At være forfatter er et lidt usædvanligt arbejde. Er det noget du altid har villet være, eller overvejede du at blive tegner i stedet for?
Jeg ville ikke have haft noget imod at blive tegner, men jeg har altid følt at jeg ikke duede som tegner – jeg har ikke nok tålmodighed til det. Jeg har tålmodighed til at skrive en lang beskrivelse af et værelse, men jeg har ikke tålmodigheden til at tegne samme værelse. Da jeg var meget ung kunne jeg godt tænke mig at blive sagfører, – tanken om at jeg som advokat skulle bære en hvid paryk og stå foran en dommer og sige “Me Lord” fandt jeg fasinerende. Da jeg blev lidt ældre overvejede jeg også at læse til teolog, da jeg syntes det lød interessant.
Hvordan kan det være at du tegnede et kapitel af Alan Moore’s “Songbook”?
Fordi det var sjovt, og fordi Alan spurgte. Jeg laver ofte kruseduller, og jeg tegner små mærkelige ting når jeg snakker i telefon, jeg føler bare ikke det har noget med tegninger at gøre, det er bare mig som laver krudseduller.
Blev du også spurgt om du ville lave den 24 timers tegneserie, som blev trykt i Cerebus?
Nej, det gjorde jeg fordi alle andre også gjorde det, og jeg tænkte at ingen ville kunne forlange at jeg skulle tegne alle detaljerne i et værelse, når jeg kun havde 24 timer.
Hvad er de væsentlige forskelle mellem at skrive bøger og tegneserier?
Det er en forskellig processe. I en bog skaber du nogle billeder inde i læserens hoved, mens du i en tegneserie har en række billeder som giver læseren en umiddelbarhed. Med tegneserier har du ikke den samme mulighed, som ved ren prosa, for at gå ind i hovedet på læseren og forvride tingere, men du har tilgengæld, i og med at du har billeder, en umiddelbarhed som du ellers ikke ville have.
Piner det dig ikke, at se en forfatter som Alan Moore her i 90’erne blive omtalt som skribent på lettere hjernedøde action serier, hvor han i 80’erne stod bag nogle af de største mesterværker såsom Watchmen, V for Vendetta mv.?
For tiden skriver Alan “From Hell”, som jeg føler er den bedste serie der udkommer for tiden. Ideerne og det arbejde der bliver lagt i serien er helt utroligt. Jeg syntes ikke at Alan er blevet dårligere i 90’erne, tilgengæld er det en skam at han laver alle de andre ting ved siden af, primært for penge, men man skal jeg jo have brød på bordet. I årene efter Alan forlod DC, havde han næsten ingen penge – bl.a. fordi hans forlag Mad Love kollapsede, da Bill Sienkiewicz ikke tegnede noget. Det medførte at han havde skattefolk efter sig, og problemerne hobede sig bare op.
Men er det ikke deprimerende at se ham blive refereret som forfatteren på WildC.A.T.S.?
Af hvem? Alan bliver stadigvæk nomineret til Harvey & Eisner priser, og der refererer de ikke til alle disse småjobs, men omtaler ham som forfatter på From Hell. Selvom en generation af 12-13 årige skulle betragte Alan som værende forfatter på WildC.A.T.S., er der stadigvæk en chance for at de begynder at læse Watchmen, From Hell eller Lost Girls når de bliver ældre, og så har det ikke været helt forgæves.
Overvejede du disse ting før du sagde ja til at skrive Spawn nummeret og Angela miniserien?
Ja, men jeg skrev Spawn fordi Todd spurgte mig, og jeg mente det kunne være sjovt. Jeg skrev Angela for min søn Mikey, der er 12 år gammel og syntes at Spawn er det bedste han ved i verden. Det var ganske fornøjeligt at skrive serien, og det krævede intet reelt arbejde. Hvis jeg skriver en hel side af Sandman i løbet af en normal arbejdsdag er det rigtigt godt. Angela nr. 1-3 tog ca. en dag pr. nr. – det var en fed fornemmelse, og jeg kan sagtens se attraktionen ved at skrive denne form for tegneserier. Jeg kan også bedre forstå, hvordan folk kan skrive 5,6,7 serien om måneden – du har folk som råber og banker hinanden, og du flere folk som råber og banker hinanden og det er bare fedt. Det ender nok med at jeg skriver en af disse serier om året, indtil Mikey holder op med at læse Spawn. Indtil det sker, vil jeg hygge mig med at skrive noget som min søn vil læse.
