Home / Artikler / Stygge Krumpen – en nordjysk tegneseriesucces

Stygge Krumpen – en nordjysk tegneseriesucces

Den 1. december 2011 landede historien om Stygge Krumpen som tegneserie på boghandlernes hylder, og selvom der ikke har været meget omtale af bogen i de danske tegneseriemedier, er det en kommerciel succes af de sjældne. De første to uger solgte den mere end 2000 eksemplarer!

Tegneserien er skrevet af de to nordjyder Gert Jensen og Jørgen Jørgensen, der er henholdsvis lokalhistoriker og lektor, og illustreret af fransk/danske Thierry Cappezzone, som de fleste i hvert fald kender som HC Andersen Juniors ophavsmand.

Tegneseriens store succes, hænger naturligvis sammen med TV2 store julekalendersatsning, Ludvig og Julemanden, hvor skurken er Stygge Krumpen, i skikkelse af skuespiller Andreas Bo.

Serieland har taget en snak med tegneserieskaberen Thierry Cappezzone.

SERIELAND: Thierry, kan du ikke fortælle lidt om hvad tegneserien Stygge Krumpen ér for en størrelse?
THIERRY CAPPEZZONE: Stygge Krumpen er en tegneserie der er skrevet af Gert Jensen og Jørgen Jørgensen, to lærer der er vilde med dansk historie. De har haft en ide om at arbejde med Stygge Krumpen som tegneserie, og spurte mig om jeg ville tegne den. Jeg er blevet kontaktet i starten af 2011, og sagde ’ja’ med det sammen, da jeg også er vild med historie (Thierry har som sagt lavet HC Andersen Junior og et par bøger om ’Daniel og Alisha’ der rejser i tiden, og omhandler bl.a. dansk historie). Jeg fik manuskriptet i september 2011 og skulle aflevere 45 sider inden 1. december 2011, så jeg har knoklet dag og nat for at blive færdig til tiden – jeg har desuden også selv farvelagt den. Det er unormalt at arbejde under disse vilkår, men bogen skulle være færdig samme tid som julekalenderen startede på TV2.

SERIELAND: Hvordan forberedte du dig til arbejdet med Stygge Krumpen?
THIERRY CAPPEZZONE: Jeg har læst en masse bøger om Stygge Krumpen, bl.a. nogle skrevet af Gert Jensen (medforfatteren på tegneserien), og tog en tur til Børglum Kloster og fik hele historien bag. Desuden fandt jeg billeder på nettet, som inspirerede mig til det visuelle.

SERIELAND: Tegneserien har været en kommerciel succes, med et hurtigt udsolgt oplag. Hvad tænker du om det?
THIERRY CAPPEZZONE: Tegneserie er ikke et stort medie i Danmark, men det er hermed bevist at hvis TV og radio vil samarbejde med danske tegneserieforlag, kunne vi måske sætte gang i en tegneserieproduktion. Pt kører Monster Allergy på Ramasjang, samt andre tegnefilm baseret på tegneserier – kunne det være nok til at sælge Monster Allergy igen? (Egmont har før forsøgt sig med Monster Allergy som tegneserie, uden dog det store held). Men julekalenderne er ekstrem populære, og dansk historie tiltrækker de danske skoler. Så succesen er baseret på julekalenderen, men også på mangel af materiale til de dansk skoler.

Serieland har også kort haft fat i Gert Jensen, og spurgt til projektet.
GERT JENSEN: Vi har solgt 3000 eksemplarer af tegneserien om Stygge Krumpen, som stort set alle er solgt i Nordjylland, og, i et anfald af storhedsvanvid, genoptrykker vi 1000-2000 stk. mere til resten af Danmark. Vi valgte historien om Stygge Krumpen for at fortælle, hvem den historiske person bag årets julekalender var. Vi har forsøgt at blande tegneserie og faktuel historie (derfor den forholdsvis megen tekst) og det er åbenbart blevet godt modtaget. Vi håber, at vi kommer med et nyt album til jul.

SERIELAND: Hvad sker der ellers i Thierry-land?
THIERRY CAPPEZZONE: Jeg kan sige at der kommer en bog i løbet af 2012 om hvordan man laver tegneserier, fra A til Z, som jeg har skrevet sammen med Peter Madsen. Bogen, der kommer til at hedde ”Tegn og Fortæl” udkommer på Carlsen , ca. 250 sider og vil være proppet med Peters og mine skitser, tegning og tegneseriesider.