Home / Blogs / Samlerspalten / [3.3] Om Komiklex! Dér, hvor det gik galt!

[3.3] Om Komiklex! Dér, hvor det gik galt!

Metaserier
I DSK findes der flere enkelttitler eller serier som lanceres under en hovedserie (Eroticon, Fjerne Horisonter, Tegneserier for Voksne, Fanny, Det blodrøde Bibliotek m.fl.), men står placeret under egen titel eller serie. De ’udtalte’ er sådan og stort set nævnt, men man kunne også for overskuelighedens skyld nævne andre, måske i et separat indeks / serieindekset, såsom Marvelklubben, Superklubben, Hermanns ’luksusbind’ samt både Egmonts ’Superhelte’, ’Basserne Special’, ’Humor Special’ og ’Danske Klassikere’ for at give et overblik over, hvad der er udkommet i hvilke serier – det er eller kan være svært både at overskue og gennemskue i de nuværende indeks. Det gør man fx i Norsk Tegneserieindex nr. 7 (år 2000).

’Herman Luksusbind’
I øjeblikket er det kun Hermanns luksusbind man kan slå op under de respektive serier og enkelttitler, men det giver læseren ikke det forkromede overblik. Hertil kan vi endnu engang pointere, at Vandisandi IKKE er udkommet i en luksusudgave.

Da man endvidere ikke har ønsket at oplyse præcist, hvilke luksusbind af Jeremiah, som henholdsvis er optrykt i 100 eller 200 eksplarer, gives her en oversigt:

  • #21 Fætter Linford – 200 eksemplarer
  • #22 Våbnet i vandet – 100 eksemplarer
  • #23 Lastens Hule – 100 eksemplarer
  • #24 Den sidste Diamant – 100 eksemplarer
  • #25 Ødemarken – 100 eksemplarer
  • #26 Skyggernes Havn – 100 eksemplarer

For at summere op på, hvilke Hermann Luksustitler der er udkommet i 200 eksemplarer, kan vi oplyse, at det er følgende:

  • Jeremiah #21: Fætter Linford
  • Caatinga
  • Tårnene i Maury-skoven: Slægtskrønikerne bind 1: Assunta

De øvrige bind i luksusformatet i tilfældig rækkefølge er

  • Zhoung Gou
  • Wild Bill er død
  • Tårnene i Maury-skoven: Slægtskrønikerne bind 2: Rodrigo
  • Vlad Pælespidderen
  • Blodets Bånd
  • Manhattan Beach 1957
  • Månesyge
  • The Girl from Ipanema

W.I.T.C.H.
Serien syntes observeret at være i sit sene efterår medio 2009 for nu helt at lukke med udgangen af 2009 med #114; som det eneste hæfte uden tillæg af legetøj eller ekstra-hæfter. Andre lignende ’pige’-serier har det heller ikke for godt. Efterspørgslen på ”back-issues” er ganske enkelt kraftigt vigende. Mildt sagt.

Imidlertid kunne seriens tidligere popularitet f.eks. iagttages ved udgivelsen af samlebindet med de første 6 hæfter i hæftestørrelse (om man fulgte op på udgivelses af det afslutte samlebind 2 af 2 med de sidste 6 hæfter, vides ikke) samt W.I.T.C.H.-bøgerne (evt. W.I.T.C.H.-sagaerne), hvor man samlede 3 hæfter i en lidt-tykkere-end pocketbog. De første hæfter som omhandler historien om De tolv Porte er altså udkommet fire gange i alt / mindst.

  • Som hæfte
  • Som pocket-W.I.T.C.H.-bog i 2 oplag (henh. 2003+2004)
  • Samt i et samlebind

For en 4-5 år siden handledes W.I.T.C.H. #1 for 2-500,-. I dag er serien på vej til at blive glemt. Nåja, de første 15 numre skulle der da være en vis efterspørgsel på.

Wendy
Hesteblade var indtil få år inde i det nye årtusind stadig vældig populære, og antikvariaterne købte rigeligt op, for så siden næsten at brænde inde med dem. Derfor ser man i disse dage mådeholdenhed, når, med enkelte undtagelser, du kommer ned med bunker af assorterede seriehæfter; de er ikke interesserede i. Af den grund kan du risikere, at de ikke vil tage dem ind, fordi flere serier og genre har gået fra fuldt blus til fuldt stop. Når man som antikvar ikke at spotte det i tide, bliver opkøbet indenfor en kort horisont en ikke-realisérbar investering (læs kontant udgift), hvis du tager ting ind som der er fuldt stop på.

Jeg lavede en test på Wendy i ’Markedet’, hvor jeg tilbød 12 fortløbende årgang af Penny / Wendy (årg. 1994-2005). Her viste det sig, at kun Faraos Cigarer var interesserede i at aftage de 12 komplette årgang – til en symbolsk pris. Enstemmigt, fra Amager over Trianglen til Hillerød sluttende i Holbæk kunne antikvarer og marskendisere sige stort set det samme. Det samme gjorde sig gældende i september-oktober 2009, da jeg var rundt på tur i Jylland. For en 2-3 år siden ville alle de små piger have Wendy (og Min Hest. Og Prinseeser). Alle! I dag kan man slet ikke sælge sågar bytte dem. Selv det lokale antikvariat i Fr.sund, som bare skal være glad for at få noget ind, vil ikke tage imod dem, hvis hun fik tilbudt dem. Bladet er totalt usælgeligt i antikvarisk forstand anno 2008 og 2009. Og tyve-ti med. Bladet Wendy, søster-bladet Jessie er lukket igen, indtil for nylig (ultimo 2009), kører imidlertid ufortrødent videre om end udsalgsprisen er justeret noget op.

Det viser sig faktisk, at serien er vældig populær i Jylland. Også i 2010.

Fart & Tempo (1966-1976)
Det er her værd, at bemærke, at der fra årgang 1974 #35 til og med årgang 1975 #38 som midterside er en poster. Mangler den, mangler der 4 sider i alt, hvoraf de to er medhørende til hæftets historie.

Ovenstående oplysning er jo noget, man skal kunne søge på forhånd. Ikke? Bagefter er det i sagens natur for sent. Både til fortrydelse for både den samvittighedsfulde sælger og den passionerede køber / læser. Den slags info bør stå som påmindelse om, hvad man bør være særlig opmærksom på, når / hvis man ønsker at købe en stak Fart & Tempo eller bundtet i årgang. Min erfaring fortæller mig, at lige netop ovenstående hæfter meget ofte er ukomplette.

Carl Barks Samlede Værker
Der mangler at blive oplyst, at der til hver kassette medfølger et print af et Carl Barks motiv. Samtidig er sættet principielt ikke komplet, hvis samlemappen ikke er med. Den blev eftersendt, når hele sættet var færdigudgivet. Det kunne samtidig være værd at nævne, hvilke problemer der har været med oversættelsen. Måske til ’skræk og advarsel’? Hvor skulle det ellers stå henne? I Kristeligt Dagblad eller Ekstra Bladet? Kraks? Den Blå Bog? Andre forslag? Der udkommer jo ikke andre lignende opslagsværker om tegneserier end netop denne i en overskuelig fremtid! Skal det findes, skal det findes her i DSK!!!

”Dem, som altid var”
Der er, tjah var, en række albums, som ’man’ altid så brugt. Det var følgende titler

  1. Ridder Goodwill #6
  2. Luftens Ørne #9
  3. Franka #6
  4. Thorgal #5

Ja, hvad er der så med dem? Disse titler er gået fra at være ualmindelige almindelige til at blive lidt noget mere efterspurgte end nogle syntes er godt, fordi de respektive seriers øvrige titler er blevet efterspurgte igen. Det smitter tilsyneladende også af på titler, der engang var ualmindelig almindelige.

Grunden til at jeg nævner dem er, at jeg i samtale med samlere har fået dannet mig et billede af, hvad man alligevel står og mangler i serierne hos samlere, der tog et break i 90’erne. De omtalte 4 bind (der er sikkert flere, men disse står klarest i hukommelsen) er dem, som de nu står og mangler, selvom alle disse bind længe stod og flashede ude i brugtmarkedet, som den eneste eller en blandt få i de respektive serier. De er ikke vildt sjældne eller super dyre, men der kunne potentielt set opnås pæne priser for disse titler anno 2009.

Asterix
I en tråd på Seriejournalens forum søgte en bruger afklaring vedrørende den første Asterix (og hans gæve Gallere) fra 1969. Spørgsmålet gik på, hvordan kan 1. udgaven (underforstået i 1. oplag ) genkendes uden tvivl?

Brugeren spurgte Bo fra Pegasus, som i den seneste og aktuelle bogudgave bl.a. står som medforfatter på DSK, hvor Bo måtte sande, at han heller ikke længere er sikker i sin sag. Det eneste vi med nogenlunde sikkerhed kan sige, er, at bind 1 kun må koste 5,00 dkr. Om prisen kr. 5,00 står på for- eller bagsiden kan ’man’ vist ikke blive enige om med sikkerhed. 3. Oplag blev trykt i 1972 og har hverken pris eller HBN på bagsiden. 4. Oplag i 1974, måske 1975, hvorefter serie relanceredes med nye forsider og håndtekstning med start i 1979 med nu håndtekstning – det står heller ikke i DSK!!!

Håndtekstningen er faktisk u-de-mærket og er et kvalitetsløft i det hele taget. Om man kan lide den ene eller anden tekstning er nok er smagssag. Her finder jeg anden udgaven mest interessante på trods af de nye forsider, som ikke er helt vellykkede.

For samme serie omtales genoptrykket som 2. udgaver, mens de nye udgavers cykli (1979-1989 og 1998-2005) omtales som genoptryk. Det er forkert i begge tilfælde og er anført omvendt af hvad de i virkligheden er.

Det interessante, men ikke nye, er, at udgaverne fra årrækken 1979-1989 er håndtekstede, hvilket er deres særlige kendetegn, men også, at rygnummeret i Romertal er med FED skrift samt det lille logo øverst til højre har samme fonttype som serieoverskriften.

Til oplysning. Enkelte numre i 2. udgaven omkring bd. 19-23 er udgivet i celofan. Ilagt er en reklame for en konkurrence, hvor præmien er en forlænget weekend i Asterix-parken. Flere kan have denne indpakning, men kun de nævnte er af mig blevet observeret.

Nåja, som jeg nævnte i listen, så udkom der et for mig ukendt antal hardcovers med forsider fra 2. udgaven. Der er mindst tale om 6 bind.

Bamse
En stor del hæfter har en eller anden form for afriv eller udklip, fordi bagsider eller forsider enten er brugt til postkort, kravle-’nisser’, puslespil, brædtspil, konkurrencer mm. Det skal her nævnes, at #21 er lig Special-Album #3 (se forsiden på denne). Det annoncerede #9 på indersiden af #8/1998 udkom aldrig. Uh, der kom kun 11 numre i 1990.

Samme defekter gælder også for serier som Laban, Pellefant og andre udvalgte fail-serier fra samme tid.

Rasmus Klump
Her måtte jeg indledningsvis give op. Der rejstes følgende spørgsmål

  • Hvilke er 1. Udgaver?
  • Hvilke kom først i hvilke udgaver?
  • Og hvilken rækkefølge de udkom i?
  • Er der særlige kendetegne?
  • Hvor mange der udkom i de diverse udgaver?

I lang tid var jeg lidt opgivende overfor puslespillet for der er udkommet man udgaver i forskelligt format og i forskellig rækkefølge. Da det også er en børneserie, er der færre eksemplarer tilbage i hel stand end hvad godt er for denne artikelsamling. Mange er sikkert kasserede eller godt gemt væk.

Grundlæggende kan sige at bind 1 på dansk i første udgave er i s/h. De øvrige seks udkom i tværformat og i farver denne gang, hvoraf nogle udkom i hardcover mens andre  – dvs. ikke alle –udkom i en billigbogudgave stadig i tværformat.

Sidenhen er serien udkommet i A5 format både i hard- og softcover. Fra nummer 17 er udgaverne ens og fortløbende med den oprinelige udgivelsesrækkefølge (*). Det er muligt, at nogle at numrene mangler oplysning om udgave, men der vil man med stor sandsynlighed kunne finde 1. udgaven fra af HBN ikke overstiger nummeret på det pågældende bind.

(*) – hva ’ ær nue dæd? Er Rasmus Klump ikke pære dansk? Hvorfor er den danske udgivelsesrækkefølge ikke den originale? Og hvorfor er der udkommet så mange forskellige formater?  Se, dét ville være emner at tage op eller lave en lille afklaringsnotis herom i notefeltet. Hvis ikke i DSK, hvor så?

Klavs Deløhvrann
Det er selvfølgelig Claus Deleuran, vi her har i sigte. Rejsen til Saturn får sin behørige og korte gennemgang som historisk monument, idet i småstorstaten Danmark, dengang bl.a. repræsenteret ved Kristeligt Folkeparti, og dengang de stadig kunne samle stemmer, ved dette partis protester gjorde sig et forfejlet forsøg på at ophøje værket til et blasfemisk værk, der skulle forbydes ved Guds Lov og i Folketinget.

Det historien vil vide er, så gav det bagslag. Dét album fik så meget omtale, at det over fire år blev genoptryk mindst 6 gange. I artiklen Pressefræs i fanzinet Kulørte sider #36 (siderne 4 og 5) kan man læse om ”en historie om aviser af aviser eller noget om blasfemi og en paragraf i vores grundlæggende lov…”.. Artiklen består foruden en kort indledning ellers kun af avisuddrag om den omtalte tegneserie. Artiklerne er for perioden 20. feb. 1980 til og med 16. april 1980.

Imidlertid, som Benni Bødker noterer sig i Striber og Streger: de gamle tegneserier og de nye (faktisk overraskende glimrende, indsigtsfuld og oplysende bog om tegneserier), så er hovedværket i den grad Illustreret Danmarkshistorie for Folket. Er man samler, vil man måske gerne have førsteudgaven. Dvs., i den udgivelse som udkom i tegneseriettillægget Kilroy i Ekstrabladet. Det jeg vil frem til er, at der mangler en krydsreference til indekset Tillæg og lignende, som man har krydsrefereret det med Rejsen til Saturn, som først gik i Corsaren. Til det sidste ville det være fjong, hvis man oplyste i hvilke numre af Corsaren den gik. Den første planche fra Kilroy vises just nedenfor.

Fanzines
På side 481 kan man som det første læse i Indeks over Fanzines og lignende Action (6 nr.). Den serie står angiveligt for 6 numre, hvilket også er det tal i backissuelisten men kan finde på tredjesidste side i Reaction #1 (1979) for den omtalte serie. I samme kan man læse om Epoxy 1, 2/3, 4, 5 og 6 samt Action Specialnummer #1. I Reaction #1 har man bl.a. hentet en del materiale fra Epoxy og gentryk i nummeret ”så det ikke blev for tyndt,” som redaktør Michael Madsen skrev, som begrundelse for at medtage dem.

Man kunne da spekuspankulere i baggrunden for, hvorfor man (i Komiklex) ikke har kunnet give et helt klart svar på, hvor mange hæfter præcist der udkom (i serie Action). Et kunne være, at mange udgivelser er udkommet i så små oplag (< 50-100 stykker), hvoraf nogle måske blot udkom ’lokalt’, at det kan blive endog meget svært, at danne sig eller sågar have mulighed for at samle det hele sammen med mindre man gør det målrettet og kontinuerligt. En anden kunne være, at jo længere tid der går, og i kombination med den første overvejelse, bliver sværere at finde ud af, huske på samt efterfølgende registrere disse udgivelser, når og hvor de nu udkommer.

Men generelt må man sige, at indekset mangler noget opdatering. Især ift. Serie-nyt (man kunne vel have spurgt Carsten Søndergaard? Begge de herrer kender ham jo godt. De taler vel sammen en gang i mellem. Carsten er jo et omvandrende Encyklopædi, når der kommer til tegneseriers hvem-hvad-hvor.). Der er vel en eller to i samlerkredsene, som kunne hjælpe til.

Titler fra Arboris, der aldrig udkom
Titlerne er taget fra katalog fra 2005.

  • Durango #12, 13. – Colorado (#11 udkom / udkommer under denne artikel tilblivelse)
  • Fox One #3 – NDE
  • Kerioth #3 – Fortuna
  • Pirater #2 – Held og lykke
  • Thorinth #3 – Den vertikale Kejser
  • Weena #2 – Prøven

Hertil skal det siges, at Durango bd. 14 og 15 er udkommet.

Hæfter, der aldrig udkom
Der er en del hæfter, som man nu med nogenlunde sikkerhed kan konkludere, aldrig udkom. Indledningsvis er denne erkendelse fremkommet ved, at det nummer altid lige har manglet, og mistanken er derfor blevet vakt og bestyrket; at det nok aldrig (kan være) udkom(et).

Efter at have haft kontakt til en del storsamlere, biblioteker og Michael G. Nielsen, så er det blevet nogenlunde sikkert, at nedenstående hæfter (nok) aldrig udkom

  1. Moppe #1-5 årgang 1972
  2. Front-serien #41
  3. Krigs-serien #19
  4. D.C.-serien #19
  5. Korak #20, årgang 1976
  6. Lasso-serien #203
  7. Attack-serien #451
  8. Vicky #6-12 i 1971, mens der udkom #3-12 i 1972
  9. Pelle Haleløs #2, hvor der i stedet udkom Pelle Haleløs og hans Venner
  10. Lille Lulu #1, hvor Julenummeret udkom i stedet.
  11. Lassie #12 (1981)
  12. Pellefant årgang 1974 #3-12. I norge fortsatte serien
  13. Bamse #12, 1990 (Næste nr. i #11 fra nov. 1990: #1 1991, 17. Dec. 1990)
  14. Hagar Strip-album nr. 2 (1983)
  15. Bamse #10 årg. 1976
  16. Gøg og Gokke #55 (årg.1978-1985)
  17. Laban Billigbog: 1972, 1973
  18. Westernserien (pocket): 1976: #21.
  19. Gunnars år 1996 (fx Nationalsamlingen har den ikke)
  20. Teenagemagasinet #19
  21. Idolmagasinet #37
  22. Min Hest #21  (1976), #8 (1994)

Til punkterne 2-4 med udgivelserne fra I.K./Williams kan jeg tilføje, at de manglende udgivelser er alle sket i 1968. Alene det, at de allesammen ikke udkom i samme måned, kan bestyrke antagelsen om, at de er sprunget over i udgivelsesrækkefølgen af den ene som den anden grund, som vi i dag kun kan gisne om. Der kan måske endda være tale om, at der har været bøvl med trykkerriet. Der kan måske have været sympatistrejker med maj-demonstrationerne i og udenfor Danmark?

Fortilfælde kan for strejker graves frem. Fx har jeg fået fortalt, at numrene i Kampflyver #507 og 508 udkom forsinket pga. problemer med eller strejke hos trykkeriet. Reel præcedens for dette er bl.a. Tarzan #5, 1973. Det skulle være udkommet i 1972, men udkom først i november 1973. En ganske morsom mærkat blev påklistret forsiden.

Gunnars År 1996 er kommet med lige inden den går i trykken. Det er tvivlsomt, om den er udgivet. Nationalsamlingen har den ikke. På Pegasus’ hjemmeside er den heller ikke afbildet og ingen har set den, og man har heller ikke ’gjort plads til den’. Det er selvfølgelig ikke noget bevis i sig selv, men blot hælder det mod, at den ikke udkom. Måske er den blevet forvekslet med Gunnar & Oskar fra 1997?

Afslutning
Dette afsnit har omhandlet de bommerter, som burde skulle kunne være kommet med. Ja, der forlanges meget, men sådan er det! De næste bommerter vi gennemgår, er vel en smagssag. Det omhandler ikke nær så meget enkelte hæfter som serier, men går i dybden med nogle emner, som har eller kan have betydning for ’markedet’, men som slet ikke er uddybet eller mangler uddybning i forhold til den betydning, det/de efter min mening har haft for (handelen) med brugte tegneserier i Danmark. Jeg vil mene, at teksten og emnerne vil tale for sig selv, når I når så langt.

*** slut på kapitel 3 ***