Overskriften på dette afsnit virker måske en anelse bombastisk. For vi har allerede terpet en del emner og detaljer igennem, som alene som samlet i vistnok rimeligt omfang berører emnet ’bommerter’.
MÆÆÆN, de områder som her tages under behandling lider kraftigt enten under manglende repræsentation eller blot underrepræsentation i form af (manglende?) uddybning. Altså, såfremt den også skal være dækkende for Markedet tegneserier. Til markedet er der i bibliografien tildelt et helt kapitel for sig, som jeg her vil lægge lag på.
Jeg vil således forsøge at præcisere, at nogle emner nævnes eller berøres i en vis forstand, men jeg mangler en uddybning i selve kapitlerne omkring ”Tegneseriermarkedet 2006” forud selve pris-indekset DSK af nedenstående liste over bommerter:
- Das Internet
- Hæfter
- Privatmarkedet / forhandlere (altså dem, som ikke omtales, fordi de ikke har annonce med?)
- Originalplancher / Fanart
- ”Det jeg kan sælge, får jeg ikke ind. Og det jeg får ind, kan jeg ikke sælge.” – se senere.
- Mægleren
- Plakater, indlæg og tillæg. Deriblandt sidetal og oplag. (*)
- Hvordan man passer på sin samling af tegneserier (*)
(*) gemmes til næste kapitel.
Når jeg ser på listen, tænker jeg – ”WTF! Står der overhovedet noget i det s-h-i-t-e efterhånden!”
Jo, yoda. Det mener jeg også, at jeg har berørt, at der gør. Også det, som ikke er med eller gennemgået godt nok. Men de ovenstående emner, er emner, hvis de bliver gennemgået, opnår gratis omtale, hvilket måske kan ses som fejt og stå i et slags konkurrenceforhold til de betalende annoncører i annoncesektion, men er et udestående, som gør, at værket virker lidt halvt. Lidt stedmoderligt.
Das Internet
Et af de måske helt rigtig store åbne sår i afsnittet ”Tegneseriemarkedet 2006” er, at Internethandlen af tegneserier slet ikke nævnes i forhold til dens betydning for både tegneseriehandlen og samlingspunkter for diskussion af og om tegneserier, som Internettet har haft og i disse dage stadigvæk har. Man får lidt det indtryk, at det hele foregår nede i den lokale byttebiks, hvor ligesindede parlamenterer om hint tegneserier selvom den del er tonet lidt ned i forhold til sidst. Bevares, det er i mødet mellem ligesindede, hvor interesse for en serie, kunstner eller tema måske vækkes osv. Det sker bare ikke i byttebiksen, bl.a. fordi de er færre samlere som butikker af den art. De mødes andre steder. Med andre ord, det er bare ikke dobbelt O’erne værdige kun at betone præ-Internet æraen.
Vi vil prøve, at remidere herpå.
Forlagene er i større grad gået over til markedsføring, events og salg via Internet eller via andre e-medier/-teknologier. Umiddelbart godt for forlagene selv; man får en større bid af kagen ved at springe forhandlerleddet over.
Om strategien er rationel, er nok sikkert, men om den er klog og langtidsholbar, er nu ikke så sikkert endda, hvis tegneserier er i fokus (de affødte kovergens produkter klarer sig bedre idag i form af merchandise, tegne- og spillefilm mm.); man konkurrerer med forhandlerleddet, der som udgangspunkt stilles ringere og på sigt kan blive gjort overflødige i en ’unfair’ konkurrence, fordi markedsføringen sjældent hjælper forhandlerleddet i den form, da markedsføring på Internet oftest linker tilbage til forlagenes egne hjemmesider frem for nærmeste forhandler. Og det er en lidt unfair trend, den troløse trend; service finder man i butikken, men købet foregår på nettet eller gennem abonnement.
Et plaster på såret er, at (nogle og sikkert de fleste, men også nok blot de væsentligste) forhandlere listes på forlagenes hjemmesider.
’Faren’ ved sådanne forhandlerlister er, at de i bedste fald kan opfattes som både udtømmende og absolutte i værste fald.
I et noget bedre scenarium er det et enten-eller tema. For der findes ofte flere end de nævnte forhandlere. Sidestillet hermed har det skrevne ord en vis magt i sig selv, og skal ikke undervurderes. For står det der ikke, er det nok, fordi den tilgængelige information er uddybende nok. Man skal stadig selv gøre en indsats for at finde butikken i den globale landsby. Og det kan være svært nok i sig selv. Google er her ofte ens umiddelbare bedste ven. Ønsker du mere specifik viden, kan du starte en tråd på forskellige sites i, omkring og for tegneserier. Der skal nok være nogle, som vil hjælpe dig på vej.
I gamle dage udgav og fremsendtes kataloger til forhandlerne. Disse kataloger var (oftest) gratis. ET udpluk af de bedste kan ses nedenfor. Som et tænkt eksempel kunne placeringen af Seriejournalens logo være placeringen af boghandlerens stempel med kontaktoplysninger.
Tanken var så, at forhandleren påførte kataloget sit stempel, hvorpå det derefter kunne udleveres til interesserede kunder som tegneseriekøbere med tanke på, at de ville vende tilbage til samme forretning, der udleverede folderen / kataloget (jfr. stemplet). Dette når en titel fangede deres interesse, og dermed engagerede dem henholdsvis til køb som at bestille ikke lagerførte titler hjem.
Som tidligere beskrevet, henvises der i dag til forlagets hjemmeside i kolofonen, i kataloget eller i tegneserien – I skal her forestille Jer, at Internettet blot var en skygge som ukendt for hvermand i de dage. Generelt, og sammenlignet med tidligere, er der ikke meget reklame for nye udgivelser i dag på tryk (pga. omkostninger). Det er blevet sjædnere, som køberne er blevet færre. En vis logik er der i det.
Det er selvfølgelig en stor tanke at overføre al salg over til egen hjemmeside, men så længe folk ikke ser varerne ude på hylderne, eller er for lang tid om at migrere til køb via Internet, kan køberne blive tilbøjelig til at tro, at varerne ikke eksisterer og dermed til en vis grad bidrage til en selvforstærkende opfattelse af en slags ’kollektiv bevidsthed’ om, at tegneserier ikke ’eksisterer’ / udgives længere. Man glemmer, at de eksisterer.
Om salg på Internet er den sidste krampetrækning, er ikke til at sige, dog noget tvivlsomt i disse dage, men det dræner og dræber langsomt forhandlerleddets vilje til at ville have hæfter og de traditionelle albums i udstilling til fordel for andre varegrupper, der nu formodentlig rykker bedre. Dette skal selvfølgelig ikke stå alene, men i ’misklang’ med den udvikling og muligheder for afsætning har taget; afsætning på færre lokationer i stort volumen. Den form har vist sig ikke at tilgodese tegneserien. Kioskkulturen er jo blevet stort set elimineret af de store dagligvarehuskæder samt øvrige franchise koncepter ’from over there’.
Nuvel. Dem som ønsker at finde sin tegneseriepusher, og de juveler han kan tilbyde, finder den nok også. Værre er det ikke end at de tilbageværende specialbutikker måske høster frugterne for deres vedholdenhed og til tider også aktive indsats for tegneserien i Danmark. Blot er udstillingsvinduet skrumpet gevaldigt ind. Jeg har hørt, at der kun er op til 15 (fysiske) butikker i Danmark (i 2008), som sælger tegneserier som fast sortiment.
Imidlertid sås en udvikling, hvor man for at komme fremtiden i møde har set sig tilbage; den grafiske roman relanceredes (igen!). En almindelig definition er den, at den grafiske roman kendetegnes ved (indhold) og adskiller sig fra de traditionelle hæfter og albumsformat ved ikke at lægge sig fast på attributter (dvs. sidetal, dimensioner og serie => form). Det har jeg læst mig til, er jeg ret sikker på.
Det første katalog (med grafiske romaner) på dansk kom fra Carlsen, som også er lig navnet, brandet som den grafiske roman med ’et menneskeligt ansigt’ markedsfør(t)es under. Man skal dog lige notere sig, at Bogfabrikken tilbage i senfirserne til sluthalvfemserne lancerede mindst tre tegneserier af Ralf König som værende grafiske romaner (Pretty Baby, Beach Boys og Den følsomme Mand) i perioden 1988-1999. Det er det, der står med småt over forlagsnavnet Bogfabrikken.
Jeg mangler noget med fanart og original plancher. En stigende efterspørgsel på samlerobjekter har medført, at dårlige efterligninger eller kopitryk er blevet mere almindelig forekomne på markedet. Specielt på Internetbaserede auktionshuse er disse defekter kommet til syne og udbudt. De fleste bliver og kan afsløres, hvis man rådspørger sig blandt fagfolk i god tid.
