Home / Artikler / Keith Knight: Den sidste Mohikaner

Keith Knight: Den sidste Mohikaner

Pirate Restaurant 4

Seriejournalens sommerinterviews fortsætter. Vi har talt med en håndfuld tegneserietegnere, der er mere eller mindre ukendte i Danmark, men som laver gode og vigtige tegneserier. I dette andet interview i række, har vi talt med gentlemantegneren Keith Knight. Han startede med at tegne striber som 10 årig og er aldrig stoppet – heldigvis.

Er den amerikanske avisstribe død?

I en tråd her på forummet blev fremtiden for den gode amerikanske avisstribe diskuteret. Efter Gary Larsson og Bill Watterson gik på pension, har vi måtte kigge langt efter en værdig arvtager. Keith Knight, der laver Knight Life, th(ink) og The K Chronicles er måske vores sidste håb. Han er født i ’66 på USA’s Østkyst, men flyttede senere til Vestkysten.

Udover sine tre striber tegner han for MAD Magazine, er frontfigur i hip-hop gruppen The Marginal Prophets og holder præsentation på universiteter og virksomheder om sit liv og sine striber. Han har vundet en Harvey (han slog Doonsbury, som var nomineret samme år) og er fast gæst på San Diego ComiCon.Jeg kontaktede ham for at høre, hvordan han havde det – og om der er en fremtid for avisstriberne…

Hvordan endte du med at blive tegneserietegner?
Lige siden jeg var dreng, har jeg vidst, at jeg skulle være tegneserietegner. Jeg kan huske, at jeg som 10-årig lavede små tegneseriehæfter, som jeg solgte for 15 cents i skolen. Jeg har ikke nogen formel uddannelse eller træning. Jeg gjorde det bare – og stoppede aldrig.

Jeg fik fuld opbakning fra mine forældre – lige indtil det gik op for dem, at jeg virkelig mente det. De opfordrede mig til at finde på noget andet at bruge mit liv på, da de mente, at der ikke var nogen penge i at lave tegneserier… Det viste sig, de havde ret!!

Det første år i high school havde jeg en engelsklærer, der hed Mr. Hines. Han gav mig lov til at aflevere en tegnet stil om Orwell’s ”Kammerat Napoleon” i stedet for en, der var skrevet. Jeg tegnede en parodi af romanen, hvor jeg erstattede farmen, hvor bogen foregår, med vores skole. Dyrene og menneskerne blev erstattet af eleverne og lærerne. Han blev meget begejstret – og han foreslog mig at blive serietegner med min egen sydikerede stribe.

 

I Danmark har vi lidt af en tegneseriekrise, hvor vi har svært ved at få nye læsere. Den gennemsnitlige tegneserielæser er en ca 40 årige mand – og tegnerne har cirka samme profil. Hvordan er tegneseriemiljøet i USA?
Sådan plejede det at være her i staterne. Men det har ændret sig meget de seneste år. I de 20 år jeg har været med på ComiCon i San Diego har jeg set en vækst i mangfoldighed – både når det gælder alder, køn og race.Alt andet end avistegneserier set ud til at klare sig.

Der er webtegneserier, som klarer sig rigtig godt. Det virker som om, at der vælter graphic novels ud af trykpresserne i læssevis. Og Hollywood er i gang med at adaptere hele bagkataloget af tegneserier til film…

Hvordan er det så at have en sydikeret stribe? Aviserne har det jo ikke specielt godt for tiden…

Det er et mareridt. Mit syndikat, United Media, har lige lukket deres tegneseriedivision og Universal har overtaget forretningen… Jeg håber at der kommer noget godt ud af det på sigt. På de striber jeg selv syndikerer, har jeg mistet over halvdelen af mine kunder i løbet af de sidste tre år. Det er derfor jeg flyttede fra San Fransisco til LA – for at kunne bevæge mig over mod TV og film.

