Home / Artikler / Rundbordssamtale: danske tegnere til USA

Rundbordssamtale: danske tegnere til USA

Samtale mellem Kim Hagen, Teddy Kristiansen, Peter Snejbjerg, Frank Madsen, Mårdøn Smet og Henrik Andreasen.

Mårdøn Smet: Hvornår debuterede du, Kim?

Kim Hagen: Jeg lavede nogle korte, 1-siders historier til forlaget Paradox, som er en underafdeling af DC Comics. De prøver at ramme boghandlerne i håb om at finde et nyt marked for tegneserier. De udgav nogle store bøger udelukkende med 1a-sides tegneserier. Serien er stoppet nu. På samme tidspunkt viste jeg min mappe med tegninger til Teddy Kristiansen, som introducerede mig til nogle af forlæggerne i USA. Herefter lavede jeg nogle tegneserier for Negative Burn, et antologiblad redigeret af Dough Wheeler. Året efter havde jeg samlet kontakter nok i USA til at vove mig til tegneseriefestivalen i San Diego. Her mødte jeg et bureau, der hedder CIA. Ikke det, I tænker på, men et tegneseriebureau. Det viste sig, at de allerede havde set mit portofolio andetsteds. Og gennem dem fik jeg kontakt med forlaget Verotica. Desuden kom jeg i kontakt med forfatteren James Robinson, og sammen med ham lavede jeg en historie om den franske revolution. Verotica gav mig tre manuskripter. Det ene var skrevet af Grant Morrison, og jeg tænkte, at det ville være en ekstra fjer i hatten at have illustreret en af hans historier. Jeg tegnede serien, og så først resultatet en dag, jeg var inde i tegneseriebutikken Fantask i København. Heftet var trykt i gyselige farver. Det var et rigtigt gustent blad, i øvrigt ligesom historierne, jeg skulle lave for dem. Hele foretagendet er yderst suspekt. Det bliver kørt af en kendt rocksanger, der hedder Glen Danzig, der laver det, fordi han godt kunne tænke sig at se nogle mænd med store muskler rende rundt og slå hinanden i hovedet. Senere fik jeg et manuskript, skrevet af Nancy Collins. Da forlaget modtog tegningerne til den historie, må de have syntes, de var for brede i formatet, for i hvert fald pressede de dem sammen i reproen, så hovederne på alle figurerne blev for høje. Desuden brugte de mine tegninger på T-shirts uden at underrette mig eller betale ekstra for det, så alt i alt følte jeg, at de røvrendte mig. Så jeg arbejder ikke for dem længere.

Mårdøn Smet: Oprindeligt arbejdede du jo som animator, hvor du også er ret dygtig. Hvorfor hoppede du over til tegneserierne?

Kim Hagen: Jeg så, at det var lykkedes for Teddy Kristiansen af slå igennem i USA. På det tidspunkt havde jeg lavet tegnefilm i otte år, og syntes ikke, der var nogen udvikling indenfor mediet: Det var hele tiden disse søde, små dyr. Jeg længtes efter at lave noget mere voksent. Hele min veltilrettelagte plan, som nu er gået ret meget i skudder mudder, gik ud på at komme ud og tjene nogle penge, mens jeg trænede mig op til at kunne lave mine egne ting. Det mente jeg, der var mulighed for at gøre på det amerikanske marked, men nu laver jeg altså ikke mere for de amerikanske forlag.

Mårdøn Smet: Du er ikke bange for at hænge fast i porno efter arbejdet for Verotica?

Kim Hagen: Nej.

Mårdøn Smet: Teddy, efter at albummet Superman og fredsbomben udkom i 1990, hvad skete der så?

Teddy Kristiansen: Jeg farvelagde Mads & Misse for PIB Copenhagen og havde forskellige reklamejobs. Alt sammen ting, som gjorde, at jeg tjente penge, og fik tid til det, som jeg ville lave. Jeg fik også lidt mere rutine. Så ringede Semic-forlagenes Henning Kure. Han mente, at han kunne lave Tarzan-tegneserien bedre end det var blevet gjort før. Han havde nogle nye ideer til Tarzan-myten.

Peter Snejbjerg: Det var nogle år efter, at en masse andre, gamle tegneseriehelte som The Shadow og Batman havde fået en renaissance.

Mårdøn Smet: Hvordan føltes springet fra at lave tegneserier for europæiske læsere til amerikanske?

