Kan du fortælle lidt om den periode, hvor du for alvor blev interesseret i at skrive tegneserier?
JNR: Kent Williams var lige flyttet til byen og han henvendte sig til min mentor og gode ven Karl Wagner, og spurgte om han var interesseret i et samarbejde med henblik på at lave et tegneserie-album. Karl Wagner er nok bedst kendt i USA for sine Kane-noveller. Kent, som var en stor fan af Karls arbejde, forsøgte at introducere Karl til de nye tegneserieskabere, såsom Neil Gaiman og Frank Miller. Til en bryllups- reception fortalte jeg Kent, at jeg overvejede at forsøge mig med mediet, og han introducerede mig derfor til tegneren John Van Fleet. Vi begyndte at snakke om mulige emner, og det mundede ud i serien Shadows Fall. Vi begyndte at lede efter en udgiver og endte hos Disney, som lige havde etableret voksenafdelingen Touchmark med Art Young i spidsen. Vi kontaktede også Marvels voksenafdeling Epic, som var interesseret, men da Touchmark tilbød os en bedre kontrakt, valgte vi dem. Da John og jeg påbegyndte Shadows Fall, gik Kent og Karls tegneserieprojekt Tell Me Dark i hårdknude med DC. DC følte, at historien ikke var god nok, og de var utilfredse med Karls manglende samarbejdsvilje. Jeg ved det ikke er pænt at sige noget nedsættende om de døde, for Karl er død nu, men Karls største problem var, at han egentlig ikke brød sig om tegneserier, og når Karl tænkte på tegneserier, tænkte han på serier som Superman og Batman fra 40″erne. Karl havde forinden forsøgt i flere år at skrive romaner, men fik dem aldrig afsluttet, og han så Tell Me Dark som sin tilbagevenden til det at skrive romaner. Han havde proklameret til alle der ville høre på ham, at han var ved at lave noget exceptionelt med tegneserier, da han var af den holdning, at alt hvad han skrev ville være meget bedre end noget tegneseriefolk havde læst før. Det var meget hårdt for ham, og mig, da jeg gik ind og omskrev historien totalt, for at Kent ikke skulle have spildt et helt år, og fordi DC godkendte min historie og ikke Karl. Da jeg besøgte ham hver dag, snakkede vi selvfølgelig om det, og han fortalte mig, at han godt kunne forstå det og syntes det var o.k. Men til alle andre fortalte han at han var Jesus, DC-redaktøren Karen Berger var Pontius Pilatus og jeg var Judas, så det var en meget hård periode at gå igennem.
Hvis idé var det, at hvert kapitel i Tell me Dark indledes med brudstykker fra digtsamlingen “Syndens Blomster” af Charles Baudelaire?
JNR: Det var min ide. Baudelaire er sandsynligvis, og ganske fortjent, den mest berømte af de såkaldte dekadente poeter. Tell Me Darks hovedtema er dekadence, hvor Karls version glorificerede dekadence, og hans filosofi i korte gik træk ud på, at livet er kedsommeligt, og alt hvad man gør for ikke at falde i søvn bare er helt fint. Min version af Tell me Dark er den stik modsatte, da jeg undergraver dekadencen. Det er en kærlighedshistorie, hvor du har personer begravet i dekadence, som du forsøger at give en udvej, en mulighed for forsoning. Der er ingen lette svar, når man skal forsøge at finde en mening med livet, men hvor Karl hyldede dekadence, er jeg af den mening at dekadence er noget lort.
I “Tell Me Dark” siger hovedpersonens kæreste Barbara: “Vi farer vild i denne verden, vi glemmer at føle, vi vil gerne føle, blive elsket, at høre til”. Havde Karl et så stort behov for at have et tilhørsforhold, at han var villig til at tilsidesætte sin egen personlighed?
JNR: Ja, det var den måde, han prøvede at relatere til på, og det syntes jeg var sørgeligt, da der var utroligt mange mennesker, specielt på tegneseriemesser, som så denne negative side af Karl. Men messer var Karls sociale liv, hvor han kunne irritere og skræmme folk, og det gik mig meget på. Hvis han bare havde forsøgt at være sig selv, ville han ingen problemer have med at omgås andre. Men han havde masser af venner, og kvinder ville blive forelskede i ham, hvilket også var noget han frygtede. I fortsættelsen af scenen i Tell me Dark siger Barbara “at hvis du fortsætter med at leve på den måde, møder du engle, som lover dig vinger, hvorefter de voldtager dig i mørket”. Dette var Karls synspunkt, som jeg senere fik Michael (hovedpersonen) til at overbevise hende om ikke nødvendigvis er forkert, men det er til gengæld ikke et sted man behøver at være fanget, der er også andre engle derude et sted.