Dine striber K Chronicals og Knight Life handler meget om dig selv. Det betyder, at du udstiller dig selv hver dag på godt og ondt – skal du holde lidt igen for ikke at vise for meget – eller kan du være ekstra barsk, netop fordi det er dig selv, det går ud over?
I starten var det lidt bizart, at udstille mig selv, som jeg gør i K Chronicles. Men i dag er folk på Twitter og Facebook – og der er mange der har en blog osv… Så efterhånden udstiller jeg mindre af mit liv, end de fleste andre gør.

På Seriejournalen havde vi en diskussion om den amerikanske avisstribes fremtid. Efter Steen & Stoffer og Far Side er lukket, så er få striber tilbage, som er morsomme og ikke kører i tomgang. Din stribe skiller sig ud. Er du den sidste Mohikaner – eller er du den første af en ny generation?
Der er da nogen ret god daglige striber, som er dukket op i de seneste år. Men der er ikke kommet mange nye og gode traditionelle avisstriber … Nogen af de gode striber køre i ugeblade og de andre kan man finde på ’nettet.

Der er fx ”Tom the dancing bug” af Ruben Bolling. Der er Julia Wertz. Kate Beaton’s ”Hark! A Vagrant!“. Lonnie Millsap. Brian McFadden’s “Big Fat Whale“. Kaz’s “Underworld”. Og så er der “Cul de Sac” af Richard Thompson. Han er så dygtig, at Bill Watterson kom ud fra sit flyverskjul for at rose striben.

Hvor lang tid tog det dig at udvikle stilen og formatet til striberne K Chronicals og th(ink)? Var den en lang proces – eller fandt du ret hurtigt formlen?
K Chronicles startede jeg med at lave som en daglig stribe, da jeg gik på college i 80erne. Da jeg flyttede fra Boston til San Francisco og så undergrunds- og indie-scenen inden for tegneserier – specielt den måde Matt Groening lavede ”Life in Hell” på – ændrede jeg formatet og indholdet af K Chronicals til den form, du kender i dag.

Th(ink) lå lige til højrebenet. Jeg havde lyst til at lave noget, der var det stik modsatte af K Chronicles. Det skulle være en stribe på et enkelt billede – og den skulle handle om noget, der ikke var selvbiografisk, men som tog afsæt i aktuelle emner og nyheder. Så formatet var ret hurtigt på plads.

Du flyttede fra USA’s østkyst, hvor du voksede op, til vestkysten. Hvor meget ”gratis” materiale gav det dig?
Jeg får altid masser af ideer, når jeg rejser. Jeg havde aldrig været længere vestpå end Philadelphia, da jeg flyttede, så køreturen på tværs af USA var fantastisk. Og forskellene mellem Øst og Vest giver mig stadigvæk masser af nyt materiale.

Hvad tegner du med? Pen, pensel, computer?
Jeg er af den gamle garde og bruger Micron pigma markers, Sharpie speedmarkers og Rub-a-dub laundry markers på glat Bristol papir. Jeg rydder op og farvelægger i PhotoShop.

Hvordan er din kreative proces? Har du en fast rutine, du arbejder efter, når du skal lave en stribe?
Ingen rutiner eller processer. Jeg skitser konstant i min notesbog, når jeg bladre igennem aviser, magasiner eller surfer på ’nettet…. Eller når jeg snakker med de meget forskellige mennesker jeg møder og opsøger.

Når jeg først har ideen, så starter jeg med at tegne rammer og alt det udenoms – og så fylder jeg indholdet i striben. Som regel justerer jeg teksten, når jeg rydder op i Photoshop, så den bliver skarpere. Ofte, når folk køber mine originale striber, må jeg gå tilbage og rette teksten til på originalen, så den passer med det, de så i avisen.

Intro
Når du får en ide, udvikler du den så og placerer den i th(ink), K Chronicles eller Knight Life alt afhængig af, hvor den lander – eller udvikler du ideen ud fra en af formaterne?
Jeg skriver normalt for en stribe ad gange. Men hvis joken bliver for fræk til Knight Life, så ende den i K Chronicles, der er en lidt mere rå stribe.

