Da Steve Ditko arbejdede for Jim Shooter

Steve Ditko er en Pantheon tegner, den fjerde bedste serietegner nogensinde. Han stod i lære hos et af sine idoler, Golden Age tegneren af Batman serien, Jerry Robinson, og blev professionel serietegner i 1953, i en alder af 26 år. Hans første publicerede historie var en lille 6-siders, “Paper Romance”, til bladet “Daring Love” #1 (sept. 1953), for det nu glemte forlag Gilmore.

Så videre til Charltons “The Thing” og så kørte det ellers deruda med monster mayhem og science fiction tegneserier for Charlton i 50’erne. For mig er Ditko indbegrebet af det konservative årti, 50’erne, “Mister Fifties”, men samtidig er han også på en måde indbegrebet af 60’erne, nok mod hans vilje, med det psykedeliske mesterværk, “Dr. Strange”, for Marvel Comics.

Her er forsiden til “The Thing” #15 fra 1954:

 

I 1966 ragede Steve Ditko uklar med Marvel forlæggeren Martin Goodman over hvilken retning Marvels storsællert, “Amazing Spider-Man”, skulle tage. Ditko, der havde skabt denne kæmpe succés for Marvel, ville ikke have for mange damer ind i nørden Peter Parkers liv, og han var imod, at skurken Green Goblin skulle afsløres som Harry Osborns far, i stedet for en ukendt person, som Ditko havde forestillet sig, “a nobody”, da dette ville være mere realistisk. Hvad der ellers skete, der fik Steve Ditko til at forlade “Amazing Spider-Man”, “Dr. Strange”, og forlaget Marvel Comics i 1966 efter fire meget intense år, ved kun Ditko selv, og han vil ikke fortælle det, da han er en meget privat og principfast person.

Steve Ditko har aldrig siden tegnet Spider-Man og Dr. Strange, i hvert fald ikke noget, der er blevet trykt. Han vendte tilbage til fattigmands-forlaget Charlton Comics, hvor han bl.a. skabte sin første Ayn Rand inspirerede helt, The Question, og den ekstremt kompromisløse Randianske ærketype, Mr. A, en serie, der står som et hovedværk i Ditkos samlede, enorme produktion. Men Steve Ditko var knaaap så kompromisløs selv, for i 1980’erne vendte han tilbage til Marvel, på det tidspunkt hvor Jim Shooter var forlægger. Jim Shooter fik mange af de gamle drenge tilbage i folden, Frank Miller, Starlin og Englehart, Roy Thomas og Bernie Wrightson, Mike Kaluta, og andre store kanoner. Og den mest overrraskende hjemkomst var Steve Ditkos. Jim Shooter havde mødt Steve Ditko hos Neal Adams og sagt til ham, at døren hos Marvel altid stod åben for “the founding fathers”, Kirby og Ditko. Men Jack Kirby var der ikke udsigt til at få tilbage, han havde travlt med at sagsøge Marvel på det tidspunkt.

Ditkos forside til “Mysterious Suspense” #1, 1968, med The Question:

 

Og figuren Mr. A giver dig valget mellem godt og ondt, og INGEN GRÅZONER derimellem!

 

Men så en dag bankede Steve Ditko på døren hos Jim Shooter på Marvel og spurgte, om der var noget arbejde. Og der var selvfølgelig betingelser. For det første ville Ditko ikke røre ved Spider-Man og Dr. Strange igen, der var for meget dårlig bagage forbundet med de to serier tilbage i 60’erne. For det andet ville han ikke tegne en helt med karakterbrist eller fejl, noget der ellers var Marvels varemærke, “heroes with flaws.”

Jim Shooter sagde så til Ditko, “Du tegnede da Spider-Man. Han havde fejl.” Hvortil Ditko svarede, “Jamen, han var kun en knægt dengang, så det var okay. Han havde ikke lært noget endnu.” Så Shooter og Ditko endte med at vælge “Rom, Spaceknight”, der ikke blev den helt store salgs-succés, men dog alligevel et værdigt kapitel i Ditkos Marvel karriere.

Første Steve Ditko nummer af “Rom, Spaceknight”, #59, Bob Layton inker:

 

Da så Jim Shooter forlod Marvel, droppede dette forlag sgu Ditko! Igen måtte Steve Ditko banke på døren hos Jim Shooter, der nu var på det nye forlag Valiant. Her fik Ditko lov til at tegne serier om brydning! Aaarggh.

Tredie gang de to herrer mødtes var da Jim Shooter arbejdede på forlaget Defiant. Shooter ville have Ditko til at tegne en figur, han havde skabt, der skulle hedde Dark Dominion. Ditko gik med til det, men halvvejs inde i den første historie sagde han stop. Han nægtede at tegne den færdig, fordi serien var Platonisk, og han var selv Aristotelisk: “Plato thought there was the real world and then this invisible world and I’m Aristotelian – I believe that what you see is what you get. That’s all there is. Reality. This story has a substratum world and I’m not drawing it.”

Fjerde og sidste gang Ditko skulle samarbejde med Jim Shooter blev kun til et nærved og næsten. Shooter var nu på forlaget Broadway og havde på mirakuløs vis fået Ditko med på idéen om at udgive Ditkos hovedværk, “Mr. A”. Ditko viste Shooter en historie med Mr. A og sagde, han kunne udgive den, men det skulle være uden ændringer. Og Shooter gik med til det. Men så blev Broadway opkøbt af Golden Books og det blev aldrig til noget. Men vi kan da i det mindste glæde os over de “Mr. A” historier, vi HAR fået, af den mystiske levende legende, Steve Ditko.  

fra Word Around the Net på http://networdblog.blogspot.com/2006/06/mister-is-mister.html

The Objectivist Hero is one which sees reality in stark, absolutist terms – appealing to an external standard of absolute morality. Ayn Rand describes her philosophy this way:

1. Reality exists as an objective absolute facts are facts, independent of man’s feelings, wishes, hopes or fears.
2. Reason (the faculty which identifies and integrates the material provided by man’s senses) is man’s only means of perceiving reality, his only source of knowledge, his only guide to action, and his basic means of survival.
3. Man, every man, is an end in himself; not the means to the ends of others. He must exist for his own sake, neither sacrificing himself to others nor sacrificing others to himself. The pursuit of his own rational self-interest and of his own happiness is the highest moral purpose of his life.
4. The ideal political-economic system is laissez-faire capitalism. It is a system where men deal with one another, not as victims and executioners, nor as masters and slaves, but as traders, by free, voluntary exchange to mutual benefit. It is a system where no man may obtain any values from others by resorting to physical force, and no man may initiate the use of physical force against others. The government acts only as a policeman that protects man’s rights; it uses physical force only in retaliation and only against those who initiate its use, such as criminals or foreign invaders. In a system of full capitalism, there should be (but, historically, has not yet been) a complete separation of state and economics, in the same way and for the same reasons as the separation of state and church.