Historien slutter med budskabet om, at ægte kærlighed/venskab vil overvinde alt, selvom ingen ved hvad morgendagen vil bringe. Var det et budskab du prøvede at overbevise Karl om?
JNR: I størstedelen af mit liv har jeg været bange, jeg blev opdraget til at være bange for alting, og det tog mig lang tid at komme over. Ja, det er rigtigt, at frygtelige ting kan overgå dig i denne verden, men intet kan skade dig mere end den frygt du selv skaber. Den følelse du opnår, hvis du er bange for at spørge nogen, du godt kan lide, om han/hun vil være sammen med dig, er meget værre end hvis du spørger og får et nej. Det passer ikke, at det eneste vi har at frygte er selve frygten, men det er uden tvivl en af de mere skræmmende ting, fordi livet sjældent er værre end de ting du selv kan forestille dig, hvis du er en forskræmt type.
Hvad skete der med Shadows Fall i det tidsrum, hvor Touchmark blev nedlagt og indtil den blev udgivet af DC/Vertigo?
JNR: Den blev henlagt i en kortere periode. Det sjove ved det var, at det oprindeligt var tiltænkt som en 4 numret miniserie. Jeg havde skrevet det hele undtagen den sidste del af nummer 4, og John havde tegnet en stor del af historien, da vi skiftede til DC. Da Disney så de ting vi sendte til Art Young, tabte de både hat og briller. Det de forventede de ville få fra Art og hvad de så fik, var to vidt forskellige ting. De blev meget bange, og langsomt mindre og mindre begejstrede for projektet, indtil Art spurgte hvad vi ville.
GA: Så I dræbte Touchmark?
JNR: Jeg tror vi hjalp godt til.
Hvordan kom I i kontakt med DC?
JNR: Det gik meget smertefrit. Da det gik op for Art, at Disney ikke ville udgive de forskellige projekter, kontaktede han DC, eller de kontaktede ham, og de var interesserede i at ansætte ham igen. Da DC samtidigt havde startet deres Vertigo- linie, kontaktede Art alle de personer han havde arbejdet med hos Touchmark og spurgte, om de var interesserede i få deres serier udgivet af DC, og vi sagde selvfølgelig ja.
Ændrede I noget ved Shadow Falls da I begyndte at arbejde på den igen?
JNR: Jeg tror aldrig vi helt stoppede med at arbejde på Shadow Falls, men vi ændrede dog serien fra en 4-numret til en 6-numret serie, med håbet om at den en dag ville blive udgivet samlet. På daværende tidspunkt var salget af de mange dyre udgivelser faldet drastisk, og da vi ønskede, at så mange som muligt skulle læse serien, valgte vi den billigere løsning. Det giver altid nogle problemer, når man skifter fra 4 til 6 numre, men det lykkedes uden at vi blev nødt til at kassere nogle af Johns sider. En af de drastiske ting, der skete under Shadow Falls lange proces var, at jeg gik fra at være bitter, kynisk og deprimeret halvdelen af tiden, til at være en glad og positiv person. En del af ændringen skyldes, at folk faktisk læste det jeg skrev, og det føltes dejligt. Op til dette punkt i mit liv havde jeg brugt omkring 10 år på alle mulige mærkelige jobs. Bare dét pludselig at vide, at man nok ville være i stand til at betale husleje den næste måned, og ikke skulle bekymre sig om det, gjorde en stor forskel. Så jeg var en meget lykkeligere person, da jeg var ved at færdiggøre Shadow Falls, hvad der gjorde det meget sværere at skrive serien, da den indeholder mange dystre passager. Noget af det sjovere var at skrive de små digte som Skyggen laver, når han kigger ind i folks hoveder. Jeg ved ikke, om jeg kunne have lavet slutningen kynisk, hvis dette havde været meningen, da jeg på dette tidspunkt ikke længere var så indelukket.
Shadow Falls handler meget om opmærksomhed og mangel på samme, samt vores fremmedgjorthed overfor os selv rent fysisk i den nye samfundsstruktur. Var det en personlig holdning du forsøgte at komme igennem med, eller var det samfundets tilstand du forsøgte at belyse?
JNR: Samfundets tilstand. I starten af Shadow Falls er der en reference som du måske ikke er bekendt med, da det er en meget amerikansk ting, som spiller lidt på en af vores gamle folkesange, der lyder som følger: “This land is your land this land is my land from the Red Wood forest…”. Jeg lyttede til denne sang en million gange, da jeg var mindre, og den handler ligesom Shadow Falls, meget om det amerikanske samfund og dets ideologi. Sagen er, at mange folk lever et miserabelt liv uden selv at kunne gøre for det, og grunden til, at de har det sådan, er fordi de fleste amerikanere vælger at lukke øjnene for det de ser, og foregiver, at det ikke eksisterer. Shadow Falls har det simple budskab, at det der er galt er, at folk er selvcentrerede, de lever ikke deres liv fuldt ud, og de bekymrer sig ikke om andre mennesker selvom de kunne. Man kan ikke sige, at det er samfundets skyld, men samfundet burde nok have hjulpet, og det gør samfundet ikke. Der eksisterer selvfølgelig ikke noget abstrakt samfund, det handler bare om mennesker som vælger at se tingene i øjene, eller vende det blinde øje til.
Ind imellem Tell Me Dark og Shadow Falls skrev du en Jærven- historie, som Kent Williams tegnede. Hvordan kan det være, du skrev en så kommerciel ting?
JNR: Der er en del grunde til at jeg gjorde det. En af dem er, at jeg elsker Kents arbejde, jeg elsker ham som person og jeg elsker at arbejde sammen med ham. Kent overbeviste mig om, at det var muligt at arbejde som kunstner uden at gå sulten i seng hver aften (latter), hvis du er istand til at finde den rigtige balance. Kent formåede dengang, og gør det sikkert stadigvæk, at finde en balance mellem personligt og kommercielt arbejde. Vi havde lavet Tell Me Dark sammen og ville gerne lave noget mere, så tiden var inde til at lave noget kommercielt. Når jeg nu kigger tilbage, kan jeg godt se, at det var rent bedrag. Jærven-historier har pr. definition nogle meget snævre rammer, men jeg troede trods alt, at jeg kunne skrive en historie, der ville have nogle dybere sociale aspekter. Når jeg kigger tilbage nu, kan jeg kun grine af det. Vi gjorde et ærligt forsøg, men alligevel er Jærven i størstedelen af historien beskrevet som en person, der er meget svær at dræbe.
Hvordan gik det til, at du kom til at skrive Books of Magic, som oprindeligt blev skrevet af Neil Gaiman?
JNR: Det er faktisk en ganske pudsig historie. Karen Berger vidste, at Books of Magic ville blive udgivet som en fortsat serie, da Vertigo, med god grund, havde fået en yderst god reaktion på miniserien. De kontaktede flere forfattere med henblik på at skrive serien, før de kontaktede mig. Karen havde læst nogle af mine historier, jeg prøvede samtidig at finde noget mere arbejde, og af en eller anden grund havde hun fået den idé, at jeg egnede mig til at skrive serien. Hun beder normalt folk om at lave figurbeskrivelser, så jeg brugte de næste 6 måneder på at lave figurbeskrivelser, og ideer til hvad jeg godt kunne tænke mig med serien. Jeg sendte det til Karen, men desværre var hun og de andre redaktører ikke vildt begejstrede for det, jeg havde sendt dem. Karen sagde dog, at jeg skulle forsøge igen, og jeg begyndte derfor endnu engang helt fra bunden, hvilket indebar, at jeg nok læste Gaimans oprindelige miniserie flere gange end nogen anden her på jorden. Jeg formåede at læse to kopisæt af den samlede udgave til de faldt fra hinanden.
Var det et spørgsmål om at finde elementer som du kunne bruge i den nye serie?
JNR: Ja. Books of Magic kunne være blevet til mange forskellige ting, og Vertigo var meget interesserede i hvad jeg kunne tænke mig at gøre med serien. Selv om jeg flere gange forsøgte at komme med nye indfaldsvinkler, var de lige lidt begejstrede, men på trods af det, troede Karen stadig, jeg kunne skrive serien. På et tidspunkt var jeg på nippet til at give op, men Karen formåede at holde mig til ilden. Da så DC lavede en crossover-serie med alle deres Vertigo- titler, mente de, det var det rette tidspunkt at lade mig skrive en historie.
Hvordan blev Gary Amaro knyttet til serien?
JNR: De havde store problemer med at beslutte hvem, der skulle tegne den første historie. Til at starte med ledte de efter en tegner, som kunne tegne serien fast hver måned. De fandt dog hurtigt ud af, at de tegnere, som de kunne lide, var optagede. Jeg synes, at det endte med en meget fin løsning, hvor man har 2-3 faste tegnere tilknyttet serien, der efter tur bytter historier. Til at starte med var det kun meningen, at Gary Amaro og Peter Gross skulle skiftes, men så lavede Peter Snejbjerg en vidunderlig enkelt historie, og det var indlysende, at han skulle tegne nogle flere. Så for tiden har vi 3 faste tegnere, men vi vil sandsynligvis også have nogle gæstetegnere når det passer ind.
Et interessant faktum ved figurerne i Books of Magic er, at de alle sammen er nogen som Gary kender.
GA: Halvdelen af figurerne fra Books of Magic er baseret på folk fra mit kvarter, mens resten er overgearede fantasier, hvad der ikke er usædvanligt for serier som John skriver. John Van Fleet og Kent Williams har gjordt det samme.
JNR: En interessant forskel mellem det Kent og John gør og det som Gary gør er, at Kent og John kun bruger folks visuelle referencer til de figurer, de skaber, mens en del af de figurer som Gary skaber, har den samme personlighed som den person de er baseret på.
GA: De figurer jeg skaber har en del tilfælles med de personer, jeg bruger som modeller. Reneda, kvinden som jeg har brugt som model for alfedronningen Titania, har en meget royal kvalitet over si. Hun kom på et tidspunkt sammen med Justin, som stod model for figuren pastor Slaggingham, samt Pain, der er en figur i serien Mythos. Reneda er en fyrig rødtop, som studerer keltisk kultur, og hun er fornyligt flyttet til Irland. Jano, der var min model for Falconer, er en fyr, som jeg fægter sammen med i en klub i det nordlie Californien, som efter bedste evne forsøger at genoplive den europæiske renæssance. Da John skabte Gwen, var hendes lyse hår hans eneste visuelle beskrivelse. Jeg kendte en pige, som tilfældigvis også hed Gwen, og hun var bare den ideelle model for denne figur, fordi hun er utroligt kæk og så har hun den mest fantastiske latter du kan forestille dig. Det er bare en af de små tilfældigheder, der gjorde, at Gwen stod model for Gwen, som syntes at være skræddersyet til hendes personlighed. Det er også sjovt at se de figurer som jeg har skabt efter folk jeg kender, fortolket af andre tegnere, især Peter Gross og Peter Snejbjergs fortolkning af Gwen.
JNR: Jeg synes, at Gwen, ud over at være en meget vigtig figur, er en af de mest realistiske figurer i serien, og I tegner hende alle sammen meget forskelligt.
GA: Peter Snejbjergs version har en slående lighed med min veninde Gwen. Han har kun arbejdet ud fra mine tegninger, så det er meget smigrende, at han har formået at opnå en sådan lighed. Nogle af de attituder og holdninger, han har givet hende, er utroligt præcise. Det er min veninde Gween på en prik. Han har aldrig mødt hende, men han kender hende ud og ind.
I starten havde John problemer med at få DC til at acceptere hans manuskript til Books of Magic. Da du blev tilknyttet serien, snakkede I så om, hvordan serien skulle forme sig?
GA: Det skal nok passe, vi snakkede ikke så meget sammen under udarbejdelsen af de første par numre. Kun en lille smule for at se hinanden lidt an.
I og med at Tim bor i London, gør du brug af en del engelske udtryk og vendinger. Er det noget der er svært at få igennem til et amerikansk publikum?
JNR: Du er nødt til at begrænse det en gang imellem. Et godt eksempel er den nyeste historie, hvor Tim, Molly, Crimble og Tanger hygger sig sammen på byggegrunden, og Molly lige pludselig skal tisse. Jeg ville oprindelig have haft hende til at sige: “I got to spin my penny”, der er engelsk slang for at gå på wc, hvad der ville have fungeret fint, hvis Books of Magic kun havde et engelsk publikum. Vi følte dog, at det ville virke alt for forvirrende på et amerikansk publikum, og besluttede derfor at ændre det. Generelt er det dog rimeligt nemt at skrive Tims dialog, da han ikke er fra en del af London eller England, som har en speciel slang eller dialekt. Selvom jeg aldrig har været i England, har jeg indtil videre ikke haft problemer med at skrive den engelske dialog, da jeg selv ser en del tv og har mange engelske venner. Leder jeg efter en bestemt stemme, har jeg normalt ingen problemer med at finde den, da mine engelske venner er fra mange forskellige sociale lag. Det sværeste ved at skrive dialog er uden tvivl, at man ikke kan sige, at det er “okay”, eller “that makes me mad”. En af grundene til, at jeg glæder mig til, at Tim kommer til USA er, at jeg kommer til at skrive en masse andre stemmer som jeg kender. Hvis Tim bliver ved med at opholde sig i England, bliver jeg på et tidspunkt nødt til at spendere et par uger i England, hvor jeg vil sidde og lytte til at folk snakker, så de stemmer jeg skriver forbliver troværdige, uden at jeg bliver tvunget til at genbruge dialog. Det er rart at figurerne lyder forskelligt, og at man er i stand til at genkende en figur ud fra hans dialog. Der er intet værre end en serie, hvor alle figurerne tænker og taler med den samme stemme.
GA: Jeg har nogen gange har problemer med Tims stemme. Jeg har en tendens til at læse Tims dialog med en amerikansk stemme, hvilket besværliggør det meget.
JNR: Vi kan takke Hr. Dickens og Hr. Mayhew for det.
Hvor stor indflydelse har Charles Dickens haft på dit liv?
JNR: Charles Dickens har været en stor inspiration arbejdsmæssigt, og sandsynligvis også i mit liv som sådan. Jeg tror ikke han er en forfatter, som for tiden er accepteret af folk fra akademiske kredse, mens jeg selv mener at han sandsynligvis er en af de største romanforfattere nogensinde. Hans viktorianske fiktion indeholder ting, som især akademikere og engelsk litteraturfanatikere ikke bryder sig om. De føler sig ilde til mode med sentimentaliteten, da vi har det med at betragte sentimentalitet som noget der ikke harmonerer med virkeligheden. Vi har det med at være lidt mere kyniske. Dickens havde en del problemer med plottet, da han skrev sine romaner i serie-form, hvilket er en gammel litterær tradition, som han gav en nyt liv. Det gode ved at læse Dickens er, at man kan fornemme, at her er en forfatter, som finder på tingene efterhånden som han skriver dem. Ud over at det er sjovt at læse hans bøger, er det også meget lærerigt som forfatter at prøve at kigge på de forskellige måder, han gør tingene på. Hvis han f.eks. introducerer en ny figur ganske kort, formår han at gøre det på en sådan måde, at hvis man først ser denne figur 6 scener senere, vil man stadigvæk huske figuren. Noget af dette skyldes, at han er utrolig god til at give dem en fremtoning og personlighed, som får dem til at træde frem. Men den store forskel mellem Dickens og andre forfattere fra den tid, eller nutidige forfattere for den sags skyld, er, at selv om hans historier behandler forskellige emner, handler de i bund og grund om mennesker. Han var heller ikke bange for at fremstille folk som mere eller mindre groteske, nærmest lidt tegnefilmsagtige, hvad man ofte er. Mange forfattere holder sig fra den slags, da de er bange for, hvad folk vil tænke, men Dickens var utrolig god til det. Han holdt også meget af mennesker, og var ikke bange for at ytre sig om ting han var utilfreds med. Det kan jeg lide ham for.
En forfatter prøver ofte at sætte sig i sine hovedpersoners sted. Var det svært at tænke og agere som hovedpersonen i Books of Magic, den 13-årige Tim?
JNR: Nej slet ikke, jeg husker det som var det igår (latter). Tim har meget mere check på tingene som 13-årig, end jeg havde da jeg var 16 år. Jeg havde pubertetsproblemer i mange år.
GA: Når jeg tegner serien, kigger jeg på Tim, og prøver at huske hvordan jeg selv var da jeg var 13, 16 og 20. Der er alle disse stadier i livet, der hver især bidrager med nye ting, hvor du føler dig fortabt og malplaceret, og alt det bliver du mindet om igen. Når jeg tegner nogle af scenerne, tænker jeg tit på, hvordan de kunne være endt for mig selv.
Ney Rieber: Den figur i Books of Magic, som jeg har haft mest besvær med at skrive var Death, hvilket primært skyldes, at jeg var meget bevidst om, at det var en stærk figur, jeg skrev, samt at det var en anden forfatters figur. Det var en meget mærkelig fornemmelse, og hun var helt klart den sværeste at skrive, men de fleste af de andre figurer har også haft en forbindelse til folk jeg kender eller har mødt. Selv en figur som Manticore, der er baseret på en fyr, som lagde an på mig en aften på en bar på Barbados. De mærkeligste figurer er faktisk de nemmeste at skrive, da det er dem, der har gjort det største indtryk på mig.
Finder du det svært at skrive en månedlig serie, frem for en roman eller en miniserie, hvor du kan gå tilbage og skrive tingene om?
JNR: Det er selvfølgelig meget forskelligt fra at skrive en miniserie, men med en fortsat serie får du en oplevelse, der minder meget om livet. Det sker meget sjældent i ens liv, at alting kører efter en velstruktureret plan, hvor der er en begyndelse og en slutning. For det meste sker der en masse uforudsete ting, som du prøver at forholde dig til – og handle efter på bedste vis. Livet er ikke en roman, hvor du inden enden skal nå at løse alle de små konflikter, spændinger og spørgsmål, som du har skabt i løbet af historien. Sådan fungerer tingene ikke i virkeligheden. Jeg kan godt lide at lege og finde på tingene efterhånden. Mange af figurerne i serien blev skabt i den rækkefølge, som jeg havde brug for. Der er en hel masse bifigurer, der får en stor betydning senere, men som kun har lavet en lille gæsteoptræden indtil videre. Troldkvindens historie glæder jeg mig meget til at skrive, det bliver helt sikkert sjovt. Hun er kvinden i Soho, der står foran sin tatoverings- og piercingforretning og siger, mens hun kigger på Tim og Molly: “Åh den ungdom, jeg ville dræbe for at være så dum igen”. Hun ligner en som bare laver en observation, men det vil senere vise sig, at hun er en vigtig person. Så er der damen, som deler en taxi med Hr. Hunter, der senere vil blive en meget vigtig person, men det var der ingen ud over mig der vidste på det tidspunkt. Jeg skulle nok have fortalt nogen dette, for da Peter Gross tegnede figuren, troede han ikke at hun skulle bruges igen, og syntes derfor det kunne være sjovt at tegne hende, så hun lignede vores redaktør Julie Rottenberg. Alle fandt det ganske morsomt, da de hørte, at hun skulle være en fast figur.
På trods af arbejdet med en månedlig serie, har du formået at arbejde på en ny serie ved navn Mythos. Da du startede med at skrive den, havde du da overvejet, hvem som kunne komme på tale af tegnere?
JNR: Mythos var til at starte med, tiltænkt som en slags tour-historie lidt a la den første Books of Magic, hvor de fleste af figurerne i Vertigo-universet skulle have mødt hinanden. De spurgte, om jeg ville skrive et oplæg til dem, hvilket jeg gjorde. En af redaktøren på Vertigo, Alisa Kwitney læste historien og blev så begejstret for den, at hun foreslog at vi skulle droppe tour-tanken og bare fokusere på selve historien. Til at begynde med var det meningen, at serien skulle males, men efter at have undersøgt forskellige maleres muligheder tidsmæssigt, foreslog jeg i stedet Alisa at lave den som en ganske almindelig tegnet serie, hvor vi kunne arbejde med folk vi kunne lide at arbejde med. Alisa syntes det lød som en god ide.
GA: Da jeg var færdig med at tegne min seneste historie til Books of Magic omkring november 1994, startede jeg med at lave figurskitser til Mythos. Det fortsatte jeg med indtil februar 1995, hvor jeg modtog de første sider af manuskriptet på Mythos.
JNR: Første gang Alisa sagde til mig, at jeg kunne begynde på serien, var sommeren “94, så den har været lang tid undervejs. Men som du kan forstå, ved hverken Gary eller jeg hvad den handler om.
GA: Mythos indeholder forskellige temaer, som har taget noget tid at flette sammen til en historie. Men den vokser stadigvæk. I det første nummer har vi etableret en masse nye figurer og nogle interessante situationer.
Bruger I nogle DC-figurer?
GA: Der er en DC-figur i det første nummer, selvom han normalt ikke er en figur man forbinder med DC-universet. Det er guden Odin, der ikke særlig ofte har optrådt i DC-universet, så jeg forsøger at tegne ham ligesom Kelley Jones gjorde i Sandman.
JNR: Han er helt sikkert den Odin som vi kender fra Sandman. Han har nogle af de samme bekymringer, hvilket vi kommer mere ind på senere.
Bruger I figurer/guder fra forskellige mytologier?
JNR: Ja. Vi vil senere i serien have gæsteoptræden af forskellige Vertigo-figurer, selvom det er svært på nuværende tidspunkt at sige, hvem vi har mulighed for at bruge, da serien har været så længe undervejs.
Hvordan har du det med at have forskellige tegnere på hvert nummer?
JNR: Jeg har det lidt mærkeligt med det. Jeg elsker Peter Snejbjergs og Teddy Kristiansens arbejde, men nu sidder jeg og kigger på det, som Gary har lavet, og jeg må helt ærligt indrømme, at jeg gerne så, han tegnede resten af serien.
GA: Jeg tror, at når du begynder at se hvad de andre laver, vil du se, at hvert nummer vil have sin hel egen identitet.
JNR: Jeg har lidt blandede følelser med hensyn til det. Det første nummer handler primært om hverdagssituationer, mens det mytologiske er stærkt nedtonet.
GA: Det har også været min indgangsvinkel tegnemæssigt. Det er meget baseret på betragtninger, og det er meget fjernt fra det jeg har lavet på Books of Magic. Det er anderledes og mere hårdkogt, hvilket har bevirket, at jeg har brugt mange modeller, for at gøre det så realistisk som muligt. Peter og Teddy vil så føre historien videre ind i fantasiens og abstraktionernes verden. Jeg ser det som en udvikling fra den virkelige verden ind i den mytologiske verden, hvor det tegnemæssigt skulle ende på det mytologiske plan, men det var nødvendigt at starte i den virkelige verden, eller noget der ligner.
JNR: Det er sådan historien er tiltænkt at skulle udvikle sig, hvor den virkelige verden langsomt træder i baggrunden, mens den mytologiske verden tager over. Historien bliver efterhånden også mere dyster, men humoren forbliver den samme. Jeg synes historiens udvikling stemmer fint overens med de 3 tegnere, der tegner den i den rækkefølge, som de gør. Gary starter serien op, Peter står for midterpartiet, mens Teddy som afslutter vil fungere helt perfekt.
GA: Jeg kom lige i tanke om en lille anekdote med hensyn til Mythos, som fandt sted sidste sommer i Chicago, hvor jeg var sammen med John. Vi spiste middag med nogle venner, og John fortalte om den her nye tour-serie han skulle skrive for Vertigo. Da han fortalte, at den omhandlede forskellige mytologier, begyndte en af mine veninder, som studerer folkesagn, at nævne alle mulige bøger, som hun mente, John skulle læse. Da hun endelig fik spurgt, hvilken mytologi han skulle skrive om, kiggede han hende direkte i øjnene og sagde Kurt Cobain. Hun gik totalt i sort og sagde ikke en lyd, hvilket sker meget sjældent. Det var først flere måneder senere, at jeg fandt ud af, at historien skulle handle om et rock “n” roll band. Da du sagde Kurt Cobain, troede jeg at du hentydede til, at en populær person nærmest kan blive et guddommeligt symbol for mange mennesker.
JNR: Det er endnu en af de ting Mythos handler om. Det sker, at personer ender med at bliver mytologiske figurer.
Hvad er dine umiddelbare fremtidsplaner?
JNR: Lige nu og her drømmer jeg bare om, hvor rart det ville være at indhente noget af alt det arbejde, jeg er bagefter med. Jeg ville ønske, jeg havde mere tid til mit tegneseriearbejde, til at færdiggøre den bog, jeg arbejder på, arbejde lidt i min have, gå tur med min hund og bruge lidt mere tid sammen med min kæreste Nicole. Jeg har en masse historier, jeg gerne vil fortælle, men jeg har ingen idé om, hvordan jeg vil gøre det. Nogle af dem vil slet ikke kunne laves som tegneserie, de ville blive ganske forfærdelige.