Home / Artikler / Interview med Frederik Risom

Interview med Frederik Risom

Hvad er den bedste tegneserie i Free Comics?
Det er selvfølgelig “Striberier” af Frederik Risom. Her er et interview med Frederik.

Hvordan startede du med at lave tegneserier?
Det allerførste spæde forsøg gjorde jeg som 13-årig. Det var en lang, kryptisk historie om en tidsrejse, som min far tryllede ud af ærmet en formiddag ved køkkenbordet. Jeg havde hele historien i hovedet og anede intet om hverken manuskripter eller drejebøger. Så da jeg havde tegnet næsten 30 sider og stadig ikke var kommet længere end til præsentationen af de to hovedpersoner, gik jeg kold i projektet. I løbet af 80’erne deltog jeg to gange i Politikens tegneseriekonkurrencer. Min gamle skolekammerat, Lasse Bo Andersen (“Ganske Vist”, “Løvejagt”, “Mysteriet om Atropos’ Saks” m.m.) og jeg lavede et par serier om henholdsvis Jesus og et godmodigt skinhead, men som bekendt var det Werdelins “Café”, der løb med prisen. Vores striber var mildt sagt også noget ubehjælpelige, men man skal vel starte et sted…
I 1998 var jeg af uklare årsager havnet i Ribe. Her fik jeg en aftale i stand med den lokale ugeavis om en fast stribe, der skulle være en satirisk kommentar til livet i den lille turistflække. Serien fik navnet “Riberier” og blev så populær, at den kørte uafbrudt i 2-et-halvt år. Faktisk stoppede den kun, fordi jeg flyttede til Århus. “Striberier” er en næsten direkte udløber af “Riberier” – bortset fra, at den ikke længere foregår i en navngivet provinsby.

Er “Striberier” en socialrealistisk tegneserie?
Det er den vel nærmest. Den er angiveligt mere “social” end “realistisk”, men det ligger jo i sagens natur, da den er en tegneserie. Den tager oftest udgangspunkt i en virkelighed eller en dagligdag, der ikke ligger alt for langt væk fra vores egen. Vores verden rummer jo masser af historier.
Samspillet mellem mennesker med forskellige baggrunde kan være en konstant kilde til forundring, oplevelser og lærdom, hvis man er lidt åben overfor det. Og som serieskaber kan man hente spandevis af inspiration og id&eacuteer ved at iagttage, hvordan folk af forskelligt køn eller forskellig social, etnisk, ideologisk baggrund interagerer.
Det er faktisk ikke nødvendigt at opfinde en talende, overvægtig hankat med hang til lasagne for at kunne vende tingene lidt på hovedet engang imellem.

Hvad er det grundlæggende budskab eller koncept i din stribe?
Der er ikke noget entydigt budskab i “Striberierne”. Konceptet er snarere, at der slet ikke er noget specifikt budskab. Jeg har forsøgt at lave en serie, hvor læserens meddigtning og egen intelligens spiller en væsentlig rolle. Det bunder nok i, at jeg selv irriteres voldsomt over serier, der taler ned til læserne, som om de er fattesvage børn. Når pointerne bliver for tydelige, bliver læseren gjort passiv. Jeg foretrækker i langt højere grad en fortællestil, hvor læseren har mulighed for selv at være aktiv og fylde hullerne ud. Og så er der selvfølgelig et par skumle overvejelser gemt i konceptet. Hovedpersonerne har ingen navne. Det har jeg valgt med fuldt overlæg ud fra devisen om, at jo mindre de ligner nogensomhelst, des mere ligner de hvemsomhelst. Det er godt nok et billigt trick for at skabe læseridentifikation, men det virker.

Var det svært at få serien med i Free Comics?
Næh, faktisk ikke. Jeg sendte en email og blev ringet op to timer senere. Til gengæld ville de gerne have farvelagte striber, og det havde jeg ikke taget højde for. Så det hele blev lidt presset op imod deadline.

Hvad er sjovt for dig?
Selve processen med skitser og strøtanker er ganske underholdende. Rentegningsfasen er jeg også meget begejstret for. Farvelægningen, der foregår på computeren, er dræbende kedelig. Men det absolut mest interessante er at opleve, hvordan personerne i serierne på et tidspunkt begynder at udvikle deres egne personligheder. Det sker på en besynderligt ubevidst – eller måske snarere underbevidst – måde. Jeg har en helt klar opfattelse af, hvad de to fyre hver især står for, men jeg har aldrig skrevet det ned.

Hvem er du inspireret af?
Bill Watterson. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg er dybt fascineret af Watterson’s stil – både hvad angår hans streg, hans temaer og hans måde at behandle dem på. I flere af hans striber er der en dybde, der vidner om en kolossal klogskab på livet. Der er satire, der er ømhed, der er barnlig fantasi, og der er bidende harsk sarkasme – lige i fjæset på den vestlige civilisation. Og så er der hele tiden plads til læseren. D&eacutet er i virkeligheden Wattersons kunst. Hans penselstreg er organisk og dybt delikat, og så er det tydeligt for enhver, at han rent illustrativt arbejdede på et enormt overskud. Han kunne tegne meget mere, end han viste os. Jeg bliver også næsten andægtig, når jeg tænker på hans karriere. Et langt tilløb med en helt røvfuld af vrangvillige avisredaktører, før han endelig fik bid. Derefter fulgte 12 års kamp mod de samme redaktører for hans egen kunstneriske frihed. Og endelig slukkede og lukkede han, da han ikke længere kunne holde sit eget niveau. Hverken Jim Davis, Richard Nixon eller Elvis magtede at stoppe, mens legen var god, men Bill Watterson gjorde! Så, indrømmet – jeg har nærlæst Watterson og lært en masse. Den vigtigste lektion, tror jeg, er, at “comic strip” er en fejlagtig betegnelse. En stribe behøver ikke at være komisk. Den skal være ærlig, vedkommende, meningsfuld og have en holdning, men sjov behøver den s’gu ikke være. En ligegyldig, tandløs stribe med forudsigelige, overtydelige pointer kræver hverken en begavet serieskaber eller et begavet publikum. Faktisk kræver den kun en halvfed hankat.

Er hovedpersonen selvbiografisk?
Uden tvivl. Jeg deler i hvert fald sindelag med fyren.

Hvad siger du til folk, som siger at du kopierer Bill Watterson i din tegnestil?
Jeg har et par standard afvigemanøvrer, jeg plejer at bruge:
“Hvem?”
“Det ER ham, der tegner striberne. Jeg skriver kun historierne.”
“Jeg kan ikke høre dig. Jeg kører i en tunnel. Hallo? Hallo?”
“Ups! Der kom vist blod på din skjorte…”

Hvorfor er serien ikke med i nogen danske aviser?
Se, det er vist et spørgsmål til Bent Falbert. Da “Riberierne” i sin tid blev aflivet, havde jeg for eksperimentets skyld sendt et par prøver til Politiken. Disse havnede så ad skumle kanaler på et skrivebord på Ekstra Bladets redaktion, hvor en sand kender af kvalitet opdagede dem. Jeg blev ringet op og spurgt, om jeg kunne gen-tænke seriens koncept og flytte fyrene lidt ud af den ripensiske provinsidyl, for i så fald ville Ekstra Bladet gerne hyre mig til at levere en daglig stribe. Det blev så starten på “Striberier”. I løbet af en god måned havde jeg et 32-stribers oplæg parat, som blev modtaget med megen begejstring. Herpå fulgte otte måneders stilhed, der så endte med, at hele projektet blev afblæst p.g.a. såkaldte besparelser. Som serietegner befinder man sig desværre temmelig langt nede i fødekæden på et anstrengt avisbudget. Jeg modtog dog en telefonisk undskyldning fra Bent Falbert og et halvt løfte om, at jeg ville blive kontaktet, hvis tingene ændrede sig. Jeg ved ikke, om undskyldningen var mere værd end løftet … i hvert fald lancerede Ekstra Bladet et års tid senere fotokopi-serien OverDanmark. “Find dig i Ekstra Bladet?” – Yeah, right!

Hvad mener du om de striber som p.t kører i de danske aviser?
Favoritter? Hvis man ser bort fra de uundgåelige klassikere som “Poeten og Lillemor”, “Basserne” og “Garfield” (som jeg iøvrigt alle afskyr over en kam!), så er der da et par fuldtræffere her og der. “Erling” (“Piranhaklubben”), “Zits”, “Mis og Fister”, “Non Sequitur” og “Pondus” er jeg ret betaget af. Jeg lærte efterhånden også at holde af “Strid”, men når det kommer til tidens hotte navn, “WulffMorgenthaler”, så er jeg sådan lidt ambivalent omkring tingene. Jeg forestiller mig, at det er lidt ligesom S/M, hvis du forstår? Altså, nogen gange er det fedt, nogen gange er det ikke fedt, men under alle omstændigheder er det en lille smule underligt.

Kommer serien som album en dag?
“Riberier” er faktisk allerede udkommet i to albums på mit eget forlag, Over Stregen. Første bind hedder “Sandsynligvis er vi verdens mest tolerante mennesker”. Andet bind hedder “Spark en mand, der ligger ned!” Men oplaget var begrænset, og jeg ved faktisk ikke, om de er til at opdrive længere. Hvad “Striberier” angår, så skal jeg da ikke afvise det. Siden striberne er begyndt at køre i Free Comics, er jeg blevet kontaktet af et forlag, så vi får vel se. Det afhænger jo også i grad af, at jeg selv får fingeren ud af blækhuset.

Hvad siger du, hvis jeg siger “Garfield”?
“Ups! Der kom vist blod på din skjorte…”

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *