…..at fortælle om, mens det var aktuelt, men bedre sent end aldrig!
Som samler har men mange glæder. Bestemt! Og sorger? Måske, ikke ligefrem, men der var dømt hængemule hér i sommer, da vandet stod ned i stride strømme. Og der har ALDRIG været vand i kælderen i vores afdeling af andelsboligforeningen tidligere. I 30 år. Knastørt har der været! Og alt i mit kælderrum er for en sikkerheds skyld klodset25 cmop, for en sikkerheds skyld. Men det har bare været paranoia. For der kom aldrig vand i vores kælder! Men så blev det d. 2. juli 2011. Say no more! Da var jeg berørt. Ikke ked af det. Men bestemt berørt. Det fik mig ud i en af de dér indre dialoger man har med sig selv, der omhandler, hvorvidt det nu også er det hele værd – og alt det besvær – og det fylder –og det er tungt –smaddertungt – og det er tilmed vådt noget af det – og jeg sælger hele ……………. bunken. Jeg besindede mig. Men de dér samtaler, man som samler kan have med sig selv eller en evt. medsamler, de kan godt være lidt tunge.
Hér i foråret var der én af de lidt ”lettere tunge”, om jeg så må sige. Der udkom et Andres And og Co. Med Rip, Rap og Rup kasketter indlagt i den knitrende plasticpose. Jeg holder ikke Anders And. Jeg holder af Anders And, og jeg køber det, hvis der er grund til det. En julekalender, Anders Ands bil, Lille Hjælper som bøjelig figur osv. Mne da det blad kom visdte jeg det ikke. Så var jeg lige uopmærksom et lille øjeblik, og så møder jeg en dreng, der hvor jeg bor, og han har en kasket på der ligner Rip, Rap eller Rups. Jeg har læst Andehistorier eller i hvert fald kigget billeder i 52 år eller mere. Da jeg var helt lille måtte jeg ikke for min bror, men så bestemte mine forældre vel, eller de blev trætte, hvad ved jeg, at undertegnede måtte også godt se i bladene. “Ja, men han ødelægger dem!” indvendte min 6 år ældre bror, og det gjorde jeg. Ikke med vilje, men jeg gjorde det. Så blev jeg opdraget (læs: truet, og det var nødvendigt) til at lade være med det, og så var alt fint, og jeg kom til at holde MEGET af ænder og tegneserier i øvrigt. MEN selv om jeg har læst så mange Anders And historier, så har jeg aldrig gået op i, hvem der er hvem. Nevøerne havde jo også nogle gange ensfarvede kasketter på eller hvide matroshatte, ja, det er så min dårlige undskyldning. I al fald, så går jeg ikke op i hvilken farve, der tilhører hvilken nevø. MEN jeg går op i hvilke tillæg – indlæg, der er i And bladene. Og jeg måtte spørge denne dreng, hvor han havde kasketten fra. Han svarede, at den var i denne uges nr. “Nåh, havde de så alle den samme farve?”, spurgte jeg begavet. Nu var min nysgerrighed for alvor pirret. “Nej,” svarede den håbefulde,” der er tre forskellige.!!!!
Og så ved du godt hvad der skete, kære læser! Så havde jeg en indre dialog. Jep! Det behøver du ikke. De fylder. Bladet bliver krøllet af den åndssvage kasket i den rådne plasticpose. Du er nødt til at købe tre blade. Nej 4; også et til at læse. Så seks da, sp du kan tage tre forskellige huer ud og have tre intakt! Næh, så heller syv, Hjælp! Stop. Men hvad skete? Ganske kort tid efter i en kiosk (det er nu alligevel det bedste), så så man lige mig med tre blade med forskellige farver kasketter, og der var kun tre blade, men tre forskellige, MEN den ene pose, med den grønne kasket var i stykker, så jeg købte kun to! Ja! Knaldgal!! Ind i en Seven – Eleven, hvor jeg ALDRIG kommer, det siger lidt om min desperation.
Nu var det jo tirsdag, og bladet havde været på gaden i næsten en uge, og der FINDES andre som mig derude. Bladet kunne være udsolgt! Og i denne biks, havde de kun det nye Anders And & Co. 2 – TO dage før udgivelsesdatoen, med en børnebillet til Legoland!!! Ikke godt! Slet ikke godt!! Af sted til Superbest – og hér var der masser af blade med sidste uges nr. med grønne, blå og røde kasketter og HELE poser. Og så blev den indkøbt! Kun i tre eksemplarer. Jeg lånte et jeg kunne kigge i, så jeg ikke behøvede at åbne mine egne plastficerede eksemplarer! Fis i, ja, kasketten!!!
mvh.