Man griner sgu’ da ikke, når man sidder i en overfyldt bus og læser handicap-vittigheder. Og da slet ikke hvis sidemanden mangler et ben. Eller gør man?
Svaret er faktisk, at det gør man naturligvis. I hvert fald, hvis man spørger den 44-årige amerikaner John Callahan. Han er en rablende morsom satiretegner, og han er lammet i det meste af kroppen.
Historien om tegneren Callahan starter ud på natten den 23. juli 1972. Her sætter drankeren Callahan sig ind i en folkevogn med sin lige så berusede ven Dexter ved rattet. Køreturen bliver kort. Ud af mørket dukker et vejtræ, og i sammenstødet kvæstes både bil, træ og Callahans rygsøjle.
Få dage efter på Harbor General hospitalet tæt ved Los Angeles forsøger den sengeliggende Callahan at overbevise sig selv og Gud om, at her er sket en misforståelse: “Nu rejser jeg mig, det vil ikke tage mig mere end fem minutter at hente en kop kaffe”, siger han ud i mørket.
Men der var ikke sket nogen fejl, og de følgende år er en kombination af raseri og træning og raseri og træning. Til sidst er han i stand til at bruge hænder og arme delvist, men energien bliver mest brugt til fjernsynskiggeri og bitre opgør med sagsbehandleren.
Alligevel ender Callahan i 1981 med at kaste sin kærlighed på vittighedstegningen. Han laver et hav af tegninger og skriver til kendte tegnere for at få gode råd.
En af parolerne er, at intet emne er helligt for Callahan: “Som bevægelseshandicappet tager jeg mig den frihed at lave handicapvittigheder, som går over stregen. Og alle ler – skamfuldt eller åbenlyst. Den allerbedste reaktion er, når folk skriver protestbreve til de blade, der bringer mine tegninger, uden at de aner, at stregerne skyldes en tegner, som ikke er i stand til at krumme så meget som en tå”, siger han.
Og protestbreve kommer der en del af, efterhånden som Callahans tegninger bliver trykt i flere og flere aviser og magasiner. Reglen er mere end undtagelsen, at tonen i brevene er ganske hadefuld. Som i dette eksempel fra Portland State universitetets studenterblad “The Vanguard”: “Jeg synes, John Callahans tegning i “The Vanguard” den 18. januar var ufattelig afstumpet og smagløs. (…) at bygge sin humor på handicappet hos et offer for en ulykke er derimod plat og under lavmålet.”
Bagefter ærgrer Callahan sig over, at redaktøren har svaret på brevet ved at afsløre, at tegneren skam også selv er alvorlig handicappet.
“…Det burde ikke have noget med sagen at gøre. I hvert fald ikke i mine øjne. Jeg fastholder min ret til at gøre grin med en hvilken som helst gruppe eller enkeltperson, især med selvretfærdige røvhuller, som foregiver at slås for de handicappede”, siger han. “Det, der er interessant, er den måde brevskriveren i sit forsøg på at foretage en let skelen, får udelukket store dele, faktisk de væsentligste dele, af humoren: krigshumor, galgenhumor, ghettohumor, humor baseret på fattigdom eller hvad som helst, der ikke er “selvforskyldt”.
180 grader
Callahans lyst til at gøre grin med tabu-emner kender vi i forvejen fra eksempelvis Monty Python. Og både han og den gakkede engelske skuespillertrup har en passion for at dreje en kendt scene 180 grader. Helst helt ud i ekstremer.
Et eksempel fra Callahans katalog er dette: Inden et tv-program støder man af og til på advarslen: “Dette program kan indeholde stødende ord og billeder.” Callahan legede med ideen og kom frem til flere varianter:
“Det følgende program kan indeholde ord og billeder, som kan virke stødende på seere, der ikke lige er grovsvejsere,” eller “Det følgende program kan indeholde ord og billeder, der kan virke forpulet stødende.”
Alligevel var han ikke helt tilfreds. Vittigheden var endnu ikke drejet tilpas langt fra udgangspunktet. Men han endte med at ramme plet. Hans tegning forestiller en hulemand, der sidder og kigger fjernsyn – på tv-skærmen står:
“Advarsel, det følgende program kan indeholde ord”.
Af og til sættes Callahan i bås med andre tegnere fra nordvest-staterne som Gary Larson og Matt Groening. Alle tre er de berygtede for en aparte, grotesk humor: “Måske er det de grå, disede morgener, der giver vores arbejde de grove, men hylende morsomme overtoner,” tipper Callahan.
Også Gary Larson kender til sammenligningen med andre tegnere fra staterne i nordvest. Og på omslaget til “Over Stregen” – Callahans første album på dansk – skriver han: “Der er særligt to grunde til, at jeg så godt kan li’ Callahans tegninger. For det første er de bare morsomme, og for det andet får manden mit arbejde til at se fuldstændig normalt ud.”
Ikke ofre
Her 23 år efter Callahans bilulykke og 14 år efter begyndelsen på tegnekarrieren, bliver hans tegninger trykt i omkring 75 aviser og magasiner – blandt andre dagbladet Politiken – og på dansk foreligger samlingerne “Over Stregen”, “Det Rene Helvede” og selvbiografien “Bare Rolig Han Kommer Ikke Langt Til Fods”.
De to samlinger og bogen er udgivet i samarbejde med Dansk Handicapforbund, der tilsyneladende har fanget den pointe, som er gået hen over hovedet på store dele af det politisk korrekte USA. En pointe, der er helt præcist formuleret af handicapforbundets Keld Søgaard:
“Mennesker, der sammen kan grine ad sig selv og tilværelsen, er ikke ofre. Humor er et resultat af overskud”.
Flere citater i teksten er venligst lånt fra bogen “Bare Rolig Han Kommer Ikke Langt Til Fods”, fra forlaget Haase 1995. Oversat af Paul Schiøtt.