Man har en fornemmelse af, at specielt Vertigo forfatterne lægger hjerte og sjæl i de ting som de skriver, modsat de forfattere som skriver 6-7 superhelte serier om måneden. Var denne modsætning meget åbenlys da du skrev Angela?
Helt sikkert. Sandman har været en stor og udmarvende del af mit liv i 7 år, og jeg ser frem til at skrive den sidste linie. Angela var 3 dages let arbejde, – hvis jeg ville, kunne jeg påbegynde en Spawn miniserie imorgen, og hygge mig med at skrive den færdig i weekenden. Det kan slet ikke sammenlignes med 7 år med Sandman, som jeg har lagt hjerte og sjæl i.
Henrik Andreasen: Er det, at du er træt af Sandman, og at du gerne vil lave en god afslutning, grunden til at Sandman udkommer med så stor forsinkelse?
Det er delvist rigtigt. Sandman gik over til at udkomme hver 6. uge for en 4-5 måneder siden, og det blev også offentliggjordt, men der er åbenbart ingen der er klar over dette. Der er ingen tegn på at man har givet denne information videre, så Sandman udkommer næsten til tiden i modsætning til hvad man skulle tro. Michael Zulli som tegner de nuværende nr., tegner så hurtigt han kan, men han er ikke istand til at tegne et nr. på 28 dage, og da vi er så tæt på afslutningen af serien bekymre det mig ikke videre. Om 5 år vil ingen huske at de sidste nr. var lidt forsinket.
Jeg har bemærket, specielt med den sidste historie “The Kindly Ones”, at du har forsøgt at binde alle de forskellige figurer sammen på kryds og tværs, istedet for at overlade det til læserne at drage deres egne konklusioner, og derved fratage dem muligheden for egne fortolkninger. Er dette en bevidst handling?
Hvem hentyder du til?
F.eks. Rose Walker’s forbindelse til Desire, og hendes besøg i England, hvor hun gæster det hus Sandman blev holdt fanget i. Hvis historien kun havde omhandlet Sandman vs. The Three Witches, havde den ikke behøvet at fylde mere end 6-7 nr. istedet for 13 nr. Som historien formede sig, følte jeg, at du forsøgte at inkludere alt for meget information, så ingen bagefter var i tvivl om, hvem der var relateret til hvem.
Jeg følte at Rose Walker/Desire forbindelsen var ganske åbenlys i “Doll’s House” historien, og det overlod jeg da til læsernes fortolkning – var det ikke åbenlyst nok?
Det var det, men du underminerede den historie ved at du lod dem mødes igen, hvilket ikke var nødvendigt.
Det var sjovt, og det var hvad der skete i historien – de mødtes.
Henrik Andreasen: En masse mennesker skriver om, hvordan en historie har haft betydning for deres liv. Tænker du nogensinde over, hvilken effekt dine historier har på læserne når du skriver dem, med alle de ting du putter ind i dem?
Du skriver ikke for læserne, du skriver for dig selv. Jeg putter alle disse mærkelige referencer ind i mine historier, fordi jeg selv kan lide at læse sådanne historier. Jeg besidder en masse obskur viden, som jeg nyder at skrive ned, og det er min indgangsvinkel til at skrive historier. Hvis jeg møder en læser, der fortæller mig at han kom over sin søns død ved at læse mine historier – eller hvis en læser fortæller at han solgte narko på gaden som ung, blev hooked på Sandman og er nu igang med at læse religionshistorie på 3. år på universitetet – eller hvis en fortæller mig at ham og hans kone mødte hinanden fordi hun gav ham et nr. af Sandman, og nu er de gift og har 2 børn, og de vil gerne takke mig. Alt dette er vidunderligt, og utroligt sødt, men jeg skrev ikke historierne for at dette skulle ske. Jeg skrev dem ikke for at de skulle komme over deres søn’s død, eller få dem væk fra gaden, eller få dem gift – det bare noget som skete, men det er da rart når det går sådan. Det mærkelige med Sandman er, at ingen har skrevet ind og truet med bål og brand, hvis vi ikke fortsatte med serien. Jeg talte med Frank Miller om det – han blev truet på livet da han dræbte Elektra, men ingen har gjort det med Sandman.
I Sandman er der en masse referencer til andre kulturer og religioner, specielt i “Season of Mists” historien er der en masse forskellige trosretninger repræsenteret. Syntes du at religion er fasinerende?
Jeg elsker religion. Med “Season of Mists” historien forsøgte jeg at se, hvor stærk en struktur ophængningen af tvivl udgjorde. Jeg ville gerne se hvor meget jeg kunne rokke konventionerne, da det er en af de ting der fasinerer mig ved tegneserier. Jeg havde De Nordiske Guder, de Græske Guder, Orden & Kaos, engle og elverfolk ved siden af hinanden i en historie, og den kollapsede ikke. Det var interessant at se, at det kunne lade sig gøre at lave sådan noget.
Betragter du religion som en kilde til inspiration, eller tror du selv på noget af det?
Menneskehedens tro på religion føles utroligt beroligende og utroligt fasinerende, måden hvorpå folk tror på ting, og måden tro inspirerer folk og derved ændrer verdens gang. Enorme grusomheder er blevet – og bliver til stadighed begået p.g.a. religion, og de mest vidunderlige og uselviske som folk gør, sker ofte p.g.a. religion, og jeg elsker simpelthen denne tvedeling. Jeg bruger dog mest religion som en kilde til historier, da det er meget fasinerende læsning. Der er f.eks. interessante ting som De Glemte Skrifter, eller apokryfiske skrifter fra det 2. & 3. århundrede. Skrifter der fortæller om Jesus barndom, hvor Jesus går rundt og slår folk ihjel, findes i ethvert godt apokryfisk skriftsamling. Der er et sted i historien, hvor Josef af Arimathæa siger til den lille Jesus, – “hvis han ikke holder op med at slå folk ihjel, bliver han nød til at låse ham inde i huset”, da Jesus dræber alle som er onde imod ham.
Kunne du fortælle os lidt om dit forhold til musik, og hvilken form for inspiration du får fra musik, hvis du får nogen?
Jeg kan godt lide at lytte til folk som Lou Reed, Elvis Costello, Michael Nymann, Steven Sondheim, Tori Amos, Kate Bush mfl. Sange med fede tekster, – jeg er bl.a. meget glad for John Cale’s musik. Bliver jeg inspireret af musik? – selvfølgelig. Jeg får inspiration fra alle mulige ting, og musik er en naturlig del af dette. Skriver jeg selv sange? – ja, det er jeg bange for jeg gør, det er en vane som er svær at bryde. For nylig blev et par af mine sange indspillet af The Flash Girls, som er et lokalt band, og de kan bl.a. fås igennem forlaget Dreamhaven.
Er det ikke svært for dig, der er en meget intellektuel forfatter, at skrive til et medie, som primært er et følelses mæssigt medie?
Nej, det føler jeg ikke. Mine sange virker forhåbentligt på samme måde som mine historier. Det er fasinerende hvad sange kan bringe frem i folk, – sange er lidt ligesom tegneserier, små indkapslede følelsesmæssige øjeblikke.
Men folk lytter normalt ikke til teksterne, men reagerer til rytmen, hvor dine historier er rettet mod deres hoved ikke deres krop?
Ja, men det rare ved musik er at det har den samme effekt som tegneserier. Du kan lave meget underlige effekter med musik, såsom at lave en rigtig sød melodi med en rigtig ubehagelig tekst, som folk uden tvivl vil danse rundt til, uden nogensinde at lytte til teksten. Der er en sang ved navn The Girl Needs A Knife på det nye Flash Girl lp som jeg skrev, hvor jeg har forsøgt at opnå denne effekt. Sangen har den sødeste melodi, mens teksten handler om, hvorfor en pige har brug for en kniv. Det er en kærlighedssang fra en pige til hendes kniv, hvor hun bl.a. synger “I bought myself a new knife, it has a channel down the side for the blood to run”
Jeg læste et sted, at din gode veninde Tori Amos har dannet en organisation ved navn R.A.I.N., der hjælper folk som er blevet voldtaget eller misbrugt. Er du medlem af denne organisation?
Nej. Alt for meget af min tid bliver i forvejen brugt på “The Comic Book Legal Defense Fund”, men jeg er sikker på, at jeg ville hjælpe til, hvis Tori spurgte mig.
Tror du, at offentlige personer som dig selv, kunne gøre noget for at skubbe tingene i den rigtige retning, ved at give din mening til kende offentligt omkring forskellige ting?
Tilkendegivelser/meninger som disse er noget jeg normalt forsøger at fortælle igennem mine historier, og jeg foretrækker at blive ved med at gøre dette. Jeg mener dog det er vigtigt at forsyne folk med en telefonkontakt ligesom R.A.I.N. gør, hvor folk kan ringe ind, hvis de er blevet voldtaget eller misbrugt.
For tiden er du igang med at skrive en TV-serie til BBC. Hvor langt fremme er du/i med denne serie?
Vi påbegynder optagelserne den 15. januar 1996, og vi skal til at caste skuespillerer i løbet af et par uger. Serien er på 6 afsnit og hedder “Neverwhere”, og den foregår i en magisk verden under London. Ligesom Sandman, er denne TV-serie skabt ud fra det princip, at det skulle være noget jeg godt selv ville se. Jeg har det godt med, at jeg har haft mulighed for at skabe den form for TV som jeg selv godt vil se. Der er engle med, og rotter, nogle Dicken’s lignende skurke, og mystiske kvinder der kan åbne døre mv.
Hvordan vil du beskrive Neverwhere. Hvilken slags serie er det?
Jeg kan ikke komme i tanke om noget der ligner den. Noget af det er sjovt, noget af det er uhyggeligt – det er lidt ligesom Sandman, uden overhovedet at være som Sandman, men Sandman er den eneste jeg kan komme i tanke om at sammenligne den med.
Jeg er blevet fortalt at der skulle være en Sandman film undervejs. Tror du at den nogensinde bliver lavet, og hvad synes du om, at der bliver lavet en Sandman film?
Indtil videre har jeg formået tale dem fra det 3 gange, men nu ser det ud til at Warner Brothers laver den, og jeg har lige fået tilsendt en kopi af det nye manuskriptet. De eneste møder jeg har haft i forbindelse med Sandman filmene har formet sig på følgende måde: jeg blev fløjet ud til Hollywood, hvor jeg mødte en masse menesker som spurgte hvad jeg syntes om at Sandman blev filmatiseret, og jeg ville hver gang fortælle dem, at jeg syntes det var en forfærdelig ide. Jeg har tidligere snuset lidt til Hollywood i forbindelse med min bog “G.O.” skrevet sammen med T.P., hvor jeg nåede så langt som at skrive et manuskript, omgivet af Hollywood galskaben, og det hang mig langt ud af halsen. TV mediet, specielt i England, er et forfatter medie. Serierne bliver ikke skrevet af idioter, som sidder omkring et bord og overveje om det ville være ok at sige “lets cut to the chase”. Det sjove, set fra min synsvinkel, er ikke selve jagten (chase), men alt det der sker optil og efter jagten.
Har du nogen form for inflydelse på den nye Sandman film?
Jeg har ingen indflydelse ud over det faktum, at jeg har skrevet tegneserien. Jeg har læst manuskriptet, og det følger serien meget fint, men hvor meget af det, der holder frem til den endelig film, er svært at sige.
Vil dette afholde dig fra at afslutte Sandman?
Nej, Sandman stopper med nr. 75.
Du har sagt til DC, at hvis de udgav Sandman igen, ville du ikke længere arbejde for dem. Er du ikke bange for at de vil se stort på dette, hvis Sandman filmen går hen og bliver en succes?
Det er en meget simpel aftale jeg har med DC, en simpel ligning. Sandman stopper når jeg stopper, og jeg vil fortsætte med at lave andet arbejde for DC. Hvis Sandman ikke stopper, eller hvis de starter serien igen med andre forfattere, vil jeg ikke længere arbejde for DC, det er ganske simpelt. Det kunne tænkes at de vil gøre dette, de har ret til at hyre andre til at skrive serien, og gøre med den hvad de vil. Det kan de gøre, men så kan jeg bare ikke arbejde for dem mere.
I en artikel i Seriejournalen sidste år, blev du sammenlignet med Quentin Tarantino. Hvordan har du det med denne sammenligning?
Jeg kunne virkelig godt lide Pulp Fiction, True Romance og Håndlangerne var også ok film, men jeg kedede mig lidt. Jeg var begejstret for Pulp Fiction fordi den lavede nogle virkelig fede ting med historier. De andre film syntes jeg også var interessante, men de gik hen og blev til historier om folk, der skød hovedet af hinanden. Dette er også er helt fint, men jeg er bare ikke en så stor “skyd hovedet af folk” fan, det er ikke noget jeg går op i. Generalt er hans dialog total fed, og jeg var vildt begejstret for måden Pulp Fiction var struktureret på, det var bare så smukt lavet.
Kunne du se dig selv lave noget så voldeligt?
