En tilfældig fredag havde jeg kastet mig ud i snevejret. Bevæbnet med blok, pen og et digitalt kamera, og med morgenkrydderen stadigvæk siddende mellem tænderne, så drog jeg af sted. Langt skulle jeg ikke og jeg glædede mig tilligemed. Jeg skulle interviewe en af de store gentlemen indenfor dansk tegneserie, og jeg havde forberedt mig på sædvanlig vis. Ringet i forvejen, fortalt lidt om min blog og i det hele taget gjort pænt reklame for min mission. Det havde jeg nu slet ikke behøvet, for Uffe havde skam fulgt med og jeg var meget velkommen.
Jeg skrev store gentlemen ovenfor, og det vil jeg gerne indlede med at uddybe. Givet er, at når man er kunde i en virksomhed eller butik, så forventer man vel en smule opmærksomhed og høflighed. Det er sådan jeg altid har troet det måtte være, men mange års erfaring som almindelig kunde rundt omkring i København, har fortalt mig, at sådan er det ikke altid. Slet ikke. I tegneseriebutikker er det dog anderledes. Kundesortimentet er begrænset og de forskellige butikker har en behørig interesse i at værne om sine kunder. De gode kunder er de nye kunder, og de bedste kunder er dem der vender tilbage…
Og når jeg tænker på høflighed, imødekommenhed, viden og hjælpsomhed, så kan jeg kun komme i tanke om 2 personer. Først og fremmest Sivert fra Faraos Cigarer, men i dennes slipstrøm ville jeg også nævne Uffe. Lad mig berette om to klokkeklare og selvoplevede situationer, som kendetegner mit billede af Uffe. Jeg husker nemlig mit første møde med manden. Det var for flere år siden og jeg havde store planer med min egen Anders And samling. Antikvariatet på Amagerbrogade havde jeg fået anbefalet, og nu stod jeg der og kunne vælge og vrage mellem en masse gode sager. Som endda også var yderst rimelig for min pengepung.
Der var et væld af bøger. Ja, det er der selvfølgelig stadig. Og jeg fik samlet mig et par gode kasser sammen, herunder en komplet årgang 1959, som jeg manglede men ikke havde råd til. Uforklarligt stadig den dag i dag, og fuldstændig uden at jeg ville det, så kom denne årgang med i poserne og i kasserne, og jeg opdagede først at jeg havde disse ekstra 52 blade, da jeg sad i toget mod Slagelse. Jeg blev selvfølgelig rød i hovedet, og skyndte mig at ringe til Uffe. Jeg så allerede for mig, at dels skulle politiet indblandes, og dels ville min karriere som samler være død, da jungletrommerne nok hurtigt ville stemple mig som forbryder. Men nix nej – Uffe sagde meget venligt, at det havde han ikke engang bemærket, og at jeg bare kunne kigge ind engang det passede i mit kram. Goddammit.
Og forleden mens jeg var hos Uffe, så kom der også en ung knøs på omkring 10 år. Han havde fundet et Anders And blad, som han ville købe. Han stolper op til Uffe ved disken og spørger hvad bladene koster. Uffe svarer, at de koster 2 kroner stykket. Nå, svarer knægten, jeg har vist kun en krone. Hertil svarer Uffe, at i dag koster de 1 krone stykket. Drengen afleverer 1 krone for sit blad, men finder så endnu en krone i lommen og vil aflevere den til Uffe. Næ – find du bare et blad mere, eller gem kronen til en anden dag, lød svaret. Igen en flot demonstration af overskud og kundepleje.
Så jo – jeg var i gode hænder og havde forberedt en serie af spørgsmål. Kaffen var varm, kunderne væltede ind og musikken spillede sagte. Jo – det var en god fredag og jeg nød det.
Uffe – hvorfor står du her i biksen, dag ud og dag ind. Uge efter uge, måned efter måned? Hvordan startede det? Bliver man rig og lykkelig af at eje et antikvariat?
Tjoe, jeg er jo glad for at stå her. Jeg er min egen herre og synes dels at jeg møder mange spændende mennesker, fra alle samfundslag, og så kan jeg jo i bund og grund godt lide bøger. Jeg får mange input, både fra reolerne og så sandelig også for de mange kunder der kigger forbi. Det er vist sådan, at ca. 75 % af mine kunder er stamkunder, og… ja, det er vel en slags social institution og butik på en og samme gang. Jeg er vel blevet en slags mental barber…
Det startede da jeg var 19 år gammel, det var i 1984, da jeg arbejdede i et antikvariat. Jeg fik nys om at der var en mulighed for at overtage et større antikvariat, der var konkurstruet, så jeg gik tiggergang i en pokkers masse pengeinstitutter, og til sidst var der en bank der forbarmede sig, og ville låne mig penge til biksen. Startet var frygtelig hård, for jeg skulle jo finde ud af hvad der var af inventar, få det struktureret og sortere hvad jeg ville satse på og hvad jeg ikke ville satse på. Det var en meget hård tid hvor timerne hurtigt blev lange. Der var jo en årsag til at antikvariatet ikke gik så godt, og det image skulle jeg jo forsøge at vende. Køberne var anderledes den gang, det var mest yngre mennesker, i modsætning til i dag, hvor de yngre kunder ikke er så flittige til at komme…
Lykkelig? Ja, det synes jeg da. Jeg er dagligt omgivet af ting jeg holder af. Rig? Nej, ikke rigtig. Det tror jeg ikke at jeg bliver, så skulle jeg nok have valgt en anden branche.
Her vælger jeg at holde en lille pause. Mine skriverier i min lille blok standser, for på væggen ved siden af mig er der noget der skriger…
En smuk Blake og Mortimer plakat i ramme. Hold da op, hvor er den flot. Det ER kunst, udbryder jeg spontant og bliver ikke modsvaret. Den har jeg købt, fortæller Uffe, som nærmest nu kan læse mine tanker, af en anden samler, Rune, som du måske kender for det var ham der for nogle år siden lavede æsker til Benoit Peeters store Tintin bibel. Jeg købte i alt 3 af ham, og de øvrige 2 hænger derhjemme. Jeg skulle bare eje dem, for jeg elsker simpelthen Blake og Mortimer…
Her ville jeg lige teste Uffe, og samtidig lade op til mit næste spørgsmål, om at samle.
Ville du betale hvad for helst? For eksempel 10.000 kroner for sådan en plakat? Eller spurgt på en anden måde, er der en øvre grænse for hvor meget ting må koste?
Ja – der er en øvre grænse, som heldigvis er udefinerbar og påvirkelig af hvad jeg har råd til, og hvor meget jeg VIL have fat i objektet på.
Hvad så, er der også bøger når du kommer hjem? Og hvis der er, hvad siger din familie, dine venner og hvor pokker stammer interessen fra?
Jo, det må jeg nok erkende, at der er, lyder svaret. Jeg samler jo. Jeg elsker jo bøger og blade og elsker især at læse tegneserier. Der er noget overskueligt over det, og cocktailen mellem tekst og billede er en drink jeg holder af. Jeg har altid interesseret mig for bøger og tegneserier, så min kone vidste hvad hun gik ind til og hun har det fint med det. Med tiden har jeg jo også lært at begrænse mig, og har også indrettet mit eget rum. Udelukkende til mine tegneserier og mine øvrige samlinger. Jeg samler nemlig på andet end blot bøger og tegneserier, og har flere ’dvale-samlinger’, som jeg engang får tid til at kaste mig over mere grundigt end tilfældet er lige nu. Hvor selve interessen kommer fra, er vanskeligt at svare på, men jeg kan konkret zoome ind på en hændelse, der får mig til at erkende mit samleri. Det var som 14 årig, da jeg lånte 5000 kroner for at købe en komplet samling indbundne Anders And’er, fra 1949 og frem til 1975. Med Solohæfter, B-hæfter, Ekstra-hæfter, månedshæfter, det hele. Og af omveje fik jeg at vide, at Simon Spies var på udkig efter en andesamling, og Simon Spies fik åbenbart at vide, at jeg var indehaver af en sådan samling. Og jeg fik et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. 7000 kroner skiftede hænder og i tilgift fik jeg en stak gavekort til Søernes Vandcykeludlejning, som var noget af det helt hotte dengang… Der indså jeg, at tegneserier var ikke kun kunst og gode læseoplevelser for mig, men også at der kunne være en slags forretning i disse albums, blade og bøger. Der oplevede jeg en underlig følelse, at det var i den retning jeg skulle gå. Min familie frarådede det naturligvis. De mente det var usikkert, ikke rentabelt og frem for alt kedeligt, men jeg vidste hvad jeg ville.
Hvilke tegneserier står dit hjerte nærmest? Og hvorfor?
Anders And bragte mig ind i tegneseriernes univers, og jeg elskede Barks. Jeg boede i en årrække i Sverige, og dels var bladene helt perfekte for en lille knøs som mig, dels kunne jeg også holde det danske ved lige. Men selvom jeg har en stor plads i hjertet til ænderne, så er det snarere den franske og belgiske tegneseriebølge, der vel peakede i slutningen af 80’erne, som jeg holder allermest af. Jeg holder af Milo Manara, af Guiseppe Bergmanns trilologi, af værker som Fantasier fra forstæderne, af menneskeomsejling under huden af Boucq, af De Hemmelighedsfulde byer, og… ja, der er mange jeg kunne nævne. Mange. Med den franske og belgiske tegneseriebølge oplevede jeg, at tegneserierne pludselig åbnede sig som en kunstart, at der var meget mere end blot en godt plot og nogle naturtro tegninger. Der var vel tale om en slags åbenbaring, at disse bøger, disse album, reelt havde meget mere at byde på.
Har du orden i din samling? Står dine værker numerisk, alfabetisk og hvis ja, hvorfor?
Ja – jeg har orden. Både numerisk og alfabetisk. Dels for at holde orden, dels er jeg vel en smule miljøskadet af at være her, men generelt så tiltaler orden mig. Her afbryder vi begge. Jeg mine skriverier og Uffe sin tale. Vi er nu fælles om de samme tanker. Hvorfor? Hvorfor gør vi det? Og igen vender jeg tilbage til et emne der tidligere (og stadig) optager mig, nemlig hvorfor bliver man samler. Er man nysgerrig, så kan jeg henvise til www.serieland.dk hvor artiklen ’Offer for en samler’ behandler dette emne. Jeg tænker også på min samtale med Don Rosa fra Komikmessen 08. Vi berørte emnet Obsessive Compulsive Disorder, for også Don Rosa har orden i sine samlinger, alfabetisk og numerisk. Dengang blev Don og jeg enige med hinanden om for fremtiden at kalde det Obsessive Compulsive Order i stedet for.
Men efterhånden som jeg blev etableret som far og ægtemand, så svandt tiden jo også. Man kan ikke på samme måde som før dyrke sin last. Der er familiære hensyn at tage, og det er også godt.
Hvad holder du af nu, altså hvad læser/dyrker du af nyere sager, eller gamle? Og samler du på andet end bøger og tegneserier?
Jeg er vel mest af den gamle skole, men har da kigget lidt på Grafic Novel genren, men ellers er det travere som Tardi, Boucq, Hermann, Jodorowsky foruden selvfølgelig at følge op på min samling. Udskifte til bedre eksemplarer for eksempel. Stand betød ikke så meget da jeg startede. Da handlede det om at få sagerne og læse dem, nu er jeg blevet mere kræsen og skifter derfor ud til pænere eksemplarer. Jeg har altid behandlet mine album godt og nænsomt, men ser jeg et eksemplar der er pænere, så skifter jeg ud…
Og jo – jeg samler også på andet end bøger og tegneserier. Jeg samler på kunst, figurer, lithografier, lp’er og den slags.
Uffe er en af de få meget uheldige samlere, der har oplevet at få sin samling stjålet. Og dengang det skete var det ikke bare et par håndfulde album og en stak blade. Næ – det var 15 propfyldte flyttekasser med album og blade. 15 styks mine damer og herrer. Og han fik nul og et prut i erstatning. Sagen var, at Uffe og familien skulle på ferie mens lejligheden skulle renoveres. De folk der skulle varetage renoveringen havde fået overdraget et sæt nøgler, og det var sådan at de ’glemte’ at låse efter sig. Da der således ikke var tegn på indbrud, så ville forsikringen ikke dække noget som helst. Lidt af et hårdt slag for Uffe, og det tog han da også et lille års tid at komme til hægterne på ny. Forstået således, at man skulle afgøre om man ville opbygge samlingen på ny. Det valgte Uffe, og det er han glad for den dag i dag.
Mit sidste spørgsmål til Uffe var, hvilke råd han ville give til de nye samlere. Og svaret kommer prompte: Man skal købe det dyre og pæne album. Det kan man lige så godt gøre, først som sidst, man ender alligevel med at skifte ud, og det bliver på sigt dyrere…
Og således slutter dette indlæg. Jeg havde mange flere spørgsmål og Uffe endnu flere svar, men jeg vil slutte her, og forsætte på Serieland inden længe, for der har jeg lovet at følge op på min artikel ’Offer for en samler’. Så – tak for opmærksomheden.
I april måned kan Uffe fejre 25 års jubilæum som indehaver af antikvariatet på Amagerbrogade. Der er 25 % rabat på alt…