Har du haft besøg af Benny fra Olsen Banden? Det har jeg. Han kaldte sig nu Morten Grunwald, men det var altså ham! Han var hjemme hos mig to gange for et par år siden, og han stjal slet ikke noget. Han slæbte ganske vist af med et maleri af Hans Bendix, men han betalte skam for det. Ikke nok med det – han omtaler mit lille galleri pænt i en fremragende ny bog om dansk bladtegnings historie. Derfor handler min blog denne gang om Benny – og maleriet, han købte.
Historien er denne: Jeg faldt under et besøg på et lille galleri ved kysten over et stort maleri, som var signeret Hans Bendix. Ja, Danmarks store bladtegner og teatertegner var manden bag dette sælsomme maleri, som med sine grønblå nuancer straks tiltalte mig. Jeg købte maleriet og fik at vide, at det skulle forestille Lily Weiding i hovedrollen som Nora fra Ernst Bruun Olsens revolutionsfantasi “Hvor gik Nora hen?”, opført i 1969. Maleriet er fra samme år. Jeg synes, det er malet med et næsten forelsket blik af Hans Bendix, der var kendt for at være damernes mand.
Nuvel, jeg ved jo, at samme Lily Weiding i dag er gift med skuespilleren og teaterchefen Morten Grunwald, som jo ganske rigtigt er lig Benny fra Olsen Banden. Jeg kontaktede ham for at høre, om han var interesseret i at overraske sin kone med maleriet? Jeg tænkte, at det måtte have en vis affektionsværdi for ham, og han reagerede da også prompte. “Jeg kører ud til dig nu”, var hans svar.
Sådan gik det til, at “Benny” pludselig stod og ringede på min dør hjemme i Hillerød en torsdag eftermiddag. Han gav høftligt hånd, trådte indenfor, og vi fik en lang snak om kunst, mens han betragtede billedet. Morten Grunwald er en god skuespiller. Han forsøgte at skjule sin begejstring og forlod huset med et løfte om at tænke over det – og vende tilbage næste dag. Så stod han der igen, og denne gang havde han penge med. Han gav mig et tilbud langt under min første pris, og selv om jeg egentlig ikke tjente noget på det, gik jeg med på handelen. Jeg kunne se, at han ville have billedet, og jeg havde stor lyst til at glæde denne mand, som har givet mig og min familie så mange store glæder i biografen og foran fjernsynet. Jeg krævede dog, at han signerede et foto fra Olsen Banden til min datter, og det gjorde han med et stort smil. Han bemærkede også min særlige udgave af Olsen Banden på dvd, udformet som et pengeskab i pap. Så kom min kære hustru, Anette, hjem fra arbejde, og han hilste belevent på hende, før vi tog afsked. “Hvem var det?”, spurgte Anette, da han var ude af døren. “Jeg synes, der var noget bekendt ved ham.”
Så glemte jeg alt om Grunwald og maleriet. Lige til jeg for nylig fik fingre i et eksemplar af Bogfabrikkens meget smukke og anbefalelsesværdige bogudgivelse, “Avisens Håndskrift – Danske Bladtegnere 1983-2008”. En guldgrube af flotte tegninger fra bladtegningens historie. Jeg bladrede hurtigt bogen igennem, mens jeg med en vis stolthed kunne konstatere, at jeg i Galleri Comicart.dk kan byde på et meget stort udvalg af disse tegneres originalværker – Jørgen Mogensens Poeten og Lillemor, Claus Deleuran, WOW, Bo Bojesen, Carsten Graabæk, Peder Bundgaard og ikke mindst fantastiske Des Asmussen. Intetsteds finder du et større udvalg af disse mesterlige tegnere – ups, undskyld, dette var et reklameindslag. Videre til det egentlige budskab.
Pludselig ser jeg igen Hans Bendix billedet af Lily Weiding! Morten Grunwald har skrevet et helt kapitel om det i bogen under overskriften “Raffinerede Hans Bendix”. Jeg tillader mig at citere et langt afsnit:
“Jeg fik mulighed for at købe det (maleriet, red.) efter en henvendelse fra en “lille” kunsthandler på nettet: Comic Art (næsten rigtigt, vi hedder altså Comicart.dk, red.), som ellers mest gør det i originale amerikanske tegneserier (heller ikke helt rigtigt, men okay, red.). Kunsthandleren ville ikke ud med hvor han havde det fra, men jeg købte det fordi det var min kone og fordi det var Hans Bendix, og fordi jeg fik det ned på en overkommelig pris. Nu har det hængt på min væg et års tid, og jeg kan mægtig godt lide det, fordi det med den mesterlige tegners få streger tydeligt viser den Nora, i Lilys skikkelse, der beslutsomt – og til sin samtids store forargelse – forlader mand og børn, midt i julefesten”.
Resten af historien skal man selv læse ved at købe bogen. Jeg vil blot tilføje, at besøget af Morten Grunwald var en stor oplevelse, og at det så rigeligt kompenserer for den manglende fortjeneste på salget af maleriet. Det er en stor glæde at vide, at maleriet nu hænger hjemme hos Benny og spreder daglig glæde. Sådan er det jo med kunst – gode billeder giver glæde. Og som kunsthandler er det den slags oplevelser, der får én til at fortsætte trods finanskrise og afmatning.