Home / Blogs / En tegneserie bliver til / Tegneserier i det psykologfaglige arbejde

Tegneserier i det psykologfaglige arbejde

Marie1

I mit sidste indlæg beskrev jeg, hvordan jeg bruger min psykologfaglige baggrund, når jeg skaber tegneserier. Denne gang vil jeg skrive lidt om, hvordan jeg bruger tegneserier, når jeg arbejder som psykolog.

Jeg arbejder med pædagogisk psykologisk rådgivning. Jeg arbejder med børn i skoler og institutioner, med deres familier og med deres lærere og pædagoger. Det involverer meget sagsbehandlingsarbejde, og der er ikke så meget tid til samtalearbejde. Dvs. at når man taler med både børn, unge og voksne, så gælder det om forholdsvis hurtigt at nå til sagens kerne. Psykologer i skoler og institutioner arbejder ikke med langvarige terapeutiske forløb, men i mine korte samtaleforløb oplever jeg, at tegninger og deciderede tegneserier kan være en stor hjælp til effektiv og givende kommunikation. Tegninger og illustrationer kan for det første hjælpe til at give struktur, forståelse og overblik, og for det andet kan de hjælpe til at sætte ord på ting, der er svære at tale om.

Afhængig af om det er voksne eller børn, jeg taler med, og hvorvidt personen har lyst til selv at være med til at føre blyanten, tegner jeg med eller for dem, jeg taler med. Det er en teknik, der kan anvendes af alle, også selvom man ikke synes, at man kan tegne. For det handler ikke om at skabe skøntegninger, men om at bruge tegningerne som udgangspunkt for refleksion.

Det er lettest at få en idé om, hvordan teknikken virker med et lille eksempel. Eksemplet er fiktivt, men ligner oplevelser, jeg har haft i mit samtalearbejde:

Lad os sige, at jeg har talt med en pige på 11 år et par gange. Hjemme klager hun ofte over ondt i maven, og hun vil ikke i skole. Når hun er i skole, har hun mange konflikter med lærerne. Hun kan finde på at råbe af dem og forlade klassen i vrede, når de stiller krav til hende. Hendes forældre blev skilt for 8 måneder siden, og hun bor nu hos sin mor. Problemerne er opstået herefter. Vi kan kalde pigen Marie.

Marie har svært ved at sætte ord på, hvad det er, der gør, at hun kan finde på at blive så vred i klassen. Hun fortæller mig om en episode, hvor hun sad og sms’ede i klassen, og læreren måtte bede hende flere gange om at lægge telefonen væk. Til sidst blev Marie vred og kastede sit penalhus efter læreren, og så løb hun ud af klassen. Når jeg spørger ind til episoden siger Marie, at hun godt kan huske, at hun var vred, men hun kan ikke huske hvorfor, eller hvad hun tænkte.

Sammen med Marie laver jeg en lille tegneserie af episoden:

 

Det er bedøvende ligegyldigt, om man producerer flotte tegninger, faktisk skaber en barnlig naivistisk streg ofte bedre kontakt. Det er også vigtigt, at det går hurtigt. Det er ikke vigtigt, om tegningerne ligner Marie og læreren, det vigtigste er, at vi sammen fastsætter, at disse to figurer er Marie og hendes lærer. Jeg kan fx spørge ind til, om læreren har kort eller langt hår, hvilken slags tøj Marie havde på den dag, om hun har et rundt eller firkantet penalhus. Jeg spørger ind til detaljer både for at skabe forbindelse mellem tegningen og episoden, og for at sætte Marie i gang med at reflektere over det, der skete. Afhængig af, hvor meget jeg vil udforske episoden med Marie, kan jeg lave en serie af tegninger. Fx kan jeg lave en efterfølgende, hvor hun løber uden for døren og så en af, hvor hun var, og hvad hun gjorde, da hun var ude af klassen. Derefter tegner jeg nogle tankebobler. Jeg spørger Marie, hvad der skal stå i hendes tankeboble. ”Lad mig være”, skal der stå. Jeg taler med Marie om tankerne. Nu husker hun, at hun gerne ville være i fred, hun kunne slet ikke holde ud at være sammen med kammeraterne og læreren. Hun husker, at hun sms’ede med sin far. Hun havde spurgt ham, om hun kunne bo hos ham i den kommende weekend. Faren sagde nej, for han skulle på weekend med sin nye kæreste. Jeg spørger, hvordan Marie følte sig lige der. Hun følte sig egentlig ikke vred, men mere rigtig ked af det. I lærerens tankeboble skal der stå ”Åh nej!”. Jeg taler med Marie om, hvad hendes lærer mon føler lige der. Marie tænker, at læreren bliver forskrækket og ked af det.

Nu kan samtalerne med Marie nå et nyt niveau, Marie er begyndt at reflektere over både sine egne følelser og andres. Vi taler videre om Maries situation og om hendes tanker og følelser, og vi får lavet en kobling mellem skolen og Maries situation hjemme. Marie forstår, at hun ikke er vred over at gå i skole, hun er ked af det og vil gerne være mere sammen med sin far. Hun føler, at han ikke gider hende.

Når jeg får talt med et barn på denne måde, sker der ofte det bagefter, at deres situation bedres. Marie holder måske op med at have ondt i maven, og der bliver langt mellem hendes vredesudbrud i skolen, eller de forsvinder måske helt. Det er som om, at bare det med at få sat ord på og blive forstået hjælper rigtig meget. I praksis er der selvfølgelig også samtaler med Maries lærer og med hendes forældre. Måske arrangeres der samvær, så Marie kan bo hos sin far hver anden weekend. Og Maries lærere får en forståelse for, hvorfor Marie reagerer som hun gør, og de får vejledning til, hvordan de skal håndtere det, når Marie får et udbrud i klassen.

Jeg bruger også tegninger, når jeg taler med voksne. I pædagogisk psykologisk rådgivning har jeg primært informerende, vejledende og rådgivende samtaler med voksne – i disse situationer kan tegninger fx være gode til at visualisere sammenhænge eller metaforer. Fx kunne det være, at Marie og hendes mor har et anstrengt forhold derhjemme, og at de aldrig taler om skilsmissen og Maries far – jeg taler med Maries mor og laver denne tegning:

 

Mens jeg tegner, taler jeg med Maries mor om, at nogle gange er der ting, der fylder rigtig meget i tankerne, men som man ikke taler om. Men den ting, man ikke taler om, den er der stadig – det er som om, at der er en kæmpestor usynlig elefant i rummet, og det gælder om at komme af med den elefant, for den giver en dårlig og trykket stemning.

Der kunne være mange andre eksempler på, hvad man kan illustrere med tegninger og tegneserier i en samtale – jeg kunne også have lavet en tegning af Maries far, for at hjælpe Marie og hendes mor til at se hans side af sagen. Det er som om, at det er lettere for både børn og voksne at reflektere over både dem selv og andre, hvis man sammen tager udgangspunkt i noget konkret på papiret.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *