I perioden 22. juni til 13. september 1949 løb episoden Tom Poes en Horror de Ademloze første gang i aviserne. Detektiven Søren Gås græder over, at skurken i hans yndlings-avistegneserie, den maskerede Totter, for Gud ved hvilken gang får smæk af seriens superhelt Dick Dobbeltkraft – den atomstærke mand med radarøjne og fjernsynshjerne.
Fornuftens stemme Tom Puss afviser serien som noget vrøvl, men Ole Bumle lader sig indfange af tegneseriens bastante elementærspænding. Ingen af dem kan dog forstå Sørens fascination af skurken Totter, som er en Phantom Blot-agtig figur, der efterlader trusselsbreve med sit sorte mærke på.
Snart begynder begivenhederne fra tegneserien at finde sted i Tom Puss og Ole Bumles verden og den fæle maskerede skurk, Totter, at hærge lokalsamfundet. Søren Gås, der som detektiv skulle tage sig af skurkestregerne, forsvinder oftere og oftere, og Ole Bumle lader sig friste til at overtage detektivbureauet. Som en kluntet Rip Kirby går han i aktion, med Puss som en opvakt udgave af Dr. Watson.
De får bl.a. til opgave at transportere en guldpølse med indlagte diamanter for en rig pølsemager. Til formålet tager de diligencen, hvor de møder de 3 ældre søstre Tutlevat, som skriver søde børnebøger og er meget forargede over tegneserien Dick Dobbeltkraft. Diligencen bliver holdt op af Totter, som dog ikke kan finde ud af, hvad han skal stille op med sine ofre, før han kan hente inspiration i næste dags stribe med Dick Dobbeltkraft. Altså sætter han sig til at vente på morgenposten.
De næste dages dramatiske hændelser efterlader ingen tvivl om, at Totter virkelig er på spil og plager lokalsamfundet, men at han også er fuldstændig afhængig af, hvad der sker i den tegneserie, han er affødt af. Dette giver Bumle og Puss et lille forspring, da de kan læse i dagens avis, hvad Totter er undervejs med. Således lykkes det lige akkurat for Puss at redde Bumle, da Totter på bedste stumfilmmaner har bundet denne til et par jernbaneskinner.
Puss og Bumle jager Rumledam tynd efter Totter og er særdeles tæt på at miste livet, da de tilfældigt braser ind i en beskeden lejlighed, som viser sig at være beboet af en vis hr. Kastra, som – for at det ikke skal være løgn – er fyren, der tegner striben om Dick Dobbeltkraft og Totter. Kastra selv er tegnet med et slags crazy-ande-look, og han minder absolut ikke om sin papirhelt. Faktisk er han et nervepillespisende og kæderygende vrag, der desperat kæmper for at finde på nye sindssyge cliffhangers, der kan holde serien i gang og produktionen inden for avisens deadline.
Efter at Bumle har afreageret sine frustrationer på den stakkels tegner, bruger Puss og Bumle denne til at lokke Totter i en fælde, som dog er lige ved at give bagslag. Dramaet tørrer ind, da tegneren viser Totter hans sidste stribe, hvor Totter er blevet en flink fyr, som befrier helten og afslører sin identitet. Totter, som er lænket til sit tegneserie alter ego, adlyder og afslører sig selv som Søren Gås.
Netop som Bumle skal til at lade aggressionerne flyde ud over Søren Gås, træder Tutlevat søstrene ind på scenen og lægger sig imellem. Henrykt begiver serietegneren Kastra sig i snak med dem og da denne meget hellere vil tegne små kaniner med røde øjne og sommerfugle end potente superhelte, hyrer Tutlevat-søstrene ham til at illustrere deres nye børnebog. Lykkelig drager han af sted sammen med dem. Puss og Bumle nedlægger detektivbureauet og i sidste panel nyder de tilværelsen på en landevejskro.
Tegneserie-i-tegneserie
Det er forekommet, at en tegneserie har optrådt i en tegneserie men sjældent så integreret som her. Dette gør i sig selv episoden interessant. Vigtigere, at notere sig, er dog, at næppe nogensinde hverken før eller siden har en tegneserie defineret sig selv så underfundigt. Marten Toonder fortæller ikke læserne, hvad Tom Puss er, men han afslører råt og brutalt, hvad Tom Puss bestemt ikke er. Således var Tom Puss ikke en omgang svulstig superhelte eventyr, selv om serien rummede mere end sin part af det grænseoverskridende. Ej heller var den en simpel lov og orden krimiserie, selvom den bød på masser af mysterier. Den var ligeså lidt historien om en opkogt and i erhvervskrise, selvom den var en usædvanlig veltegnet funny animal stribe. Endelig var serien absolut ikke harmløse børneeventyr om nuttede kaniner og sommerfugle, som tandløse gamle tanter kan gotere.
Det er som om Toonder med denne episode meget ihærdigt forsøgte at distancere sig fra de kasser med stereotyper som tegneserier ofte kyles ned i.
Moderne fabel
Men hvad var Tom Puss så? Moderne fabler kunne være et svar. Toonder gjorde sig store anstrengelser for at analysere, hvordan det borgerlige samfund reagerer på forstyrrelser, men hvis man herefter håber en progressiv og samfundskritisk serie, bliver man skuffet, for Tom Puss er en af de mest konservative ankerpæle tegneseriemediet har at byde ind med.
Tom Puss’s verden i Rumledam er måske ikke ideel eller særlig spændende, men den er tålelig, fordi den trods alt er velfungerende. Når serien – i modsætning til dens verden – er fantastisk, skyldes det, at samfundet hele tiden udfordres af forandringer og ifølge Toonder er forandringer altid af det onde – navnlig hvis de er påkaldt af noget udefra.
Uanset om det er svindlere, bureaukrater, spøgelser, drager, emsige investorer, selvhøjtidelige kunstnere, internationale råd, giftelystne kvindfolk, narkotika, værnemagere, misfostre, profitmagere eller energiske videnskabsfolk er det noget djævlen havde gylpet op. Derfor går det da også, som det skal gå: En tid lader folk sig forvilde men i sidste ende sejrer fornuften og ligevægten genoprettes – hvilket vil sige, at alt bliver lige så trygt og kedeligt som før.
Kaos og harmoni
Som symboler for disse to tilstande – kaos og harmoni – opererede Toonder med et hav af dyrefigurer, men de to centrale var og blev Tom Puss og Ole Bumle. Tom Puss er en nuttet hvid kattekilling, men skinnet bedrager: Puss er så konservativ, at det får Søren Krarup til at ligne en forårskåd hippie og så tør, at Marianne Jelved forekommer i live i sammenligning med.
Bumle er Puss’ totale modsætning. På en eller anden bizar måde lykkedes det Toonder at proppe en gevaldig mængde menneskelige svagheder ned i bjørnens omfangsrige korpus og alligevel få en helstøbt figur ud af anstrengelserne.
Bumle bor på et gammelt slot sammen med sin relativt trofaste tjener Josva (en Sankt Bernhardshund), der har det med at tage sin afsked, når han føler, at hans værdighed krænkes. Bumle får hovedparten af sin tid til at gå med at optræde som gentleman, da han ikke har noget arbejde eller nævneværdige forpligtigelser. Bumle har nemlig arvet en ufattelig formue fra sin far, hvilket ofte får ham til at udbryde de berømte ord: ”Penge er ikke noget problem.”
Alt i alt har Bumle et dejligt liv. Han driver den af, spiser store veltillavede måltider, går ture, dangederer den i Gentlemanklubben med byens spidser, kører ture i sin bil Old Speed, fører samtaler med sin unge ven Tom Puss og besøger sin 50% kæreste – en nuttet lille bjørnedame, frøken Kurre, som nærer en uforklarlig beundring og respekt for Bumle – følelser som Bumle værdsætter, men som han er for usikker til at gøre ret meget ved.
Slangen i paradiset består i, at bjørnen lider under regelmæssige anfald af virkelyst. Dette kommer sig af, at dens humørbarometer mildest talt er svingende. Det ene øjeblik svælger den i bralrende overmod – det næste er den helt nede i kulkælderen. Det er i disse mentale bølgedale, at djævlen har lettest ved at lokke Bumle. Om og om igen begår han den utilgivelige fejltagelse at forsøge at udrette noget. Dette er i sig selv problematisk, for selv om Bumle basalt set er en flink fyr, har han bestemt ikke opfundet den dybe tallerken. Værre er det, at i de øjeblikke hvor Bumle er mest sårbar, træder der en eller anden forstyrrelse af dagligdagen ind på scenen og på trods af alle tænkelige advarsler fra Tom Puss, skal bamsen altid lige samle tingesten op og kikke nærmere på den. Snart tror Bumle, at han kan styre begivenhederne og udnytte situationen til egen eller almenvældets fordel.
Intentionerne er ofte smukke, men resultatet rædselsfuldt. Mange gange er det ikke kun Bumle, som må en tur ned skidtet, ofte er det hele Rumledam, som er ved at bryde sammen og ansvaret for ulykkerne fører altid i en usikker linje tilbage til Bumle, der som en anden Job må gå så mange pinsler igennem, inden Tom Puss ordner paragrafferne.
I begyndelsen skubber Bumle nemlig Tom Puss og hans formaninger fra sig med en bemærkning a la: ”Du er for ung til at forstå sådan noget.” Når lokummet så for alvor brænder, skriger samme bjørn desperat på samme lille kat; ”Så gør dog noget, Tom Puss!”
Hver historie slutter da også med, at Puss genopretter normaliteten, og efter at have ført Bumle tilbage ind på hedonismens smalle sti, nyder de sammen et godt måltid – ofte i venners eller forhenværende uvenners lag.
Dette var grundtemaet, men der var naturligvis masser af variationer omkring det, og under tiden blev Bumle ret uforsætligt rodet ud i noget. Mange gange var Tom Puss også kun en bifigur, som flagrede rundt om de langt mere interessante personligheder.
Det efterhånden detaljerede univers Tom Puss bevægede sig rundt i og det mylder af mere eller mindre faste figurer, der befolkede det, opstod naturligvis ikke fra den ene dag til den anden. Til at begynde med var serien faktisk en simpel opbygget børneserie, af en ung mand ved navn Marten Toonder.
Hvem var Marten Toonder?
Marten Toonder kom til verden i Rotterdam i 1912 som søn af en skibskaptajn, der i lange perioder var væk fra hjemmet. Efter sigende begyndte Marten Toonder at tegne, fordi hans yngre bror, Jan Gerhard, ikke orkede at lytte til hans fantasifulde historier men gerne ville opleve dem gennem tegninger. En anden historie går på, at faderen bragte blade – indeholdende tegneserier – med hjem fra Amerika, og at disse serier prægede Marten Toonder fra barnsben.
Som 19årig var Toonder med sin far på en rejse til Sydamerika, hvor han i Argentina mødte den hos Disney uddannede tegner Dante Quinterno. Mødet gjorde så stort et indtryk, at Toonder besluttede at skabe sig en karriere gennem tegneserier.
Hjemme igen begyndte han på kunstakademiet i Rotterdam men stoppede hurtigt, da han opdagede, at han ikke kunne lære håndværket bag tegneserierne her. Faderen var ikke begejstret for sønnens fremtidsplaner men valgte at give det et år, og det skulle tilsyneladende vise sig at være nok, selv om de første serier blev solgt for meget små beløb.
I 1935 giftede Toonder sig med sin barndomsveninde og nabo Phiny Dick og fandt i hende en kollega og samarbejdspartner.
Starten var ydmyg; i årevis arbejde de på deres serier i et beskedent værelse. Imponerende lykkedes det samtidig parret at opfostre 5 børn – hvoraf de to var adopterede og det tredje en slægtning.
Op gennem 30’erne arbejdede Toonder med adskillige tegneserier, som nok alle er glemte i dag – undtagen én. I 1938 udkom Tom Puss for første gang – ironisk nok ikke i Holland til at begynde med, men i aviser i Argentina og Tjekkoslovakiet. Efter sigende var det Toonders kone, som skrev teksten til de første 6 eventyr. Ellers arbejdede hun mest med børnebøger – vist nok med pæn succes.
Ligesom den fransk / belgiske produktion af tegneserier for alvor kom i gang i ly af 2. verdenskrig, skete noget tilsvarende for Toonder i Holland. Som følge af krigen forsvandt den populære Mickey Mouse dagstribe og udgiverne – De Telegraaf – valgte at erstatte den med Tom Puss, som fik sin hollandske debut i 1941.
