Siden februar 2009 har man her på Serieland kunne følge med i historien om en indvandredreng med hang til tegneserier og hans kamp med at passe ind i familie og miljø. Anikonisme, som historien hedder, er blevet fortalt én side af gangen som tegneserieføljeton, og i forbindelse med at historien nu er slut, efter 69 sider, bringer vi et interview med manden bag, Simon Petersen.
Serieland: Før Anikonisme havde du i noget tid lavet nogle små én-siders historier på Serieland. Hvorfor havde du pludselig behov for at arbejde med noget længere?
Simon Petersen: Oprindelig var planen at lave en masse 1- siders som havde noget at gøre med tegneserier som sådan. Både parodier på eksisterende tegneserier, og satire over trends og udvikling i branchen. Det gik dog op for mig, efter et stykke tid, at der ikke skete nok til at jeg havde stof til en ugentlig side uden at det blev for indforstået. Derfor måtte jeg hellere gå igang med en længere historie.
Jeg havde i længere tid haft en ide til at skvulpe rundt i baghovedet omkring en dreng som gerne ville være tegneserietegner. Jeg er stor fortaler for at skrive om hvad man kender, og denne ide ville være nem at udbygge hvis jeg baserede den på mine egne erindringer om at være dreng og nørdet og føle sig udenfor.
En anden grund til at lave en serie som ikke var baseret på pointer, kunne væe at jeg følte et vist behov for at vise hvad jeg kan som tegner. Efter “Shorts”- albummet var der måske en del der troede at jeg kun kan tegne rodet og skitse- agtigt.. mit ego havde brug for at vise at jeg godt kan skildre en stemning osv.
At lave en tegneserie om en indvandredreng er ikke noget vi har så meget til før i Danmark. Hvorfor lige dén kultur?
Historien skulle netop ikke være 100% selvbiografisk, fordi så tror jeg at den ville blive for angsty og tudefjæs- agtig. “Bu-huu, Simon har haft det hårdt”. Jeg tror at tiden for den slags historier er omme, altså den type hvor en hvid ensom angsty fyr brokker sig over sit liv og alting bare er sååå nederen. (se “Wilson” af Clowes) Derfor anbragte jeg mit selvbiografiske oplæg i et indvandrermiljø, hvor figuren Khalid fungerer som min stedfortræder. Han kunne så bedre deltage i nogen spændende udviklinger, end jeg ville kunne på en overbevisende måde. Jeg kender fx. ikke nogen med tilknytning til Black Cobras.
Hvad er dit personlige kendskab til miljøet, og har du lavet nogen form for research?
Jeg har studeret miljøet igennem min egen hverdag i Høje Tåstrup, som er en slags ‘pæn’ ghetto hvor der mest bor børnefamilier. Jeg lytter til folks sprog hele tiden, rejser meget med det offentlige hvor jeg kan smuglytte, og arbejder i folkeskoleregi hvor jeg har mulighed for at lære de nyeste slang- udtryk. Jeg tror der er en tendens i tegneserier til at man foretager visuel research på et miljø, men slang og jargon bliver ofte overset. Det er en skam, fordi når ens figurer blot taler rigsdansk så føles miljøskildringen knap så virkelig. Werdelins stribe i Politiken er noget vi alle bør stræbe efter, der er næppe nogen tegneseriefolk i Danmark der skriver dialog så godt som hun gør.
Du startede med at sige at historien ville være ca. 40 sider lang … så blev den 48 side, så lidt længere, for til sidst at ende på side 69. Fik den sit eget liv?
Det gjorde den nok lidt, jeg blev rigtig godt grebet af at fremstille et overbevisende miljø, skabe stemninger osv. og det har været en ret lærerig proces for mig. Under mine samtaler med medforfatterne fik jeg løbende forslag til, hvordan historien kunne blive bedre og derfor måtte jeg tilføje flere sider. Jeg har ikke lavet et færdigt manuskript før jeg gik igang, jeg havde en grundlæggende ide og et par stikord. Hele plottet har konstant været til løbende vurdering hos mine ‘konsulenter’, som har været uundværlige. Takket være dem endte jeg op med noget som holder 100%.
