Home / Blogs / Hartungs galleri / Sådan begynder du at samle på original tegneseriekunst

Sådan begynder du at samle på original tegneseriekunst

Mange mennesker spørger mig, hvordan jeg begyndte at samle på original tegneseriekunst – og hvornår? Svaret overrasker dem. For det er ikke meget mere end 6-7 år siden, jeg købte min første tegneserieoriginal. I dag er min samling i al ubeskedenhed blandt de førende i verden inden for navne som Jeffrey Jones, Will Eisner, Carl Barks, Jim Holdaway, med flere. Det er hele livsopsparingen, der er investeret, og det har givet mig så mange store glæder, at jeg intet fortryder. Jeg tjente i mange år rigtigt mange penge på at arbejde som erhvervsjournalist, og det gav mig muligheden for at hoppe på toget og opkøbe værker af alle mine favoritter. Det er de bedste penge, jeg har givet ud i mit liv. At jeg som en slags sideeffekt har startet Galleri Comicart.dk, er bare en anden side af sagen. Projektet er fortsat styret af en stor og personlig interesse for tegnekunst, og sådan skal det også være.

Men dette blogindlæg har et andet budskab: Du kan sagtens selv begynde at samle på original tegneseriekunst – også hvis du er på SU eller ikke har de store penge at gøre godt med. Det fremragende ved denne hobby er, at alle kan være med. Glem alt om at samle på god dansk nutidskunst, hvor priserne er oppustede. Nej, tegneseriekunsten er så bred, at du her kan grundlægge en enestående kunstsamling for meget små midler – hvis viljen er der.

En af mine kunder er arbejdsløs grafiker. Alligevel har han de senere år grundlagt en meget fin samling af primært Disney-relateret tegneseriekunst. Han ejer Vicar, Van Horn, Taliaferro – og andre. En anden kunde er førtidspensionist. Han har valgt at samle på dansk tegnekunst – og køber de fleste måneder et nyt værk til priser, der typisk ligger på 500-1000 kr. Hans samling er opbygget på 4 år – og er nu en af de fineste samlinger af dansk tegnekunst. Jeg har besøgt ham, og tegningerne hænger på smukkeste vis indrammede overalt på væggene. Det er simpelthen bare så flot at se på. En tredje kunde er skolelærer. Hun samler på originalstriber af Modesty Blaise, tegnet af Jim Holdaway. Hun køber kun topstriberne – og har på fire år samlet en halv snes striber, der vil gøre enhver stolt. Målt på kvalitet har hun en af verdens smukkeste samlinger af Jim Holdaways striber.

Og jeg kunne blive ved med at nævne eksempler på kunder, der har fundet sig en niche – og som forfølger den målrettet. Der er min norske kunde, der samler ud fra en grundidé: Han vil gerne have ét godt eksempel på de kendte serier, tegnet af seriens første tegner. Ingen helt billig idé, når man også gerne vil eje noget af Manara, Giraud og Hermann. Men han holder stædigt fast – og betaler månedlige rater, der er til at overskue. Efter 5-10 måneder er værket så hans – og næste værk kan udpeges. Hvis du f.eks. betaler 1500 kr. hver måned, kan du eje en europæisk topside efter få måneder.

Det er således også mit gode råd: Find dig en niche. Jeg kender mange samlere, der ejer lidt af hvert, og hvor samlingerne i den grad savner fokus. Det skal jeg naturligvis ikke blande mig i. Er man selv glad, er alt jo godt. Men tro mig, der venter endnu større kunstoplevelser, hvis du skærer ind til benet og finder ud af, hvad du virkelig, virkelig brænder for. Jeg har selv valgt at fokusere på de førnævnte navne. Eisner, Barks, Jones, Holdaway. Det er her, jeg brænder igennem – og mærker hjertet banke. Det er altså mine favoritter og mine hjertensbørn i tegneseriekunstens verden. Så har jeg også nogle temasamlinger – hvor jeg især fokuserer på Tarzan. Ja, den gode gamle abemand. Her vil jeg gerne eje en god side af hver af de store tegnere – men jeg mangler stadig de allerstørste: Foster og Hogarth. På den måde er der hele tiden noget at gå på jagt efter – nye mål at sætte sig.

Hvor er det lige nu mest fordelagtigt at grundlægge en temasamling? Mit bedste bud er, at du skal begynde at samle på dansk seriekunst. For 500-1000 kr. om måneden kan du på ganske få år komme til at eje flotte originalsider af alle de bedste danske navne. Ingen af dem er så dyre, at det ikke kan lade sig gøre. Det er bare om at komme i gang. Et andet godt bud kunne være Disney-kunstnerne. Her kan du lige nu købe masser af flotte sider til meget rimelige penge.

Men det er jo ikke mig, der skal få idéerne for dig. Måske brænder du for amerikanske avisstriber? For engelske tegnere? Franske humorister? Italienske pornotegnere? Børnebogsillustratorer? Spider-man? Batman (som jeg også samler på)? Superhelte? Humorstriber? Der er nok at tage fat på. Og tro mig, når du først er kommet i gang, er det svært at stoppe.

Som tidligere fastslået – at samle på seriekunst er verdens bedste hobby!