Home / Artikler / Nekrolog over Walter Lehmann

Nekrolog over Walter Lehmann

Den 27. juli døde den danske animator Walther Lehmann 72 år gammel.
Jeg besøgte ham for sidste gang for et år siden, hvor han var blevet sengeliggende på De gamles Hjem. Han havde i nogle år haft Parkinsons Syge som min egen far, men de fleste patienter dør af tilstødende lidelser som kredsløbsforstyrrelser på grund af det konstante sengeleje i sygdommens sidste fase.
Walther var en af de første personer jeg mødte, da jeg flyttede til København i 1980. Han havde da et lille studio i passagen Westend på Vesterbro og boede lige i nærheden. Da Westend blev saneret flyttede han og studiet til en anden adresse i Valdemarsgade indtil han lod sig pensionere. En tid efter konstateringen af sin sygdom boede han i en beskyttet bolig i Tranehavegårdkvarteret med grøn udsigt over Vestre Kirkegård.
Hans fåmælte tørre humor bevarede han til det sidste. Under mit sidste besøg måtte jeg selv føre ordet, for sygdommen slår sig også på stemmen, så han til sidst næsten ikke selv kunne sige noget. Men der stod et fjernsyn med tilhørende videoafspiller, og vi så det meste af De Utrolige, som jeg havde taget med på VHS.
Walter Lehmann var et unikum og en enspænder. Han var designer, instruktør og animator forenet i en og samme person. Dette var også nødvendigt, for han fik aldrig noget større budget at håndtere. Det meste af tiden sad han ved animationsbordet for at klare de opgaver, der altid var underbetalt, så han måtte arbejde langt mere end normal arbejdstid for at leve af sit håndværk.
Men han var god.
Det var inden computeranimationens tid, så alt blev ordnet i fotolampernes skær ved et kamerastand med et 16mm kamera øverst og for det meste små papstykker, der skulle flyttes rundt med på pladen nederst. Som f.eks. i den minimalistiske børneserie Susi efter manuskript af Hans Henrik Ley, der kan bestilles hjem på video gennem biblioteket fra Statens Filmcentral.
Hans streganimation kan nogle måske huske fra Faxe Fad reklamerne i biograferne. Det var også her de fleste stiftede bekendtskab med hans knurrende og strippende avis i Ekstra-Bladets kampagne med bid i Ekstra Bladet og senere en modkampagne fra BT. Så der var også en stop-motion ekspert gemt i samme ihærdige og arbejdsomme person.
Den kiksede Gør-det-selv håndværker “Godtnok” med Poul Hagens karakteristiske stemme vil mange stadig kunne huske fra TV. Walther Lehmann var simpelthen uovertruffen i sin generation, når man skulle have et budskab ud.
Walther bidrog også til de fleste af Jannik Hastrups lange tegnefilm som f.eks Blånæse i Strit og Stumme og Uglen i Fuglekrigen.
Og så har den gamle kalligraf, der startede hos Andersen og Blæsbjerg i Odense, også i håndtekstningens guldalder tekstet et hav af album for Carlsen, blandt andet Smølferne.
Walther var et stort og alsidigt talent og en af sin generations absolutte mestre inden for forbavsende mange arbejdsområder.
Det må også være “Godtnok”…

Med højagtelse
Freddy Milton

Links:
plaschke.dk’s Walther Lehmann biografi

Litteratur:
Tidsskriftet “Carl Barks & Co.” nr. 26: “Interview med animatorerne Walther Lehmann og Jørgen Klubien”
Klaus Rödel: “Walther Lehmann. En dansk tegner og exlibriskunstner”. Exlibristen, Frederikshavn 1975.