Home / Artikler / Reportage fra MoCCa 2012

Reportage fra MoCCa 2012

MoCCa 2012 var som vanligt en stor oplevelse for alle de medvirkende i den danske delegation af tegnere! Generalkonsulatet har som et led i markedsføringen af tegnerne betalt for standen. MoCCa er på mange måder en skøn blanding af forlag og homepublishers og folk der ellers er i berøring med branchen på alle mulige måder.

Det er en tegneseriefestival der er noget større end de danske og viser i forening at uanset udtryk og stil kan alle branchens yderligheder forenes i en fælles glæde og interesse for tegneserier. Jeg fik med stor entusiasme fremvist et nyt genoptryk af Felix the Cat og et andet sted en fotokopieret udgave af en frustreret teenagers dagligdag! Begge ting som hver har deres berettigelse.

De danske tegneres hovedformål var dog mest at skabe kontakter og forsøge at lave aftaler om arbejde eller udgivelser i USA – til dette job var Henrik Rehr alle tiders hjælp idet han i forvejen bor i New York.

Alle tegnerne arbejder i forskellige genre – Lars Kram præsenterede sammen med andre tegnere et nyt Ipad projekt – René Birkholm viste sine ting og Peter Kiiland og Peter Madsen havde begge en del nye forlag i tale. Ved første øjekast kan MoCCa godt virke skræmmende at begive sig ud i – men når man er kommet sig over pulsen er det et også et sted hvor der er noget for enhver smag. Selv på gaden om aftenen i den indre by dufter det af tegneserier…

Vi var en lille håndfuld der sluttede dagen på en lille restaurant, med det spændende navn “Curry in a hurry” efter dagens festival. Om de nye møder med de udenlandske forlag giver pote må fremtiden vise – det er i hvertfald en mulighed for de danske tegnere at få et større publikum i tale og en bedre mulighed for måske at kunne leve af det de brænder for – at kunne gøre comic economic!!

Lars Jakobsen