2. februar udkom det 10. bind i Nofret serien. Seriejournalen Online har interviewet Sussi Bech. Først et lille resumé af historien:
Efter mange år genforenes Kiya og Nofret, men snart snigmyrdes Kiya af sine fjender ved faraos hof. Kiyas tjenere holder Kiyas død hemmelig, og overtaler Nofret til at overtage søsterens rolle. Alt går fint, indtil Farao Akhnaton vælger at kalde sin andenhustru tilbage til hoffet, fordi han ikke kan glemme den kretensiske skønhed. I faraos palads venter en morderisk minister, en forurettet førstehustru og intrigante hoffolk. Sådan begynder handlingen i det nye album, ‘Kiya’, der 2. februar udsendes på dansk af forlaget Carlsen og på engelsk af forlaget Eudor.
Hvordan kom du i gang med at lave tegneserier?
Lige fra før jeg gik i skole har jeg gerne villet fortælle historier. Mine ældre søskende kunne læse og skrive, men jeg måtte fortælle i billeder. Emnet var altid noget med prinser og prinsesser. Senere holdt jeg fast i tegneserieformen, sikkert fordi jeg både har en tegner og forfatter i mig.
Er der andre kunstnere i familien?
Min søster Bente Bech laver billedbøger, min mor har altid tegnet og inspireret mig som barn og rundt omkring i familien, både på min fars og min mors side, er der kreative kunstnere, kunsthåndværkere og malere. Så det har ligget i luften lige fra barndommen, at det kunne gå i den retning.
Sidder du hjemme og tegner eller sammen med andre?
Jeg foretrækker at sidde sammen med andre i et kreativt miljø, fordi jeg ikke kan undvære inspirationen fra andre tegnere. Siden 1980 har jeg delt tegnestue sammen med 10-12 andre serieskabere på tegnestuen Gimle, men jeg arbejder også hjemme om aftenen for at nå at lave dagens arbejde. Selv om alle på Gimle ikke laver tegneserier hele tiden, så har de alle en tegneseriebaggrund og arbejder med deres egne serier, samtidig med, at de laver andre ting som illustrationer, reklamearbejde, storyboards og webdesign. Det er meget inspirerende og giver en god arbejdsstemning.
Læser du selv tegneserier?
Jeg får ikke læst så mange tegneserier i dag, men jeg gjorde, da jeg var barn. Alle de franske, der kom frem i 70’erne, har selvfølgelig præget min måde at opfatte genren på. Men den første og allerstørste inspiration må siges at være Carl Barks, og alle hans vidunderlige historier om Anders And. Nu, hvor jeg hver aften har lejlighed til at genlæse dem for min søn, konstaterer jeg gang på gang, at de overhovedet ikke har tabt i værdi siden min egen barndom. Han forstår ikke det hele, men han ler på de rigtige steder og vil kun have Barks-historierne læst højt. Det er tegneseriekunst på et højt plan, når historierne kan holde sig friske efter 50 år. Da han var i Danmark for nogle år siden fik jeg lejlighed til at møde ham og få hans autograf. Det er nok den eneste autograf, jeg gider samle på.
Og alligevel har du valgt det gamle Ægypten som skueplads for dine tegneserier?
Det har altid interesseret mig. I mit barndomshjem var der en bog om fundet af Tutankhamons grav. Den læste jeg som 15-16 årig og jeg var derefter overbevist om, at jeg ville være ægyptolog. Men det endte med, at det var historier og tegninger om det gamle Ægypten, der fik overtaget. Siden, efter udgivelsen af de første Nofret-album, blev jeg kontaktet af Dansk Ægyptologisk Selskab, hvorigennem jeg mødte mange af de danske og udenlandske ægyptologer. I dag er jeg meget tilfreds med at lave fortællinger i tekst og billeder om den tid, i stedet for at ligge på knæ med en teske et sted i den libyske ørken blandt skorpioner og kamelskeletter.
Din tegnestil har udviklet sig meget de seneste 2-3 album. Der er kommet flere skraveringer og skygger, og figurerne er blevet mere naturalistiske.
I virkeligheden ville jeg fra starten gerne lave tegneserier i den stil jeg bruger nu. I begyndelsen var min stil bevidst meget enkel og figurerne og karikerede. Efterhånden som fortællingen skred frem, udviklede jeg mig henimod den tegne- og fortællestil, som jeg inderst inde hele tiden har ønsket mig: Nofret er mere nuanceret nu, før var hun bare en fræk tøjte, men i det nye album, hvor hun giver rollen som sin døde søster Kiya, er hun ikke længere den, der kun meler sin egen kage. For med rollen som Kiya følger også ansvaret for Kiyas lille søn, den senere farao Tutankhamon, der i dette album er omkring 6 år. Lille Tut hader sin far, fordi han har forvist Kiya fra hoffet, og selv om Nofret gør sit bedste for at spille Kiya, da hun vender tilbage til hoffet, bliver hun straks gennemskuet af den lille bøllespire.
Nofret har gået meget i aviserne, bl.a. Berlingske Tidende og senest i Ekstra Bladets lørdagstillæg.
Jeg har altid lagt vægt på, at serien kunne læses med en side ad gangen, og at der var en spændende afrunding nederst på hver side, så læseren fik lyst til at læse videre. Med aviserne når man ud til et helt andet publikum end det, som køber albummene, og det er meget sjovt.
I det nye album er der en krydsklipscene mellem tortureringen af Nofrets kæreste, der er fanget af faraos soldater, og en elskovsscene mellem Nofret og farao Akhnaton. Er din serie for børn eller voksne?
Selv havde jeg på fornemmelsen, at det hovedsageligt var ældre piger og voksne, der læste serien, men gang på gang viser det sig, at det er børn, unge og gamle, tilsyneladende uden noget system. Der er kommet barskere scener ind i de sidste album, efterhånden som jeg har flyttet den målgruppe, jeg bilder mig ind, jeg henvender mig til. Både det barske og det kærlige bliver stærkere.
Jeg vil godt vise nogle dybere følelser, skildre de historiske personers måde at tænke på, og konkret vise, hvordan livet var i det gamle Ægypten. I de første album med Nofret var mere enkle og karikerede, mens Nofret i de sidste tre album har mødt en kæreste, mistet sin søster og blevet mor for Tutankhamon.
Er Nofret en historisk person?
Nej, hun er fiktiv. Men mange af de andre personer i albummene er rigtige nok, og har vandret omkring i de ægyptiske kongepaladser for 3.500 år siden, f.eks. farao Akhnaton, hans førstehustru Nefertiti, som mange nok kender fra den utroligt smukke portrætbuste på museet i Berlin, Tutankhamon og så Nofrets søster, Kiya, selvfølgelig, der er andenhustru og mor til Tut. Man har altid troet, at Akhnaton og Nefertitis forhold var monogamt, ligesom hans nye religion var monoteistisk. Og derfor er Akhnaton ofte blevet fremstillet som et historisk forbillede for borgerlig moral og kristen tankegang: En kone og en gud, basta! De sidste 30 år er vi imidlertid blevet klogere: Farao Akhnaton havde ligesom sine forgængere og sine nutidige kollegaer flere jern i ilden: En særlig plads i Akhnatons hjerte havde hans andenhustru, Kiya, i og med at hun var mor til hans eneste søn, Tutakhnamon. Det får Nofret at føle, da hun vender tilbage til farao Akhnatons hof i rollen som sin søster Kiya.
Han forsøgte jo at reformere hele den ægyptiske religion: Lukkede templerne for de mange forskellige guder, og indførte solen, Aton, som den eneste gud, og indsatte sig selv som den eneste ypperstepræst?
Mange har yndet at se Akhnatons reformation som en forløber for indførelsen af kristendommen, men det har vist sig, at hans religion ikke var 100% monoteistisk: Han brugte stadigvæk symbolske elementer fra de gamle guder i sin egen kult, såsom Uræus-slangen, gribben og sandhedens gudinde Mat symboliseret ved en fjer. Et fællestræk for ham og de senere kristne kunne være hans intolerance overfor de af de gamle religioner, der var en trusel mod hans egen magt, især Amon-kulten. Han for frem med hård hånd, brød ind i de gamle grave, ødelagde gudebillederne og lukkede templerne.
Hvad der skete med præsterne, kan vi kun gætte os til. Det var tidligere populært at se Akhnaton som en fredselskende poet, der var så optaget af at dyrke sin nye gud, at Ægypten mistede sine nordlige provinser. Især har man bidt mærke i de hymner, han skrev til solen. Men i virkeligheden var der måske lige så meget tale om et godt gammeldags magtopgør mellem kongemagten og præsteskabet, som gennem flere hundrede år havde tilranet sig kontrollen over det meste af Ægyptens landbrugsjord. Indførelsen af en ny gud, som farao kontrollerede, var et radikalt træk. Det endte dog med, at Amonpræsterne vendte tilbage efter Akhnatons død, og senere tider regnede ham blot som en uduelig regent. I min tegneserie har jeg forsøgt at basere mig på nyere forskning og skildre ham som som et menneske, moderne læsere kan forstå.
Jeg ville have spurgt, hvad det gamle Ægypten fortælle danskerne i dag, men du har næsten svaret på det.
Ja, religionskrige, paladsintriger og intolerance vil altid være oppe i tiden.
Hører du nogensinde fra folk, der har læst dine tegneserier?
Ja, jeg får ofte breve fra unge piger og drenge, der har læst alle albummene, og som spørger, hvornår det næste udkommer. Siden 1998 har Nofret haft sin egen hjemmeside (www.nofret.dk), og her har et bredt udsnit af alle aldersgrupper skrevet i hendes gæstebog, også læsere fra andre lande. Det var med tanke på dem, at jeg besluttede at få serien udgivet på engelsk. Der var så mange, der spurgte, så nu bliver forsøget gjort.
Tror du, der er interesse i de engelsktalende lande for Nofrets oplevelser?
Absolut. Interessen for ægyptologi er bestemt ikke udelukkende et dansk fænomen. Der er skrevet et hav af fagbøger om ægyptologi, men der eksisterer meget få tegneserier om livet i det gamle Ægypten. Det engelske album vil blive annonceret i en række internationale tidsskrifter om Ægypten, og via internetbutikken håber jeg, at Nofret vil blive købt og læst af ægypteninteresserede læsere over det meste af verden.
Hvordan er din arbejdsproces, når du laver en ny Nofret-historie?
Først prøver jeg at skrive en historie og komme i den rette stemning. Ofte ved jeg ikke, hvad der skal ske efter det forrige album, og jeg sidder så alene i ugevis med en blok og en pen foran mig, mens jeg prøver at få så mange løse ideer ned på papiret som muligt, mens jeg lytter til en masse operamusik for at lukke verdens ude. Når jeg føler, at der er ideer nok til et album, ordrer jeg dem og strukturerer historien, så den fylder de 46 sider, der er afsat. Det tager som regel tre-fire måneder at få historien på plads. Først når historien er 100% klar med løse billedkompositioner og figurernes dialog, finder jeg skitsepapiret frem og går i gang med de egentlige tegninger. De bliver lavet på store katonark i dobbelt størrelse, med blyant og viskelæder. Først tegner jeg rammer og taleboblerne ind, sådan som jeg har forestillet mig dem, da jeg skrev historien. Så skitser jeg figurerne, interiører og baggrunde. Til de historiske detaljer har jeg en masse bøger, hvor jeg kan se, hvordan tøj, møbler, skibe og paladser så ud på Akhnatons tid. Når jeg er tilfreds med skitserne, tegner jeg dem op med pen og sort tusch. Det hele tager ca. en en uge pr. side. Teksten skriver jeg på et ark for sig, fordi det så er lettere for forlaget at trykke den på flere sprog.
Det nye album er computerfarvelagt – hvordan var det?
Først troede jeg, at det ville være en stor kvalitativ nedgang, mens mens jeg arbejdede med det, opdagede jeg, at netop til tegneserier har det mange muligheder, og resultatet af det nyeste album synes jeg svarer stort set til de tidligere håndfarvelagte. Modsat hvad mange måske tror, går det ikke hurtigere med computer, men der mange ting, som går lettere, f.eks. er det enormt let at lave et forløb i en himmel. Det var tidligere en hård kamp med airbrush, tilstoppede dyser og kompressorer, der aldrig virkede, når der var brug for dem. Så måske vil mange finde farvelægningen af det nye album mere detaljeret og gennemarbejdet, fordi det simpelthen var lettere og mere fristende end før at putte detaljer på. Grunden til, at det blev nødvendigt med computerfarvelægning var, at det målfaste karton, tegneserier tidligere blev farvelagt på, udgik af produktion. Da jeg farvelagde det forrige album, måtte jeg således kæmpe i dagevis for at få farvelægningen af hver side til at passe til den sorte stregfilm, og det fik mig til at vælge computeren. Og det har jeg ikke fortrudt.
Laver du andet end Nofret?
De sidste par år har jeg tegnet Kaj og Andrea for DR Multimedia. Her bruger jeg meget min Carl Barks-ke inspiration. Det er sjovt at lave noget for mindre børn.
Kunne du have lyst til at lave Nofret som f.eks. film eller teater?
Jeg har aldrig syntes, at min tegneserie var egnet til tegnefilm, men der er kommet en mere voksenrettet stil indenfor tegnefilmen, f.eks. Disneys musical ‘Klokkeren fra Notre Dame’ og Dreamworks’ meget visuelle ‘Prinsen af Egypten’. Så det kunne måske være morsomt at se Nofret som tegnefilm eller som udstyrsstykke på Det kongelige Teater, men al den slags har jeg for travlt til at spekulere på til hverdag, når jeg sidder bag tegnebrædtet og har mere end rigeligt at gøre med at lave Nofret som tegneserie.
Den københavnske tegneseriebutik Fantask har bedt dig signere dit nye album 2. februar kl. 16.00. Hvad siger folk, når de står overfor Nofrets mor?
De vil vide, hvad der sker med Nofrets kæreste, hvordan det kommer til at gå Nofret i det næste album, og om det ikke er svært at tegne den samme figur, så den ligner fra billede til billede og alt sådan noget. Det er dejligt at møde nogen, der går op i de ting, man laver, og som har fulgt beretningen om Nofret siden første album.
Møder Nofret nogensinde Sennep igen?
Ja, det gør hun i det album, jeg er ved at lave nu, men han bliver ikke manden i hendes liv. Mere vil jeg ikke røbe nu. Albummet udkommer nok engang i 2002. Efter 4-5 år med småbørn og andre store opgaver har jeg besluttet at sætte mere damp under kedlerne, så der ikke igen går tre år mellem to album.