Home / Artikler / Seriejournalens Netkåring: Strip! var bedste tegneserietidsskrift i 2007

Seriejournalens Netkåring: Strip! var bedste tegneserietidsskrift i 2007

Igen i år gik sejren til Strip!, da Seriejournalens Netkåring nåede til afstemningen om Bedste danske tegneserietidsskrift 2007. Med 53% af stemmerne sejrede Strip! over donaldisternes medlemsblad Rappet, og på donaldisternes forum kan man i dag læse følgende anerkendelse af “konkurrentens” sejr:

Med mindre afstemningen ændrede sig drastisk efter kl. 23 i går aftes vandt Strip! årets afstemning om at være bedste tidsskrift om tegneserier 2007! Der var tæt løb til det sidste, og nogle gange var Rappet foran – tak for en fair kamp til kollegerne på det der før er blevet kaldt nordens flotteste tidsskrift om tegneserier. 48-52 er slet ikke nogen ringe placering for en toer.
Når de rene konkurrencetanker er lagt til side vil jeg da personligt både anbefale Strip og branchens tredje spiller Nørd Nyt, som af uvisse grunde hverken var blevet nomineret af læsere eller skribenter eller andre. Hvor Strip er et bredtfavnende blad med notitser og længere artikler om dette og hint inden for hele tegneserieområdet er både Nørd Nyt og Rappet lidt mere snævre og dyberegående – Rappet på vort eget område donaldisme. De tre udgivelser supplerer faktisk hinanden meget godt efter min diplomatiske mening,”
skriver Anders Christian Sivebæk, nyvalgt formand for Dansk Donaldist Forening.

Strip! har netop fejret 10 års jubilæum som tidsskrift, idet første nummer af Danmarks bedste tegneserietidsskrift så dagens lys i januar 1998. Til lykke med jubilæet og sejren i Netkåringen!

Ny afstemning: Bedste danske tegneserierelaterede website 2007
Vi iler videre i den 11 uger lange Netkåring, det er blevet tid for kategori nummer 5. Vore læsere har nomineret en række gode danske websteder, der handler om tegneserier. Du kan stemme hver dag frem til på søndag kl. 24, hvor vinderen kåres! Og husk at fortælle dine venner og bekendte om Netkåringen!

Netkåringen gav besøgsrekord på SJ
Som tidligere år gav Seriejournalens Netkåring en pæn stigning i besøgstallet: Ifølge vores tæller på statcounter.com blev der vist 119.888 redaktionelle sider i januar 2008 og 31.485 unikke besøgende lagde vejen forbi i årets første måned. Vores lidt mere generøse serverstatistik (Modlogan) melder om 111.808 besøg, 827.095 sidevisninger og 2.608.334 hits.