi her i Danmark har en hel del af.

    En dansk Sandman, Sin City eller Watchmen?!? Jeg er stort set ligeglad med hvad det handler om og hvilken genre det er, bare det har en god solid historie og er pokkers godt fortalt … det er dét jeg “gerne vil have”.

  • Jeg synes bare ikke det virker helt fair at sidde som udenforstående og vil påtvinge danske tegnere en bestemt arbejdsproces. De tjener stort set intet på deres serier – det eneste de får ud af at lave dem, er selve den arbejdsglæde de får ud af at skabe værkerne. Hvad nu hvis selve ønsket om at fortælle egne historier var det, der fik dem til at blive tegneserietegnere i sin tid? Du vil så have at de skal underlægge sig en forfatters ideer. Hvis de ønskede at bruge al deres tid på at illustrere andres koncepter, kunne de vel lige så godt arbejde som reklametegnere. Ja, jeg ved godt at de arbejder på den måde i USA – men derovre får tegnerne jo også en lidt anden løn for deres arbejde. Og de danskere der måtte ønske at arbejde på denne måde har jo stadig mulighed for at søge job i den amerikanske industri, sådan som Teddy Kristiansen og Peter Snejbjerg har gjort. Man må vel gå ud fra at dem der IKKE søger job derovre, simpelthen ikke har lyst til at arbejde på denne måde. Jeg har stadig ikke fået læst “Kom Hjem”, og jeg skal ikke udelukke at Thorhauge har brug for at justere sin måde at arbejde på. Men lad nu ham selv finde ud af det – det skal vel gøres inden for rammerne af den måde han har LYST til at arbejde på, netop fordi arbejdsglæden er hans primære løn.

  • Nej, antallet af ‘tegneserietegnere’ er irrelevant. Det er der nemlig så mange, der kalder sig, og det er helt uforpligtende. Lad os i stedet fokusere på antallet af danske tegneserietegneres udgivelser. Det giver et bedre billede; der er nemlig ikke ret mange.

    Husk lige, at de fleste romaner også er noget forglemmeligt pladder. Og hvor mange gode danske film laves der egentlig (ud af det samlede antal danske film)?

    Jeg tror ikke, danske tegneseriertegnere har større kvalitetsproblemer end andre kunstnere.

  • Michael, nu slynger jeg lige noget ud …

    Det er fuldkommen sandt at det er et absolut fåtal af danske tegneserietegnere der kan leve af at lave tegneserier alene – og det er rigtigt at de fleste laver tegneserier fordi de bare brænder for det, og det er den rene skaberlyst der driver værket (sådan er det da for mig selv). Og jeg forstår også godt trangen til at “lave sit eget” – men, kan man så spørge, er det måske derfor vi sidder hvor vi gør nu, hvor tegneserier ikke rigtig er noget man kan tjene penge på??? Og ér pointen ikke den, at vi alle gerne vil tjene penge på det vi elsker at lave???

    Det er jo selvfølgeligt et spørgsmål om hvordan man kigger på det … er tegneserien et kommercielt eller kunstnerisk medie (jaja, jeg sætter lige det på en spids)?! Skal det være kommercielt, så skal vi ud og finde ud af hvad det er folk gerne vil læse, og så producere det. Så kan det være at der er flere der kommer til at leve af det – men så tegner de i stor grad andre folks ting. Hvis det skal være et kunstnerisk medie, sådan som jeg mener det er i dag, så kommer vi til at være afhængige af støtte fra stat m.m. – vi kan lave lige præcis det vi vil, men “ingen” læser det, og kun en lille bitte håndfuld yderste talentfulde og heldige folk kan leve af det.

    Nu skal du heller ikke tro at jeg har noget imod folk der både tegner og skriver selv. Nogle af mine yndlingsværker er skabt fuldstændig af den samme person … jeg mener bare det er yderst sjældent at et sådan multitalent dukker op.

    Johan, det er slet ikke usandsynligt du har ret … måske har tegneseriebranchen den samme ratio skidt/kanel som alle andre.

  • God debat. Lidt kommentarer:

    Krarup og Thomsen: jeg synes det er et underligt argument, at man ikke kan diskutere kvaliteten af danske tegneserier, fordi danske tegneserieskaberne ikke tjener penge på deres kunst, eller fordi danske tegneserier hverken er dårligere eller bedre end danske film og romaner. Så gør man da kunstnerne en bjørnetjeneste…

    Men det er nok rigtigt at de dårlige kommercielle vilkår som danske tegneserieskabere arbejder under, gør det svært at lokke gode forfattere til, og at stille krav til kunstnerne.

    Men kigger man på de fire forslag jeg stiller i slutningen af kronikken, så er der jo heller ikke nogen af dem prøver at tvinge tegnerne til at bestemte arbejdsprocesser, eller at til at ”undelægge sig en forfatter ideer”. Blot at branchen bredt sætter mere fokus på ”historien”, og så er jeg ellers ligeglad med om det er tegneren selv der skriver eller ej.

    Men jeg tror som sagt at mange kunne have godt af at grad alliere sig med folk der arbejdede med at skrive. Det kunne ske på alle mulige forskellige måder. Nogle har måske bare brug for lidt kritisk modspil fra en redaktør, andre har måske brug for en reel manusforfatter, og andre noget midt imellem.

    Og så vil jeg for prins Knud gerne gentage, at jeg ikke efterlyser en bestemt form for tegneserier, inden for hvad vi kunne kalde for narrative/historiefortællende tegneserier. Det er sikkert min egen fejl, at folk tror det, men jeg har ingen intention om at fremme ”Verigo-tegneserier” frem for ”Fantagraphics-tegneserier”.

  • K. B. Larsen: Jeg har da vist ikke sagt, at man ikke kan kritisere danske tegneserier. Det skal jeg selv være den første til at gøre. Jeg peger bare på, at der udgives relativt få danske tegneserier og at man derfor ikke kan forvente en perlerække af kvalitetsserier. Der skal en vis kritisk masse, tror jeg, til at skabe en bølge af gode kulturprodukter. Denne kritiske masse findes knap nok blandt danske tegneserietegnere, hvorfor vi ikke ser ret mange gode serier. Findes der fx en regelmæssig udgivelsesrate af danske graphic novels, satireserier, manga, mainstreamserier etc. ? Nej. Outputtet er sporadisk og består af enkeltstående udgivelser hist og her.

    Jeg kunne godt – ligesom dig – ønske mig, at der blandt de få udgivelser var mange flere kvali-tegneserier. Men jeg tror ikke, det vil komme til at ske – medmindre de mange tegneserietegnere rent faktisk begyndte at producere, så vi kunne få mange udgivelser – og heraf også en større portion gode.

  • >”…men jeg har ingen intention om at fremme ”Verigo-tegneserier” frem for ”Fantagraphics-tegneserier”.”

    Men jeg erindrer ikke at der er nogle forfatter drevne Fantagraphics serier. Kan godt være der er nogle få, men der er langt imellem dem.

    Jeg vil stadig holde på at forfatter-drevne serier er forrige årtis trend. At sige at danske tegnere skal hoppe på den vogn, svarer til at foreslå danske rock-musikere at de skal fremme karrieren ved at begynde og spille grunge og brit-pop.

  • .. Og jeg overså hvad du reelt skrev fordi jeg havde for travlt med noget andet. Jo gode kreative redaktører ville måske være en god ting. Men sådan nogle hænger ikke på træerne… lige som forfattere der gider skrive tegneserier til det nuværende marked heller ikke gør det. Det kræver en emorm kærlighed til mediet.

  • Og jeg overså Kim’s post, så jeg skriver lige noget mere.

    Kim, det er fint nok at sidde og drømme om en verden hvor lige præcis den type kommerciel tegneserie du kan lide sælger i store oplag. Jeg kan bare ikke se hvorfor en fyr som Thorhauge, der tydeligvis har en hel anden agenda end jer, skal spændes for den vogn. Selv Alan Moore, som fremhæves som een af de store forbilleder i kronikken, har jo vendt den kommercielle tegneserie ryggen. Han taler med afsky om den amerikanske mainstream-tegneserie, og taler om at fremtiden ligger i snævre eksklusive bøger med lille oplag. Hans kommende 1.500 siders roman om hans hjembys historie bliver næppe særligt nørd-venlig. Så han vil åbenbart HELLER ikke spændes for den vogn. Hvad med lige at stikke fingeren i jorden og undersøge om kunstnerne overhovedet er interesseret i jeres vision for fremtiden. Personligt har jeg det også helt fint med snævre udgivelser – de er jo lette nok at skaffe på nettet nu om dage, så det er ikke noget stort problem. Hvis man vil have kommerciel underholdning kan man da bare glo tv!

  • Hvad med lige at stikke fingeren i jorden og undersøge om kunstnerne overhovedet er interesseret i jeres vision for fremtiden.

    Fair nok … men hvis “kunstnerne” ikke er interesseret i en verden hvor de kan leve af at lave tegneserier, så gider jeg heller ikke mere høre på deres brok, om at de er nød til at søge støtte og lave reklamearbejde m.m. for at få salt til ægget.

    … og så har jeg personligt heller ikke meget tilovers for amerikansk mainstream tegneserier.

Leave a Reply to Kristian Bang Larsen - Cancel Reply