Hen imod krigens afslutning sprang Toonder dog fra arbejdet med avisen, da han fik en SS-officer som redaktør. I stedet gik han ind i modstandsbevægelsen sammen med førnævnte bror.
Tilsyneladende stopper serien med stribe 1084 i 1944 og kommer først i gang tidligt i 1947 med ny nummerering, men der forligger også 3 episoder imellem disse to perioder. Muligvis har der været tale om avisens forsøg på at køre serien videre uden om Toonder. Forvirringen bliver ikke mindre af, at der opstod en Tom Puss søndagsside i 1945 og denne tilsyneladende fortsatte i årene fremover. Søndagssiderne kørte også med længere eventyr – endda under tiden med handlingsmæssige overlap til dagstriben. En ejendommelighed består i, at søndagssiden er med talebobler.
For selv om Tom Puss dagstriben var en ægte tegneserie, kan opbygningen i dag virke gammeldags: Tre billeder pr. stribe og bunker af tekst nedenunder. De mange ord bidrog dog i høj grad til universet og distancerer Tom Puss fra traditionelle action tegneserier. Når tegningerne er så atmosfærefyldte og baggrundene så detaljerede, er det også fordi, de manglende talebobler levner pladsen til det. Bemærkelsesværdigt nok har denne serieopbygning holdt sig i Holland længe efter, at den blev dømt forældet i andre lande.
Toonder viste sig da også som en regulær sprogfornyer og flere udtryk og vendinger er gledet ind i det hollandske sprog. Hvor meget af dette, der kan oversættes er svært at sige, men f.eks. udtryk som en ”sart gentleman”, ”en gentlemans vrede er frygtelig” og “hvis de forstår hvad jeg mener” er uløseligt forbundet med Ole Bumle.
Marten Toonder har modtaget adskillige litterære priser for sine sproglige indfald og fået Tom Puss accepteret som lødig litteratur.
Der er også fremstillet en eksportudgave af Tom Puss, hvor teksten er erstattet med traditionelle talebobler.
Andre serier
Selvom Tom Puss havde givet Toonder en velvoksen succes, lå han bestemt ikke på den lade side: Allerede i 1946 introducerede han endnu 2 successerier: Panda og Kaptajnen Cappy. Sidstnævnte kender vi desværre ikke på dansk, men efter sigende er serien inspireret af faderens liv på søen.
Panda derimod er en god bekendt og historierne om den lille naive Panda bjørn blev så populære, at de endda truede Tom Puss popularitet. Panda serien spiller igen på modsætningsforholdet. Panda står i skarp kontrast til den udspekulerede og elegante svindler Mikkel Mindrefihn (fremragende fordansket), som han ustandselig løber ind i. Tematisk er Panda nok mere en aktør, som hopper på vognen, når den allerede ruller; derfor synes jeg, serien i højere grad bygger på traditionel humor og satire.
Andre tegnere
Præcis hvad, hvornår og hvor meget Toonder selv lagde hånd til er svært at sige og kilderne er ikke enige, men det er en kendsgerning, at en lang række tegnere kom til det, der hurtigt udviklede sig til en slags tegneserie- og animationsfabrik, for andre serier og produktion af tegnefilm blev hurtigt koblet på. Blandt medarbejdere var bl.a.: Hans G. Kresse, Lo Hartog van Banda, Jan Steeman, Dick Matena, Piet Wijn, Fred Julsing, The Tjong King. Navne som for fleres vedkommende i dag mest er kendt for deres egne serier men som sandsynligvis aldrig var kommet i gang uden Toonders medvirken.
Meget lidt har vi set i Danmark, men visse kilder hævder, at Toonders studie på et tidspunkt producerede ikke mindre end 19 striber til over 50 aviser i ind- og udland. Toonder skulle angiveligt have holdt nøje øje med produktionen og også inket adskillige striber. Ikke for ingenting kaldes Marten Toonder for den hollandske Disney.
Apropos Disney er det også interessant, at Tom Puss har presset sig ind i det hollandske Anders And-blad.
Der er stor forskel på en Toonder-serie og en Disney-serie. Selv om Toonder lod sig inspirere af en Disney-medarbejder og selv om Tom Puss fandt vej til aviserne som substitut for Mickey Mouse, er der ret beset mere, som skiller de to verdener end der forener dem.
Tom Puss’ univers er dystert og melankolsk. Det er efterår en stor del af tiden og solskin er et særsyn. Mystikken og det overnaturlige hænger som en evig trussel over de smukt tegnede partier af landskaber og arkitektur. Figurerne er ikke som hos Disney arketyper men i langt højere grad karikaturer på mennesker af kød og blod. Virkeligheden trænger sig faretruende på. Personerne, temaerne og sproget er ikke for de yngste eller mest ubegavede. Mange episoder kræver en masse baggrundsviden og analyseevne. Det er morsomt at forstille sig, hvordan Egmont ville have reageret, hvis de i 70’ere havde fået serveret manuskripter med så meget tørt krudt. Selv i dag ville redaktørerne nok tøve med at bringe så ”problematiske” serier til torvs.
Den lange rejse
For selv om Tom Puss ikke var Pogo med dens satire og samfundskritik, var der masser af uvenlige skildringer af et samfund, vi ligesom kender; ikke mindst politikerne og administratorerne måtte holde for.
Sådan var det ikke fra starten. Til at begynde med var Tom Puss faktisk bare en sjov børneserie. Det interessante er, at selv om den stort set holdt fat i konceptet, udviklede den sig enormt. I 1950’erne sker der tydeligvis noget: Den bliver gradvist mere lækkert tegnet og historierne ændrer sig fra simple spændingsplot til bizarre fortællinger, der umiddelbart ingen mening gav. Dyrekarikaturerne bliver bedre og bedre og mere og mere rammende.
Hverken Toonder eller læserne vidste det endnu, men Tom Puss var begyndt på en lang rejse, som skulle gøre hans serie til en af alle tiders mest geniale voksentegneserier.
Opadgående kurve
De fleste tegneserier oplever en periode med startvanskeligheder, inden de finder deres form og dernæst ret hurtigt kulminerer. Herefter er det en kamp at holde dem på toppen længst muligt, inden den uafvendelige nedtur. Sådan var det ikke med Tom Puss. Fuldstændig ulogisk blev den bedre og bedre for hvert årti. De episoder fra omkring 1980, jeg har haft lejlighed til at studere, er ganske enkelt de mest storslåede, jeg har set af serien.
En episode, som jeg mener at kunne identificere til at være Heer Bommel en de denktank fra 1977-78, strækker sig over ikke mindre end 102 striber og det er ikke én for meget. I den har professor Gedeflip (seriens kyniske videnskabsmand) opfundet en maskine, der kan udvinde energi af folks aggressioner. Han prøver først at ”malke” et alderdomshjem, men der er for lidt saft og kraft i de gamle dyrs kontroverser. Anderledes gang i sagerne kommer der, da Gedeflip finder på at koble maskinen til et fodboldstation. En sideløbende handling består i at Bumle og Markisen af Hahne (arrogant adelsmand som foragter Bumle af et godt hjerte) har en ejendomsstrid kørende om nogle bautaagtige sten. De to forløb smyger sig forunderligt ind i hinanden, selv om det ikke lyder logisk.
Borgmesterkontoret, hegnstilsynet, journalistikken, advokatstanden, bødekontoret (betjent af robotter), bureaukratiet, retsbygningen, tugthuset, alderdomsforsorgen, psykiatrien, postadministrationen og fodboldhysteri plus hvad jeg lige har glemt er alt sammen elementer i denne fremragende historie, som løftede Tom Puss langt op over banale børneserier. I hvilken Disney tegneserie kan vi finde en historie med så meget kød og kompleksitet?
Året efter kom episoden med ”Nivelleringseksperten” (eller noget i den retning), hvor et FN organ i deres uendelige godhed vil udjævne forskellene mennesker imellem. Embedsmændene beslutter klogelig at parere ordre men samtidig sørge for, at absolut intet sker. Derfor sætter de en ægte specialist på sagen – nemlig Dr. Tupplurh og hans assistent Snuse. Begge er dovendyr og begge kan kun lige holde sig vågne længe nok til at indtage de retmæssige måltider. Det eneste, der bekymrer dem omkring projektet, er, at lyden fra indbakken skal vække dem. Alt går fint lige indtil en svindler rent faktisk begynder at foretage sig noget i sagen og nivellere hele Rumledam efter Ole Bumle.
Igen er det paradoksalt, at det er svært at afgøre, hvem der har æren for hvad. Marten Toonder gik tilsyneladende i et slags frivillig eksil i 1964 i Irland, hvor han i højere grad helligede sig produktion af tegnefilm end serier, så det kan næsten ikke være ham, vi skal kreditere for det væld af fremragende episoder, vi fik i årene fremover. Andre kilder hævder, at Toonder fortsatte med at arbejde på Tom Puss – muligvis har han leveret skitser som han gjorde i en lang periode op til 1960, hvorefter han i en kort årrække syntes helt at overtage serien. Det modsiges dog kraftigt af, at Dick Matena og Piet Wijn skulle have tegnet serien i netop første halvdel af tresserne. Årene fra serien kom i gang efter krigen og frem til 1958 skulle være tegnet af en Joop Hollenius og muligvis Fritz Godhelp.
I hvert fald har Toonders ånd nok stadig hvilet over den, for på trods af alle forbedringerne fremstod den forbavsende homogen. I 1970’erne fik serien dog et mere kantet layout uden, at jeg synes, den var dårligere tegnet af den grund.
Det samme synes jeg ikke, man kan sige om en ambitiøs Tom Puss spillefilm, som jeg så for en del år siden. Toonder skulle angiveligt have brugt megen energi på den, men som jeg husker resultatet, var det pauvert.
Så vidt jeg kan tyde kilderne gik Toonder i 1942 i kompagniskab med en god ven, som havde specialiseret sig i dukkefilm – samtidig med at Toonder selv var begyndt at eksperimentere med tegnefilm. Derudaf skulle en anseelig produktion af tegnefilm være opstået.
Ligeså interessant er det måske, at Toonder Studios også har tegnet andres serier; Eksempelvis Pelle Haleløs skulle have været inde i produktionen.
I hvert fald overlevede Toonder sit mesterværk. Puss striben gik ind i 1986, da Bumle blev gift med sin mangeårige flamme, og støbeformen til serien så at sige bevidst blev knust. Måske følte Toonder og Co. , at de havde givet, hvad de havde i sig. I 45 år havde serien budt på et festfyrværkeri af fantastiske ideer, og man må håbe, at Bumles sidste prøvelse – ægteskabet – bekom ham vel.
Toonders sidste år
Toonder selv giftede sig for anden gang i 1990’erne efter sin første kones død men blev hurtigt enkemand nok en gang. Også sin bror og 3 af sine børn overlevede han. I 2001 blev han ramt af dobbeltsiddet lungebetændelse og blev af sin familie bragt hjem til Holland, hvor han tilbragte sine sidste år på et plejehjem for ældre kunstnere. På hans 90 års fødselsdag i 2002 hyldede hans bysbørn i Rotterdam ham med et monument.
Toonder døde i 2005, i al stilhed og udenfor pressens bevågenhed.
Ukendt i Danmark
Toonder er en af de helt få, som har formået at presse Disney med hensyn til funny animal serier og spørgsmålet er, om ikke hans studie i sine bedste øjeblikke distancerede Disney-produktionen godt og grundigt. Derfor er det også beklageligt, at denne ”vault” af kvalitetsserier ligger så ubenyttet hen i mange lande – f.eks. Danmark.
Bevares! Vi har da set både Tom Puss og Panda, men det er efterhånden årtier siden Aller bladene stoppede med at bringe dem i Kong Kylie og Skipper Skræk. Panda var den vi beholdt længst. Et stykke op i 1970’erne gik den i Ude og Hjemmes udmærkede lille tegneserietillæg. Jeg husker, hvor begejstret jeg som barn var for disse begavede og usandsynligt veltegnede historier, som vist nok blev skrevet af Lo Hertog van Banda med streg af Piet Wijn.
Siden da har vi også fået 4 albums fra Carlsen, som rummer uspolerede striber – mange af fremragende kvalitet. Også fra Carlsen er vi beriget med 6 mindre album med redigeret Tom Puss – ikke Tom Puss når han er bedst eller næstbedst men alligevel værd at tage med. Ellers er det småt, hvad der er. Tom Puss har naturligvis gået i de danske aviser, og lykkelig er den som får adgang til en udklipssamling.
Svenskerne er (på det punkt) heldigere, idet der fra slut 70’erne og nogle år frem udkom seks albums med en perlerække af striber fra de gyldne år.