Historien ender meget brat. Er det med vilje?
De første skitser af Khalid og co.
Jeg havde store diskussioner med konsulenterne om, hvorvidt der skulle være et stort opgør imellem Khalid og onkelen. Vi kom frem til, at det ville være urealistisk at have et ‘showdown’ imellem godt og ondt. Det ville ikke føles overbevisende, og jeg ville ikke lave en amerikaner-agtig historie hvor det gode triumferer til sidst. Jeg synes faktisk ikke at den slutter særlig brat, jeg synes at den springer den del over som læseren ligeså godt kan udfylde selv, og så kommer med en fin epilog hvor man ser hvordan Khalid har brugt sin barndom som inspiration til magtfantasier i form af superhelte. Han er ikke nødvendigvis blevet mindre selvforherligende eller mindre blind for egne fejl, men på den anden side har han heller ikke opgivet at tegne på trods af stor modstand og forhindringer. (Så det gode har faktisk triumferet). Det synes jeg er en rammede slutning til min stedfortræder.
I dit “ekstramateriale” har du krediteret Agnete Hjerle og Ina Korneliussen. Hvad har deres roller været i tilblivelsen af Anikonisme?
Much love til mine to medforfattere, og til Lasse Jensen som har tegnet Tove. Når man skriver en historie skal man ofte have feedback på den, fordi efter et stykke tid er man total blind for hvordan den kunne gøres bedre. Min veninde Agnete skriver på et filmmanuskript og har en vis rutine i at få en historie til at hænge sammen i forhold til logik, figurernes motivation, budskab osv. Det samme kan siges om Ina, som jo laver det samme som jeg gør. Deres feedback har gjort historien langt mere kompliceret, men også overbevisende idet de har foreslået plot-twists der udbyggede historien og figurerne. Så mange tak til dem, jeg kan ikke engang opremse alle de ting de har tilføjet historien.
Du har kørt Anikonisme med én ny side hver mandag, uden én eneste undtagelse i 69 uger, hvilket er noget af en præstation for en webcomic. Har du skulle piske dig selv til at nå deadlines, eller har det været en dans på roser?
Det har været hverken- eller. Det har været meget fedt at have en deadline, fordi så får man produceret en masse. For at undgå panik søndag nat, har min arbejdsproces været således: man-tirs: løse skitser, skabe kontinuitet, overveje historie. ons-fre: visuel research, tegne siden op, så småt begynde at rentegne. tømmermændslørdag: rentegne siden. Søndag: sender den. Jeg vil anbefale alle kunstnere at påtage sig selv deadlines, det er verdens bedste motivation i mangel af penge. Nogengange skal man dog stadigvæk hanke op i sig selv for at komme igang. En hel del arbejdsdisciplin er uundværligt.
Nu hvor Anikonisme er færdig, hvad skal der så ske? Arbejder du på en ny længere historie, eller får vi flere 1-siders?
Lige nu sidder jeg med et mindre lager af nye 1-sides, som fortjener at blive offentligjort. Jeg har overvejet meget grundigt, hvorvidt jeg skulle fortsætte med en ny længere føljeton. Det er det man kalder ‘den svære to’er”. Der er været adskillige koncepter og figurer oppe og vende, og nogen af dem kan måske bruges senere. Men det gik op for mig, at jeg har været i færd med at hale en god historie ud af mig selv, og det skal man bare ikke gøre. Hvis jeg venter lidt, og lader nogen tanker bundfælde sig, så vil den næste længere historie blive så meget bedre, fordi den vil tage form naturligt og ikke forceret.
LINK: Læs hele Anikonisme her.