I søndags besøgte jeg Märklinmanden. Det lyder lidt som titlen på en gyserfilm, men det er det nu langtfra. Det eneste gysende jeg sådan umiddelbart kan komme på, er hvor længe jeg har syltet denne artikel. Der har været det ene og så det andet, men nu skal det være. Märklinmanden skal på skinner og vi skal derudaf.
Indledningsvis må jeg sige, at jeg selv har været bidt af tog. Lige siden jeg som Lille Berti lod mig begejstre af de store MY’er i slutningen af 60’erne, har jeg altid haft et kærligt og særligt forhold til disse store tunge maskiner. Dels når jeg selv lod mit flæskede legeme fragte mig fra sted til sted, men også som bidrag i film. Især holder jeg af gamle danske film, hvori der indgår lokomotiver, stationer og den slags, men også en film som Chicago-ekspressen med Gene Wilder, hvori Wilder for første gang danner duo med Richard Prior, syntes jeg der er gods i. Hvorfor? Jeg ved det ikke, en slags bizar nostalgi, måske?
Men derfra og så til at samle på tog, på skinner og den slags, der er nu et stykke og det var med denne forudindtagede holdning at jeg lod familie og pligter være, og cyklede ned for at møde en togmand – Märklinmanden.
Der var nu ikke noget skørt eller obskurt ved dette møde, en helt almindelig flink mand med familie og hang til tog. Da jeg selv er lidt til ænder, så accepterede jeg nu straks denne tog-mani, og lidt efter lidt, som interviewet efterhånden tog fart (fik I den – en lille sjov sag, jeg lige fandt på) var jeg selv hooked og endda mere end det. Så første advarsel – tog smitter. Anonymitet har manden, for tog-mani er en dyr hobby. Og da navnet Märklinmanden rummer gru og rædsel hos nogle, glæde og forventning hos andre, så er hovedpersonen i denne artikel navnløs, på nær det besynderlige tilnavn – Märklinmanden.
Det begyndte en lørdag aften, det var i 1974, beretter Märklinmanden. Min far kom ind i stuen med 2 store kasser, hans egen togsamling, og jeg stod der, 7 år gammel, og forundret og fascineret og så til, alt imens skinner, lokomotiver, vogne, landskaber langsomt begyndte at forme sig, og jeg måtte knibe mig selv en ekstra gang i armen, da far inviterede mig med. Mit liv fik en ny drejning, en helt ny dimension. Det var min fars gamle tog, som han selv havde leget med som lille, og nu sad vi der, far og søn, og legede med det samme legetøj. Det var, når jeg tænker efter, en lille bane vi fik bygget første gang. En oval bane med et enkelt lokomotiv, men for mig var det stort. Og jeg vidste vel egentligt ikke andet, for jeg havde jo ikke oplevet dette før. Aldrig set en togbane. Så det var stort. Meget stort. Far måtte have skønnet at jeg nu var gammel nok til at have med dyrt isenkram at gøre, for efter denne lørdag blev det til flere, og det var reglen snarere end undtagelse, at vi kørte lørdag aften. Størrelse skulle snart blive korrigeret, for få måneder efter dukkede far op med endnu en kasse. Denne gang er gave til lille mig, og mine øjne blev som Rundetårn, da der i denne kasse var flere skinner, et ekstra sporskifte og en ekstra strømforsyning. Nu kunne man, med fars tålmodige hjælp og vejledning, køre med 2 lokomotiver på en gang.
Lørdage blev til hverdage og jeg kørte nu dagligt. Byggede og kørte, og med en masse fødselsdage og juleaftener, så blev det efterhånden til en ret stor samling jeg selv fik.
Men alting har en ende, og da jeg var 14 var det slut. Jeg gad ikke mere, og som i Toy Story II, så blev det hele pakket sammen. Epoken var slut og livet som teenager skulle leves og dyrkes. Det var tøsebørn og knallerter. Skidtet blev pakket sammen, noget endda solgt. Resten fik en plads på det støvede loft, og der lå de så, togvogne, lokomotiver mm. og samlede støv – samt kræfter, for i 1995, da jeg sad i min egen lejlighed, så bankede det pludselig på døren. Udenfor stod min gamle far, og han havde medtaget mit gamle tog. ”Du glemte det her, da du flyttede”, sagde han, og med et var det som om historien gentog sig. Gensynets glæde er forunderlig. Og så stod jeg der. Var jeg 7 år igen? Eller var det bare et magisk øjeblik? Ud kom skinner, lokomotiver, vogne, huse, landskaber…
Og siden har mit liv været anderledes. En daglig glæde. En stille syssel.
Her lagde jeg papir og pen. Øjeblikket skulle opleves og ikke kun via skriveri. Foran mig stod der en voksen mand, men også en livshistorie. Et link der forenede generationer. Som spor der forbandt.
Måske skal det lige nævnes, at når jeg skriver skinner, vogne og lokomotiver, så er det for at bevare overblikket selv, for der er en detaljerigdom i denne lidenskab, og en masse ord jeg hurtigt ville anvende forkert. Lad mig nævne et par: pantograf, strømoptaget, retningsomskifter, MFX-dekoder…
You see? Det ville hurtigt gå galt. Så det vil fremover stadig hedde skinner, vogne og lokomotiver.
Herfra tog interviewet en drejning. Jeg var nu selv opslugt af alle disse besynderlige tunge maskiner (et lokomotiv vejer, skal jeg hilse og sige), selvom tyngden mere refererer til kræfter end vægt. Og denne nye verden der var ved at åbenbare sig, fik min spørgelyst til at stige.
Jeg måtte have ord. Hvad er fascinationen? Nostalgi, javist, men der MÅ være mere end det, tænkte jeg.
I gamle dage, smilede Märklinmanden og forsatte, var togene ganske simple, og det samme kan siges om banelegemer, skinner og den der særlige toglyd. Toget kunne da tude, det kunne bakke og køre fremad, og så kunne man tænde og slukke lyset. I dag er det meget anderledes. Man anvender digitale MFX-dekodere, der qua sin kapacitet kan styre og kontrollere helt op til 80 lokomotiver samtidig. Et eksempel på udviklingen, som nok i sin enkelthed virker lidt nørdet, er lokomotivets lyde. Stort set samtlige tog i dag, har specielle lyde. Maskinerne har indbygget lyddele, så man kan høre (og selv styre) hvordan lokomotivet arbejder, hvordan det opstarter mm.
Du skal tænke på, kære Berti, at dengang i 60’erne, var togene jo tiltænkt børn. Og det du ser her, siger han og peger på et sort lokomotiv, var det jeg legede med dengang. Lidt slitage hist og pist, men for pokker mand, det virker. Så længe efter. Det er da kram. Det holder. Sammenlign blot med det legetøj man kan købe i dag. Plastic og den slags. Det forgår. Legetøj stilet imod børn der har over 40 år på bagen, og som stadig fungerer. Det ser man ikke ofte i dag.
Leger du med det, hører jeg mig selv spørge.
Både ja og nej, lyder svaret. Jeg leger jo ikke i traditionel forstand. Jeg laver ikke baner. Jeg har været medlem af en tog-klub i Rødovre, men det er jeg ikke længere. Det var lidt for – her savnede vi begge ord – virkelighedsfjernt på en måde. Måske lidt for skørt. Selvom det også var sjovt. Klubben består af mænd, og disse mænd har bygget en bane på mere end 800 meter spor, og de forskellige lokaler er konstrueret så de ligner f.eks. Hovedbanegården, det næste lokale er så en tro kopi af Fredericia Banegård og så fremdeles. Man mødes så og snakker, ser, bytter, pudser og hygger sig, og en gang om måneden er der køredag. En gang om måneden, der ligger og står voksne mænd og kigger på deres kørende legetøj. Nej – jeg stoppede. Jeg har nok i at have min samling, som jeg selvfølgelig har i deres originale kasser, med originale brugsanvisninger og den slags. For det skal det være. Og så tager jeg samtlige loko’er frem en gang om året. Pudser dem og prøvekører dem inden de atter ryger tilbage i kassen.
Det er ikke engang nødvendigt at togene kan køre, siger han så pludselig, Märklinmanden, og jeg spidser ører. Forstår du, forsætter han, det er selvfølgeligt godt hvis der er en vis funktionalitet, men det afgørende for mig er, at det er det originale tog, den originale indpakning, at brugsanvisningen er til stede og at det originale oliepapir er der…
Oliehvadfornoget?
Oliepapir. Det omkranser tog og vogne. Giver en vis fugtighed og malingen ikke mister glans og krakkelerer.
Og der forstod jeg alt. Manden var ikke gal. Manden var passioneret, og jeg drog paralleller til mine andevenner, der selv kan blive gejle af en blå farve, en rustfri klips og en sjælden variant. Vi var fæller fra det øjeblik. Samlere er tossede, ikke gale, men tossede. Passioner og lidenskab. Det er os.
Jeg var nu fyr og flamme. Hev og flåede nu i kasser og åbnede reoler. Jeg ville se tog, jeg ville røre ved dem, og nu hvor juletiden er forstående, så ønsker Berti sig brændende et startsæt. Men hvad består et sådant af?
Tjoe – de findes og de er såmænd ganske gode til begyndere, smiler min nye ven. For ca. 1000 kroner kan man faktisk få et udmærket startsæt, og det vil sandsynligvis bestå af ét lokomotiv, 2-3 vogne, en transformer og en skinneoval, så man kan køre rundt. Men det vil du sikkert hurtigt finde kedeligt, så brug lige 1000 kroner mere, og få dig nogle sporskiftere, f.eks. et dieseltog med forskellige funktioner og en mobilstation. Så er der leg i timevis. Rådet er hermed givet videre, men hurtigt skal jeg nævne, at denne hobby ikke er helt billig. Slet ikke. Märklinmandens samling er selvfølgelig atypisk i forhold til en begyndersamling, men gamle flotte MY’er og andre lokomotiver kan let koste boxen. Eksempelvis har jeg dette her, siger han og tager en superflot MY frem, givet 7500 for. Det sker ikke hver dag at jeg bruger så mange penge på en enhed, men den var og er så sjælden, at jeg måtte have den.
Jeg nikkede. Kender det kun alt for godt.
Vi rejste os. Mætte på indtryk og alligevel sultne efter flere tog og historier. Jeg klipsede på livet løs, for billeder taler mere end ord. Men jeg nåede lige akkurat også at veksle et par ord med fruen i huset, Märklinmandens hustru. Hvorfor tolererer hun det? Specialbyggede reoler. Eget rum til en hobby. Penge der går til legetøj. Tid, for pokker, tid.
Tjoe – et godt spørgsmål. Kærlighed kan klare mange ting, og han er ikke så slem til at sætte baner op, så jeg lever med det. Jeg kan jo se og mærke at han er glad, siger hun, og giver Märklinmanden en krammer. Jeg siger tak og lister ud. En oplevelse rigere. En verden rigere. De er tossede de tog-folk. Men lykkelige…