Interview med Chris Claremont

Samtale mellem Marvel-forfatter Chris Claremont, Tue Sørensen og Ulrik Kristiansen.

Tue Sørensen: I din nye serie fra DC – “Sovereign 7” – kommer hovedpersonerne fra hver deres alternative udgave af Jorden. Synes du ikke – vi i forvejen er ved at drukne i såkaldte “alternative verdener” – hvilket er en trend som du startede med “Days of Future Past”-historien [i Uncanny X-Men nr. 141 & 142 – dansk Projekt X nr. 10/85]?

Chris Claremont: Jeg har aldrig sagt at “Days of Future Past” var en alternativ verden jeg sagde – at det var en mulig fremtid.

Tue Sørensen: En alternativ fremtid?

Chris Claremont: Ikke i mine historier. Vi passerede et af de kritiske årstal – 1984 – og hvad der hændte på det tidspunkt i “Days of Future Past”-tidslinien – indtraf ikke men alligevel blev “mutantkontrol-loven” vedtaget. Min pointe var: man ved aldrig – hvorvidt den fremtid vi så i “Days of Future Past” ville blive til virkelighed – indtil vi rent faktisk kom til år 2015. Og selv om jeg på dengang havde al mulig forventning om – at jeg stadig ville skrive Projekt X til den tid – tænkte jeg – at jeg således ville have tid nok til at finde på en løsning! Men jeg betragtede det aldrig som en alternativ tidslinie. Hvorvidt efterfølgende forfattere – tegnere og redaktører havde andre meninger det ved jeg intet om…

Ulrik Kristiansen: Hvordan vil du beskrive din udvikling som forfatter – fra da du først startede i branchen for 20 år siden og op til i dag?

Chris Claremont: Faktisk var det 27 år siden – men hvorfor gå i detaljer (latter)?
Det handler om at lære et håndværk; om at tage hvad der dybest set startede som en rent lidenskabelig impuls – og lære at optræne dette. Det kan sammenlignes med først at have talent for at spille violin – og så lære den teknik – der gør en i stand til at spille eller komponere en scholacci concerto – eller f.eks. at have en naturlig indføling med træ – og siden blive i stand til at fremstille et klassisk stykke møbel. Sagen er – at tegneserier er kunst og håndværk på samme tid. At skrive er et håndværk. Man bliver nødt til at lære strukturen og mekanismerne i at opbygge et plot – ikke bare i tegneserier; ikke bare et plot til et enkelt nummer – men til en fortsat – overordnet historie igennem adskillige numre – eller hele en given series samlede forløb. Og der er – som i al håndværk – naturligvis bestemte krav. Man bliver nødt til at tilpasse historien til 22 sider. Man bliver nødt til at præsentere den på en visuel måde. Dette er ting – som man måske har et instinkt for – men man bliver nødt til at optræne instinktet – fokusere instinktet – vide hvordan man splitter et plot ad og samler det igen – vide hvordan man etablerer figurer og begivenheder med så få ord som muligt og faktisk mest gennem tegningerne.
Alle disse ting er noget – som man bliver nødt til at lære – og desværre eksisterer der ingen tegneserie-orienteret skole – som kan undervise en i dette. The Joe Kubert School underviser i at tegne – men der er ikke nogen “kvivalent – der kan lære en hvordan man skriver en historie.
Så i mange tilfælde ender det med – at man må lære af sine praktiske erfaringer – og forhåbentlig med tiden udvikle gode instinkter og smide de dårlige væk.

Tue Sørensen: Da du først introducerede Madelyne Pryor [tilsyneladende Jean Greys/Føniks” dobbeltgænger] hvordan havde du da tænkt dig at forklare hendes tilstedeværelse? Havde du en forklaring fra begyndelsen – eller fandt du bare på det efterhånden – som f.eks. det med at hun var en klon?