Seriejournalens blogger Peter Hartung har en vis indsigt i og erfaring med området, og gør sit til, at oplyse om og afsløre falske originaler, når de bliver udbudt. Dette har vist sig, er endog ganske vanskeligt, at trange igennem til mæglerne (læs Internet auktionshusene). Men der forsøges, at luge ud med de midler, man har. Jeg forestiller mig, at det er lidt ligesom en trædemølle. Samtidig foregår der også en parallel og ’lovlig’ erhvervelse af fanart gennem festivaler o.lign. En måde hvorpå du kan forsøge at imødegå forfalskninger på, er ved at tage fat på de i ’branchen’, som har sat sig ind i emnet, og har lyst og overskud til at sikre, at markedet forbliver troværdigt, ved at vurdere, om værket er originalt. De har en indsigt i markedet og en særlig interesse i, at markedet forbliver frit for disse defekter.
I Danmark kan man hente inspiration hos henholdsvis Comicart.dk og comikgarden.dk og i Norge er der Seriegalleriet.no, som hver især har set et marked i den globale landsby.
Og så kommer vi til privatmarkedet. Det nævnes slet ikke. Det ignoreres måske? Dette er en klar fejl af monumental art, da privatmarkedet har boomet i en sådan grad, at nogle erhvervsdrivende har måttet tage fokus fra brugtmarkedet, fordi omsætningen af de gode varer i pæn grad er blevet kapret af en række private operatører, som gennem deres netværk, søgelister, hjemmesider og på forskellige offentlige udsalgssteder samt annoncering i DSK’s annoncesektion, har sat sig på en betragtelig del af markedet. Mere om privatmarkedet på Internet, når vi har gennemtrævlet hæfterne.
Hæfter
Hvorfor er det lige, at hæfter ikke behandles mere intensivt? Igennem en række år har forretninger nægtet at tage udvalgte kategorier hæfter ind. I dag, hvis du går efter hæfter i større mængder, skal du i specialforretninger i City eller tage til Jylland for at få bare et nogenlunde fornuftigt udvalg. Og de kyndige ved jo hvilke (to) forretninger det er, jeg antyder.
Tips! – Du kan starte med at læse den gamle artikelserie om samler-/brugtmarkedet eller springe den over og gå til artikelserien ’De nye, de døde og de levende’, hvis du vil danne dig et overblik.
Udvalget i disse er ikke altid direkte tilgængeligt, hvorfor du måske skal have talegaverne i orden, komme på det rigtige tidspunkt, så de har tid til at servicere dig eller lave en mankoliste (søgeliste), hvor du på et tidspunkt (kan godt tage 10-12 måneder) bliver kontaktet, når de har fundet hæfterne på din manko eller lige gerne vil sikre sig, at mankoerne og efterspørgslen stadig er der.
Du kan godt forvente, at mankoen først bliver gennemgået, når der er noget at kigge efter, deriblandt lagermæssigt, fordi de måske samler flere lister sammen inden de vender tilbage med evt. fundne på din manko. Ud fra egen optælling, så er der udgivet op til 5.000 albums, hvorfor resten groft sagt må være hæfter i en eller anden form; dvs. godt 34-36.000. Øvrige 2-3.000 er vel små hæfter og indlæg (fx Kilroy).
De fleste mindre antikvariater eller genbrugsbikser har oftest et meget beskedent udvalg på under 1.000 enheder, hvis ikke mindre. Igen, følg med i artikelserien ’De nye, de døde og de levende’, der kan hjælpe dig på vej. Det lyder jo umiddelbart af meget, men bliver det hurtigt ej, simpelthen fordi hvis der er 3-400 Anders And og 100-150 Basserne, så er der ikke mange andre titler ud af de resterende op til 35.500 som kan fylde hullet op til 1.000 ud. Ofte vil det uinteressante have betydelige længere liggetid end det moderat som mere interessante (duh!).
Mit bud er, at det næste prægnante segment bliver hæfter. Ikke nu, men på sigt vil der blive en stigende interesse for hæfter med godt indhold eller som kært minde, selvom der allerede er, eller skal vi i dag jfr. finansieringskrisen har været, (større) fokus på de ældre i god stand. God stand går simpelthen aldrig af mode.
Bo giver allerede en ikke intenderet forklaring til sidst i ”Tegneseriemarkedet 2006”. Den henvender nok sig fortrinsvist til albumsene, hvori han skriver, at de som bliver sjældne, bliver læst hårdere og oftere, og dermed enten ødelægges (og slides) hurtigere eller folk vil bare holde på tegneserierne længere med den gode historie eller de gode tegninger (det giver vel egentlig sig selv).
Følges prissætningen slavisk, vil der ideelt set være få eller færre samlereksemplarer tilbage. Lægges historien / kunstneren højere kan baren justeres ift. prissætning mere ’liberalt’. Er udbudet vigende, må det formodes, at det ’liberale’ vil stå over korrekt / perfid graduering, hvis butikken skal have en chance for at få en passende indtægt i nogenlunde ligevægt med øvrige professioner og samfund. En manglende erkendelse af de netop gennemgående i kombination har bl.a. været en af årsagerne til, at flere genbrugsbikser og antikvariater har drejet nøglen om.
Hæfter er som udgangspunkt mere skrøbelige end album, og vil i gradueringsmæssig forstand, og topstand, rasle ned i tilgængelig kvantum betragteligt hurtige end hvis det var givet som album.
Samtidig må man også holde for øje, at samleriet først egentlig tog skønsmæssig fart i slutningen af 80’erne i Danmark, hvor flere serier var eller blev etablerede samt det, at det egentlig eksisterede et godt bagkatalog, som man kunne supplere de aktuelle udgivelser med. I kølvandet på den trend og tid ser vi jo i dag de butikker, som gør sig gældende og har overlevet; Faraos, Pegasus, Oasen, Antikvariat (Amagerbrogade), Stribeladen, m.fl.
Den første udgave af Komiklex har sikkert også stimuleret samlermanien, eller blot stimuleret interessen for andre end de aktuelle serier i kiosken og hos boghandleren, fordi værket i sig selv giver hvermand mulighed for at læse om og orientere sig i hvad og hvor meget, der er udgivet indtil da.
Man kan gå på opdagelse og søge inspiration, også fordi de første 3 udgaver (i hvert fald) har budt på en kvalificeret gennemgang af og omkring tegneserier (heriblandt Philip Treschow i 2. og 3. udgaven) gennem tiderne. Dét har klart i kvalitativ betydning manglet i de seneste to udgaver.
4. udgaven kan man forstå, men at man stort set gentager historien i denne 5. udgave, er rigtigt slapt og vel lige rigeligt pinligt. I hvert fald når man ser på, at der er gået 17 år (nu 22 år) mellem i dag (2006/2011) og 3. udgaven fra 1989. Man må da kunne finde en, bare én, der ville skrive noget interessant om markedet eller tegneserien, eller begge dele, som ikke bare handler om handel og interesser, der igen drejer fokus på handel og ussel mammon.
De heldige svenskere (vil nogle mene…) og kiosklitteraturen
Et hurtigt blik på udvalget af tegneserier d. 6. november 2008 i Kvickly i Frederikssund ser vi, at der sælges følgende tegneseier:
- Veninder
- W.I.T.C.H.
- Olivia
- Anders And
- Anders And Ekstra
- Ronaldinho Gaucho
- Wendy
- Juleklassikere
- Winx (club)
Primo februar 2010 var der kun Anders And, Wendy, Olivia og Basserne tilbage. WAUW! W.I.T.C.H., X-Men og Ronaldinho Gaucho er alle i mellemtiden ophørt som selvstændige udgivelser som hæfte i Danmark. Med udgangen af december 2010 udkommer der ikke flere månedudgivelser med superhelte – Spider-man er i dag lukket ned
At Ronaldinho Gaucho har fået så meget hyldeplads med op til 10 numre landet over, siger måske mere om, hvad end hvem der bestemmer, om en tegneserie skal med i sortimentet, end om seriens egentlige kvaliteter.
Er man lidt fræk, og funderer over – med instruktøren af Idiocracy’s (2006) øjne – hvordan det vil være en gang ude i fremtiden med bladmarkedet, så kunne man vel forestille sig, at man blot fik et stykke papir, hvorpå der stod ”Køb mig!” i Bil-tex. Underforstået, at det er godt for dig, fordi firmaet siger, at det er godt for dig. Måske kunne man som variation for hver måned, ændre på farven på teksten? Eller blot størrelsen på teksten, for at spare på farverne!
Helt anderledes ser det ud, hvis man kigger forbi det svenske udvalg af kiosklitteratur i f.eks. Pressbyråns i Ystad. Billedet er taget i januar 2009.
Primor december 2009 så der således ud.
Så helt død er kiosklitteratur ikke, i Sverige altså. Her har man i hvert fald i denne kiosk tildelt en hel sektion til blot tegneserier samt enkelte stativer og hylder til andre formater, hvorimod tegneserier i kiosker i Danmark ofte er noget spredt.
Sammenlignet med Danmark har man i Norge kunne holde liv i langt flere (’kiosk’)serier i væsentlig længere tid. Man kan bruge følgende udsagn som tommelfingerregel:
- Faktor 10
- 15-20 års længere løbetid
Fx kunne man i Danmark præstere at holde liv i Serie-pocket til og med pocket #34 (1972-1981). I Norge er de nået til mindst #262. Billede er af #224 fra 1997. Binky udkom over 2 år (1971-72) i Danmark. Serien lukkede så vidt jeg husker i Norge 1990 med nogle genoptryk. Texas og Sølvpilen kunne også fås i dobbelt O’erne. Nordmændene har dog beklageret sig over deres elendige udvalg af albumserier, som i Danmark står stærkere i dag end nogensinde før.
Et emne, der tidligere er berørt, er det faldende udbud af tegneseriehæfter i kioskerne. Det er jo givet, at tegneserien som nyhedsværdi ikke er helt i top nutildags selvom forskellige tiltag er forsøgt for at rejse opmærksomhed omkring forskellige udgivelser, hvor nogle virkelige lykkes – tænk bare på Forlaget Fahrenheits Solas af Anders Walter, hvor der virkelig blev ført en nærmest ’aggressiv’ markedsføring, der i sin form mindede lidt om viral markedsføring. Andre titler som AVP og Hellboy fra g. Floy studie, hvoraf mindst et kunne købes i biograferne. Man har i det mindste forsøgt sig med nye måder og kanaler at sælge sit udvalg på.
En umiddelbar og måske nærliggende forklaring på kiosktegneseriens hensygnen kan måske findes i, at abonnent-andelen har været stigende og dermed prioriteret højere fra forlagenes side; større indtjening på den enkelte tegneserie i samme eller mindre volumen.
Den strategi står imidlertid i et særligt farligt konkurrenceforhold til forhandlerleddet og kiosklitteraturen i det hele taget (ja, jeg har nævnt det før…). En abonnent tager en køber væk fra kioskleddet, hvilket på sigt får den indflydelse, at hæfterne ikke tages hjem – de bliver jo ikke solgt, og hvis der ikke kommer nye læsere til eller kompenseres af (tilbagevende) impulskøb, så er dødsspiralen (for kiosklitteraturen) startet. Samtidig spilder producenten ressourcer på produktion og (op til dobbelt) distribution af et hæfte, der ikke bliver solgt, fordi den køberen allerede har abonnement – impulskøbere i dag må antages at være temmelig vigende. Nu er jeg jo helt trygt ved forlæggere at sagtens kan finde ud af at justere oplag til de forskellige outputkanaler. Abonnement på tegneserier har jo eksisteret længe, og kørte vel på sit højeste med Marvel-klubben, med noget mindre indflydelse på salg i kiosker, mens den nok har haft større betydning i de senere år. Fx på impulskøb, fordi den bette knægt så hæftet i udstillingen…
Impulskøbene skulle da komme ude hos lokalkøbmanden / kiosken, som i dag mere eller som gruppe er udryddet af storcentre og supermarkeder, som ikke i højere grad inkluderer service i sortimentet, som benhård fokus på bundlinje. Så hvor kunne vi ende? No display – no purchases – no conciousness – no knowlegde of comics – therefore out of mind and the end of comic?
Dertil kunne man så sige, at abonnenterne bærer noget af ’ansvaret’, men det er måske lige en kende for voldsomt som ansvarspåtagelse, men jeg formoder, at helt uden deep impact har det ikke været for kiosksalget. En fortaler for kioskkøb kunne være, at posten ikke altid afleverer hæfterne i samlermæssig stand? For rigtig mange serier er det allerede for sent!
Tegneserier som retro kiosklitteratur i fast og bredt sortiment er vel kun et drømmesyn.