Teddy Kristiansen: Der var ikke den store forskel. Jeg forsøgte stadig at lave det bedste, jeg kunne eller var i stand til. De fleste tegneserier, jeg læste, var i forvejen amerikanske. Så det var spændende at prøve kræfter med amerikanske forlag. Niels Søndergaard, som havde skrevet manuskriptet til Superman og fredsbomben, havde haft en ironisk distance til Superman, hvorimod amerikanerne jo har en dødsensalvorlig indstilling til superhelte.

Henrik Andreasen: Superman er jo også et amerikansk ikon.

Teddy Kristiansen: Ja, men alligevel havde de meget få indvendinger mod vores album. Jeg skulle kun tegne Supermans logo om et par steder.

Mårdøn Smet: Henning Kures nye version af Tarzan blev kritiseret for at løbe fra konfrontationer – er der en forskel mellem europæiske og amerikanske tegneserier der?

Peter Snejbjerg: I USA går man mere lige på og hårdt. Der handler det mere om den enlige fornuftens stemme, der stiller sig op, og prøver at ændre situationen. Europæerne er mere pragmatiske, fordi de ved, at det alligevel ikke nytter noget. De fleste europæiske serier, som beskæftiger sig med det heroiske, f.eks. Judge Dredd, er jo meget ironiske.

Teddy Kristiansen: Jeg har netop forsøgt at holde mig væk fra superheltetegneserierne, fordi jeg simpelthen ikke kan tage det alvorligt. Jeg kunne ikke lave et Superman-album til. Tarzan var lidt af en middelvej mellem det europæiske og det amerikanske.

Mårdøn Smet: Er det nærmest en sygdom i Danmark, at vi ikke kan tage noget alvorligt?

Peter Snejbjerg: Nu skal vi jo ikke glemme, at den Tarzan, som blev kritiseret i amerikanske læserbreve som værende konfliktsky, optrådte i en historie, der var skrevet af en amerikaner; Mark Wheatley. Selv kunne jeg godt tænke mig at lave en rigtig amerikansk tju-bang-tegneserie. Men Vertigo er nok det mest europæiserede forlag i USA, så det er sikkert ikke en tilfældighed, at vi er havnet der. Vertigo er en underafdeling af DC Comics, som startede med at udgive Swampthing, men derudover er der ingen sammenhæng mellem de to forlag, bortset fra økonomien.

Teddy Kristiansen: Det er sjovt, at alle de titler, Vertigo oprindeligt lagde ud med, stille og roligt er gledet tilbage til DC Comics, mens det i dag er helt nye mini-serier, der tegner forlaget. Vertigo har startet flere og flere creator-owned serier, altså serier, som DC Comics ikke ejer.

Peter Snejbjerg: Sagen er nok den, at man i USA altid starter et forlag ved at tage nogle etablerede figurer, som man så i Vertigos tilfælde satte nogle britiske forfattere og tegnere til at genoplive. Og nu vil man gerne distancere sig fra DC Comics.

Mårdøn Smet: Ville I bryde Jer om at arbejde direkte for DC eller Marvel Comics?

Peter Snejbjerg: Jeg ville ikke bryde mig om at lave f.eks. Spiderman, som den bliver lavet i dag: Historierne bliver mere og mere idiotiske, mens tegningerne bliver mere og mere statiske og mister deres fortællefunktion. Så hellere lave superhelteserier, som de blev lavet i 1970’erne. Medmindre selvfølgelig, at jeg fik tilbudt en mio. $ ligesom Todd McFarlane, så ville jeg nu nok overveje det…

Mårdøn Smet: Kan du fortælle lidt om dit arbejde med Eddie Campbell, Teddy?

Teddy Kristiansen: Jeg har altid elsket Eddie Campbells ting, måske netop fordi han har den der meget europæiske ironiske distance i sine historier. Hans Deadface-serie handler om Bacchus, den græske vingud, som stadig går rundt på Jorden århundreder efter, at gudeverdenen er styrtet sammen, og småfilosoferer og involverer sig i alskens eventyr. Første gang, jeg var til tegneseriekonvent i San Diego sammen med Peter Snejbjerg, viste jeg mit portfolio til Diana Schutz fra forlaget Dark Horse. Hun ville gerne lave noget sammen med mig, og spurgte så, hvem jeg kunne tænke mig at arbejde sammen med. Det første, jeg sagde, var: “Eddie Campbell!” Hun formidlede kontakten til ham, og han ville gerne skrive en Deadface historie til mig, som jeg skulle male, hvis vi kunne finde en udgiver. Diana Schutz aftalte derefter med Dark Horses chef, Mike Richardson, at stå som udgiver af serien. Det er selvfølgelig det ideelle, når man kommer ud på det amerikanske marked, at arbejde med folk, som skriver historier, man selv gider at læse.

Mårdøn Smet: Var det inden, du begyndte at tegne Grendel?

Teddy Kristiansen: Jeg var lige begyndt på det.

Mårdøn Smet: Kan man påstå, at Grendel-serien er ordinær heltefiktion?

Peter Snejbjerg: Jeg tror, Grendel giver en lidt skæv – amerikansk skæv – vinkel på superheltefiktionen. Som amerikanerne ville lave en skæv vinkel: Man distancerer sig ikke ironisk, og man saboterer ikke myten, men man analyserer den. Man kan så diskutere, hvor vellykket resultatet er.

Kim Hagen: Men Grendels forfatter, Matt Wagner, giver folkene, der arbejder på serien, en utrolig frihed.

Mårdøn Smet: Men det gjorde Verotica f.eks. også?

Kim Hagen: Der sagde de bare “lav noget”.

Mårdøn Smet: Men er det ikke den ultimative frihed?

Peter Snejbjerg: Forskellen er måske, at på Verotica var de blot ligeglade, mens folkene bag Grendel udviste “interesseret frihed”.

Kim Hagen: Og Veriotica trykte ens ting ad helvede til.

Teddy Kristiansen: Det, der fik mig til at læse Grendel Tales, var Matt Wagners eksperimenter med fortællingen. Det startede som en traditionel superhelte-serie, men så udviklede den sig. De første hefter var meget kedelige: Han forsøgte at opbygge et univers i starten, hvilket er typisk amerikansk. De kan sjældent lade tingene være som en selvstændig historie, men skal partout bygge videre på denne start. En slags soap opera-mentalitet. Det ødelægger desværre mere end det gavner.

Mårdøn Smet: Teddy kom ind på det amerikanske marked og lavede med det samme de ting, han havde mest lyst til. Kunne man forestille sig en mere slidsom indgangsvinkel til en karriere i USA?
Peter Snejbjerg: – Da Henrik Rehr og jeg lavede tegneserien Kurt Olsson for svensk Semic, lavede Teddy reklamejobs. Min filosofi var, at alt tegneseriearbejde var at foretrække, frem for at beskæftige sig med andet. Teddy havde det omvendt

Teddy Kristiansen: Jeg ville hellere holde tankerne omkring de to ting adskilt; og hellere lave en masse godt betalt reklamearbejde, frem for at slide mig igennem med dårligt betalte tegneseriejobs. Tegneserierne er en passion, mens reklameopgaverne er brød på bordet.

Peter Snejbjerg: Jeg har altid taget tegneseriejobbet. Man kan altid få et eller andet ud af det. Man er nødt til at beskæftige sig med faget fuldtids. Hvis man har muligheden, må man holde sig inde i faget. Men nu har jeg jo heller ikke haft så mange reklamejobs som Teddy.

Henrik Andreasen: På tegneseriekonventet i 1993 sagde forfatteren Per Vadmand, at han savnede en tegner, som ikke diskuterede hans manuskript, men som bare tegnede det, der stod i det. Har du omvendt mest lyst til udelukkende at tegne, Peter?

Peter Snejbjerg: Ligesom Per Vadmand har jeg også lyst til at skrive mine egne historier, og har gjort det med Hypernauten. Hvis man arbejder sammen med forfattere, er det vigtigt, at kemien er i orden. Når det gælder brødjobs som Kurt Olsson, er det nemmere at arbejde sammen med andre, men indenfor ens egne hjerteprojekter vil man nok gerne have et ord at skulle have sagt.

Mårdøn Smet: Filer du nogle gange nogle hjørner for at nå en deadline, Teddy?

Teddy Kristiansen: Jo, og det irriterer mig.

Peter Snejbjerg: Man bliver nogle gange nødt til at indse, at du ikke har mulighed for at gøre alting perfekt. Det er ikke altid, der er tid til at gå i Zoologisk Have for at se på løver, selv om man skal tegne en.

Teddy Kristiansen: For mig sker det mest, når jeg skal nå en deadline næste dag, og et par billeder skal gå lidt stærkt. Og når jeg så ser resultatet bagefter, er det heller ikke så slemt. Men jeg prøver altid at trække arbejdstiden så lang tid som muligt, så jeg ikke vælger de hurtige løsninger, hvilket er reklamementaliteten. Jeg vil ikke se tingene på den måde, at “papiret er fyldt ud; vi har talebobler; vi har en tegneserie.”

Kim Hagen: Vil du foretrække en åben deadline?

Teddy Kristiansen: Det kommer an på. Og som regel er der jo en deadline. For tiden arbejder jeg sideløbende på et projekt med Steven Seagle, som vi vil præsentere for et forlag på et tidspunkt. Vi laver den uden deadlines, sådan, at når den er færdig, så er den færdig.

Mårdøn Smet: Det er sjovt, Peter, at du er den, der ser mest forretningsmæssigt på tingene, når du netop debuterede med en så personlig serie som Hypernauten.

Peter Snejbjerg: Det er også grunden til, at jeg deler mine serieprojekter op – enten arbejder jeg udelukkende som tegner eller også laver jeg det hele selv. Jeg vil ikke være halvt forfatter. I den tid jeg har arbejdet efter andres manuskripter, har jeg udviklet mig utroligt som tegner.

Henrik Andreasen: Teddy og Peter. I får mange læserbreve. Tænker I på læserne?

Peter Snejbjerg: Nu er Vertigo et meget forfatterorienteret forlag – få breve nævner tegnerne. Det er sjældent, nogen skriver: “Mit navn er Brian, jeg er 5 år, og jeg synes du tegner fantastisk”. Og uanset om man laver danske albums i 5.000 eksemplarer eller amerikanske hefter i 50.000, så er chancen for, at man møder nogen, der har læst ens ting, forsvindende lille, fordi læserne af de amerikanske hefter er spredt ud over hele Jordkloden.
Mårdøn Smet: – Når man har tegnet tegneserier efter manuskript af Neil Gaiman, får man så mod på at fortsætte med at skrive tegneserier selv?

Peter Snejbjerg: Det er svært at leve op til.

Teddy Kristiansen: Jeg ville gerne arbejde sammen med en forfatter på en tegneserie, der betød noget personligt for mig.

Peter Snejbjerg: Jeg har fået meget respekt for forfatterhåndværket. Der er sådan set ikke noget i vejen med ens egne ideer, men tanken om at lave noget, og så gå op med sit lille hæfte til John Ney Rieber, er afskrækkende.

Teddy Kristiansen: Men der bliver også lavet mere lort på det amerikanske marked end på det europæiske.

Peter Snejbjerg: Meget mere.

Kim Hagen: Vertigo er et meget tekstbaseret forlag, hvor der bliver lagt mest mærke til forfatterne.

Peter Snejbjerg: I starten især var der en masse tekst i deres hefter, men det har de fået luget ud i efterhånden. Nu er det er mere sofistikeret skrevet.

Mårdøn Smet: Er det en myte, at den europæiske serie er mere finkulturel?

Teddy Kristiansen: Det tror jeg.

Frank Madsen: Er det ikke svært at sammenligne to traditioner, der har så lidt til fælles? Det er to helt forskellige grupper af læsere og serieskabere, der aldrig kommer i berøring med hinanden. Hvilken målestok skal man anvende?

Peter Snejbjerg: Men de bedste amerikanske ting er helt klart på niveau med de bedste europæiske ting. De amerikanske er p.gr.a. produktionsformen lidt af en live koncert, hvor man må fange tingene i luften og improvisere, hvor de europæiske er mere planlagte og gennemtænkte.

Kim Hagen: Præsentationen betyder også meget – de europæiske træder meget flottere frem i butikkerne, mens du skal dykke mere ned i de amerikanske hefter for at få en ide om indholdet.

Peter Snejbjerg: Jeg tror, der er et publikum, som ikke nødvendigvis læser alt, hvad der kommer af franske albums, men som har en god ide om, hvad det bedste er, og samtidig ved, at der er et amerikansk marked med Vertigo, Dark Horse og endnu mere spændende uafhængige forlag. Men jeg tør også vædde på, at der sidder mange danske tegneserielæsere derude med Corto Maltese, som tror, det er “the mother of all comic books”.

Mårdøn Smet: Og nu noget om censur. De kan ikke lide Ronald Reagan på Vertigo?