Skal du have ro når du arbejder? Sidder du hjemme eller på en tegnestue?
Normalt arbejder jeg på cafeer. Kan godt lide at have mennesker omkring mig til at teste ideer af på. Og det er fedt at høre lidt forskellige perspektiver fra forskellige mennesker. Jeg holder også meget af at tegne på barer og værtshuse.

Hvem tester du dine ideer af med i sidste ende?
Min kone. Jo mindre hun fatter af joken, des bedre er den!

The Wifey

Udover at have succes som tegneserietegner, så er du også rapper og holder foredrag. De fleste tegneserietegnere er lidt introverte, men du må være meget ekstrovert. Din humor er også meget verbal og hurtig i vendingen. Føler du dig mere som en stand-up komiker end som tegneserietegner?
Det er ret sjovt du siger det! Jeg har lavet flere af mine powerpoint-shows med komikere. Og jeg kan rigtig godt lide at hænge ud med komikere. Sandheden er jo, at jeg rigtig godt kan lide at være sammen med andre sjove mennesker. Det er sådan jeg får mine historier!Jeg føler mig også stærkt beslægtet med andre tegneserietegnere… Men jeg vil hellere være på en stand-up klub end til en tegneaften med andre tegnere. (Beklager!)

Du er på en mission der er lidt større end bare at få folk til at grine – ikke? Hvad vil du gerne have dit publikum får ud af din stribe?
Mit hovedmål er at få folk til at grine. Hvis de ikke griner, så håber jeg de i det mindste tænker lidt. Men ideelt set vil jeg jo gerne få dem til begge dele. Det er helt klart det, der er det fedeste. Min mission er, at lave striber, som jeg selv ville læse. Striber, som sådan en som mig kan relatere sig til. Hvis jeg kan det, så kan jeg nå en stor gruppe mennesker…

Får du nogensinde feedback fra folk på gaden – eller mails fra dine læsere? Kan du bruge det feedback i din kreative proces?
Det er rigtig rart at få feedback – både godt og dårligt.

Jeg er ikke sikker på at læsernes holdninger påvirker striben, men det er rart at vide at folk nyder – eller hader – striben nok til at skrive.

Til dato har folk sendt mig alt fra pot, pornografi, billeder af deres døtre og avocadoer i posten…

 

Læser du tegneserier? Hvilke striber og serier synes du er gode?
Jeg elsker at læse striber. Både de gode og de dårlige. Jeg lærer ligeså meget af en dårlig stribe som af en god. Måske lærer jeg mest fra de dårlige, for der kan jeg fordybe mig i, hvad det er der irriterer mig ved striben – og så undgå at gøre det selv. Og – selvfølgelig – stræber jeg efter, at kopiere det, der gør gode striber gode.

De fleste af dine tegneserier er tilgængelige på trykt form i opsamlingsalbum og så uden for USA. Har du mange læsere internationalt?
Der er masser af læsere uden for USA, der følger striberne. Mit arbejde er fx med i et show der skal sættes op i London… Og sidst jeg var i Tyskland var jeg til en forelæsning med en tysk universitetsprofessor, som har mine striber som del af sit curriculum. Jeg tror at tyskerne kan lide mig, fordi jeg er gift med en af slagsen…

Hvad laver du om 10 år? Hvad kan vi vente os fra Keith Knight?
Jeg laver TV og film. Og K Chronicles… Og mine slidesshows – nok med mere musik og komik. På den korte bane, så er Th(ink) netop udkommet i bogformat. Og jeg er i forberedelsesfasen på at pitche et par ideer til et par TV-shows. Jeg skal også i gang med at lave nogen små K-Chronicles-film, som jeg håber kan blive starten på min egen YouTube-kanal.

Bonusinfo
Du kan læse mere om Keith på hans website. Har kan du også se en video med en af hans præsentationer, læse th(ink) og K-Chronicles:
http://www.kchronicles.com/

Knight Life (som er min favorit) kan læses på:
http://www.knightlifecomic.com/

The Marginal Prophets kan besøges på:
http://www.marginalprophets.com/

Hans bøger kan købes på hans site eller hos Amazon:
http://www.amazon.co.uk/Keith-Knight/

– Niels