Det vakte både vemod og glade barndomsminder frem, da jeg hørte, at Ove Høyer i går afgik ved døden. Ove blev 78 år gammel.
Ove var en flittig oversætter af tegneserier; Fantomet, Tarzan, Prins Valiant, Batman, Superman med flere, men det er først og fremmest som brevkasseredaktør, vi vil huske ham. I de glade ’60ere, da Interpresse sad på flere af superheltetitlerne kunne læserne skrive ind til heltenes hemmelige identitet og få besvaret de utroligste spørgsmål.
Både bag Bruce Waynes, Clark Kents og Matt Murdocks signatur var det Oves begavede og ofte vittige pen, som gemte sig.
Jeg var vild med disse brevkasser pga. intimiteten og fordybningen i de svulstige universer. Det var de mest spidsfindige spørgsmål, Ove blev udsat for og ofte sad jeg med en overbevisning om, at det her ville han aldrig i livet kunne gøre noget ved, men Ove svigtede aldrig. Der kom altid et eller andet tilbage, som (i det mindste set med et barns øjne) gav mening.
Jeg husker kun én gang Ove bevidst brød fortryllesen. Det var da en dreng (kun drenge skrev ind) spurgte, hvordan det kan være, at Superman kan flyve. Den kan jo hverken jordens lave tyngdekraft eller den gule sol forklare. Jeg kikkede spændt længere ned i kolonnen og gik næsten i brædderne af forbløffelse, da Clark Kent roligt mindede knægten om, at Superman jo trods alt kun er en tegneserie og man derfor må forvente et vist antal urimeligheder.
En anden gang spurgte en udspekuleret unge om, hvordan det kan være, at Superbabyen udviklede sig først til Superboy og dernæst Superman, når Supermans hår og negle ikke vokser. Ove svarede noget i retning af: “Hør nu jer John, kan vi ikke blive enige om, at selv om din mor tit har klippet dine negle og din far har taget dig med til frisør, for at få klippet håret, er du aldrig gået op til din læge for at få klippet knoglerne.”
Adskillige søvnløse nætter lå jeg og spekuleret over, om dette svar var genialt eller vanvittigt.
Mange, mange år senere da Ove for en fyldt sal duelerede på viden med Marvel-Morten til Komiks.dk, fik jeg lejlighed til at bede ham uddybe sit gamle svar. Ove kunne forståeligt nok ikke længere huske hverken spørgsmål eller svar, men han morede sig over historien og mandens venlige og imødekommende væsen ligefrem strømmede ned fra scenen.
Ofte skinnede det igennem, at Oves hjerte bankede for det, han arbejdede med, som da en læser takkede for al humoren, som hele tiden poppede op i Dæmonen. Matt Murdocks glæde over, at nogen endelig lagde mærke til dette, var både varm og ægte.
Williams overtog i ’70erne de fleste af superhelterettighederne og heldigvis flyttede Ove med og fortsatte med at bestyre brevkasserne.
Det varede indtil 1976, hvor Batman og Superman vendte “hjem” til Interpresse. Nok en gang flyttede Ove med. For os små purke præsenterede han de nye blade og sig selv som Super-Ove. Stor var forbløffelsen, da han uden blussel forklarede, at vi skam godt kendte hinanden i forvejen, fordi det var ham, som i årenes løb havde gemt sig bag de forskellige signaturer.
Som Super-Ove fortsatte han i årevis med at bestyre de kære DC-figurer. Tonen blev måske også lidt mere voksen og stilen lidt mere moderne, nu hvor maskerne var kastet.
Ove var produktiv og aktiv næsten til det sidste. Derfor har vi nok en Ove-udgivelse til gode. Fahrenheit bebuder en bog i næste uge med sider af Knold og Tot aflæggeren Ole og Peter af Rudolph Dirks, udvalgt og redigeret af Ove. Efter sigende var dette hans favorit serie, så det er måske meget passende, at det slutter med skaberen af verdens første tegneserie.
Kære Ove. Du vil blive husket og savnet, men jeg er sikker på, at du nu får de englevinger, du så rigeligt har fortjent, så du kan baske dig oppe mellem skyskraberne mellem de superhelte, du så trofast repræsenterede i så mange år.