Jeg kan skrive -og har skrevet voldsfiktion. Bl.a. Sandman #6, som sikkert stadigvæk er den mest uhyggelige/ubehagelige tegneserie i det sidste årti, og i Sandman #14 skrev jeg om en massemorder kongres, som på sin egen måde også er den mest uh./ub. tegneserie i det sidste årti. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg er interesseret i disse ting, selvom det er let at skrive. Du har mulighed for at virke på en meget fysisk måde, og du kan der-igennem påvirke læserne med en umiddelbarhed.
At skrive voldsfiktion er nemt, men at lave noget som Pulp Fiction kræver dygtighed?
Voldsfiktion er nemt at skrive. Jeg syntes det var interessant, men det jeg faldt for ved Pulp Fiction var ikke al volden, det var alle de andre ting. Det var nogle gode skuespiller præstationer, og jeg var vild med det ansigtsudtryk de lavede, da det går op for dem at de har skudt hovedet af fyren på bagsædet, det var en af de sjoveste scener i filmhistorien, – det syntes jeg er sjovt.
Der er i offentligheden en ubredt accept af bog forfattere, mens det modsatte gør sig gældende for tegneserie forfattere. Hvordan har du det med den forskel, og mærkede du noget til denne, da du vandt World Fantasy prisen for Sandman #19?
I bund og grund er jeg ligeglad, og hvis det var noget der gik mig på, skrev jeg nok ikke tegneserier. Jeg ville sikkert skrive respektable ting. Jeg nyder at jeg vandt World Fantasy prisen, jeg nyder at “Angels and Visitations”, min samling af korte historier, vandt den International Horror Critics pris for årets bedste samling af korte historier. Jeg nyder det faktum, at jeg de sidste 3 år har haft en historie med i “Years Best Antologies”, der indeholder årets bedste skræk og fantasy historier. Jeg nyder dette, fordi hver gang jeg møder nogen som syntes at det ikke er fint at skrive tegneserier, nævner jeg bare alle de priser jeg har vundet, p.g.a. at jeg har skrevet tegneserier.
Kæmper du også, ligesom Will Eisner, for at få tegneserier accepteret som et litterært medie?
Jeg så meget gerne at vi/tegneserier blev accepteret som et litterært medie. Jeg ved ikke om det er en tabt kamp, i disse dage føler jeg at litteratur som helhed er en tabt kamp. Der er 100,000 som køber Sandman hver måned, salgstal som de fleste forfattere vil begå mord for at opnå. Vi sælger over 1 million eks. af Sandman om året, og deri er ikke engang medregnet alle opsamlingerne. Og folk læser de nr. som de køber. Folk køber ikke 3-4 kopier af hvert nr. som de ligger til side for så ikke at læse dem, de køber dem – læser dem – og så giver de dem til venner og bekendte som så læser dem. Jeg er den mest læste forfatter, når man ser bort fra folk i John Grisham & Stephen King’s klasse, og det er herligt, det er derfor jeg skriver. Jeg skriver for at blive læst, jeg skriver til læsere.
Du nævnte tidligere at du skrev Angela miniserien for din søn Mikey, så han kunne læse noget du havde skrevet. Betyder din familie meget for dig, og bliver du inspireret af dem?
Ja, jeg bliver inspireret af min familie, og ja de betyder meget for mig.
Var nogen af dem en inspirationskilde til den børnebog du har skrevet?
Ja. Jeg skrev fornylig en børnebog ved navn “The Day I Swapped My Dad For Two Goldfish”, som White Wolf udgiver i 1996 med illustrationer af Dave McKean, og den handler i høj grad om mine egne børn. Det væsentligste en familie gør, er at de sørger for at du bibeholder begge fødder på jorden, – du oplever aldrig fornemmelsen af at du er bedre end de andre. Hvis du er en del af en familie, bliver du aldrig vigtigere end de andre, du er en del af en helhed/livscyklus. Du ser dine børn vokse op – jeg har selv en datter på 10 måneder, som lige er begyndt at gå. Inden længe vil hun begynde at snakke – så begynder hun i skole, og før jeg ved af det, er hun færdig med universitetet og ved at stifte familie. En skønne dag bliver jeg gammel og dør, og hun vil komme til min begravelse. Man føler lidt som om man er en del af en livscyklus, en del af en strømning igennem tiden.
Var det din familie eller dig, som ville flytte til galehuset USA?
Det var faktisk min kone, hun er amerikaner. Hun besluttede, at nu var det min tur til at bo i et fremmed land, efter at hun havde holdt England ud i 10 år.
Som forfatter har du mere eller mindre gjort din hobby til dit levebrød. Er det ikke svært at adskille arbejde og fritid, modsat “almindelige” mennesker som arbejder fra 8 – 16.00?
Det kan man godt sige. Jeg er temmelig misundelig på mennesker som har et almindeligt arbejde – de har fri i weekenden – de tager på ferie – de holder fri i julen – de tager på ture om sommeren og de arbejder ikke hele natten. Det må være virkeligt rart, at kunne stå op om morgenen, og gå i seng om aftenen. At komme hjem fra arbejde, – sidde og slappe og se lidt fjernsyn – det må være rart, det savner jeg.
Henrik Andreasen: Nogle tegnere og forfattere har mærkelige arbejdsvaner/-tider, kunne du fortælle os lidt om dine?
Jeg står op mellem kl. 10 & 14, hvor jeg starter med at ordne diverse småting og ringe rundt til folk. Dette går der normalt et par timer med, så spiser jeg, putter mine børn i seng, hvorefter jeg begynder at arbejde, hvilket jeg gør indtil kl. 4-5 om natten.
Hvordan kan det være at du arbejder så sent?
Telefonen ringer ikke, folk ringer ikke til dig efter midnat.
Har du altid arbejdet sådan, eller har det udviklet sig over årene?
Jeg har næsten altid arbejdet på denne måde.
Efter i så mange år at have arbejdet som forfatter, føler du så at der har været en ændring i balancen mellem inspiration og hårdt arbejde?
Der er helt sikkert punkter hvor denne balance ændring er udtalt, – f.eks. har jeg sagt alt hvad jeg vil sige med Sandman. Jeg har helt sikkert udtømt hvad jeg ville sige med disse temaer og figurer, men det gør sig ikke gældende med andre ting. Når jeg starter på et nyt projekt er det normalt meget let, da jeg ikke tidligere har berørt dette emne, men du smider ikke om dig med ideer som tidligere. Da jeg starter med at skrive, brugte jeg ideer på samme måde som en fuld sømand, der havde orlov. Du er ude og male byen rød, – vil du have nogle ideer, værsgo her er et dusin ideer.
Var det fra starten meningen, at Sandman skulle fungere som et sted/univers, hvorfra du kunne fortælle historier indtil du løb tør og lukkede og slukkede, – eller var det noget der skete undervejs?
Intentionen med Sandman var lige fra starten, at den skulle fungere som en maskine, du kunne fortælle historier med. Maskinen skulle selvfølgelig også være en historie i sig selv, en historie som også havde en afslutning. Alle historier slutter med, at de alle levede lykkeligt til deres dages ende, og det er bare et spørgsmål om, hvornår man ønsker denne slutning skal indtræffe og så stopper man. Slutning i Sandman #1 har i mine øjne altid været afslutning på Sandman #75, det er det der begyndte i Sandman #1. Hvorfor gik de tilbage til huset, hvorfor vågnede Alex Burgess, det var historien vi påbegyndte i Sandman #1, der sluttede med at de faldt i søvn, men det er indlysende at historien ender med at Alex Burgess vågner op.
Så den egentlige afslutning er Sandman #72?
Ja det er det, 72 er vejs ende. Nr. 73 afslutter historien om Robert Gadling, som vi påbegyndte i nr. 13. Nr. 74 er den sidste af “Soft Places” historierne, og nr. 75 er den sidste Shakespeare historie, der afslutter hvad vi begyndte på i Sandman #19.
Hvad kan vi forvente fra dig i fremtid, og hvilket medie ser du dig selv arbejde med?
I kan helt sikkert forvente at se en masse historier, i en del forskellige medier. Jeg kan ikke forestille mig selv holde op med at skrive tegneserier, men der er masser af ting jeg endnu ikke har prøvet. Jeg kunne godt tænke mig at skrive en musical, det kunne være sjovt.
Er det et medie du er fascineret af?
Nej egentlig ikke, men det er endnu af disse mærkelige størrelser ligesom tegneserier, som man kan lave underlige ting med. Jeg kan godt lide, at du har disse små indkapslede følelsesmæssige øjeblikke. Der er en umiddelbarhed forbundet med, at du har folk på scenen, der pludselig bryder ud i sang. På den ene side er det meget uvirkeligt, fordi folk bryder bare ikke ud i sang, men på den anden side er det noget du sagtens kan forholde dig til, og det kan jeg godt lide. Der er endnu et par medie, og endnu et par historier jeg gerne vil fortælle, før jeg ligger min pen på hylden.