Teddy Kristiansen: Neil Gaiman bad mig på et tidspunkt lave en “wet dream”-kollage til min Sandman-serie, og jeg sad og klippede en masse tissemænd og -koner ind. Og så satte jeg Ronald Reagan ind nederst i det ene hjørne som et eksempel på en rigtig kedelig drøm. Men da jeg så det trykte resultat, opdagede jeg, at forlaget havde sløret hans kontrafej i reproen.

Peter Snejbjerg: Der er en masse pressionsgrupper i USA, som man skal passe på ikke at fornærme. Der er jo nogle spilleregler – men det er jo ikke sådan, at man slet ikke kan nævne sex.

Mårdøn Smet: Men når Vertigo kun udgiver “direct comics”, der sælges i specialforretninger for tegneserier, er der så en grund til, at der stadig er det tabu?

Peter Snejbjerg: Jeg tror, det gør en forskel, at DC er ejet af Warner Brothers. De er bange for at blive hevet gennem mediemøllen som et stort, savlende konglomerat, der er ude på at ødelægge “the american way of life”. Jo længere, ens forlag er ude i periferien, jo mere frihed har man naturligvis. Og i Vertigos hefter kan man sagtens skrive, at nogen boller hinanden i røven, men man kan ikke vise det. Hvis et forlag er stort, er det mere udsat. Hvis man sidder i ødemarken og udgiver pornoblade, er der ikke en kat, der gør af det, men hvis Time Warner gør det, så… På Dark Horse kan man slippe af sted med mere, men de er også lige på grænsen til ikke at være et mainstream-forlag.

Teddy Kristiansen: Rick Veitch, der skrev serien Swamp Thing for DC Comics, lavede på et tidspunkt en historie, hvor Swamp Thing blev korsfæstet. Da var forlaget skidebange for, at nogen af de religiøse grupper skulle gå amok. Time Warner koncernen, der ejer DC Comics, havde nemlig tidligere haft problemer med filmen The Last Temptation of Christ, og da de netop stod foran den vigtige lancering af Batman-filmen, turde DC ikke trykke nummeret. Det ville Veitch ikke være med til, så han sagde op.

Henrik Andreasen: Ændrer man sig som tegner, når man får kærester, børn og familie?

Teddy Kristiansen: Ikke tegnemæssigt.

Peter Snejbjerg: Det ville nok være mere tydeligt, hvis man udelukkende skrev.

Mårdøn Smet: Peter, du fik støtte fra Kulturministeriets Tegneseriefond, og snakkede om, at det var lidt af en lise, ikke at arbejde under de vilkår, der var i USA.

Peter Snejbjerg: Ja.

Teddy Kristiansen: Jeg har aldrig savnet noget ved mit arbejde med amerikanerne hvad censur angår. Det er først nu, hvor jeg i en serie skal tegne en person, der får spillet den af, men ikke må vise det rigtigt.

Frank Madsen: Er muligheden for at tegne tissemænd egentlig særlig vigtig for mediets udvikling eller for jeres udvikling som tegnere?

Teddy Kristiansen: Det er ikke det at tegne tissemænd, det drejer sig om, men en begrænsning af sig selv, hvis det i en scene forekommer ganske naturligt at vise en kvinde nøgen, men får at vide, at man ikke må.

Peter Snejbjerg: En gang i mellem kunne man godt savne at lave noget, der ikke var lige så voksent. Man savner følelsen af at stå med noget, der er tegnet af mænd, der godt ved, at de er 25 år for gamle til at beskæftige sig med den slags. Som nogle af Jack Kirbys ting.

Henrik Andreasen: Hvad vil I nu? Har I fundet jeres egen stil?

Teddy Kristiansen: Den udvikler sig vel hele tiden.

Peter Snejbjerg: Men efterhånden har vi vel fundet en metode.

Kim Hagen: Jeg har slet ikke fundet ud af noget. Jeg tror ikke længere, jeg orker at rende rundt til de amerikanske forlag. Jeg vil koncentrere mig om reklamejobs, tegneserierne for LEGO og så lave mit eget personlige tegneserieprojekt. Jeg vil gerne beskæftige mig med at lave længere tegneserier.

Teddy Kristiansen: Jeg er i gang med et tegneserieprojekt, som jeg er meget tilfreds med at arbejde på, og jeg har fundet mig en forfatter, som tænker i samme baner som mig selv, så jeg har intet at beklage mig over.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *