Home / Artikler / RØD PIL, GRØN PIL ELLER DYSTERPIL?

RØD PIL, GRØN PIL ELLER DYSTERPIL?

Grønne-Pil-Arrow

I modsætning til superhelte ændrer superheltefans sig ikke med tiderne. I hvert fald ikke os alle sammen.

En af mine yndlingsfigurer har underligt nok altid været Green Arrow, eller “Røde Pil” som han blev kaldt, da jeg stiftede bekendtskab med ham. Hvornår det præcist skete kan jeg ikke huske, men sandsynligvis i et nummer af Raketserien som jeg må have set et eller andet sted i 1958 eller 1959. Næppe hjemme, hvor en udgift på 35 øre klart lå i overkanten af hvad en 6-7 årig havde til rådighed til selvstændige bladindkøb, endsige fik lov til at læse.

boksehandskeSenere læste jeg alt hvad jeg kunne finde med figuren, men hvorfor egentlig? Det var en oplagt Batmanefterligning og lidt af et stedbarn hvad historierne angik, men da Lee Elias kom på serien fik den hvad der var sjældent… en realistisk stil og næsten troværdigt miljø. Trods boksehandskepile, de meste fjollede hatte siden Eroll Flynn spillede Robin Hood, en flammende tilkaldepil fra politihovedkvarteret, pilejetfly, en knaldgul pilebil på størrelse med en kampvogn og skurke, der blev ved med finde andre bueskytter til at bekæmpe ham i stedet for at plante et magasin .45 kugler i ham og hans teenagehjælper, lykkedes det Elias at forene serien med en stemning af storbyskrimi med mørke gyder, dollargrin og gangstere i jakkesæt i en form som en dansk dreng i 60’erne kunne forholde sig til. Jack Kirby tegnede nogle epsioder, men den passede slet ikke til hans stil, så hans periode blev kortvarig.

Efter nu at have set de første par sæsoner af TV serien “Arrow” burde jeg vel så være begejstret… men nej.

Men hvad er der galt udover den uundgåelige gammelmandsmodvilje overfor enhver ændring af ting fra barndomslandets overdrev?

Vel dybest set at den slet ikke er for børn. Superhelte og maskerade-selvtægtsfolk er grundlæggende en barnlig fantasi og det er for så vidt aldeles glimrende, at vi voksne nu kan forbinde fortidens glæde ved det absurde koncept med historier med voksenindhold.

Men hvor blev humoren af? Uskylden? Og hvordan blev Arrow pludselig til en iskold morder?

Grønne Lygte og den Sorte ByrdeLad os kaste et kort blik på historikken: I 1969 ændrede Dennis O’Neill og Neal Adams figuren fra den traditionelle millionær, der i mangel af mere fornuftig beskæftigelse jagtede forbrydere til en socialt bevidst forkæmper for de undertrykte. Det var banebrydende, det var oppe i tiden, det var flot og på mig klingede det så hult at jeg mere eller minde opgav serien. I en scene, der i USA betragtes som et vendepunkt for tegneserier, konfronteres Grønne Lygte med en ældre sort mand, der – sammen med Grønne Pil – bebrejder ham at han ikke gør noget for sorte.

I 1993 kom jeg til at tænke på just den scene, da jeg så en rundbordssamtale med Nobelprisvinderne fra dette år diskuterede verdens problemer, hvor Toni Morrison (Nobelpris i litteratur) var meget, meget talende om interne amerikanske forhold indtil en af den andre deltagere tørt påpegede at der var andre problemer i verden end hvad der foregik i amerikanske storbyghettoer.

Bevares… O’Neill skrev primært til et amerikansk publikum, men alligevel.

Senere forfattere, såsom Kevin Smith, bragte noget højst tiltrængt humor ind i serien, men også et af de i sidste ende mere trættende elementer: nørdblinket. Den konstante henvisning til tidligere historier og krydsreferencer til andre figurer, som vitterligt er en kilde til den frydefulde kildren det er at være indenfor… at forstå et gag almindelige dødelige ikke gør.

Og jo, naturligvis morer det også mig at se forfatter og tegne blinke indforstået til os fans, men det er også med at gøre den allerede lille cirkel endnu mindre. Tegneseriemediet må følge læserne og læserne er generelt blevet ældre.

Så hvad gør en fornuftig forretningsmand? Finder nyt publikum og så har vi Arrow. Også her har vi nørdblinket… navnene på hovedpersonerne, nogle af skurkene, bipersonerne… og det var nok i sidste ende det, der gjorde det muligt for mig at se alle afsnit (om end fast-forewardknappen blev brugt flittigt i de uendelige tilbageblik til den mystiske ø).

Men bortset fra dem er der ikke rigtigt noget tilbage af den Røde… undskyld, Grønne Pil, jeg tænker venligt tilbage på.

Hvad vi har er en mørk, skyldbevidst og humorforladt hævner i en verden af konspirationer, der slår folk ihjel og burde være medlem af Månedens Selvhjælpsbogklub. Fordi han synes det er sjovt? Nej da! Fordi han har social samvittighed? Ikke rigtigt… det er for hans døde fars ære, for hans døde mors ære, for …. ja, hvem ved? Mere voksent? Ha! Dertil kræves mere end kønne piger og drenge i stramtsiddende/slet ikke noget tøj, sex, ultravold og blodsprøjt, men det er så en anden sag.

For Arrow er en helt, helt anden figur end Grønne Pil.

Hvilket man naturligvis har lov til at lave.

Men må jeg bede om en TV-serie med forbrydere med bløde hatte, biler med todelte ruder og boksehandskepile… og det kan ikke ske hurtigt nok.

1 comment

  • Dejlig velskrevet artikel. Jeg opdagede selv Pilen i Raketserier i et antikvariat. Bladene havde forvildet sig hen i bunkerne med Wild West, Akim eller Prærie serier. Jeg synes dengang, at det var for virkelighedsfjernt og fantastisk med superhelte (suk!). Jeg læste om talende ænder og cowboys, der kunne kastrere en flue på 100 meters afstand med en velplaceret pistolkugle. Jo, jeg var snedig, var jeg. Men da Batman udkom i S/H i midttredserne, så kom jeg i tanke om de der små blade, og så gik den vilde jagt, 25 øre pr. hæfte! Skønt! Min kærlighed til Røde / Grønne Pil fik så næring af, at jeg ikke kunne få nær nok Batman, og her var, som du skriver, Pilen en fuldgod erstatning. Og da der ikke var så meget med ham at få fat på, så var han “sjælden”, og SÅ var han for alvor interessant. Jeg kan stadig lide ham, også som Arrow, dog narrer jeg mig selv til ikke at tro, at det er den samme figur. For som du skriver, så har TV serien ikke så meget med tegneserien at gøre. DOG, han slår ikke ihjel mere, og slægtskabet med Batman er blevet endnu mere udtalt. SPOOILER!!! Arrow slås en del med Ras al Ghul. Tak for en god artikel!

    mvh

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *