I ugbeladet Anders And & Co. nr. 53 – 2009 har jeg valgt at indrykke en helsides annonce for Galleri Comicart.dk – sågar på den bedste annonceplads, bagsiden. Bladet er ganske vist ikke, hvad det var engang, målt på oplagstal, men ifølge Egmont kan jeg dermed se frem til at blive eksponeret over for næsten 450.000 læsere. Heraf over halvdelen voksne mennesker med hang til Disney-serier.
Den officielle listepris for sådan en helside er på den gale side af 50.000 kr. plus moms. Hvad jeg har givet, forbliver mellem Egmont og mig, men det er ikke de rene småpenge. Nu sidder jeg så og overvejer, om det er totalt rablende sindssygt eller nærmest genialt? Håber det sidste, frygter det første. I dag er en stor del af annoncemarkedet jo flyttet fra den trykte del af pressen til internettets bannerannoncer og tv’s reklameflader. Det er ikke noget, jeg bryder mig særlig meget om, da jeg personligt holder rigtig meget af alt, der dufter af tryksværte. For mig vil en elektronisk tegneserie aldrig kunne erstatte en trykt tegneserie på godt papir. Helst lækkert indbundet. Så frisk, at siderne knitrer, når man åbner bogen og læser den for første gang. Jeg er 47 år og tilhører en generation, som godt kan lide at få avisen ind gennem brevsprækken hver morgen. Vi kan godt lide at fylde reolerne med bøger og tegneserier, og når vi ser film, skal det helst være en købeudgave, ikke en pirat-download. Ja, jeg er gammeldags, og ja, jeg nyder at være det. Jeg har et åndeligt, men også et fysisk forhold til mine kulturelle oplevelser. Huset er derfor fyldt op med bøger, blade, dvd’er, cd’er og på det seneste de helt geniale blu-ray skiver med fabelagtigt skarpe udgaver af filmene.
Nu synes du nok, jeg bevæger mig langt væk fra mit emne. Annoncen i Anders And & Co. Men nej, for mig er der en sammenhæng i det hele. Jeg annoncerer i det medie, jeg har brugt de fleste år af mit liv på at læse. Især i barndommen var jeg fast, ugentlig læser. Ugebladet er et fast omdrejningspunkt i en verden, der er fyldt med finanskriser, lømmelpakker, klimatopmøder og krige. Derfor vil jeg gerne bevare troen på, at Anders And & Co. stadig vil være der om 30 år og om 100 år. Mit hjerte vil det, men den kølige, analytiske hjerne ved godt, at sådan går det ikke. Anders And & Co. læses af sådan nogle halvgamle nostalgikere som jeg – og af de børn, vi pådutter bladet. Ikke mange andre, frygter jeg. Så tiden er med andre ord inde, hvis jeg skal nå at gøre lidt godt for bladet – og mig selv. Nu flyder der snart en stor sum penge fra mig til Egmont. Om det så bliver en slags forsinket julegave, eller om jeg vil sidde og godte mig over det gigantiske salg, annoncen afføder, ved jeg endnu ikke.
Nogle gange skal man bare følge hjertet. Det gør jeg så med denne annonce. Galt eller genialt? Det må tiden vise. Skulle det værste ske – nemlig ingenting – er jeg sikker på, det er sjovere at formøble sin opsparing på denne måde end ved at sætte det hele til på aktier. Som jeg også har prøvet.
Godt nytår – ses vi i galleriet på lørdag?