Chris Claremont: Jeg havde en forklaring fra begyndelsen. Det oprindelige Madelyne-handlingsforløb var – på det mest simple plan – at hun var den ene ud af en million – som bare rent tilfældigt lignede Jean [Grey alias den første Føniks]! Og essensen af parforholdet [med Scott Summers alias Kyklop] kommer til udtryk – da Scott spørger hende: “Er du Jean?” Og hun slår ham! Det var i [Uncanny X-Men] nr. 174 [dansk Projekt X Special nr. 2/87]. For hele hendes ønske var at blive elsket for sin egen skyld og ikke som en levendegørelse af sin kærestes afdøde pige.
Det er jo et klassisk tema; man kan gå tilbage til en hel skare af film fra trediverne og fyrrerne – Hitchcock-film – f.eks. – men det blev altsammen skudt i sænk af Jean Greys genopstandelse i X-Factor nr. 1 [på dansk: Marvelklubbens årshæfte 198?/9?. Vi kan ikke huske det]. Det oprindelige plot var – at Scott gifter sig med Madelyne – de får deres barn – de drager af til Alaska – han begynder at arbejde for sine bedsteforældre – han trækker sig tilbage fra Projekt X. Han bliver et reservemedlem. Han vender tilbage til gruppen ved særlige lejligheder – i forbindelse med særlige kampe – men han har et liv. Han er blevet voksen. Han er vokset fra klosteret; han befinder sig i den virkelige verden nu. Han har et barn. Han har måske mere end &eacutet barn. Det er et metafor for os alle. Vi bliver alle “ldre. Vi bevæger os alle videre.
Scott var i ved at bevæge sig videre. Jean var død kom over det og lev videre! Og det var tæt på en lykkelig slutning. De ville leve lykkeligt til deres dages ende – og det skulle skabe indtrykket af – at hvis man som læser vendte tilbage til serien om ti år – så ville andre medlemmer af Projekt X måske også være vokset op og ud af gruppen. Ville Kitty blive i gruppen for altid? Ville Sorte Springer? Ville nogen af dem overhovedet? For på den måde kunne vi udvikle dem i nye retninger; vi kunne introducere nye figurer. Der ville være en vedvarende følelse af fornyelse – vækst og forandring på en positiv måde.
Men så blev Jean desværre genoplivet. Scott skrider fra kone og barn og tager tilbage til den gamle kæreste. Så ikke alene ødelægger det Scotts integritet som helt og som et anstændigt menneske det skaber også en uholdbar strukturel situation: for hvad gør vi nu med Madelyne og ungen?

Tue Sørensen: De er blevet overflødiggjorte.

Chris Claremont: Ja – egentlig. Så i sidste ende blev løsningen denne: forvandel hende til the Goblin Queen og slå hende ihjel. Og det holder ikke engang mere – for nu har jeg hørt – at de har genoplivet hende til en eller anden historie [i det amerikanske X-Man nr. 5 og efterfølgende numre].
Projekt X på nuværende tidspunkt i mine øjne jeg kan ikke følge dem. Jeg ved ikke – hvem figurerne er – jeg ved ikke hvad historien går ud på og helt “rligt – så er jeg ikke interesseret. Det er ikke en serie – der appellerer til mig som læser – så… jeg bekymrer mig ikke om det.

Tue Sørensen: Var det meningen – at Magneto skulle være død og borte i slutningen af X-Men nr. 3?

Chris Claremont: Nej – nej. Oprindelig skulle han være i X-Men nr. 1; hele nummeret skulle have været en afsluttet historie. Den eneste funktion – det nummer havde – var basalt set at virke som en introduktion for nye læsere. Hvem udgjorde gruppens kerne? Hvad var dens oprindelse? Hvad var dens grund til at eksistere? Det drejede sig grundlæggende om at repetere hovedtemaet. Det var et hæfte – som ville få læsere af serien til at sige noget i retning af: “Ja – okay – jeg har forstået det lad os komme videre.” Det blev primært lavet for at være et springbræt for nye læsere. Hvis man gerne ville give et hæfte til nogen – som aldrig havde læst Projekt X før – men som ønskede at vide – hvad det gik ud på så giv dem X-Men nr. 1!
Og slutningen af hæftet ville blive startskuddet til udgivelsen af de numre – som skulle begynde fra Uncanny X-Men nr. 281 og X-Men nr. 2 [dansk nr. ? og ?]. Ideelt set skulle X-Men nr. 1 faktisk have været X-Men nr. 0…
Men mht. hvad jeg agtede at gøre med Magneto – – så havde jeg ikke nogen fastlagte planer – udover at jeg ønskede – at Xavier en gang for alle skulle dø i nr. 300.

Ulrik Kristiansen: Hvorfor?

Chris Claremont: Fordi jeg synes – det var en nødvendig overgang. Faderen blev nødt til at give plads… Jeg mener – årsagen til at jeg en overgang lod Magneto blive leder af skolen [Prof. Xæs mutantuddannelses/træningsskole; the school for gifted youngsters] var – at jeg ønskede at gøre skolen mere nuanceret – og jeg ønskede at gøre Magneto mere nuanceret. Jeg ønskede at rehabilitere ham – og jeg ønskede en ny type af skurke til firserne og halvfemserne. Det løb ind i en del redaktionel modstand og blev aldrig udviklet videre. Mht. Projekt X – så involverede historien – at Jærven blev dræbt og genoplivet af Næven (/Hånden? “The Hand” på amr.) som deres bedste snigmorder; Panser [Colossus] er i kamp med ham og river kløerne ud af Jærvens hænder – hans healings- faktor løber løbsk – og som historien skred frem ville den udrense ham totalt for hans adamantium-skelet – således at han i nogle numre ville være en slags sølvhåret væsen. Alle hans hår-follikler; al hans kropsbehåring ville være adamantium – og han ville ligne en slags isbjørn. Og tilsidst ville det falde af – og han ville blive et naturligt menneske [dvs. en “naturlig” mutant] med naturlige kløer.

Tue Sørensen: Sådan som han er nu…

Chris Claremont: Tja – det interessante er – at min historie blev afvist. En masse af mine historier blev afvist og er pludselig dukket op i løbet af de sidste 3 år som historier i Projekt X.
Hvad jeg byggede op til – var det endelige opgør med Skyggekongen – hvilket basalt set gik ud på – at Projekt X tog afsted for at stoppe – hvad Skyggekongen forsøgte at sætte i gang: en krig mellem mennesker og mutanter Homo Sapiens og Homo Superior. Og Projekt X skulle forhindre det. Og hvor jeg ville gå hen derfra – var jeg ikke sikker på – men det var det overordnede plot for historien op til omkring nr. 300.

Tue Sørensen: Men noget gik galt med Skyggekonge-historien – for det var Fabian Nicieza – som skrev den færdig i [Uncanny X-Men] nr. 279 og 280…

Chris Claremont: Sagen var – at redaktøren på serien [Bob Harras] og jeg i en lang periode op til d&eacutet punkt var blevet stadigt mere uenige om – hvilken retning serien skulle tage og på d&eacutet tidspunkt fattede redaktøren den beslutning – at jeg ikke længere skulle plotte serien. Og da han tog den beslutning – tog jeg så min beslutning – hvilket var – at jeg ikke ville blive ved med at skrive serien – hvis jeg ikke også plottede historierne og dermed forlod jeg serien. Overgangen skete på side 12 i Uncanny X-Men nr. 279; det var den sidste side – jeg skrev. I X-Men nr. 1 – 2 – og 3 gjorde jeg mit bedste for at afvikle så mange løser ender som muligt. Det var ikke en lykkelig tid jeg synes ikke – de numre blev særlig gode.
Og sådan er det. Men serien var på det tidspunkt begyndt at blive defineret af redaktøren og de nye forfattere og tegnere – og har været det lige siden.

Tue Sørensen: Har du nogensinde overvejet at gøre en af X-erne homoseksuel?

Chris Claremont: Det har jeg stærkt overvejet. De praktiske hindringer bestod i – at under the Comics Code [den amerikanske tegneseriecensur] var en hvilken som helst fremstilling af åbenbar seksualitet – hetero eller andet – problematisk. Min pointe var altid: jeg havde ikke nogen interesse i at lave en figur – hvis eneste formål med at være tilstede – var fordi vedkommende var homoseksuel. Jeg havde intet ønske om at lave en figur der sagde: “JA – JEG ER BØSSE!” Hvem interesserer sig for det alene? Pointen skulle være at man har en figur – og på et eller andet tidspunkt opdager man det faktum – at den pågældende kan lide farven rød – eller at lave god mad – eller at køre i langsomme biler – eller lytter til Biff Spiderbeck – eller noget andet; og at de måske har en anden seksuel orientering… det skulle blot være en del af helheden. Og ikke sjældent ville min tilbøjelighed være at lave det som noget henkasteté således at hvis man gik tilbage og så efter – ville man konstatere: åh den figur er… Ja. Er det et problem? Hvis det er et problem – så sætter man sig ned og tænker over det. Hvis det ikke er et problem – så kører man videre.
Men mht. Projekt X; der var ikke rigtig noget i figurernes dynamik der antydede nogen af dem som værende homoseksuelle. Jeg havde planlagt en historie med Jærven – hvor d&eacutet kunne være blevet udforsket men jeg nåede aldrig at skrive den. Men bortset fra d&eacutet arbejdede jeg med forhold mellem figurer – som jeg følte transcenderede køn.

Ulrik Kristiansen: Storm og Yukio?

Chris Claremont: Storm og Yukio var noget – som jeg aldrig rigtigt fik begyndt på. Jeg havde mine egne tanker – men jeg kom aldrig ordentligt i gang. Jeg tænkte mere i retning af Misty Knight og Colleen Wing – som var min første berygtede “HA! Er de lebber?!”-sekvens. Nej – de er bedste venner – som har været igennem liv og død – og det der er værre – sammen og derfor har de et forhold – som er tættere end de fleste ægteskaber. Og hvad så? Min holdning er egentlig: hvad de foretager sig bag lukkede døre kommer sgu” ikke nogen ved! Og det mener jeg stadig.
Så mht. Projekt X – nej. Egentlig ikke. Fordi – som jeg sagde ingen af dem nåede til det punkt. Hvad der med tiden ville være sket – hvis jeg var blevet på serien – med figur A – B eller C hvem ved? Men jeg er ikke på serien længere – så det er et åbent spørgsmål.

Ulrik Kristiansen: Der synes at være en del forskellige meninger om den generelle markedssituation for amr. tegneserier i forhold til – hvad den var for f.eks. ti år siden. Hvad er din vurdering af det?

Chris Claremont: Min vurdering af det er: i midtfirserne solgte The Uncanny X-Men 400.000 eksemplarer om måneden. Der var et dusin serier – som solgte over 100.000 eksemplarer om måneden. Nu er der et dusin mainstream-serier – som kun lige akkurat sælger 20.000 eksemplarer om måneden. Store forlag udgiver serier – som i 1973 – da jeg startede – ville blive lukket omgående pga. for lavt salg! Salget kan ikke engang dække trykke-omkostningerne. Som jeg ser på det – er markedet i en meget svær situation lige nu. Jeg mener – at lige som aktiemarkedet i firserne – så er kynismen og den uhæderlige forretnings- praksis fra de sidste ti år faldet tilbage på markedet selv. Faktum er – efter min mening – at mange udgivere og mange serieskabere har glemt deres forpligtelse overfor læserne til at give dem gode – solide – spændingsfyldte – opslugende historier hver måned hver eneste måned! Man kan ikke bare lave 3 hæfter om året og forvente – at folk forbliver interesserede. Man har brug for pålideligheden – kvaliteten – lidenskaben. Man har brug for forpligtelsen. Man kan ikke gøre det halvhjertet. Man kan ikke forvente – at publikum altid vil være der. Man kan ikke tage dem for givet. Og jeg er desværre bange for – at vi lige nu betaler prisen for netop dette. Det sørgelige er – at der er ikke nogen nem eller hurtig løsning på problemet; man bliver nødt til at genopbygge forholdet af tillid og forpligtelse med &eacuten sten ad gangen. At visse forlag uheldigvis er ude på aktiemarkedet og er nødt til at aflevere kvartalsvise rapporter til aktionærerne… det giver dem ikke en fandens masse fleksibilitet. Eller fejlmargen – eller nogen tryghed i den sammenhæng. Hvis ikke de kan præsentere en støt voksende omsætning – så har de store problemer! Og dette er en industri som ikke har det godt med kortsigtede “fixæ. Yeah – man kan dræbe Superman – eller ændre Projekt Xæs virkelighed*… men hvad så? Jeg mener hvis man tager en vigtig figur – som folk har elsket i tredive år og i dag proklamerer at de sidste tyve år af den serie har været en løgn – fordi figuren er en klon**…

* = “The Age of Apocalypse”-historien som indledes med at Professor Xæs søn – Legion – tager tilbage i tiden og ved et uheld dræber sin far – hvorefter hele tidslinien for en periode på 4 numre “ndres totalt.

** = “The Clone Saga” som i 1995 kørte i alle de amerikanske Spider-Man titler – hvor Peter Parkers klon fra det gamle Amazing Spider-Man nr. 150 vendte tilbage. Og viste sig at være den rigtige Peter Parker! Historien er ikke et fupnummer – men er blevet konsolideret – bl.a. med udgivelsen af en ny Spider- Man serie og et nyt kostume. Således har den Spider-Man – som har været i samtlige numre fra nr. 150 og alle følgende spin-off titler (Spectacular Spider-Man – Web of Spider-Man – osv.) været en klon. For de danske udgivelser gælder det for alle Marvelklubbens Edderkoppen siden nr. 10/84 (bortset fra nogle af de klassiske udgivelser) – og det meste af de 62 numre – der kom fra Winthers forlag i perioden 1978-84!

Ulrik Kristiansen: Hvem kan det dog være?!

Chris Claremont: Ingen kommentar! Men pointen er – man tager den følelsesmæssige investering – omsorgen – lidenskaben – som en hel generation af læsere har givet serien – og siger: “Det er en løgn! “rgeligt! Smut videre. Ud af vagten! Vi er ligeglade.” I givet fald stikker man en kniv i hjertet på &eacuten af kerne-elementerne i vores forhold: at man kan stole på en udgiver. At det som er sket – er sket; at sandhed er sandhed.
Hvis man siger – at John Smith ikke er Hero-Man – at han er en kopi af Hero-Man – og at den virkelige Hero-Man hedder John Jones og har rendt rundt uden for scenen i tyve år… hvordan ved vié om det er sandt? Hvad forhindrer nogen i at komme ind om to år og sige: “UPS! Vi løj! John Jones er virkelig klonen – og John Smith er faktisk den rigtige Hero-Man… Næh – nej: der er en tredje fyr: John Barrister-Tipton – som er den rigtige Hero-Man!”
Hvorfor skulle man hidse sig op over det? Og hvis man er ligeglad – hvorfor skulle man så læse serien? Som udgiver (eller serieskaber) forlanger man en masse penge for de tegneserier – man producerer. Der forlanges en masse forpligtelse. Der forlanges en stor indsats af læseren; en masse engagement. Hvis man ikke giver dem det samme igen – så er kontrakten brudt – og de vil finde et andet sted at gå hen – og et andet sted at investere deres penge og deres tid.